The escape *pause*


5Likes
4Kommentarer
990Visninger

2. 2

Jeg kigger på uret, jeg er vågnet to timer før, vi får lov at forlade værelserne. Jeg står ud af sengen og går hen til vinduet og kigger ud på den firkantede gård og over på vinduerne på den anden side. Alle vinduer her vender ind mod gården, så vi ikke kan se noget af verdenen udenfor. bygningerne er seks etager høje. i bygningen til højre er der kontorer, det var der, hvor Kean skaffede grundplanerne over det her "Fængsel", Det er også der vagternes værelser er, så jeg forstår ikke, hvordan Kean fik fat i grundplanerne.køkkenet og spisesalen er også i den bygning.

Jeg kigger op på himlen, som man tydeligt kan se igennem spændingsfeldtet. Himlen er lyserød med enkelte små hvide dunede skyer, man kan kun lige ane solen over taget på bygningen på den anden side. Det er også der ovre, hvor den massive metalport er, det er den port de nye kommer ind af ved middagstid.

Jeg går hen til min seng og trækker en stor rygtaske ud under sengen, jeg begynder at pakke de vigtigste ting, et kompas, tre store flasker med vand, jeg har smuglet ud fra køkkenet og en kniv. Jeg pakker også en plastkasse med brød, jeg har hamstret i de sigste par dage, det tror jeg godt, kan holde sig i noget tid. Der er også nogle kiks i en pose, jeg lægger det hele ned i tasken, som Amber her skaffet over fra vagterne.

Jeg forstår ikke, hvordan de kan komme væk der fra, det er nemt nok at komme ind, man kan jo bare lave sig om til et lille dyr, men at komme ud med alle de ting de har skaffet, jeg forstår det ikke.

Amber vågner og går hen til mig med den uniform, jeg skal have på senere.

"Kean og jeg har aftalt, at vi tager uniformerne på under vores normale tøj, for så kan vi bare tage tøjet af inde på et af toiletterne i pausen, istedet for at vente på, at dem der er til træning får klædt om, det er meget hurtigere" siger hun og lægger uniformen på min seng.

Jeg nikker, vi får uniformerne på så man ikke kan se dem under tøjet.

"hvad tror du der sker hvis planen ikke lykkes?" min stemme ryser da siger det.

"det tør jeg ikke tænke på" svare Amber.

vi bliver afbrudt den velkendte banken, efterfulgt af den velkendte stemme der siger, at vi gerne må forlade værelserne, hvis alt går som det skal er det sidste gang vi høre den banken og den stemme.

Vi går ned ad gangen, hvor vi møder Kean og sammen går vi ned i spisesalen, og som vi plejer at gøre, sætter vi os ved vores bord i hjørnet, hvor vi gennemgår planen en gang til, så vi er sikre på, at vi alle tre er enige. Amber har skaffet uniformerne, som vi har på. Jeg har puttet rygsækken ned i en stor stofsæk, som jeg plejer at have mine bøger i. Vi går til de tre første timer, som vi plejer. Jeg både glæder mig og er nervøs på samme tid, jeg glæder mig til at komme ud og se noget andet end de kolde røde mure i gården, og jeg glæder mig til at se græs i virkeligheden, men jeg er nervøs, for tænk nu hvis planen ikke virker! Tænk nu, hvis de opdager os. Jeg kan ikke tænke på andet indtil det bliver middagstid.

ved middagstid mødes vi ved bordet, Vi går ind på toiletterne, hvor vi tager tøjet af, så vi kun har uniformerne på. Jeg tager tasken ud af posen, og tager den på ryggen. Vi står ude på gangen, kigger på hinanden.

"Husk ikke at kigge på nogen, det kan være, de genkender os" siger jeg med en stemme der ikke var meningen skulle lyde nervøs, men alligevel gjorde det.

Vi tager hjelmene på, og venter på at vi kan høre kaosset ude i gården, og så går vi ud. Vi falder ind i mængden af vagter. Et øjeblik kigger jeg op, jeg ser en af de nyankommende falde bevidstløst ned på jorden, han har banket sit hoved ind i spændingsfeldtet for mange gange lige som mig for ti år siden, jeg har lyst til at løbe hen og hjælpe ham, at se ham, er som at se mig selv da jeg ankom, men jeg kan ikke hjælpe, det ville ødelægge planen.

Vi marschere ud af porten, men i stedet for at gå ind i vognene, trækker vi os til siden og ind i det lille indhug i muren. Planen lykkedes, jeg er lettet, men der mangler stadig en ting; Vi skal finde et sted at løbe hen inden for de næste to minutter. Vi kigger os omkring, der! cirka hunerede meter væk, en skov, lige som vi havde håbet. Jeg peger hen mod skoven. Vi tæller til tre, en, to, tre løb! vi løber i fuld fart i retning mod skoven, med susende vind for ørene. I løbet af få sekunder står vi i skovkanten, det er en stor grøn bøgeskov med grønt græs, det er det her, jeg har drømt om at se så længe.        

       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...