Forladt

Egentlig er det en novelle, jeg skulle aflevere til en opgave. Jeg vil få karakterer på den, men har endnu ikke modtaget dem, så kan ikke fortælle, hvad jeg fik for den.
Novellen skulle indeholde en dukke på en strand, titlen skulle være 'Forladt', den skulle udspille sig i løbet af en dag og der skulle være et eller flere flashback.

- Håber du nyder den :)

2Likes
0Kommentarer
2339Visninger

1. Forladt.

 

En lille pige, som lige er fyldt ni år, går en tur langs stranden. Hun går og tænker. Hun er ikke ligefrem i godt humør, men strandens friske luft gør hende glad og hun drømmer sig væk fra virkeligheden i sine tanker.

Mens hun slentrer hen ad stranden, ser hun et barn, der ligger på stranden svøbt i et håndklæde. Hun rynker forvirret brynene sammen og skynder sig hen til det. Hvem ville dog efterlade et barn på den måde?

Barnet ser livløst ud. Da hun løfter barnet op, får hun et chok. Det er ikke et barn, det er en dukke!

Den har lange, mørke øjenvipper, røde læber og mørkeblonde krøller. Dens perfekte udseende skræmmer den lille pige. For hende, ligner det at den fine dukke sætter en facade op. Den lille pige forsøger at tværer dukkens falske udtryk ud med sine fingre, men det forbliver uændret. Hun sukker lavmælt.

 

Den lille pige ligger forsigtigt den lille dukke ned og går op mod hendes forældres lille sommerhus. Hun kigger én gang tilbage på dukken, før hun fortsætter. Hun kommer endelig til huset og lister forsigtigt ind, men bliver opdaget af dem. De sidder lige foran døren med en kop kaffe hver, som de normalt gør. En ting er dog anderledes; de har et alvorligt udtryk klistret på deres ellers falskt smilende ansigtet, som den lille pige udmærket godt ved, de sætter op for hendes skyld. ”Hvad er der galt?” spørger den lille pige.

De to forældre ser sørgmodigt på hende. ”Kom her skat,” siger moderen og løfter den lille pige op, da hun går over til hende.

Den lille pige protesterer ikke, men er dog lidt tøvende, eftersom hun med lethed kan fornemme den triste stemning, der ligger sig over dem som et tungt tæppe.

 

”Vi skal skilles,” siger faderen stille og sukker lavt.

Pigen laver store øjne. ”Hvorfor?” spørger hun forskrækket, mens hun diskret forsørger at vikle sig ud af hendes moders arme.

Moderen lader hende dumpe ned på gulvet. Hun bliver stående og gentager spørgsmålet: ”Hvorfor?”

Egentlig kender den lille pige godt svaret, men hun har ikke lyst til at tænke på det. Moderen ser på faderen, der forsigtigt kigger på den lille pige og forsøger at forklare. ”Nogle gange går det bare ikke mellem to personer, når man ikke elsker hinanden længere. Vi kommer jo stadig til at være sammen med dig begge to. Du skal ikke være ked af det, skat.”

Pigens tårer begynder endelig at løbe og hun forsvinder ud af døren. Hun kan hører, hvordan hendes forældre forsøger at følge efter hende, men hun er for hurtig. Hun smutter ud af døren og løber ned på stranden endnu en gang. Der er ikke længere godt vejr, men kun brusende, oprørske bølger at se. Hun går hastigt hen ad stranden, mens hun blot bliver mere rasende. ’Hvorfor skulle det lige være sådan?!’ tænker den lille pige … hun husker bedre dage.

 

”Kom her skat!" råber mor.

Jeg løber hen til hende og sætter mig på stolen ved siden af hende og far. Mor hælder noget saftevand op i glasset til mig. Jeg smiler igen. ”Ah, nu er det snart ferie,” sukker far og smiler ned til mig over hans avis, der ikke længere er interessant, nu hvor jeg er kommet. Jeg smiler igen og tager en stor slurk af mit glas og mærker den søde smag sprede sig på min tunge.

 

Det er længe siden, men pigen husker tydeligt det minde. Dengang alting var perfekt … hun havde set det komme. Det med skilsmissen.

 

”Nej! Nu er det simpelthen for meget,” råber mor højt, og det runger hele vejen igennem rummet hun står i og ender som en fremmed stemme i mit værelse.

Jeg sætter døren på klem og kigger ud. Hun står med et rasende udtryk og hamrer utålmodigt fingrene ned i bordet. ”Forventer du, at jeg altid skal have alting klar til dig?! Du må også selv deltage lidt, ikke!”

Mine øjne bevæger mig op til hendes hånd, der holder en mobil mod øret. Gid jeg kunne høre, hvad den siger.

Hun sætter pludselig stemmen ned og forsøger at hviske: ”Du kan da ikke arbejde i ferien! Hvad tror du Grace synes om det? Hun vil da gerne være sammen med sin far! Alle hendes veninder er jo også altid sammen med deres fædre! Og nu, hvor hun lige haft fødselsdag!”

Jeg bryder mig ikke om, at mit navn er blevet blandet ind i samtalen og mærker hvordan tårerne presser sig på … men jeg vil ikke være et tudefjæs, derfor lukker jeg forsigtigt døren og løber hen og gemmer mig under dynen. Tårerne prøver at finde sig vej ned ad mine kinder, men jeg skynder mig at forhindre dem i det, ved at tørrer dem af, før de endda når ud af min øjenkroge. Jeg forsøger at holde styr på det hele. Det skal nok gå, hvis jeg har det hele under kontrol.

 

Det var sket for blot en uge siden.

Pigens tempo er sat betydeligt ned og hun slentrer nu kun hen af stranden, da hun får øje på noget bekendt. Dukken.

Den er smidt ud af sit svøb og ligger i vandkanten. Hun går forsigtigt hen og løfter den op.

Før var den næsten perfekt, men nu er den itu. En hund har haft fat i den. Det er tydeligt med de omkringliggende potespor, der endnu ikke er blevet skyllet væk og de totter hår, der mangler på dukkens hoved.

Den har fået noget skidt på sin kind og pigen tørrer det forsigtigt af, mens hendes egne tårer også begynder at tørre på grund af den voldsomme vind.

Dukkens øjne er mørke og pigen føler, at den ser ind i hende. Som den eneste.

Et smil anes i dens mundvig, som om den skal til at sige de ord, som pigen har behøvet så meget her for tiden. ”Det skal nok gå,” hører hun den hviske i sit hoved og hun knuger pludselig den klamme, våde dukke til sig og smiler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...