Mit liv som menneske

"Det var egentligt interessant at bruge sådan en til at rengøre tænder med, tænkte jeg, mens jeg betragtede tandbørsten. For sjovs skyld besluttede jeg at forsøge mig med det. Tandpastaen var udstyret med noget så primitivt som skruelåg, og voldte en del besvær at få åbnet. Den havde en lidt anden form da det første lykkedes. Jeg vidste fra mine studier hjemmefra at ”Pasta” er en form for føde, så tandpasta måtte altså også være beregnet til at blive spist. " - Citat fra teksten.

Historien omhandler en Alien, der bliver sendt til jorden for at iagtage menneskeligheden. Til forveksling ligner hun et menneske, da hun bliver indsat i en klasse med besked om at hun er student fra et naboland, hvilket skal forklare hendes accent og manglende forståelse for enkelte ord.

19Likes
34Kommentarer
1715Visninger
AA

8. Tredje dag som menneske (fortsat)

 

Den næste time skulle jeg ikke have sammen med Catarina, desværre. Endnu en gang endte jeg med at sidde ved siden af Dennis, der denne gang kom før læreren hvilket jeg fandt med imponerende. Men det var også et andet fag, så mon det interesserede ham mere siden han dukkede op til tiden? Det overvejede jeg lidt, mens jeg samtidig overvejede hvordan og om jeg overhovedet skulle begynde at tale til ham. Måske var han ligesom andre mennesker der gerne ville opsøges, men ikke selv opsøgte andre?
Jeg havde lige fået taget mod til mig, da læreren kom ind i klassen og afbrød al snak, hvilket forstyrrede mine planer og mit nyfundede mod så meget at jeg blev hylet ud af det og bare holdt min kæft og forsøgte at følge med.
Tilsyneladende havde jeg taget fejl af Dennis’ interesse for Matematik var omtrent lige så stor som hans interesse for sprog havde været. Bortset fra at han altså i dag var mødt til tiden, hvilket nok var lidt en forbedring.
Lidt inde i timen fortalte læreren at vi nu fik en tekst og skulle gå sammen med vores sidemakker og gennemgå teksten. Endnu var jeg ikke den allerstærkeste læser, men jeg regnede med at det nok skulle gå. Dennis måtte vel være i stand til at læse, ellers ville hav ikke være på en gymnasial uddannelse, vel?

Han vendte sig om mod mig, med samme ligegyldige udtryk i ansigtet som han var mødt til vores første fælles time med.
”Jeg er Dennis.. Og vi to, vi skal åbenbart arbejde sammen..” Sagde han i et det-rager-ikke-mig-hvem-du-er tonefald der bidragede til det generelt negative indtryk jeg havde af ham allerede. Så jeg besluttede mig for ikke at præsentere mig for ham, for han kunne godt nok bare spørge om mit navn, hvis der var noget, han ville vide. Jeg nikkede kort. Det skulle vi jo så..
Åbenbart var han den der type, der troede at godt udseende opvejede for en stinkende personlighed, som jeg så ofte havde hørt i det menneskelige serier jeg havde set derhjemme for at få forståelse for racen. Han fortsatte i hvert fald gennem hele timen med at være superirriterende at have med at gøre, og med at have en så-gå-da-væk attitude overfor mig. Jeg var ikke ligefrem i et godt humør, da jeg forlod klasselokalet samtidig med alle andre. Ganske vidst havde vi da fået lavet noget relevant, men det havde ikke været særlig underholdene eller motiverende at arbejde sammen med en der konstant virkede som om han mest havde haft lyst til at mase mig under sin uhygiejniske sko. 

Resten af dagen gik uden større bemærkelsesværdige ting, og var egentligt ganske standart efter hvad jeg vidste om mennesker. For mit vedkommende var det stadig enormt hårdt og fascinerende konstant at skulle forholde mig til en race, som lignede min egen uden helt at gøre det, og huske på at skulle tale et sprog, der ikke var mit eget. Så det var let om hjertet at jeg gik hjemad, med tanken om Catarina, som jeg nu vidste, at jeg kunne regne med i forhold til historie.

Jeg havde min læderbeholder med menneskepenge med i skole, for jeg skulle have handlet ind, inden jeg tog hjem. I dag havde jeg også fået noget der hed lektier for, hvilket praktisk taget betød at jeg skulle lave skolearbejde derhjemme. Jeg syntes det virkede som en lidt sær ting, meningen med at være i skole var vel at man lærte noget, og meningen med at være hjemme var vel at man slappede af? Men mennesker havde vel et andet synspunkt, og så kunne jeg øve mig i at læse også. Det var vel fint nok.

Til min store glæde var det Catarina der stod i butikken hvor jeg valgte at handle ind. Hun vidste godt at jeg var veganer, og hjalp mig glad med at finde føde, jeg kunne spise, mens vi snakkede om løst og fast.
På et tidspunkt fik jeg sneget samtalen ind på Dennis ved at brokke mig over hvor uhøflig og uomgængelig han var at have med at gøre, hvor Catarina fortalte at han ikke altid havde været sådan. Hun havde været rigtig tætte venner med ham, da de havde været yngre, men det havde ændret sig rigtig meget efter hun havde taget et år på efterskole så havde han forandret sig helt ekstremt. Så nu havde hun ikke noget at gøre med ham længere, og så vidt hun vidste, havde ingen af hans gamle venner det.
Det syntes jeg personligt lød trist, men hvis han var gået fra at være rar til den, han var overfor mig også, så forstod jeg dem jo egentligt godt. Catarina gav mig et kram, da jeg tog fra butikken, hvilket kom bag på mig. Mig bekendt krammede mennesker kun folk de holdt af, så det satte jeg da pris på selvom vi ikke havde snakket mere sammen.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...