Mit liv som menneske

"Det var egentligt interessant at bruge sådan en til at rengøre tænder med, tænkte jeg, mens jeg betragtede tandbørsten. For sjovs skyld besluttede jeg at forsøge mig med det. Tandpastaen var udstyret med noget så primitivt som skruelåg, og voldte en del besvær at få åbnet. Den havde en lidt anden form da det første lykkedes. Jeg vidste fra mine studier hjemmefra at ”Pasta” er en form for føde, så tandpasta måtte altså også være beregnet til at blive spist. " - Citat fra teksten.

Historien omhandler en Alien, der bliver sendt til jorden for at iagtage menneskeligheden. Til forveksling ligner hun et menneske, da hun bliver indsat i en klasse med besked om at hun er student fra et naboland, hvilket skal forklare hendes accent og manglende forståelse for enkelte ord.

19Likes
34Kommentarer
1741Visninger
AA

6. Anden dag som menneske (fortsat)

 

Dennis så på læreren med et glem-det blik, men hankede alligevel op i sin taske og gik ned bagved til mig, for han satte sig og smækkede sine fodbeklædninger op på bordet. Jeg fandt det ganske uhygiejnisk, i det menneskenes gangarealer ikke just var specielt rene. Jeg var ligefrem stødt på afføring af animalsk oprindelse på vej til skole, på gangarealerne. Klamt. Og så sad han der med sine fodbeklædninger oppe på bordet hvor jeg skulle have mine ting? Uhøfligt og ulækkert. Men nu vidste jeg da hvad han hed. Dennis. Læreren fortsatte med at snakke løs, og Dennis lænede sig tilbage på sin stol og lukkede øjnene med et hold-kæft-hvor-det-rager-mig udtryk i sit ansigt. Måske var han bare rigtig, rigtig træt, det turde jeg egentligt ikke udtale mig om. Unge mennesker havde et meget stort søvnbehov og var generelt rigtig dårlige til at få sovet nok, hvilket ifølge mine studier betød at de havde hang til at sidde og sove mens de var i skole. Personligt fandt jeg det ret mærkeligt.

I stedet for at lytte til læreren studerede jeg Dennis, eller så meget af ham som jeg kunne se ud af øjenkrogen. Jo, han ville sikkert også være køn på min planet, selvom hans farver var forkerte til min slags. Der var også noget med opbygning af indre organer og sådan, hvor vores racer ikke lignede hinanden, men det ydre var mistænkeligt lig hinanden på min race og menneskene. Hvilket også betød, at jeg fandt Dennis pæn, selvom det var ulækkert at han havde smidt sine fodbeklædninger op på bordet på den måde. Derudover vidste jeg at det blandt menneskene ansås som høfligt at tage hinandens hænder og udveksle navne. En sær skik syntes jeg, for hvad skulle navneudveksling gøre godt for? Tilsyneladende gav det dog menneskene en hvis tryghedsfornemmelse at de kendte hinandens navne.

Da timen var næsten færdig rejste Dennis sig demonstrativ op og gik ud af lokalet. Læreren stod ved tavlen og virkede ikke glad, jeg forsøgte at komme i tanke om det rigtige ord, og irriteret var nok det, som dækkede bedst. Faktisk så læreren ud som om han havde lyst til at slå Dennis et kort øjeblik, så trak han på skuldrene, og fortsatte med at undervise de sidste 5 minutter selvom ingen rigtige lyttede efter.

Resten af dagen forløb uden bemærkelsesværdige problemer, ligesom jeg ikke rigtig fik snakket særlig meget med mine nye kammerarter. Jeg så heller ikke noget til ham min makker fra første time før da jeg skulle hjemad. Jeg gik med min ringe-finde-vej i det ene øre, så jeg kunne høre hvor jeg skulle gå for at komme tilbage til min lejlighed, sådan lidt i mine egne tanker, mens jeg evaluerede dagen inde i mit hoved. Mens jeg gik der i mine egne tanker og tænkte over, hvordan jeg skulle komme ind på livet af menneskene. Og pludselig stod han der, foran mig med et mærkeligt udtryk i ansigtet. Som om han ville sige noget, men ikke vidste, hvordan han skulle formulere det. Jeg lagde hovedet på skrå, sådan spørgende, for det havde jeg set at mennesker af hunkøn gerne gjorde. Det så typisk også enormt sødt ud, hvis de kombinerede det med et lidt uskyldigt udtryk og store øjne. Desværre for midt vedkommende formåede jeg ikke rigtigt den ønskede effekt, for han vendte om på hælen og skyndte sig væk i stedet for at tale til mig. Det slog mig at hans udstråling var meget anderledens nu end da jeg havde set ham i skolen. Et kort sekund ramte ordet usikker mig, men da jeg så efter hans ryg var det indtryk forsvundet igen.

Jeg fortsatte min vej hjem uden at tænke nærmere over hans besynderlige optræden. Det var først da jeg om aftenen sad med min veganske føde og tyggede i en orange grøntsag og overvejede hvad logikken i at kalde en orange genstand for en GRØNtsag var, da Dennis pludselig kom vandrene ind i mit hoved. Han stod bare derinde, lidt flabet og jeg forstod ikke hvad han havde med min overvejelse omkring grøntsager at gøre, selvom han unægtelig var en hel del mere interessant i forhold til orange grøntsager. Jeg brugte min tid indtil jeg om aftenen hvor jeg gik i seng på et tænke på Dennis. Mine overvejelser gik især på hvad han ville have sagt inden han vendte om på hælen og gik. Jeg besluttede mig for at hvis det nogensinde skulle ske igen, så ville jeg spørge ham direkte i stedet for at forsøge med at ligne en sød Jordboer.

Jeg havde ikke indkøbt en ny tandpasta siden jeg havde spist den forrige og brugte bare tandbørsten til at klø mine tænder med. Det føltes langt mere behageligt uden tandpastaen også. Og til min store stolthed lykkedes det for mig at tænde noget der hed en ”alarm” på min ringe-finde-vej. Alarm betød at den ville larme, når jeg skulle op ifølge instruktionsbogen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...