Egetræet

Det er en skoleopgave, i må hjertens gerne læse den :-) Den handler om hvordan det er at være et egetræ, jeg ved godt det er lidt skørt :-P

4Likes
3Kommentarer
594Visninger
AA

1. At være et egetræ...

En fugl, en lille, fløjtende og hoppende fugl. Dens lette vægt, da den lander på min yderste gren. Grenen, grenen med de nye skud, vipper under den lette fugls vægt. Den hoppende fugl åbner dens lille næb. Næbbet, dens lille gule og stikkende næb, åbnes og ud kommer en skøn melodi. Melodien, trist og glad, er hoppende og lys. Dens toner stiger, stiger og falder i en enkel symfoni. Mennesker, disse tobenede, sansende og talende væsner, hører melodien. Jeg kan mærke det i mine rødder, mine lange og stærke rødder, da de nærmer sig. Men de føler ikke melodien, melodien der er langsom, krybende og frydefuld, som jeg gør. Den vibrerer ned langs mine grene, mine lange og stærke grene, og jeg føler den helt ind i min kerne. Fuglen, den lille, lette og flyvske fugl, letter fra mine grene. De grene, de tynde, nye grene, den sad på vipper. Den lille fugl blev skræmt, skræmt af de tobenede væsner. De mennesker, de to mennesker, er kommet helt hen til min stamme. Min stamme. Min tykke og stærke stamme, med årringe så mange at man ville have svært ved at tælle dem. Menneskerne er nær, deres hænder glider ned over min stamme. Deres hænder, bløde hænder, griber fat i min nederste gren. Det rykker i grenen, min stærke, stærke gren, men den holder. Et af mine blade, mine smukke, grønne blade, daler blidt mod jorden. Det lander, blidt og stille, så blidt at jeg end ikke mærker det. Et stik, lille, men smertefuldt, i min kerne. Dette blad, bladet, var smukt og ungt. Menneskene, de unge, lyse og lette i deres kerne, har nået min krone. Min smukke, fyldige og tunge krone. Bladene, de smukke blade, sidder så tæt, så tæt. De kilder, kilder hinanden, når den bløde vind kommer. Den vind, så forskellig fra andre vinde, for mine blade til at risle. Deres sang, bladenes sang, er blød og klirende. Så svag, så smuk. De tobenede, unge væsner, hører den ikke. Denne melodi, sød og tårevædet, er træets melodi. Den lille lyd, så inspirerende og livsglad, fylder mig op. Den fylder min inderste kerne, en følelse af lykke, og den får mig til at vokse. Fuglen, den lille lette fugl, lander på mine øverste grene. Dens lette vægt, er endnu en gang her. Dens hoved, dens lille og farverige hoved, drejes mens den betragter de tobenede. Den er ikke længere skræmt, for den tynger på de yderste, tyndeste grene i kronen. Latter, høj, sprudlende og fuld af liv, fylder luften. Den kommer fra den ene af de tobenede, og jeg føler den. Den er stærkere end fuglens fløjt, rislende kravler den ned af mine grene. Da den når jorden, den smukke, livsgivende jord, er den kun en svag vibration. Et varme, en blændende, smuk og frydefuld varme, rammer mig. En lyd, beundrende, åndeløs og glædestrålende, undslipper de tobenede. De glæder sig over den lille lysende kugle. Den kugle, lysende, varmende og vigtig, som jeg føler hver dag. De forstår ikke at jeg, sprudlende og tænkende, er levende på samme måde som de. Jeg føler meget mere, så meget mere, end de. De krybende orme, de flygtige fugle, hurtige egern og stikkende pindsvin. En følelse, stærk og oplivende, fylder mig. De forstår ikke, at jeg er et egetræ. Kongelig, mægtig, herskende, tænkende og sansende. Men fra min krone, min fantastiske krone, føler de det i aften. En mægtig følelse, opløftende og livsgivende, af at jeg, egetræet, er verdens konge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...