Mit liv som menneske

"Det var egentligt interessant at bruge sådan en til at rengøre tænder med, tænkte jeg, mens jeg betragtede tandbørsten. For sjovs skyld besluttede jeg at forsøge mig med det. Tandpastaen var udstyret med noget så primitivt som skruelåg, og voldte en del besvær at få åbnet. Den havde en lidt anden form da det første lykkedes. Jeg vidste fra mine studier hjemmefra at ”Pasta” er en form for føde, så tandpasta måtte altså også være beregnet til at blive spist. " - Citat fra teksten. Historien omhandler en Alien, der bliver sendt til jorden for at iagtage menneskeligheden. Til forveksling ligner hun et menneske, da hun bliver indsat i en klasse med besked om at hun er student fra et naboland, hvilket skal forklare hendes accent og manglende forståelse for enkelte ord.

19Likes
34Kommentarer
1703Visninger
AA

11. Syvende dag som menneske (fortsat)

 

Efter at have gået lidt rundt og duftet til mad besluttede jeg mig for at spise i byen. Jeg fandt et lille hyggeligt udseende sted som reklamerede med at de havde nogle gode, vegetarretter. Jeg gik derfor ud fra, at de også måtte have veganer-mad, og ellers kunne jeg jo altid tage hjem og spise.
Stedet duftede blødt og krydret og oliet, hvilket tydede på at der i allerhøjeste grad blev lavet mad derinde. En venligt udseende, lille kvinde med brun hud og skrå øjne, spurgte om der var noget hun kunne hjælpe med. Jeg nikkede, ”Har i veganerretter?” Kunne jeg høre min stemme sige, hvorefter mit ansigt lyste op i et smil. Kvinden nikkede ivrigt og forsikrede mig om at de havde noget af det bedste i byen.
Jeg kunne se på det hele at der også blev serveret kød der, men det gjorde mig ikke så meget så længe jeg bare kunne få min veganermad. Uden kødrester.

Kvinden førte mig hen til et lille bord, og jeg smilede taknemmeligt til hende, hvorefter hun kom med et menukort over veganer og vegetarmad. Jeg læste det hele igennem og besluttede mig for en ret med grøntsager, noget de kaldte tofu og sursødsovs, som jeg syntes lød rigtig lækker ud fra ingredienserne. Kvinden kom igen sammen med en kande vand med citronskiver og jeg afgav min bestilling.
Mens jeg ventede på maden tjekkede jeg spisestedet. Der var hyggeligt og temaet var lidt kørt i røde og gyldne farver. Asiatisk, sagde en lille stemme i mit hoved. Det stemte også overens med kvindens udseende, så jeg gav den ret. Der var også planter og et akvarium, og stemningen var behagelig ligesom duften af mad var. Jeg blev endnu mere sulten af at sidde der, og jeg var glad for at jeg havde valgt at spise i byen frem for at tage hjem og lave mad. Det kunne sikkert også give inspiration til nogle krydderier jeg kunne bruge hjemme så min mad blev mere interessant.
Ikke så længe efter kom kvinden tilbage med min mad, og selvom stedet ikke var fyldt var jeg positivt overrasket over hvor hurtigt det var gået. Maden duftede yderligere så godt at jeg kunne mærke min mave vride sig af sult. ”Mange tak, det dufter herligt!” Sagde jeg til hende, og hun smilede glad tilbage. Det glædede hende sikkert at høre, at jeg satte pris på maden.
Jeg spiste med stor fornøjelse. Maden var tilpas krydret, der var nok olie på til at det smagte godt uden at være fedtet og det let syrlige vand var glimrende til. Hun havde også budt på vin, men der havde jeg pænt afslået, vel vidende at min krop ville reagere kraftigt på alkoholen i forhold til hvad mennesker gjorde.

Det var mæt og veltilpas at jeg gik hjem igen, gennem byen. Det var overaskende nemt for mig at finde vej, syntes jeg. Og alligevel formåede jeg at ende et totalt galt sted. Min adresse var kodet ind på ringe-finde-vej, og jeg bad den om at give mig ruten hjem.
”Ingen forbindelse? Hvad skal det betyde?” Udbrød jeg irriteret, da den pludselig kom med sådan en meddelelse. Det kunne den helt ærligt ikke være bekendt! Jeg modstod fristelsen til at kaste med den, for jeg vidste realistisk set godt, at jeg stadig havde rigtig meget brug for den.
Jeg besluttede mig for at gå samme vej tilbage, som jeg var kommet men pludselig var det som om alt bare havde forandret sig, for jeg kunne ikke finde vejen tilbage til den lille hyggelige asiatiske restaurant.

Tværtimod blev området jeg gik i mere og mere uhyggeligt, lukket og mørkt at være i. Jeg syntes pludselig at mit hjerte* satte tempoet op og jeg kunne mærke hvordan mine sanser reagerede kraftigere på de indtryk jeg fik, i takt med at min krop i høj grad indstillede sig på at være et muligt byttedyr. Jeg var klar til flugt, selvom jeg ikke vidste fra hvad. Derhjemme havde jeg set noget mennesker kaldte gyserfilm, og jeg følte virkelig at jeg var fanget midt i en. Det var ubehageligt at føle min krop reagere så stærkt på området omkring mig, og jeg blev bevidst om at jeg forsøgte at gøre mig så lille og usynlig som mulig.
Jeg kunne høre mit blod ** pumpe rundt i kroppen.

I hvad der føltes som uendeligheder gik jeg af sted i området, som blev mere og mere ukendt land for mig. Der begyndte også at lugte rigtig klamt, og jeg overvejede om ikke jeg burde skynde mig at vende omkring og gå tilbage igen, og så endnu engang forsøge at finde tilbage. Men lige da jeg skulle til at gå tilbage igen, kunne jeg høre skridt. Jeg stivnede, og kunne høre den brusende lyd af mit blod, der pumpede rundt i kroppen på mig, mens min krop forholdt sig helt stiv og stille udadtil, klar til at løbe væk så hurtigt som muligt. Min vejrtrækning var overfladisk og hurtig, jeg vidste at hvis det stod på meget længere ville min krop lukke ned. Jeg måtte tvinge mig selv til at holde vejret og trække det dybt ind og ud, mens jeg lyttede efter hvor skridtene gik.

”Hey, hvad laver du her?” Spurgte en stemme, bag mig. Dennis. Eller, det lød som Dennis, hans stemme var bare grovere og lidt mere sløret som om han havde indtaget rusmidler af en eller anden afart. ”Jeg er faret vild..” Svarede jeg, måske en lille smule irriteret. Hvad i alverden skulle jeg ellers lave i det snuskede kvarter?
Han gik tættere på mig. Stoppede, da han var så tæt på at jeg kunne lugte hans ånde. Alkohol, og et eller andet sødligt-krydret jeg ikke kendte duften af.
”Ryger du?” Spurgte han, med samme lidt slørede stemme. Jeg var lige ved at grine, for han sagde det så seriøst, som om det var det eneste der talte, lige der. Jeg rystede på hovedet. Det kunne have rigtig grimme effekter på min organisme at ryge, havde jeg fået fortalt. Så det turde jeg på ingen måde.

 

 

* Af mangel på ord på menneskesprog til at forklare det organ jeg er i besiddelse af, hvor hjerte er det mest tilsvarende hos mennesker.
** Endnu engang er menneskene ikke i besiddelse af et tilsvarende ord, men ligesom mennesker har jeg en væske i kroppen der sørger for at transportere ilt rundt således at mine organer og mit væv kan fungere optimalt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...