Mit liv som menneske

"Det var egentligt interessant at bruge sådan en til at rengøre tænder med, tænkte jeg, mens jeg betragtede tandbørsten. For sjovs skyld besluttede jeg at forsøge mig med det. Tandpastaen var udstyret med noget så primitivt som skruelåg, og voldte en del besvær at få åbnet. Den havde en lidt anden form da det første lykkedes. Jeg vidste fra mine studier hjemmefra at ”Pasta” er en form for føde, så tandpasta måtte altså også være beregnet til at blive spist. " - Citat fra teksten.

Historien omhandler en Alien, der bliver sendt til jorden for at iagtage menneskeligheden. Til forveksling ligner hun et menneske, da hun bliver indsat i en klasse med besked om at hun er student fra et naboland, hvilket skal forklare hendes accent og manglende forståelse for enkelte ord.

19Likes
34Kommentarer
1770Visninger
AA

9. Syvende dag som menneske

 

Min syvende dag som menneske

De sidste par dage er gået enormt hurtigt, dog uden bemærkelsesværdige hændelser. Jeg nyder stadig at være iblandt menneskene som på mange måder minder om min egen race, hvilket gør det nemt for mig at lade som om jeg er en af dem. Jeg har efterhånden fået godt med venner, og Dennis er også en hel del mere venlig overfor mig.
Desværre besluttede min dansklære sig for at Dennis og jeg åbenbart udgør et fantastisk makkerpar, fordi jeg rent faktisk får ham til at lave noget. Det er jeg ikke særligt tilfreds med, men min læres ord er åbenbart lov så jeg har ikke andet valg end at bruge de timer sammen med ham.
Efterhånden går det selvfølgelig bedre med at få det til at fungere sammen og fagligt udgjorde vi et godt team selvom han opførte sig som et arrogant røvhul, for at bruge et af de udtryk Catarina havde lært mig.

Sjovt nok lod det bare ikke til at pigerne omkring os havde opfattet at han var sådan. De var vildt begejstrede over ham, fordi han var pæn og ”mystisk”. Måske var det bare mig der var galt inde i sproget, men mystisk og Dennis var bare ikke to ting jeg ville sætte overfor hinanden på den måde.

Gudskelov havde jeg historie før dansk. Og Catarina muntrede som altid mit humør op og gav mig nogle sjove ting jeg kunne tænke på, mens jeg skulle udholde endnu en time ved siden af Dennis. Helt ærligt, det kunne godt være at han var blevet venligere, men det hjalp ikke meget når han stadig havde rigtigt, rigtig travlt med at være muggen. På et eller andet plan tror jeg godt jeg kunne sætte mig ind i at det kunne være kedeligt for ham, for tilsyneladende kunne han allerede alle svarene på alt læreren spurgte om. Jeg var sat tilstrækkeligt ind i skolesystemet til at vide, at jo højere af noget de kaldte ”karaktere” man fik, jo bedre var det. Dem med højest karaktere kunne bedst læse videre. For mig forekom det sært at menneskene vurderede på tal på et stykke papir frem for kvaliteterne i den enkelte. Jeg fik også karaktere, men eftersom det ikke var noget jeg havde brugt før gik jeg ikke rigtigt op i det. Jo højere tal (højest 12) jo bedre, og det værste man kunne gøre var at få -3.
Men eftersom menneskene gik så højt op i disse tal forstod jeg ikke hvorfor Dennis ikke gjorde sig mere umage når han nu åbenbart på forhånd allerede vidste hvad det hele handlede om.

Det var omtrent de tanker, der for gennem mit hoved mens jeg betragtede Dennis i stedet for at lytte til hvad min lære havde at sige omkring hvad-det-end-var vi gennemgik. Et halvt minuts tid ofrede jeg tavle og lære min opmærksomhed, mens jeg bed mig i læben. Jeg fik fat på så meget af det åbenbart var en periode i menneskenes historie, som hed romantikken. Det undrede mig for ifølge mine studier var romantik når hankøn gav hunkøn blomster eller en ret, ved navn chokolade som var ret populær blandt begge køn. Læreren fik vagt min nysgerrighed, for jeg ville gerne vide hvordan det kunne lade sig gøre, at der var en tidsalder i menneskehistorien, der handlede om hankønnenes gaver til hunkønnene.
Ret hurtigt fik jeg dog opfattet at det ikke var tilfældet og at romantikken altså handlede om noget andet end romantik. Men hvorfor så give de to ting det samme navn? Det gav jo ingen mening.
Atter gav jeg mig til at betragte Dennis i stedet for at høre efter hvad læreren sagde, og jeg kunne egentligt godt se hvorfor menneskene sagde at han så godt ud, men mystisk gav stadig ingen mening i min verden. Pludselig vendte han hovedet om mod mig og jeg fik meget travlt med at se op på læreren og lade som ingenting. Gudskelov for at min race ikke rødmede ligesom menneskene havde en tendens til at gøre det i pinlige situationer.

Endnu engang blev vi sendt ud i gruppearbejde og denne gang gik det noget nemmere med at føre en samtale for mig og Dennis, for det med at tale om romantikken interesserede ingen af os synderligt. Jeg besluttede mig for at spørge lidt ind til ham, da samtalen døde hen igen.
”Hvad kan du godt lidt og lave?” Spurgte jeg, med et let smil. Han gav mig sådan et mærkeligt blik tilbage, inden han svarede:
”Godt spørgsmål.” I et ganske flabet tonefald. Nej, jeg forstod virkelig ikke hvorfor menneskepiger gad bruge deres krudt på typer som ham. Jeg forsøgte med endnu et spørgsmål men fik et lige så fantastisk svar ud af ham som jeg havde fået i første omgang, så til sidst opgav jeg. Åbenbart gik vores samtaler bedst, når det drejede sig om noget der ikke var os. Han skulle være velkommen til at spørge mig, jeg havde øvet mig længe på at være mit pseudonym så jeg vidste at jeg ikke ville svare forkert. Jeg vidste at jeg ikke ville fremstå som om jeg havde taget en maske på, men som om det rent faktisk var mig, vi talte om, og ikke mit pseudonym. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...