Mit liv som menneske

"Det var egentligt interessant at bruge sådan en til at rengøre tænder med, tænkte jeg, mens jeg betragtede tandbørsten. For sjovs skyld besluttede jeg at forsøge mig med det. Tandpastaen var udstyret med noget så primitivt som skruelåg, og voldte en del besvær at få åbnet. Den havde en lidt anden form da det første lykkedes. Jeg vidste fra mine studier hjemmefra at ”Pasta” er en form for føde, så tandpasta måtte altså også være beregnet til at blive spist. " - Citat fra teksten. Historien omhandler en Alien, der bliver sendt til jorden for at iagtage menneskeligheden. Til forveksling ligner hun et menneske, da hun bliver indsat i en klasse med besked om at hun er student fra et naboland, hvilket skal forklare hendes accent og manglende forståelse for enkelte ord.

19Likes
34Kommentarer
1699Visninger
AA

15. Tiende dag som menneske

 

Det havde taget mig uhyggeligt lang tid – to dage, at magte at møde op på skolen igen. Jeg vidste at folk ville spørge mig, hvorfor jeg ikke havde været der. Jeg vidste, at jeg skulle have timer med Dennis igen. Og det så jeg på ingen måde frem til, for jeg ville ikke lade ham vide, at jeg ikke havde været i stand til at drive ham ud af mine tanker de sidste par dage. At han havde trampet rundt derinde med store, sømbeslåede vandrerstøvler og så godt som smadret alle former for rationalitet derinde? Det måtte han under ingen omstændigheder få af vide.
En kort stund havde jeg overvejet at snakke med Catarina om det, men jeg havde hurtigt droppet tanken. Hun ville slet ikke være i stand til at forstå de oceaner af følelser, der for mig lå i at kysse med en. Hun ville slet ikke forstå hvorfor jeg havde lagt så meget i at han havde kysset mig på dén måde. Det havde jo ikke bare været et overfladisk, hurtigt følelsesløst kys. Det havde været intenst. Tæt. Og for en kort stund havde jeg glemt hvilken grim situation jeg havde roddet mig ud i.

Jeg ankom til skolen. Mit spejlbillede i ruderne viste en lettere sammenkrummet og træt udseende skikkelse, der lidt forsøgte at skjule sig i mængden. Jeg rettede mig op, vel vidende at en sådan holdning helt sikkert ville give anledning til spørgsmål. Min undskyldning var allerede klar; en slem omgang maveinfluenza, det var der alligevel ikke nogen der havde lyst til at spørge nærmere ind til. Den første time havde jeg hverken sammen med Dennis eller Catarina, hvilket jeg var supertaknemmelig for.
Timen blev mere eller mindre brugt på at genopøve mine facader og min undskyldning, og ingen af dem der spurgte ind til hvorfor jeg ikke havde været der, fattede nærmere mistanke om at det, jeg sagde, ikke skulle være korrekt.

Timen efter sad Dennis atter på sin plads ved siden af mig. Åbenbart var det blevet sådan en fast ting, at vi sad sammen. Lige den dag havde jeg cirka foretrukket at sidde ved siden af alle andre i det lokale, men sådan blev det ikke. Jeg havde helst undgået Dennis totalt, hvis det havde kunnet lade sig gøre. Men så heldig var jeg åbenbart ikke i dag.
Det var (endnu) en af de der timer, hvor jeg personligt følte, at mit fremmøde var totalt spild af tid. Ud over at jeg fandt ud af, at Dennis tilsyneladende ikke lagde noget i det, der var sket for et par dage siden. Han virkede ikke mere interesseret i mig, han virkede heller ikke mere afvisende. På godt gammeldags dansk, så virkede han faktisk bare rigtig meget som Dennis. Mit kladdehæfte var overfyldt med mærkelige kruseduller og tegn, han sikkert ikke engang ville registrere som skrifttegn, fordi de var så roddet ind i alle de tilfældige streger. Det var spørgsmål jeg havde skrevet ned. De ting, jeg ville ønske at jeg havde mod til at spørge ham om. De ting, jeg gerne ville kende svaret på og alligevel frygtede at kende til mere end noget andet. Jeg rynkede panden lidt, overvejede om hvorvidt jeg skulle skrive det hele ned på hans sprog, ligge papiret i hans taske, blot for at lade ham overveje det.
Som om han ville overveje det.. Jeg måtte et kort øjeblik modstå trangen til at smække mig selv hårdt i hovedet. Det var Dennis, der var tale om. Ikke en eller anden gut, der måske rent faktisk ville vise sine følelser, men en med en stålsat facade som uanset hvad ikke ville vise det, hvis der skulle være noget. Jeg sukkede kort, og skævede over til ham, med mine fortænder begravet dybt i min underlæbe. Hvor ville jeg ønske, at han rent faktisk engang i mellem skævede til mig, og ikke bare virkede helt og aldeles ligeglad.

Jeg tror jeg var en smule skuffet da jeg gik fra timen. Som om jeg havde håbet på at oplevelsen havde sat lige så dybe spor i ham, som den havde i mig. For mine følelser havde ændret sig. Min tankegang var anderledens og drejede sig mærkeligt meget om ham. Og selvom det var noget, jeg ikke havde prøvet før, havde jeg kendt tilstrækkelig mange der havde til at vide, hvad det var der foregik.

 

Jeg var ved at falde for en.. et menneske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...