Mit liv som menneske

"Det var egentligt interessant at bruge sådan en til at rengøre tænder med, tænkte jeg, mens jeg betragtede tandbørsten. For sjovs skyld besluttede jeg at forsøge mig med det. Tandpastaen var udstyret med noget så primitivt som skruelåg, og voldte en del besvær at få åbnet. Den havde en lidt anden form da det første lykkedes. Jeg vidste fra mine studier hjemmefra at ”Pasta” er en form for føde, så tandpasta måtte altså også være beregnet til at blive spist. " - Citat fra teksten. Historien omhandler en Alien, der bliver sendt til jorden for at iagtage menneskeligheden. Til forveksling ligner hun et menneske, da hun bliver indsat i en klasse med besked om at hun er student fra et naboland, hvilket skal forklare hendes accent og manglende forståelse for enkelte ord.

19Likes
34Kommentarer
1693Visninger
AA

2. Første dag som menneske (Fortsat)

 

Til min store undren virkede det virkede det som om der var en mode blandt de yngre hunkøn til at balancere på tynde pinde, som sad fast på deres sko, omme ved hælen. Gad vide om det var en slags sekt eller klub eller sådan noget? Nogle af dem formåede at se ganske elegante ud, som om disse pinde var en naturlig forlængelse af deres hæle og som om at det ikke var noget, som var spændt fast på deres fødder. Jeg så ned på mine egne, flade sko. De kunne ikke så godt erstattes for de skjulte mine fødder og støttede dem på en måde jeg havde behov for, for at kunne efterligne den menneskelige gangart. Pindene var i hvert fald næppe sunde for dem og flere unge hunkøn kunne slet ikke gå pænt i dem og snublede og var ved af at vælte. Det bekræftede min tanke om at de måske var med i en klub eller sekt, og at de derfor følte sig forpligtet, presset til at gå på disse pinde.

Byen lugtede underligt, beskidt. Det var ikke ligefrem behageligt at indånde luften, der var fuld af udstødningsgasser, snavs, mærkelige lugte, blandet med stanken fra svedende mænd og den kunstige lugt af parfume, og slet ikke for en, med sanser som mine. Menneskene virkede ikke ligefrem påvirkede af lugten, og jeg gættede på at det i højere grad var tilvænning end dårligt lugtesans, for de undersøgelser vi havde lavet på mennesker viste at de havde en nogenlunde lugtesans, dog ikke lige så udmærket som den jeg selv var udstyret med. Mens jeg gik der, med mit mørke-farvede hår svingende i noget, jordboerne kaldte en ”hestehale”. Personligt kan jeg godt se sammenhænget mellem mit svingende mørke hår, og jordboernes firbenede ridedyr, ved navn hest.
Efterhånden fik jeg overskud til at ligge mærke til mere, end blot det der først lige skreg mig i øjnene, eller de ting, jeg vidste jeg var nødt til at holde øje med. Ifølge den lille ting, som fodrede mine øre med informationer om hvor jeg skulle gå hen, var jeg cirka halvejs ved målet. Jeg havde måske gået i 10 minutter gennem byen, men fordi den var så forvirrende og overvældende havde jeg en følelse af at have gået i flere evigheder og måske mere end det. Hankønnene var jeg først nu begyndt at ligge mærke til, og meget mod min forventning lignede nogen af dem altså hunkøn! Jeg havde fået besked om at mændene og kvinderne var markant forskellige, og at det der især kendetegnede hankøn af menneskerace var ”skæg” som er hår i ansigtet der anses for uacceptable på hunkøn og at de havde kort hår. Men jeg så flere som jeg ved første øjekast, vurderede til at være af hunkøn, fordi de havde langt hår og ingen skæg-vækst i ansigtet. Dog adskilte de sig ved nærmere vurdering fra hunkønnene, ved ikke at have noget, mennesker kalder bryster som også er kendetegnene for mennesker af hunkøn. Disse bryster bruges til at made deres børn, og har tilsyneladende en slags magnetisk effekt på mændenes øjne. De kan simpelthen ikke lade være med at betragte disse nogen, beregnet til børneføde. Og jo mere de ser af dem jo gladere er de åbenbart. Personligt føler jeg mig ikke som mindre hunkøn, blot fordi min race ikke har udviklet sådan nogen. Måske havde vi dem engang, det tør jeg ikke udtale mig om for så langt inde i udviklingen af vores race, er jeg slet, slet ikke. Jeg så ned af mig selv, for til forveksling lignede jeg en af deres hunkøn. Mit modtagelseshold havde sørget for at få det til at se ud som om jeg også var udstyret med disse bryster.

Min finde-vej fortalte at jeg skulle dreje, og derefter ”ankomst”. Med min viden til sproget vidste jeg, at det betød at jeg nu var, hvor jeg skulle være. Forvirret så jeg rundt efter min kontaktperson, jeg ikke umiddelbart kunne se nogen steder. Pladsen jeg stod på duftede renere og mere organisk end resten af byen, på sådan en behagelig måde, og udover springvandet, som var det første jeg havde set, lagde jeg nu mærke til en trappe, som førte ned til en have efter duften at dømme. Blomsterduften strøg mig lidt efter i møde som en behagelig afveksling til hunkønnenes kunstige duft.

Jeg besluttede mig for at gå hen til springvandet og vente på min kontaktperson der, for der ville jeg være synlig. Og selvom min fysiske fremtoning var nær menneskelig, ville et opmærksomt menneske nok godt kunne se forskel på mig og normale mennesker alligevel. Men den erfaring min race havde med menneskerne, var altså at de ikke var synderligt opmærksomme på andet end sig selv og dem de havde som deres nærmeste.

Ganske rigtigt, kort efter dukkede min kontaktperson op. Et hankøn, som jeg vidste, så godt ud, efter menneske hunkønnets smag. Han var høj, havde gyldenbrun hud, der fik mig til at ligne det frosne vand, som faldt ned fra himmelen på den nordlige halvkugles kolde dage og nætter, nærmere betegnet som ”sne”, og regelmæssige træk. Jeg kom i tanke om ordet der dækkede en som ham. Menneskene ville definere ham som ”pæn”.
Han blottede sine tænder, smilede, vidste jeg. Det ansås som en høflighed og normalitet blandt menneskene, meget lig min egen skik. Venligt blottede jeg mine tænder for ham, så han kunne se at jeg også var glad. Han blev ikke længe, ved springvandet, til trods for at jeg ellers nok havde ønsket at han ville vise mig mit nye område.. Jeg forstod ham godt, for blandt mennesker er det oftest folk, der har gjort noget galt, der flytter jævnligt og kun har få eller slet ingen oplysninger.
Dog havde han tastet koordinaterne til dette sted ind på min finde-vej, så det skulle så men nok gå, jeg var ikke negativ overfor det.

Ved hjælp af instruktionerne fra min finde-vej kom jeg til stedet, der skulle være min bolig den næste tid. Jeg forstod ikke hvorfor min modtagergruppe ikke havde ledt mig hen til den og sørget for at jeg blev installeret, men der måtte vel være en eller anden god grund, tænkte jeg. Boligen viste sig at være en redekasse bolig, som jeg havde set hjemmefra hvor flere mennesker deles om samme bygning, men har hver deres lille afdeling. De kalder det lejligheder og synes åbenbart selv det er helt enormt gennemtænkt. Personligt kunne jeg nu ikke se det supersmarte i det, men mennesker var og blev nu også en meget sær størrelse.
Til stedets ros må jeg jo så indrømme, at min redekassebolig viste sig at være ganske hyggelig om end til den lille side. Køleskabet var fyldt med vegetabilsk føde, og jeg gik ud fra at det var min modtagelsesgruppe der havde sørget for det, så jeg kunne bruge første aften på bare at falde til i mit nye hjem. Ganske vidst midlertidigt, men jeg satte pris på gestussen alligevel.

Jeg smilede da jeg fandt bogen, hvori de havde skrevet instruktioner til hvordan de elektriske installationer i hjemmet fungerede, for de var håbløst gammeldag i forhold til hvad jeg var vandt til, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig sat et par 100 år tilbage i tiden. Med hjælp fra instruktionsbogen formåede jeg at lave mig et glimrende vegetabilsk måltid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...