The escape *pause*


5Likes
4Kommentarer
898Visninger

6. 6

Så smukt alle de blomster.

"vent på mig!" Jeg løber, men kan ikke komme hen til de andre, jeg råber og skriger, de ikke en gang så meget som kigger på mig, de kan ikke høre mig, jeg er ved at gå i panik skriger, løber og løber de andre griner og snakker de har det så sjovt. blomsterne forsvinder under min fødder og jorden bliver helt tør.

imellem mig og de ander kommer en kæmpe kløft til syne på deres side er der smukke blomster og solen. jeg løber hen til kløften, sætter fra, jeg er lige ved at nå den anden side da......

Arrgh! det skære i mine øjne, jeg får et skarpt hvidt lys lige i ansigtet, jeg åbner øjnene,  jeg vil tage mine hænder op for at skærme mod lyset, men kan ikke,  jeg mærker noget stramt om mine håndled og ankler. Jeg kan ikke bevæge mine arme og ben.

Jeg er lettet over at det med blomsterne og kløften bare var en drøm, men en ny panik spreder sig i mig, hvor er jeg, hvor længe har jeg været her og hvor er de andre? Jeg drejer mit hoved og kigger over på et låst skab med knive og sprøjter med kulørte væsker i. Jeg drejer hoved til den anden side, der er en dør. Jeg er i et stort lyst rum. Der lyder fire klikkende lyde og hvad end der holdt mine arme og ben fast forsvinder. Jeg sætter mig op og bliver pludselig svimmel og smerten i mit hoved vender tilbage, men det ignorere jeg. Jeg rejser mig langsomt op, det er svært at gå, hvor længe har jeg ligget spændt fast på den briks?

Jeg vakler hen til skabet og kigger på sprøjterne, der er etiketter på dem med underlige ord jeg ikke forstår. det er faktisk et ret stort rum på en af væggende er der et langt mørkt vindue. Gulvet er af hvide fliser.

"Jeg skal væk her fra" siger en stemme i mit hoved.

"Ja, jeg skal væk" siger jeg. jeg går hen til døren og tager i håndtaget, døren er låst, der er et lille mellemrum mellem døren og gulvet. Jeg lægger mig ned på maven og kigger ud gennem mellemrummet for at tjekke, at der ikke er nogen.

En mus ville kunne komme gennem mellemrummet jeg rejser mig op, godt så en mus, en mus, en mus. jeg lukker øjene, en gang til kom så en mus. Jeg åbner øjnene og kigger ned af mig selv, hvorfor kan jeg ikke, jeg er rasende hvad har de gjort ved mig, jeg hamre og banker på døren, jeg råber og skriger

"Jeg vil ud!, jeg vil ud!"

Jeg skal græde, men vil ikke, jeg læner mig mod døren, en tåre triller ned af min kind, mens jeg lige så stille synker ned mod gulvet jeg trækker benene til mig og lægger armende om knæene, aldrig har jeg været mere forvirret, bange, ked af det og rasende, jeg tror faktisk aldrig jeg har følt så mange føelser på samme tid. Nu strømmer tårene bare ned af mine kinder, jeg kan ikke holde op med at græde. Tag dig så sammen. Jeg får mig rejst op, og går hen og sætter mig på briksen.

Der må komme nogen på et tidspunkt. Det går op for mig at jeg er sulten, der må da snart komme nogen med noget mad. Jeg lægger mig ned og kigger op i loftet, nu kan jeg høre trin udenfor døren og nogen der skramler med noget der kunne være nøgler. Jeg nermest flyver op da jeg høre døren blive åbnet, ind af døren kommer en høj tynd mand i en hvid kittel.

"Nå frøken Lean du skal flyttes" siger han.

Jeg kigger mig lidt omkring, er det mig han taler til?

"kom du bare med mig" siger han mens han træder lidt til side og slår armen ud mod døren som tegn til at jeg skal gå først.

Lidt usikkert går jeg hen mod døren uden at fjerne blikket fra manden. Vi går ned for enden af gangen til endnu en hvid dør, inde i rummet står der kun et bord med fem stole omkring manden trækker en af stolene ud og giver tegn til at jeg skal sætte mig.

"Hvor er de" hvæser jeg.

"Dine venner kommer lige om lidt" svarer han mig helt roligt, mens han retter på en bunke papire.

"Du er på laberatoriet hvor de har tænkt sig at fjerne dine evner" fortsætter han.

"De?" Nu er jeg forvirret.

Inden han når at svare går døren op og ind kommer Amber, Kean og Leron. Amber løber hen mod mig, så jeg rejser mig og hun giver mig et kram.

"Jeg troede du var død Zoe" Hvisker Amber i mit øre.

"Hvor længe var jeg da bevistløs?"

"Fire dage" siger Leron og sætter sig på en af stolene.

"Hej George, godt at se dig igen" siger Kean mens han giver manden hånden.

Alt her bliver bare mere og mere underligt, og forvirrere mig mere end jeg allerede er. Hvor kender Kean mandens navn fra?

 

                      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...