Mit liv som menneske

"Det var egentligt interessant at bruge sådan en til at rengøre tænder med, tænkte jeg, mens jeg betragtede tandbørsten. For sjovs skyld besluttede jeg at forsøge mig med det. Tandpastaen var udstyret med noget så primitivt som skruelåg, og voldte en del besvær at få åbnet. Den havde en lidt anden form da det første lykkedes. Jeg vidste fra mine studier hjemmefra at ”Pasta” er en form for føde, så tandpasta måtte altså også være beregnet til at blive spist. " - Citat fra teksten. Historien omhandler en Alien, der bliver sendt til jorden for at iagtage menneskeligheden. Til forveksling ligner hun et menneske, da hun bliver indsat i en klasse med besked om at hun er student fra et naboland, hvilket skal forklare hendes accent og manglende forståelse for enkelte ord.

19Likes
34Kommentarer
1694Visninger
AA

16. Tiende dag som menneske (fortsat)

Catarina sad i kantinen da jeg kom tøffende. Hun havde holdt en plads til mig, hvilket jeg satte umådelig stor pris på. Måske var det jeg havde brug for i virkeligheden en veninde, der distraherede mig helt fra mine tanker. Jeg håbede på at det var tilfældet og mønstrede et bredt, næsten ægte smil, da jeg så hende. Jeg regnede Catarina for min veninde, selvom vi praktisk taget ikke kendte hinanden. Det forhindrede mig dog ikke i at sætte stor pris på hendes selskab, eller i at ønske, at hun boede på min planet så vores bekendtskab ikke ville gå i vasken, når jeg tog hjem.

Spisefrikvarteret blev brugt på at sidde og snakke om ligegyldigheder og egentligt bare have det rigtig hyggeligt. Hun spurgte kort ind til hvorfor jeg ikke havde været i skole de sidste par dage, og min historie om maveinfluenza kom endnu engang på banen som undskyldning for fraværet. Hun grinede lidt, og sagde at den slags var der gerne i omløb på denne årstid.
”I virkeligheden er alle årstider egentligt maveinfluenza eller generelt influenza-årstider.” Sagde hun med et skævt smil om læberne. Hun var en køn pige efter menneskenes standarter vidste jeg, og drengene der sad i nærheden drejede hovederne og nikkede enigt.
”Er der overhovedet dårlige årstider når man er en muterende sygdom?” Spurgte jeg, selvom det egentligt mere lød som en konstatering. Hun rystede på hovedet. Influenza havde speciale i at spolere samtlige ferier på jorden, til grænseløs irritation for dem, der blev angrebet.

Jeg havde ret i at det måske havde været lige det, jeg trængte til. Mine tanker var i hvert fald distraherede hvilket også fik min krop til at føle sig noget bedre tilpas. Utroligt så stor indvirkning min sindstilstand havde på min fysiske tilstand, tænkte jeg. Det var et fænomen de lærde på min planet brugte rigtig meget tid på at studere og stadig ikke havde fundet det endegyldige svar på. Der var selvfølgelig altid de nervemæssige impulser der til dels kunne forklare noget af det, men de havde endnu ikke formået at forklare hvordan det egentligt fungerede sådan helt til bunds. Jeg vidste at menneskene også havde lignende fænomener, med at deres sind påvirkede deres krop rigtig kraftigt, og at nogle kunne tænkte sig decideret syge og raske. I min verden var det super fascinerende at nogle tværs over universet kunne minde så meget om min egen race, og at de ikke engang anede at jeg vandrede i blandt dem, fordi vi lignede hinanden så meget.

Da jeg vendte hjemad den eftermiddag følte jeg mig på en sær måde lettere om hjertet. Catarina og de andre piger havde sørget for at jeg var godt distraheret fra mine tanker omkring Dennis, mens vi havde været 

Catarina sad i kantinen da jeg kom tøffende. Hun havde holdt en plads til mig, hvilket jeg satte umådelig stor pris på. Måske var det jeg havde brug for i virkeligheden en veninde, der distraherede mig helt fra mine tanker. Jeg håbede på at det var tilfældet og mønstrede et bredt, næsten ægte smil, da jeg så hende. Jeg regnede Catarina for min veninde, selvom vi praktisk taget ikke kendte hinanden. Det forhindrede mig dog ikke i at sætte stor pris på hendes selskab, eller i at ønske, at hun boede på min planet så vores bekendtskab ikke ville gå i vasken, når jeg tog hjem.

Spisefrikvarteret blev brugt på at sidde og snakke om ligegyldigheder og egentligt bare have det rigtig hyggeligt. Hun spurgte kort ind til hvorfor jeg ikke havde været i skole de sidste par dage, og min historie om maveinfluenza kom endnu engang på banen som undskyldning for fraværet. Hun grinede lidt, og sagde at den slags var der gerne i omløb på denne årstid.
”I virkeligheden er alle årstider egentligt maveinfluenza eller generelt influenza-årstider.” Sagde hun med et skævt smil om læberne. Hun var en køn pige efter menneskenes standarter vidste jeg, og drengene der sad i nærheden drejede hovederne og nikkede enigt.
”Er der overhovedet dårlige årstider når man er en muterende sygdom?” Spurgte jeg, selvom det egentligt mere lød som en konstatering. Hun rystede på hovedet. Influenza havde speciale i at spolere samtlige ferier på jorden, til grænseløs irritation for dem, der blev angrebet.

Jeg havde ret i at det måske havde været lige det, jeg trængte til. Mine tanker var i hvert fald distraherede hvilket også fik min krop til at føle sig noget bedre tilpas. Utroligt så stor indvirkning min sindstilstand havde på min fysiske tilstand, tænkte jeg. Det var et fænomen de lærde på min planet brugte rigtig meget tid på at studere og stadig ikke havde fundet det endegyldige svar på. Der var selvfølgelig altid de nervemæssige impulser der til dels kunne forklare noget af det, men de havde endnu ikke formået at forklare hvordan det egentligt fungerede sådan helt til bunds. Jeg vidste at menneskene også havde lignende fænomener, med at deres sind påvirkede deres krop rigtig kraftigt, og at nogle kunne tænkte sig decideret syge og raske. I min verden var det super fascinerende at nogle tværs over universet kunne minde så meget om min egen race, og at de ikke engang anede at jeg vandrede i blandt dem, fordi vi lignede hinanden så meget.

Da jeg vendte hjemad den eftermiddag følte jeg mig på en sær måde lettere om hjertet. Catarina og de andre piger havde sørget for at jeg var godt distraheret fra mine tanker omkring Dennis, mens vi havde været 

Catarina sad i kantinen da jeg kom tøffende. Hun havde holdt en plads til mig, hvilket jeg satte umådelig stor pris på. Måske var det jeg havde brug for i virkeligheden en veninde, der distraherede mig helt fra mine tanker. Jeg håbede på at det var tilfældet og mønstrede et bredt, næsten ægte smil, da jeg så hende. Jeg regnede Catarina for min veninde, selvom vi praktisk taget ikke kendte hinanden. Det forhindrede mig dog ikke i at sætte stor pris på hendes selskab, eller i at ønske, at hun boede på min planet så vores bekendtskab ikke ville gå i vasken, når jeg tog hjem.

Spisefrikvarteret blev brugt på at sidde og snakke om ligegyldigheder og egentligt bare have det rigtig hyggeligt. Hun spurgte kort ind til hvorfor jeg ikke havde været i skole de sidste par dage, og min historie om maveinfluenza kom endnu engang på banen som undskyldning for fraværet. Hun grinede lidt, og sagde at den slags var der gerne i omløb på denne årstid.
”I virkeligheden er alle årstider egentligt maveinfluenza eller generelt influenza-årstider.” Sagde hun med et skævt smil om læberne. Hun var en køn pige efter menneskenes standarter vidste jeg, og drengene der sad i nærheden drejede hovederne og nikkede enigt.
”Er der overhovedet dårlige årstider når man er en muterende sygdom?” Spurgte jeg, selvom det egentligt mere lød som en konstatering. Hun rystede på hovedet. Influenza havde speciale i at spolere samtlige ferier på jorden, til grænseløs irritation for dem, der blev angrebet.

Jeg havde ret i at det måske havde været lige det, jeg trængte til. Mine tanker var i hvert fald distraherede hvilket også fik min krop til at føle sig noget bedre tilpas. Utroligt så stor indvirkning min sindstilstand havde på min fysiske tilstand, tænkte jeg. Det var et fænomen de lærde på min planet brugte rigtig meget tid på at studere og stadig ikke havde fundet det endegyldige svar på. Der var selvfølgelig altid de nervemæssige impulser der til dels kunne forklare noget af det, men de havde endnu ikke formået at forklare hvordan det egentligt fungerede sådan helt til bunds. Jeg vidste at menneskene også havde lignende fænomener, med at deres sind påvirkede deres krop rigtig kraftigt, og at nogle kunne tænkte sig decideret syge og raske. I min verden var det super fascinerende at nogle tværs over universet kunne minde så meget om min egen race, og at de ikke engang anede at jeg vandrede i blandt dem, fordi vi lignede hinanden så meget.

Da jeg vendte hjemad den eftermiddag følte jeg mig på en sær måde lettere om hjertet. Catarina og de andre piger havde sørget for at jeg var godt distraheret fra mine tanker omkring Dennis, mens vi havde været 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...