Mit liv som menneske

"Det var egentligt interessant at bruge sådan en til at rengøre tænder med, tænkte jeg, mens jeg betragtede tandbørsten. For sjovs skyld besluttede jeg at forsøge mig med det. Tandpastaen var udstyret med noget så primitivt som skruelåg, og voldte en del besvær at få åbnet. Den havde en lidt anden form da det første lykkedes. Jeg vidste fra mine studier hjemmefra at ”Pasta” er en form for føde, så tandpasta måtte altså også være beregnet til at blive spist. " - Citat fra teksten.

Historien omhandler en Alien, der bliver sendt til jorden for at iagtage menneskeligheden. Til forveksling ligner hun et menneske, da hun bliver indsat i en klasse med besked om at hun er student fra et naboland, hvilket skal forklare hendes accent og manglende forståelse for enkelte ord.

19Likes
34Kommentarer
1728Visninger
AA

5. Anden dag som menneske (fortsat)

 

Mens jeg spiste studerede jeg mit kort, for at lære det udenad. Der var ikke noget mere irriterende end konstant at skulle rode efter sådan noget, hvilket også var grunden til at vi brugte finde-vej med forud indtastede koordinater til at finde vej med frem for kort. Det var nu ikke fordi skolens grundplan var specielt avanceret at finde ud af, syntes jeg. Der var en logik i hvordan lokalerne var opdelt, og studievejlederen havde også fortalt hvad for fag der befandt sig i forskellige afdelinger, så det tog ikke lang tid for mig før jeg havde fundet lokalet, jeg skulle have min første time i. Jeg kom ind lige som klokken ringede. Der sad allerede en håndfuld andre, mennesker, af begge køn. Jeg kendte ingen og følte mig endnu engang fejlplaceret som jeg stod der, med min taske der indeholdt mine udleverede bøger og et hæfte til at skrive af fra tavlen med. Ikke at det gav nogen mening at jeg skulle det, det var trods alt kun et midlertidigt ophold jeg havde på jorden selvom jeg sikkert kunne bruge en hel livstid på at iagttage disse mennesker.

Så jeg endte med at stå sådan lidt for mig selv, uden helt at vide hvad jeg skulle gøre. Sætte mig? Jatak, men hvor? Der kom efterhånden flere og flere mennesker ind, som kiggede mærkeligt på mig. Jeg håbede inderligt at det var fordi jeg lignede menneskene og blot var ny at de kiggede sådan og ikke fordi jeg skilte mig alt for meget ud fra mængden. Det ville nemlig slet, slet ikke være godt.
Til sidst tog jeg mod til mig og satte mig ved et bord helt nede bagerst i lokalet. Jeg sad alene ved dobbeltbordet, det følte jeg mig helt ærligt mest tryg ved, måtte jeg jo så tilstå. Det kunne godt være at jeg skulle interagere med menneskene, men det kunne godt vente til jeg havde set dem lidt an. Deres mistro og samtidige nysgerrige overfor mig som ny, menneskelig skikkelse bekræftede mig i at de ville gå amok overfor et rumvæsen. Så det var godt at mit hår var blevet farvet, og at mine øjne blot ville se specielle ud. På mange måder havde vores evolution udviklet sig på samme måde, og det var kun på enkelte områder at menneskene ikke lignede os fysisk. Intelligensmæssigt var vurderingen at vi stadig var langt overlegne, og jeg havde også fået besked på ikke at brilliere. Som modtagelsesholdet havde udtrykt det, så skulle jeg helst være forholdsvist neutral og gennemsnittelig, eller bare lade være med at skille mig ud på nogen tænkelig måde. 5 minutter efter at det havde ringet ind kom læreren gående. Der havde stadig ikke sat sig nogen ved siden af mig, og det passede mig altså helt fint, indtil læreren råbte mit pseudonym op og insisterede på at hive mig op foran hele klassen og bede mig præsentere mig selv. Og hvorfor var det så lige at det var nødvendigt? Det kunne jeg virkelig ikke se, men op til tavlen kom jeg. Jeg besluttede mig for at bruge mit mest venlige smil-tandblotten, for ikke at virke alt for utilnærmelig, det var ligesom ikke meningen at jeg skulle skræmme dem alle sammen væk ved at virke som et surt eller utilnærmeligt menneske.
En kort præsentation af mit pseudonym var hvad det blev til og alle virkede i bund og grund ligeglade med mig, da jeg tøffede ned til min plads igen. Forbeholdene var måske et bedre ord, de ville nok gerne lige have lidt tid til at se mig an, inden de besluttede sig for at mene noget om mig eller blive venner med mig. Eller, det håbede jeg i det mindste var grunden, men fra mine studier vidste jeg at mennesket forventer det værste, så det var nok det der gjorde sig gældende her.. håbede jeg!

Timen var ikke videre underholdene, for jeg vidste allerede det meste fra studier derhjemme, men jeg lod som om jeg fulgte med selvom følelsen af at vide mere end læreren meldte sig og egentligt også provokerede mig en lille smule. Lysten til at gå op og tage hans skriveting og forklare hvordan tingene i virkeligheden hang sammen meldte sig kort, men den fik ikke lov at skulle have det fjerneste at have sagt, for jeg skulle holde min neutralitet.
Ca. midt gennem undervisningen blev døren åbnet og en fyr kom gående ind med hold-nu-kæft-hvor-er-jeg-ligeglad attitude. Umiddelbart var han, hvis man så med menneskeøjne, tiltrækkende. Han var lidt højere end gennemsnittet og mere til den spinkle side end den muskelfyldte, men han kunne bære det på en måde jeg ikke havde set andre jordboere gøre det endnu. Hverken den 1,5 dag jeg indtil videre havde været blandt dem eller når jeg havde studeret dem hjemmefra. Hans øjne havde en mørk stålfarve, sorte ved første antagelse og hans hår havde en mørkefarve, ligesom midt med et jordfarvet skær. Hans hud var gylden og endnu engang fik jeg en fornemmelse af at være hvid som væggen bag mig.
 

”Dennis..” Sukkede læreren, der var noget opgivende over hans tonefald, som om Dennis bare altid var umulig at have med at gøre. ”For sent.. igen!.. Sæt dig ned bagved, til hende den nye.” Fedt, han har allerede glemt mit navn..
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...