The escape *pause*


5Likes
4Kommentarer
897Visninger

8. 8

Amber, Kean og Leron sidder og kigger måbende over historien. Jeg er flov over at jeg i det hele taget troede på vagternes og persionalets historie, dem kan man jo ikke stole på, men jeg tror godt at jeg kan stole på George han virkede meget troværdig. Jeg er glad og ked af det, men mest forvirret, jeg er glad for at jeg nu kender lidt af min fortid og for at jeg nu kender sandheden om mine forældre og at de ikke bare gav mig væk.

Jeg er ked af, at jeg tvivlede på om de elskede mig, at jeg ikke ved  hvor de er, hvad nu hvis vagterne har tortureret dem eller dræbt dem.

"Hvor har i entenlig været i de sidste dage" spørger jeg de andre for at komme lidt væk fra mine tanker.

"Ligesom dig har vi været her, hvis der ikke var for George havde de slået os ihjel med det samme, men George sagde at han nok skulle tage sig af det, istedet for at slå os ihjel gemte han os, det har han ikke bare gjort med os, men med så mange han har kunne komme af sted med, dem hans organisation, har redet er nu på deres hemmelige skjule sted, der skal vi også snart hen" forklarer Amber.

"Hvad med at vi snakker med Zoe en af gangen" foreslår Kean.

De andre nikker og så forlader Kean og Leron rummet. Da de er væk giver Amber mig et kæmpe knus.

"Jeg har sådan savnet dig" siger hun mens hun holder mig ind til kroppen.

"Jeg har også savnet dig Amber"

"Hvordan har du det med alt det her?" spørger hun.

"Jeg er ikke sikker. Hvad med dig?"

Hun trækker på skuldreneog går hen og sætter sig yndefuldt på en af stolene.

"Kan du huske da vi var små, hvor vi sad på gulvet og legede med vores strømper, fordi vi ikke havde noget legetøj" spørger hun og smiler skævt til mig.

"Ja, de strømper kunne være mange ting, lige fra slanger til prinsesser" siger jeg og griner lidt.

Vi har ikke mere at snakke om, det er ikke en træls tavshed, faktisk er det rart det giver mig tid til at tænke. Gad vide om jeg ligner min mor eller far eller måske dem begge to. Tænk engang at de købte engen kun for min skyld, så ingen kunne gøre mig noget eller i hvert fald ikke med giften, der breder sig en varm føelse i min mave, jeg tror det er føelsen af at føle sig elsket. Mine tanker bliver afbrudt af Kean der stikker hoved ind af døren.

"Amber der er gået et kvater" siger han lidt irreteret.

Den dreng har aldrig haft den bedste tålmodighed. Amber rejser sig uden et ord og forlader rummet.

"Nå Zoe, George har forklaret mig hvad organisationen skal bruge dig til, vil du høre?" siger han ivrigt næsten som en lille dreng der venter på at få en gave.

"Jo" jeg trækker lidt på det, jeg har ikke rigtigt lyst, men før eller siden får jeg det jo at vide.

"Altså de skal bruge dig som frontfigur, som et eksempel på at ingen kan gøre os noget, du skal give dem håb. George har bedt mig om at være med i den afdeling der lægger planerne, fordi jeg er den eneste der har udtænkt en funktionel plan over hvordan man slipper ud der fra, men det er altså kun hvis du er med, er det ikke fantastisk." Han har smidt et kæmpe smil i fjæset, som jeg ikke har lyst til at tørre væk, fordi det er så længe siden jeg har set ham så glad.

"Jo, det er helt fantastisk" siger jeg og sender ham et falskt smil, som jeg håber ser troværdigt ud.

"Men hvad siger du så er du med?" siger han uden den mindste ændring i hans ansigt.

"Kean, det tror jeg at jeg er nødt til at tænke over" der skete det jeg prøvede at undgå, nu ligner han bare en trist lille hundehvalp.

"Nå, okay" siger han skuffet, som om den lille dreng han lignede før, åbnede pakken og fandt ud af at den var tom. Han går hen mod døren med sunket blik og kigger først på mig da han går ud af døren.

Fedt nok, nu har jeg dårlig samvittighed.

"Hey, må jeg komme ind" Leron stikker hoved ind af døren og smiler skævt til mig på den der måde kun drenge kan, eller nej, det her smil er anderledes, kun han kan smile sådan.

"Ja, kom bare" jeg smiler lidt underligt tilbage og læner mig op af bordet.

Han lister lige så stille ind og prøver på ikke at smække døren da han lukker den.

"Hvad end du har gjort ved Kean, tror jeg at jeg kan lide det"  griner han og køre hånden gennem hans krøllede hår.

Jeg svare ham ikke, mest af alt fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige. uden jeg når at opfatte ret meget er han nået hen ved siden af mig og står nu også og læner sig op af bordet.

"Zoe, det der du sagde til sidst i din historie, det passer ikke" siger han jeg kan se i min øjnkrog at han kigger på mig, så jeg drejer hurtigt hoved mod ham og kigger ham nu i øjene.

"Hvad?" Jeg aner ikke hvad han snakker om, den historie var jo en løgn jeg fik at vide da jeg var lille, men noget af det passer nok lidt.

"Du er jo ikke et misfoster" siger han roligt. Det var så den del af historien jeg troede på.

"Det er jeg jo, du har set at jeg ikke er normal" siger jeg mere ynkeligt end jeg havde regnet med og kigger væk.

"Du har ret du er ikke normal, du er langt smukkere end nogen anden pige jeg nogensinde har set" siger han stadig roligt og sender mig et af hans skæve smil. Laver han sjov eller hvad? Nej han mener det sgu. ufrivilligt rødmer mine kinder og den varme føelse i min mave vender tilbage.

"Det er du virkelig, jeg er bare nødt til" han afslutter ikke sin sætning, men lægger sin ene arm omkring min nakke og kysser mig længe. Hvis ikke det var fordi jeg var så forvirret havde jeg skubbet ham væk eller slået ham.

"Undskyld" han retter sig op og går.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...