Mit liv som menneske

"Det var egentligt interessant at bruge sådan en til at rengøre tænder med, tænkte jeg, mens jeg betragtede tandbørsten. For sjovs skyld besluttede jeg at forsøge mig med det. Tandpastaen var udstyret med noget så primitivt som skruelåg, og voldte en del besvær at få åbnet. Den havde en lidt anden form da det første lykkedes. Jeg vidste fra mine studier hjemmefra at ”Pasta” er en form for føde, så tandpasta måtte altså også være beregnet til at blive spist. " - Citat fra teksten. Historien omhandler en Alien, der bliver sendt til jorden for at iagtage menneskeligheden. Til forveksling ligner hun et menneske, da hun bliver indsat i en klasse med besked om at hun er student fra et naboland, hvilket skal forklare hendes accent og manglende forståelse for enkelte ord.

19Likes
34Kommentarer
1702Visninger
AA

4. Anden dag som menneske (fortsat)

 

Kort efter efterlod hun mig udenfor en dør, med ordene om at jeg bare skulle banke på og så ville de tage sig kærligt af mig. Uden at kende betydningen af kærligt var det med bløde knæ at jeg løftede hånden og trådte ind på kontoret. Den selvsikkerhed jeg havde haft dagen før, da jeg blot havde været en anonym fremmed blandt masserne var forsvundet som duk fra solen, for her var jeg ikke anonym. Her var jeg ny og spændende, hvilket modtagelsesholdet havde advaret mig om (Derudover havde de også sagt at jeg efter menneskelige standarter ville blive betegnet som ”køn” og nok skulle forvente opmærksomhed. Jeg havde ikke helt vidst hvordan den skulle tolkes, for det var jo ikke menneskene jeg ville se godt ud i blandt, men mit eget folk…).
Et venligt udseende hunkøn blottede tænder.. Smiler, de blotter IKKE tænder, så husk det da for pokker! til mig, og jeg nikkede bekræftende til det, da hun spurgte om jeg var hende den nye. Derpå spurgte hun hvorfor jeg først om der, og jeg undskyldte pænt med at jeg for vild. Udtrykket var forstående, vidste jeg.
 - For hjemmefra havde jeg studeret mange menneskeansigter og simulationer af dem, for at lære at tolke deres kropssprog og for at kunne kopirer det. Det er utroligt så sjove idéer mennesker har om min slags. ”rumvæsener” som de kalder os. Og nogen burde altså fortælle dem, at vi ikke er grønne, har superseje evner, er ulækre, frastødende slimede klumper eller nøjagtige kopier af dem. Dog har de ret i at vores teknologi er overlegen, selvom jeg personligt aldrig har rejst i en ufo eller været med til at styre et fartøj, der til forveksling ville ligne et menneskeligt insekt af metal.

Hunkønnet havde snakket mens jeg havde været i mine egne tanker, så jeg fandt mit sødeste tandblotten SMIL! Frem for at charmere hende.
”Undskyld, men jeg forstod altså ikke alt.. Vil du ikke gentage det, langsommere?” Spurgte jeg, hunkønnet nikkede og gentog sig selv, måske en smule langsomt. Sådan overdrevent næsten. Men i det mindste var jeg ikke væk i mine egne tanker denne gang, og det hun sagde var sådan set rimmeligt forståeligt. Jeg forstod i det mindste alle ordene. Hun gav mig et kort og et skema. Der var nogle tomme blokke, og jeg fik besked om at gå op til studievejlederen (da jeg kiggede uforstående forklarede hun at en studievejleder er en som hjælper med at finde ud af hvad man gerne vil have af fag og hvad man vil efterfølgende), hvilket jeg så gjorde. Studievejlederen var rar og hjalp mig med at udfylde de tomme huller med fag, som kunne være interessante at afprøve for at få så bredt et indblik i denne del af den humane verden. Modtagelsesholdet var modtagere for alle dem som kom og vi blev spredt ud over Jorden, så vi kunne sammenlignes vores informationer og se om mennesker adskilte sig på andet end hudfarven og sprog.

Da jeg gik ud fra studievejlederen kunne jeg mærke mine organer melde deres utilfredshed. Min krop gjorde krav på næring, så jeg nærstuderede hurtigt kortet for at finde vejen til kantinen, som var menneskenes navn for et sted, at indtage føde. Der kunne man også købe med så vidt jeg havde forstået. Inderligt håbede jeg på, at der var andre valgmuligheder end tandpasta. Ellers vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre, for min ringe-finde-vej vidste jeg ikke hvordan man satte til at lede efter mad. Det besluttede jeg mig for at nævne for modtagelsesholdet hvis jeg nogensinde så dem igen, den med at indkode veganske spisesteder, sådan for nemhedens skyld.

Gudskelov bød kantinen på andet end tandpasta, som jeg besluttede mig for aldrig at have noget at gøre med. Tandbørsten kunne helt sikkert også finde bedre anvendelse hjemme ved mig end at kradse mine tænder og mundhule. Jeg sad ikke alene, men ingen andre talte til mig. Og så følte jeg mig egentligt også en lille smule udenfor fordi jeg sad der med min vegetabilske føde, og de sad der med deres animalske. Som om nogen bare havde sat et stort fedt stempel i panden på mig med ”UNDERLIG HOLD AFSTAND”. Måske ikke helt unfair, når jeg nu, trods alt var en alien og sikkert ganske uvelkommen og panikskabende på deres planet, men jeg havde forventet at nogen i det mindste ville bide mærke i mig, for selv følte jeg mig lidt som en Swufeorgjh mellem Kraprekak. Eller, for at oversætte det til et menneskeligt eksempel, som en svane i en andegård. Så vidt jeg har forstået betyder det, at man er fejlplaceret.. og intet kunne være mere rigtigt. Jeg følte mig utroligt fejlplaceret der som jeg ser der blandt menneskene og lignede en af dem og spiste som en af dem, men uden ligesom at være en af dem.
Min opgave gik ganske vidst ud på at observere dem, men man er også nødt til at komme lidt ind på livet af dem, for at lære dem at kende og for at kunne få mere end blot det overfladiske, som mit folk jo allerede kender til. Det kan vi jo lære ved at tage bøger, læse aviser og sådan, og det var ikke rigtigt det som der var interesse i at finde ud af. Det var nærmere studier af menneskene som individer, for vi havde fundet ud af så meget, at selvom de var af samme race, så mindede de kun ringe om hinanden. Og min slags fandt det jo uhyre interessant at studere nogle der var så individualiserede som menneskene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...