The escape *pause*


5Likes
4Kommentarer
921Visninger

5. 5

Jeg vågner efter en god nats søvn uden afbrydelser bortset fra når de ander to altså Amber og Kean har vækket mig for at det var min tur til at stå vagt. Jeg går ud til de andre som sidder og snakker ja selv Kean og Leron som ellers ikke bryder sig så meget om hinanden snakker sammen. Leron ser træt ud han har sikkert ikke sovet særlig meget, jeg forstår ham godt hvem vil kunne sove oven på alt det der skete i går. Jeg går hen til de andre og sætter mig ved siden af Kean.

"Hvilken vej ligger byen" spørger Kean.

"Mod nord" siger Leron.

"Godt når vi har spist begynder vi at gå der er jo et stykke vej. Vi skal også nå at finde steder inde i byen at gemme os, hvis nu vagterne skulle se os, altså hvis de stadig er der" siger kean.

"Jeg viser vej" siger Leron og rejser sig op.

"Fint, men vi skal lige pakke sammen først" siger Amber.

Vi pakker sammen og fjerner igen alle spor på at vi har været her og går efter Leron.

"vent hvad gør vi med tøjet, jeg tror ikke folk inde i byen vil acceptere os, når nogle folk i de samme slags uniformer lige har smadret deres by" siger jeg og stopper brat op.

"Vi snupper noget andet tøj på vejen" siger Leron.

"Hvor fra?" spørger Amber.

"Inden vi når ind til byen kommer vi forbi nogle gårde, det er godt vejr så de har sikkert noget tøj til at hænge til tørre på deres tørresnore" siger Leron og går videre.

Ingen siger noget i lang tid, jeg kan se at Kean er lidt utilfreds med at det er Leron der går forrest. Jeg ved ikke hvor langt vi har gået, men vi er i hvert fald se enden af skoven, da min ene fod rammer en sten, jeg når ikke at tage fra så jeg falder og hamre mit hoved og skulder ind i et træ, så såret fra haren går op og en voldsom smerte i min skulder breder sig. Jeg er heldig med at jeg har uniformen på for den får en kæmpe flænge, men jeg slipper ikke for at komme til skade, min skulder er gået af led, jeg tager mig til skuldren, mine øjne bliver helt våde jeg har svært ved at se, Kean river mere af sin skjorte og får lavet en slynde til mig. Jeg vil ikke have at vi stopper pågrund af mig, så vi går videre i cirka et kvarter.

Vi kan nu se en af de gårde Leron snakkede om.

"Hvis nu Kean og jeg passer på tingene, så kan i lave jer om til en kat eller et andet dyr, så kan i tage tøjet uden at blive opdaget" siger Leron.

"Godt så" jeg tager tasken af  og jeg transformere mig til en krage og Amber sig til en hund. Jeg forsøger at flyve hen på tørre snoren men min skulder som nu er en del af min vinge kan ikke, heldigvis har Kean set det og fuldføre det jeg havde gang i. Amber løber hen under tørresnoren, og Kean bruger sit næb, til at vride klæmmerne af tøjer og lader det falde ned på Amber, hun løber hen til os og Kean hopper efter hende og snupper det der falder af hende.

"øhh Zoe må jeg lige" siger Leron og river fat i min skulder, til at starte med gør det voldsomt ondt, men så forsvinder smerten, han har sat min skulder på plads.

Amber og jeg smutter om bag en af bygningerne og skifter tøj og Kean bag en anden vi mødes henne ved Leron bag efter.

"Skal vi se at komme videre" siger kean og smider tasken på ryggen.

"Kom så løber vi" siger Leron.

"Hov kom her små møg unger"

Jeg vænder mig om og ser en kraftig mand stå i en dør ti meter væk.

"Skynd jer" råber Leron.

Vi løbert så hurtigt vi kan, manden sætter i løb efter os, men sakker langt bag ud han indser at han ikke kan fange os til fods, så han løber ind i en af bygningerne, der lyder en skramlen, og så lyden af en moter der starter, og ud kommer han i et skrummel af en bil han indhenter os hurtigt og får os jaget ind i en blind gyde, han træder ud af bilen, går langsomt hen til os, han er helt forpustet og rød i hovedt. Hvis vi transformere nu vil han nok bare få fat i vagterne og så er det slut. Han får os mast en efter en ind i bilen og køre tilbage til gården med os.

"God plan" hvisker Kean til Leron.

"Du kunne ikke have gjort det bedre selv" hvisker Leron tilbage.

Manden får os ind i huset, hvor han presser os ned på en lille bænk ved et bord.

"Carl hvad sker der der inde" lyder en kvinde stemme inde fra køkkenet.

Der kommer en lidt kraftig dame ud der fra med et glas og et hviskestykke i hænderne, hun får øje på os og smiler

"Hej børn, er i inde fra byen? i er nok sultne? er jeres hjem også væk? i kan bare beholde tøjet." damen smiler venligt da hun oversvømmer os med spørgsmål vi ikke får lov at svare på. Hun vænder sig om mod manden som må være Carl og kigger vrædt på ham.

"Hvor våger du at skræmme de stakkels børn." hun går ud i køkkenet og kommer efter lidt tid tilbage med en stor bakke med brød, kød og grøntsager.

"Nu skal i bare spise til i er mætte børn" siger hun og smiler. Jeg skal lige til at række ud efter noget brød, da Kean rejser sig og siger.

"Tak, men vi er nødt til at skal videre og undskyld vi tog tøjet."

Jeg trækker hurtigt min hånd tilbage.

"Nå det var da trist, men så lad mig da i det mindste pakke en taske med mad til jer" siger hun som vi har redet hendes liv og nu står i geld til os, det er nermere os der står i geld til hende.

Inden vi når at svare er hun forsvundet ud i køkkenet og kommer tilbage ti minutter efter med en taske hun rækker den til Kean som takker og går hen mod døren vi ved at vi ikke skal sige noget så vi følger bare efter ham.

 

Damen står i døren og vinker ind til hun ikke kan se os længere.

Vi går i lang tid op og ned af mange bakker, inden vi når op på en høj bakke hvor vi kan se lidt af byen.

"Kan vi ikke holde en pause og se hvad hun gav os i tasken" siger Amber.

"Jo" siger Leron og stopper.

"Nej, vi skal videre" siger Kean og trækker i Ambers arm hun stritter i mod vi kigger alle på Kean som sukker opgivende.

"Fint, så holder vi en pause"siger han surt.

Vi sætter os ned på det bløde græs, og nyder udsigten, jeg har aldrig før kunne se så langt væk før. Vi er i en lille bakke dal, her er så smukt. Solen står midt på himlen så her er også tilpas varmt næsten for varmt, jeg elsker varme det er først nu jeg sådan rigtig tænker over det. Jeg sidder helt i mine egne tanker da Amber rusker i mig jeg vænder mig om, og ser indholdet af tasken. Jeg tager en lille stof pose op i mine hænder jeg løsner snoren der er bundet om den og ud vælter en masse små flade, runde metal skiver jeg samler en op.

"Hvad er det?" spørger jeg.

Leron kommer over og tager en op

"Ved i ikke hvad det er?" siger han og kigger forbløffet på os.

"Det er mønter, man bruger dem til at betale med inde i byerne så man kan få mad og ting" fortsætter han.

Jeg pakker mønterne ned i posen igen, og kigger over på bunken af mad og ting vi fik af damen der ligger tyve poser magen til den jeg holder i min hånd. Vi begynder at såtere i bunken vi har tyve poser med mønter, to knive, en masse brød og et tæppe. Jeg tømmer vores egen taske.

"Vi kan putte mad i den ene og redskaber i den anden taske." siger jeg og kaster tasken over til Kean.

Vi begynder at pakke sammen, jeg tager tasken med mad og Leron den med redskaberne, og så begynder vi at gå. da vi har gået i en halv times tid bytter vi med Amber og Kean.

"Har du en anelse om hvor din lille søster kan være" spørger jeg Leron

"Ja, hvis ikke bageren er flygtet er hun nok der, ellers ved jeg det ikke." siger han trist.

"Okay, så er det første vi gør når vi kommer ind til byen, at kigge der" siger Amber

"Nej, vi leder efter et sted at skjule os." siger Kean

"Jeg tror Kean har ret vi får ikke meget ud af hvis i bliver fanget" siger Leron.

Uden jeg har lagt mærke til det, er vi nået til de ulmende bygninger der en gang var byen. Jeg står bagerst og kigger ned i jorden, jeg har lidt dårlig samvittighed. de andre vender sig pludseligt om.

"Zoe!" udbryder de.

Jeg når lige at kigge op, inden jeg mærker en voldsom smerte brede sig fra mit baghoved, jeg bliver helt svimmel og alt bliver mørkt.                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...