Mit liv som menneske

"Det var egentligt interessant at bruge sådan en til at rengøre tænder med, tænkte jeg, mens jeg betragtede tandbørsten. For sjovs skyld besluttede jeg at forsøge mig med det. Tandpastaen var udstyret med noget så primitivt som skruelåg, og voldte en del besvær at få åbnet. Den havde en lidt anden form da det første lykkedes. Jeg vidste fra mine studier hjemmefra at ”Pasta” er en form for føde, så tandpasta måtte altså også være beregnet til at blive spist. " - Citat fra teksten.

Historien omhandler en Alien, der bliver sendt til jorden for at iagtage menneskeligheden. Til forveksling ligner hun et menneske, da hun bliver indsat i en klasse med besked om at hun er student fra et naboland, hvilket skal forklare hendes accent og manglende forståelse for enkelte ord.

19Likes
34Kommentarer
1772Visninger
AA

14. Ottende dag som menneske

 

Da jeg vågnede op, føltes min krop syg. Mennesker og min race reagerede lidt på samme måde ved sygdom, tror jeg. Min temperatur, der i forvejen lå højere end menneskets, steg og gav forskellige ubehagelige symptomer. Jeg vidste at jeg ikke havde forhøjet temperatur, men havde samme ubehagelige følelse i kroppen, som hvis jeg havde haft det.

Min hals føltes underlig sammensnøret, mine øjne sved og det gjorde ondt i brystet, bare for at nævne noget af det. Jeg besluttede at blive hjemme, der var ingen grund til at tage af sted, når jeg havde det sådan. Desuden var tanken om at skulle se Dennis grænseoverskridende. Jeg ville have tid til at tænke. Tid til at forstå, hvad der var sket dagen før.

Der kunne ikke rigtigt herske tvivl om, at mit liv nok havde været i fare dagen før. Selvom jeg tvivlede på at de to fyre, ville have gjort noget så drastisk, var det ikke til at vide hvordan de ville have reageret, hvis de først fik tøjet af mig. Selvom min forklædning var overbevisende og min fysiske lighed med mennesket stort, var der visse forskelle, som bare ikke kunne bortforklares som en besynderlig mutation, ligesom mine øjne kunne.

Jeg tændte for vandet i mit brusebad, og havde endelig fået luret hvad shampoo og balsam skulle gøre godt for. Der stod ”Neutral” foran, hvilket vidst var navnet på begge produkter, ud over at de altså hed shampoo og balsam. Ifølge min instruktionsbog var det beregnet til at vaske håret med, og at man skulle bruge shampoo først i hele håret, og skylle det ud, for herefter at tilføre balsam til hårspidserne. Jeg undrede mig over den store forskel i konsistensen, ligesom jeg havde gjort første gang. Gudskelov havde jeg afholdt mig fra at forsøge at smage på det, efter at have erfaret at menneskene navngav deres ting underligt.
Da vandet var tilstrækkeligt varmt gik jeg ind under det, og nød den afslappende følelse den varme væske gav hele min organisme.
Jeg vaskede mit hår så det føltes blødt og behageligt i mine fingre. Der ville ikke gå mere end et par dage, før jeg var nødt til at farve det igen. Det var som om at mit hår opslugte hårfarven med tiden, og at min naturlige hårfarve hurtigt begyndte at skinne igennem. På et plan glædede det mig, den med at jeg ikke skulle bruge en masse mærkelige stoffer og kemikalier, når jeg engang nåede hjem, på at få mit hår pænt og naturligt igen. På den anden side betød det en masse hårfarvning nede på jorden, og det fandt jeg irriterende.
Jeg havde også fundet ud af at menneskene ikke betegnede mit hår som mørkefarvet, ligesom jeg selv gjorde, men i stedet omtalte det som ”sort” eller ”mørkt”.

Følelsen af at det, der gjorde ondt indeni og alle mine forvirrende tanker blev skyllet af og distraheret væk, gjorde mig i lidt bedre humør. Jeg trådte ud af badet og viklede et håndklæde om mit hår og min krop. Jeg brød mig ikke om at være nøgen på en fremmed planet, og slet ikke hvis nu nogen skulle komme snigende. Ikke at det var specielt sandsynligt, at jeg ikke opdagede dem først, men stadigvæk. Okay, måske var det en smule paranoidt af mig, men i betragtningen af at mit liv lige så vel kunne have endt dagen før, så syntes jeg egentligt at jeg opførte mig meget pænt.

Jeg var sulten, og valgte at ignorere den kvalmende fornemmelse som ikke skyldtes min krops behov for føde, men en indre uro. Jeg ville gerne have at alting var godt igen, og allerhelst spole et par dage tilbage og så ikke komme på afveje igen. Det havde været noget møg det med at fare vild, ikke noget jeg havde intentioner om nogensinde at gøre igen, hvis det var de her konsekvenser det havde.
Stadig med kvalme gik jeg om bord i min morgenmad, der bestod af ristet brød med noget veganer noget til, som smagte udmærket og havde et besynderligt navn.
Efterhånden som jeg fik gnavet mig igennem min morgenmad tænkte jeg mere og mere på hvad der var sket dagen før. Selvom Dennis nok havde reddet mit liv, eller i hvert fald bare det faktum, at de stadig troede, at jeg var et menneske heromkring, sad dybt i mig. Jeg brød mig ikke om at tænke på, at den første fyr jeg nogensinde havde kysset var et menneske, og under de omstændigheder. Ikke når det regnedes for mere intimt og privat end parringsakten hos min race, som jeg vidste at mange mennesker værnede om som noget privat. Og det gjorde helt ondt ind i sjælen på mig, at det så var en fyr som Dennis, der brugte det meste af sin tid på at virke kold og ligeglad med mig, som jeg havde kysset når det endelig kom til stykket. En hvilken som helst anden fyr tror jeg, at jeg havde været i stand til at slå ud af hovedet og glemme alt om den ubehagelige oplevelse, men ikke lige ham.
Trist stak jeg lidt til maden, tog en bid mere og lod den så stå. Det kunne jo være lige meget. Ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...