The escape *pause*


5Likes
4Kommentarer
935Visninger

1. 1

Mit navn er Zoe et efternavn tror jeg ikke jeg har. Jeg kom her som fem årig, jeg husker det ikke så tydeligt fordi jeg dunkede mit hoved ind i spændingsfeltet så mange gange. Det er ti år siden nu. Mine forældre kan jeg ikke huske. Det eneste jeg kan huske fra mit liv før jeg kom her, er synet og duften af blomster.

lige nu står jeg og kigger ud af vinduet, ud på den øde stille inder gård omringet af de fire høje bygninger, jeg står her helt ubevægelig indtil der kommer nogen og banker på døren, efterfulgt af stemmen der siger, at vi godt må forlade værelserne. Jeg bor på et af de tre hjem for børn med specielle evner.

Jeg bor på værelse med en anden pige, hun hedder Amber, hun var den første jeg lærte at kende, hun er den person jeg er den mest knyttet til. Hun er den person jeg stoler mest på.

Amber transformere sig om til en kat og løber elegant ned ad gangen og derefter ned af trappen, til spisesalen. Jeg transformere mig også, men ikke til en kat idag er jeg er mere i ulve humør. Men hvis vi hader stedet så meget, hvorfor så ikke bare transformere os om til en fugl og flyve væk? men det kan vi ikke, vi kan godt skifte om til en fugl, men ikke flyve væk. Snat kommer jeg til at se for tiende gang, hvorfor vi ikke kan flyve væk, for der kommer nye børn imorgen ved middagstid, og det er altid deres første træk, lige som det var mit.

Vi er nået ned til spisesalen, hvor vi sætter os ved vores sædvanlige bord i et hjørne sammen med Kean, han er en af de drenge, alle de andre piger snakker om, han har smukt sort hår, chokoladebruneøjne og så er han forholdsvist muskuløs og nårh jo, så er han Ambers kæreste, min værelseskammerat med det smukke lange bølgende lyse hår og de smukke grønne øjne.

Vi har regnet ud, at bordet i hjørnet er det eneste sted, hvor vi kan tale frit, for her kan overvågningskameraerne ikke se os, og vagterne kommer her aldrig. det bliver vores tur til at hænte mad, vi går forbi en masse borde, med en masse stirrede blikke selvfølgelig kigger de på Amber og Kean og ikke mig, og det er jeg godt tilfreds med, Amber og Kean ignorere det som de plejer og det får bare de andre til at stirre og ville have dem endnu mere.

"Jeg har en plan, hvis den lykkes bliver vi ikke sendt ind på laberatoriet" siger Kean mens han røre lidt rundt i sin mad.

 Laberatoriet, der hvor alle der er fyldt seksten kommer hen, for der kan de tage vores evner. Det skal gøres, mens vi er seksten, for der er evnen så skrøbelig, at de kan gøre det, men op til halvdelen dør af det, så vi skal væk, før det er for sent.

Kean trækker nogle papirer op af sin lomme.

"Jeg har skaffet grundtegningerne over stedet her" siger han med et lille strejf af et grin i stemmen.

 "Amber, du skaffer uniformerne til i morgen, og Zoe du pakker de vigtigste ting, og hvis du kan skaffe noget mad og nogle dunke med vand, ville det være godt, så vi ihvertfald ikke sulter den første uge. Når vi kommer ud herfra, har vi cirka to minutter til at finde ud af, hvor vi vil løbe hen, helst hvis der ligger en skov i nærheden, hvor vi kan gemme os. Vi udnytter kaosset i morgen til at flygte. Vi mødes her imorgen fra morgenen af, som vi plejer, derefter går vi til time, til middag går vi ind i omklædningsrummene, hvor vi tager uniformerne på, vi mødes ude på gangen bagefter, hvor vi går ud i gården, hvor der vil være totalt kaos på grund af de nyankommende. De vil prøve at bryde gennem det store spændingsfeldt der ligger over og omkring os Derefter følger vi med vagterne ud af indergården, men istedet for at gå med dem ind i vognene der holder udenfor, smutter vi til siden og gemmer os i det lille indhug, der er i muren lige her" siger Kean og peger på papirene.

"Du er fantastisk Kean" siger Amber og kysser ham, jeg rømmer mig lidt for at minde dem om, at jeg også er her, Kean smiler og pakker papirene sammen igen.

Vi rejser os op og går hver til sit. Jeg skal til time i Bygning nr. et, Amber skal over til time i bygning nr. tre og Kean går ud til træning i gården sammen med en flok andre drenge. Timerne går som de plejer, mellem anden og tredje time er der en pause, hvor alle går over i spisesalen og får noget mad. vi har ikke så mange  fag, fordi vi skal vide så lidt som muligt om omverdenen. grunden til at vi er spærret inde her, er fordi vi er så anderledes. Jeg afskyr det.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...