YOLO

15 årige Christina Lacell bor i Canada med sine forældre. Christina og hendes forældre har altid været fattige og Christina har gået i sin mors tøj i 13 år, men til Christina's 16 årige fødselsdag dør Christina's stinkende rige bedsteforældre i en tragisk ulykke og alt arven går til Christina og hendes forældre, men det er ikke alle der er vildt glade for det og deres liv tager en uforventet drejning.

0Likes
0Kommentarer
309Visninger

1. 1

Jeg står overfor spejlet i min nye kjole. Første gang i så mange år at jeg får noget nyt tøj. Den er lang, sort og matcher perfekt mit lyse, lange bølgede hår. Den er frygtelig. Den lugter langt væk af død. Jeg hader den. Den er grim. Jeg sukker og vender mig om ''skal jeg virkelig med?'' min mor kigger mig dybt i øjnene ''selvfølgelig skal du med, det er dine bedsteforældres begravelse, det er din pligt at tage med Christina, det ved du godt'' - ''Jamen dig og far skal da ikke med? Det er da også jeres pligt at tage med, jeg har aldrig snakket med bedstefar eller bedstemor? Det har i begge, jeg har intet forhold til dem, det har i og alligevel skal jeg med?'' vrisser jeg ''Christina, det har vi diskuteret! Mig og din far, var meget uvenner med dine bedsteforældre, vi havde ikke snakket sammen i 10 år, vi meldte i starten afbud da vi fik invitationen, men en af os skulle med da der er et brev til os!'' råber min mor ''og derfor skal JEG med?! Jeg gider ikke komme som en eller anden brevdue for jer! Det er dine forældre mor og så gider du ikke engang komme til deres begravelse! Hvis vi var uvenner, ville jeg stadig komme til din og fars! Men jeg vil vise lidt respekthed og gå til den åndsvage begravelse!'' råber jeg tilbage. Min mor er tavs indtil hun til sidst siger ''Jeg er ked af det Christina, jeg elsker selvfølgelig mine forældre jeg kan bare ikke tage med'' jeg prøver at ligge skjul på at jeg er vred, ved kun at sige hun er åndsvag og går tilbage til spejlet. ''Unge dame, du skal ikke kalde din mor åndsvag, har vi måske ikke opdraget dig til at tale ordenligt?'' snerrer min mor ''Nej det har i faktisk ikke! I har slidt røven ud af bukserne for at tjene penge og har helt glemt mig, så jeg har gået og måtte forsøge mig selv indtil i begge, kom på kontanthjælp og begyndte at drikke, for i havde det jo så hårdt, men var der nogle der tænkte på mig? NEJ! Jeg har aldrig fået noget nyt tøj og bliver nødt til at bruge dit, jeg bliver mobbet i skolen, men jeg gider ikke engang fortælle det til jer, for i lytter alligevel ikke, for hver eneste gang jeg vil snakke med jer om noget vigtigt laver i 'regnskaber'!'' snerrer jeg igen og beder min mor om at gå ud. Jeg sætter mig på sengen og begraver hovedet i hænderne.. ''sådan har jeg aldrig været overfor mor..'' mumler jeg og presser mig selv til at holde tårene tilbage. 
Jeg går med langsomme skridt ud af huset og på vej hen til kirken. Da jeg ankommer hen til kirken går jeg i stå - der ligger min bedsteforældre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...