The escape *pause*


5Likes
4Kommentarer
885Visninger

7. 7

"Zoe, vi har brug for dig." det var det George sagde i går.

De har brug for mig til at rede børnene på mit gamle og de to andre hjem. Man skulle tro svaret var klart, men jeg sagde at jeg ville tænke over det. Jeg skal snart møde George og de andre, jeg skal have besluttet mig inden da. det skulle jo være så nemt, bare sig ja, men det er det ikke hvad nu hvis jeg fejler eller dør, det er jo entenlig en lille pris at betale for at give flere tusind deres frihed og liv tilbage.Hvorfor kan de ikke bruge Kean eller Amber de er langt klogere og modigere end mig. mine tanker bliver afbrudt af en stemme.

"Frøken Lean, kom med de bare med mig." siger George og træder høfligt til side ligesom igår.

Vi går hen i det samme lokale som igår. Amber, Kean og Leron sidder der allerede sammen med tre andre, to mænd og en kvinde. George starter ud med at presentere mig for de tre nye mennesker.

"Det her er Ben." George nikker mod en af mændene. Han er en ung mand, ser meget stærk ud, han har mørkt meget kort hår, næsten skaldet.

"Det her er Mike" George nikker mod den anden mand. Han ser ud til at være lige så gammel som den første mand og stort set lige så skærk, med lidt længere hår men i den samme mørke farve.

"Og til sidst har vi så Selina." George rækker hånden ud mod kvinden. Hun er tynd nermest mager, har langt bølgende rødt hår og honningfarvede vilde øjne, hun minder entenlig lidt om en rev.

Jeg nikker kort og sætter mig ned. "Angående det der igår, hvorfor er det lige mig i skal bruge?"

Der lyder et dybt suk fra George, hvilket får os alle til at kigge på ham.

"Jeg bliver vel nødt til at fortælle dig det på et tidspunkt, men det er en lang historie" siger han træt.

Jeg læner mig ind over bordet "vi har massere af tid."

George læner sig tilbage i sin store kontorston. "Frøken Lean ved du godt hvordan du havnede på et af de tre hjem for børn med specielle evner"

"Ja" svare jeg hurtigt. Jeg kan godt nok ikke huske det, men jeg har fået det at vide et par gange.

"Hvad har du da fået at vide" siger George som om han lige har læst mine tanker.

"Jeg kan ikke selv huske det, men de har fortalt mig, at da mine forældre opdagede at jeg, ja i ved kunne lave mig om til dyr, fik de vagterne til at hente mig. Jeg er et misfoster og ingen vil have et misfoster." det sidste siger jeg lavt mens jeg kigger ned i bordet, som om jeg skammer mig over den jeg er.

"Det er helt forkert" udbryder George.

Jeg hader det ord, forkert, specielt når der er nogen der siger det til mig.

"Nu skal jeg fortælle jer den rigtige historie" fortsætter George. "Jeg var der selv, dine forældre og jeg arbejdede tæt sammen, vi var gode  venner. Dine forældre elskede dig højere end noget elller nogen anden. Den dag vagterne kom for at hente dig, fordi en nabo havde sladret, var et helvede. Dagen startede som en helt normal dag, vi sad på taressen og holdt øje med dig, der legede ude i blomsterengen, de havde købt engen fordi de blomster var helt specielle, de gjorde ikke bare dig glad deres polm var også helt speciel, men det kommer vi til. vi sad altså som vi plejede på taressen og kiggede på dig, da alarmen gik igang og noget af det hegn dine forældre havde sat omkring deres grund for at beskytte dig sprang op, hvorefter to vogne kørte ind på gårdspladsen, iløbet af ingen tid var gårdspladsen fyldt med vagter, din mor løb hen for at rede dig, din far og jeg greb vores pistoler og forsøgte så godt vi kunne at holde vagterne tilbage, men det var bare ikke godt nok, de fik hurtigt overmandet os og var på vej hen mod dig og din mor. En af vagterne havde skudt dig med en bedøvelsespil da de kom, det er derfor du ikke kan huske noget. Lynhurtigt var de væk, uheldigvis med dig, uden vi kunne gøre noget, havde de taget dig og brændt engen ned. Få dage efter de havde taget dig forsvandt dine forældre og overlod deres organisation til mig, sammen med Ben, Mike og Selina arbejder jeg undercover. Nu til hvorfor vi kun kan bruge dig, det har noget med de blomster at gøre. Du er den eneste der har været i kontakt med dem, og deres polm har gjort dig imun over for giften."

"Nej, jeg er ikke imun, min evne er væk, jeg kan ikke transformere mig længere" siger jeg og kigger rundt på de andre, er det her en dårlig spøg?

"Du er imun, men ikke på den måde du tror, de kan kun tage dine evner i en kort perriode, de er nødt til at give dig gift hver dag hvis de vil holde dine evner nede og du kan ikke dø af giften. Mødet er ophævet så du lige kan få lidt tid til at tænke og snakke med dige venner, jeg vil gå nu så du kan være i fred, hvis du mangler noget er Ben, Mike og Selina lige uden for døren" siger George og forlader rummet sammen med hans tre hjælpere.

 

 

 

 

                

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...