That's the broken me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
*Jeg har altid haft lyst til at skrive sådan en historie bare på en lidt anderledes måde, så det har jeg tænkt mig at gøre nu* Vanessa Payne er den lille skrøbelige pige på 17 år. Det mindste ord kan få hende til at bryde sammen. Hendes forældre er meget bekymret for hende, da Vanessa ikke engang kan gå i skole mere. De ved ikke hvad de skal gøre med Vanessa, da de ikke ved hvad der er glat med hende, ikke engang en psykolog kan få hende til at røbe noget. En hverdag for Vanessa er at side alene inde på hendes værelse med nogle lærer bøger og et par pakker lommetørklæder.Men hendes liv tag en stor drejning - som hun ikke bryder sig meget om - da hendes storebror, Liam Payne, og hendes forældre beslutter sig for at hun skal bo ved ham i vintermånederne. Det bliver en alt for stor mundfuld for Vanessa, da resten af One Direction lige pludselig skal blandes ind i det, da Liam ved - efter et par dag - at han ikke kan klare det alene.

52Likes
94Kommentarer
3750Visninger
AA

3. Kapitel 1

"Hvordan har du så haft det de sidste par dag?" spurgte en eller anden psykolog mig om. Hun skiftede med at kigge på mig og på den lille notesblok hun havde i hånden. Hun gav mig et lille smil, som nok skulle havde en berolingene effekt på mig, men det havde den bare ikke. Det var der intet der havde, eller jo min egen lille kniv. Men shh... sig det ikke til nogen.

"Fint..." sagde jeg med lille og skrøbelig stemme. Jeg vidste godt hun ikke troede mig, ligesom de andre psykologer jeg var gået til, men jeg havde bare ikke lyst til at tale om det. Og slet ikke med nogen jeg ikke kendte. Hun nikkede svagt og begyndte at skrive noget ned på hendes notesblok. Gad vide hvad hun troede der var i vejen med mig? De havde alle sammen nogle skære idéer som alle sammen var forkerte, men det var deres eget problem, ikke mit.

"Hvordan har du det med at din bror ikke er så meget hjemme mere?" spurgte hun og krydsede sine ben, på sådan en fornem måde. Jeg lod mit blik falde ned på min sko. Sandhed var at jeg savnede Liam, men det var ikke hele grunden til at jeg lukkede alle ude. En tårer faldt ned af min kind og den blev fuldt af mange flere.

"Jeg er glad på hans vejne" hviskede jeg næsten. Jeg hørte et svagt "mhh.." fra hende inden det næste spørgsmål kom.

"Hvordan er dit forhold til dine forældre?" spurgte hun efter hun havde skrevet lidt mere ned på hendes notesblok.

"Fint..." sagde jeg og kiggede op. "Kan vi ikke stoppe her?" sagde jeg og snøftede en enkel gang, inden jeg kiggede hende i øjnene.

"Vi kommer jo aldrig videre, hvis ikke dun giver mig en chance" sagde hun sukkende. Hvad var det hun ikke fattede i at jeg ikke ville give hende en chance. Det var min forældre der fik mig til at tag til psykolog. Hvis jeg selv kunne vælge sad jeg på mit værelse lige nu. Jeg nikkede meget svagt, men rejste mig op alligevel. Mit syn var blevet helt sløret af tårerne, men det var jeg så van til at det ikke gjorde den store forskel. Jeg gik ud af det lille lidt trænge rum.

Jeg tog min jakke på og gik ud af bygningen. Solen skinnede selvom det var slutningen af november og det var pisse koldt udenfor. Solen skar mig i øjnene og tårerne gjorde endelig kun værre. Jeg tvang min ene fod foran den anden igen og igen. Jeg havde mest af alt lyst til at lægge mig ned og græde alle min tårer ud, men jeg havde et problem med det: Jeg løb aldrig tør for tårer. Der var altid flere af dem.

Turen hjem havde været lige så lang som de andre, selvom jeg følte at den havde varet en evighed plus 10 minutter. Det plejede kun at føles som en evighed. Det hele gik ligesom ned af bakke for tiden. Jeg manglede bare et eller andet. Jeg følte mig helt tom. Der hvor mit hjerte skulle side, var der bare et stort tomrum og det gjorde mig helt trist.

Jeg åbnede døren så lydløst som overhoved muligt og gik ind. Jeg fik lukket den store dør bag mig og tog en dyb indånding, inden jeg tog mine støvler af og satte dem fint ved siden af mine forældres, jeg tog min lange sorte vinterjakke af og hang den op. Jeg gik med små muse skridt op af trappen og ind på mit værelse. Jeg fik lukket og låst døren bag mig. Jeg gik hen til min store seng og lagde mig ned i den, selvom klokken kun var 4 om eftermiddagen. Jeg trak dynen helt op i halsen på mig og lod mine tanker for frit løb, og det samme fik mine tårer så også. Igen.

Det hele flød sammen og jeg havde pludselig ikke kontrol over mine tanker mere. De blev mere og mere deprimerende og jeg fik det dårligere og dårligere. Mit hjerte gjorde så ondt, at min hjerne ikke kunne tænke på andet en smerten i mit hjerte og tomrummet, som endelig var mit hjerte. Gav det mening? Det gjorde det for mig...

***

Jeg satte mig langsomt op i sengen og kiggede rundt i rummet. Alt herinde var hvidt, af den simple grund at alle de psykologer jeg har været ved, sagde at den ville få mig til at slappe af og gøre mig mere glad. Så gæt engang hvilke farver tøj jeg har. Hvid og grøn... og lidt rødt. For grøn skulle også få en til at slappe af, men ikke i samme grad som hvid og rød, for at havde en farve mere, og så skulle den få mig til at tro på kærelighed eller sådan noget. Jeg ved det ikke. Mine forældre gjorde bare hvad psykologerne sagde, også selvom de godt kunne se på mig at det ikke hjalp. Så hvis i ikke har regnet det ud endnu, så er mit værelse ret kedeligt, da alt her inde er hvidt, selv døren og dørhåndtaget er blevet malet hvid. Det gør mig faktisk lidt trist at se rundt i mit værelse og der så ikke rigtig er nogle farver overhovedet.

En banken på døren fik mig ud af min lille verden, som jeg så tit sad i. Jeg lod mit hoved lande på døren, da det begyndte at banke igen og jeg kom i tanke op at jeg havde låst døren. Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen til døren. Jeg fik langsomt låst døren op og åbnet den for, hvem det nu var der stod der. Jeg trådte et skridt tilbage, inden jeg ledte mit blik op til personens ansigt. Til min glæde var det Liam.

"L..li.. Liam?" sagde jeg med en svag stemme, der knækkede over flere gange. En tårer efter fuldt af 10 andre faldt ned af mine kinder. Liam kiggede bedrøvet på mig og strakte armene ud i et kram, som jeg med det samme gik ind i. Kæft hvor havde jeg savnet ham! Jeg knugede ham hårdt ind til mig, da jeg var bange for at han ville gå.

"Hvad er der sket med dit værelse?" spurgte Liam, da han trak så ud af vores ekstrem lange kram. Han kiggede rundt på mit værelse, som han nok ikke længere kunne kende.

"Psykologerne synes det var bedst hvis mine ting var hvide, så jeg ville havde lettere ved at slappe af" hviskede jeg, da jeg ikke havde stemme til mere og jeg vidste heller ikke om Liam vidste at jeg gik til psykolog. Jeg var ikke engang sikker på om han vidste at jeg var blevet... blevet... deprimeret? Hvad man nu kalder det. Tårerne begyndte igen at falde ned af mine kinder, men denne gang kom de i tusindevis.

"Åh.. så så... shh... ikke græd... shh" sagde Liam, da han endnu en gang tog om mig, men denne gang vukkede han mig fra side til side, for at berolige mig. Noget som mor og far havde prøvet flere gange uden held, og lige meget hjalp det også med Liam, han kunne heller ikke berolige mig. Ikke mere.

Mine hulk blev højere og mine vejrtrækninger blev mere og mere ureglemsige. Mine ben ville ikke længere holde mig op, så de gav efter og jeg landede på gulvet med et bump, da Liam ikke havde regnet med det ville ske, og derfor ikke havde nået at reagere hurtigt nok.

Jeg satte mig langsomt op og ømmede mit hoved og min rug, da jeg var faldt baglæns og derfor ikke havde kunne tag fra med min hænder. Smerten skød igennem min rygræd og en hovedpine sneg sig ind over mig. Liam strakte en hånd frem, så jeg kunne tag imod den og blive trukket op af ham.

"Det må du virkelig undskyld, jeg nåede ikke at reagere" sagde Liam panisk, da jeg tog i mod han hånd og blev trukket op. Da jeg endelig stod op igen blev min hoved tusinde gange værre. Jeg slap Liams hånd og tog den med det samme op til mit hoved, som om det ville mindske smerten i mit hoved.

"Skal jeg ikke lige tag et kig på dit hoved?" sagde Liam og flyttede min hånd, så han kunne se. Han gav et overrasket gisp fra sig og hoppede et skridt tilbage.

"Hvad er der sket?" sagde jeg panisk og bange. Jeg kiggede over på Liam, som bare kiggede ned på sine fødder. Hvad lavede han? Hvorfor ville han ikke sige hvad der var sket med min hoved? Mit hoved begyndte at dunke voldsomt og det hele blev meget sløret. Jeg kiggede forvirret rundt og fandt stedet jeg var faldet. En stor blodpøl lå foran mig og det hvide sten gulv var revnet.

Mit blik blev mere og mere sløret og en svimmelhed overtog min bevidsthed. Jeg vaklede lidt indtil jeg ramte noget, som jeg hurtigt tog fat i, så jeg ikke ville falde. Igen.

"Li.. Liam je.. jeg tror jeg skal på skadestuen" sagde jeg et eller andet sted hen. Alt var blevet så sløret at jeg intet kunne se. Jeg hørte skridt, men jeg kunne ikke hører hvor de var på vej hen. Jeg brugte alt min energi på at holde mig selv op, men forgæves.

Til sidst havde jeg ikke flere kræfter tilbage, så jeg faldt, men denne gang forover, så jeg nåede at tag stødet med mine hænder... Men så blev alt sort og jeg gik ud som et lys.

 

-----------------------------

Hvad synes i så?

Er den for meget?

Er kapitlerne for lange eller for korte?

Er indholdet okay?

 

- MSH1912 :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...