McLove - One Direction

Cameron er 18 år. Smuk, ung og frisk. Som de fleste andre er hun bange for noget. men hun er ikke bange for fugle eller døden eller for vand. Hun er bange for at være alene. Hun kan ikke være alene mere end fem minutter, så flipper hun ud. Men vil en sommer hos hendes mors venindes søn, hjælpe hende på vej. Eller vil alting være ligesom før, hvor hun skal være to om alting?

17Likes
18Kommentarer
2081Visninger
AA

2. Kapitel 2

"Gå!" siger jeg og vifter med hånden. "Du skygger for solen!" Men personen flytter sig ikke. Den bliver ved med at stå foran vinduet. Ey, flyt dig nu, for pokker da! Jeg åbner øjnene på klem. Solen står ind gennem vinduet og strålerne varmer min kolde morgen temperatur op. 

"Er du ikke sød at flytte dig?" siger endnu en gang. Skyggen forsvinder. "Mange tak!" siger jeg. Jeg høre et højt skrig, der går gennem marv og knogler. Jeg åbner øjnene helt op, jeg spærre dem faktisk op. Jeg sætter mig op og kigger rundt. Min mor ligger på gulvet helt sammenkrøllet. Min søster lå i en stor rød pøl. Hvad var det røde stads? Jeg kiggede nærmere på det. Det var blod! Oh my God! Hjælp! 

"Far?! Mor! Clair!" Råbte jeg. Jeg kastede dynen på gulvet og rejste mig op. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg havde ikke nattøj på. Jeg havde det samme tøj på som igår, nej, jeg husker da at jeg tog nattøj på! 

"Far! Hjælp!" råbte jeg febrilsk igen. "Mor! Hjælp Clair!" Hvorfor svarede de ikke? Og hvor var far. Området skiftede, nu var vi på en kirkegård. Der stod skyggen. Med noget blankt der skinnede i månelyset. Han hævede det over hovedet og jog den ned mod min mor. 

"Mor!" råbte jeg. "Far! Hvor er du? Hjælp mig! Far!" hvor var han henne? Hvorfor hjalp han ikke mor og Clair. Manden gik henmod et stort hul i jorden. Han tog fat i min mors livløse krop og smed den ned i hullet. Min lillesøsters lig bliver også kastet der ned. Hvor er far?

"FAR!" råber jeg. Mit blik fanger navnet på en gravsten.

Phil McHenry. 

42 år gammel.

Født: 19. April 1970

Død: 1. december 2012

Hvad?! Min familie var død! Jeg begyndte at ryste, om det var af kulde eller frygt, ved jeg ikke. Hvorfor, hvad havde de gjort galt? Skyggen kastede jord ned over ligene og gik sin vej. Jeg løb hen til gravpladsen, men den var der ikke længere, istedet stod jeg på en eng. Længere fremme stod drengen med krøllerne fra supermarkedet. Nu lagde jeg mærke til at han havde de smukkeste grønne øjne og smilehuller som han stod der og smilede. Jeg løb hen mod ham og smilede over at jeg ikke var alene. Men som jeg nåede hen til ham, forsvandt han i en røgsky. 

"Nej! Harry!" råbte jeg. Hvor vidste jeg nu fra, hvad han hed? Jeg begyndte igen at ryste, var jeg overhoved holdt op? Tårene trillede ned af kinderne. 

"Mor! Far! Clair!" skreg jeg. "Harry!" Jeg smed mig ned på jorden og græd og græd og græd. Tårene strømmede ned af mine kinder og havde vist ikke planlagt at stoppe lige foreløbig. Hvorfor havde han myrdet dem? Og hvorfor var drengen forsvundet? Og hvorfor ved jeg hvad han hedder? Og hvorfor lige navnet Harry?

                                                                           ♥ ♥ ♥

"Cammie! Cammie! Vågn op! Cam!" kaldte en blid stemme. Hvad? "Cam! Cam er du der?" Mor? 

"Mor?" spørger jeg, med grødet stemme. Jeg spærrede øjnene op og kiggede forvildet rundt. Min mor sad på hug ved siden af min seng. Jeg satte mig op. "Mor!" sagde jeg og kastede armene om hende. 

"Jamen, godmorgen! Jeg elsker også dig!" siger hun og griner. Hun ligger armene om mig. "Hvem er Harry søde skat?" spørger hun så. Åh nej! Det var et maridt! Eller, godt det var et maridt, men jeg har snakket i søvne!

"Det er ham med krøllerne fra One Direction!" siger Clair. Hvad?! Så jeg Harry, i supermarkedet? Og i min drøm? Hvad?

"Mor. Far, kan Clair og jeg lige få et to mands øjeblik?" spørger jeg. Min mor nikker, lidt uforstående, men tager min far i hånden og går ud. Jeg fortæller Clair om drømmen og går videre til supermarkdet. Hun viser mig et billede og jeg sammenligner ham med ham fra supermarkdet. de er identiske. 

"Du har mødt Harry Styles! Arh! Cammie! Skaf mig deres autografer! Især Zayns!" siger hun og hopper af glæde. 

"Slap af, Clair! Det er ikke sikkert, det var ham, det kan have været en anden. Og hvis det var ham er det jo heller ikke sikkert at jeg møder ham igen. Og hvis jeg gør, stop med det der det er irriterende! Jeg møder ham ikke igen! Basta!" siger jeg og kigger irriteret på hende. Hun himler med øjnene og trækker mig med hen til mit skab. Jeg finder noget tøj frem. Vi går ud på badeværelset og jeg fylder vand i badekaret. Min søster og jeg plejer nogengange at går i badekar sammen, det lyder forkert, klamt og underligt, men så får vi noget sjovt ud af det. Nogen gange plejer vi at side og spille tetris mod hinanden, på hver vores IPad. Jeg fylder badeolie i g noget duft. Vi tager tøjet af og sætter os i det varme, bløde vand. Vi sidder lidt og snakker om alt mellem himmel og jord, alt fra One Direction til lektier, til sure veninder. 

"Jeg gjorde, jo intet forkert! Hun blev bare pisse sur!" siger Clair.

"Det kan være du har fornærmet hende uden du ved det. Nogen gange gør man ikke ting bevidst," siger jeg. 

"Skidt," siger hun og jeg griner af hende. Hun griner med og vi begynder at snakke igen.

 

♥ ♥ ♥

 

Jeg har fået tøj på, (link i kommentaren:-P) redt mit hår og sat det op i en hestehale. Jeg børster min tænder og går ned i køkkenet sammen med min søster. Vi spiser morgenmad sammen med min mor og far og min far køre mig i skole. Det er den 2. december idag, 24 dage til jeg bliver 18. Dagen går hurtigt, til mit held og før jeg ved af det sidder jeg i stuen med min computer, min søster siddende på gulvet ved bordet og laver lektier og min mor sidder i sofaen og ser tv. Min søster går på toilettet og min mor og jeg sidder tilbage i stuen. 

"Jeg kender godt ham Harry du mødte i supermarkedet," siger hun. 

"Hvad?" spørger jeg og retter opmærksomheden mod hende. 

"Det er min veninde, Annes søn." siger hun. "Han er en flink dreng," 

"Og berømt?" siger jeg. Hun nikker. 

"Jeg har snakket med Anne om at du kunne holde juleferie hos hendes søn? Så du kunne vende dig til at være sammen med færre mennesker. Måske endda lære at være alene?" siger hun. Okay, hvad? Han virkede sød, men, det er kun Clair der ville blive glad for dette. 

"Øhm.." siger jeg. Hun griner og smiler så til mig. "Øhh, ja, men hvad med juleaften?"

"Den holder vi med dem!" siger hun. 

"Okay," siger jeg for ligesom at slutte samtalen af for min søster er kommet tilbage fra toilettet. Vi fortsætter som før. Min far kommer hjem og har kage med. Vi spiser kage og drikker kakao. Til aften spiser vi mad fra McDonalds og ser To på flugt. Bagefter spiller vi nogle spil og hygger os bare. Senere da jeg ligger i min seng, tænker jeg dagen igennem. Min søsters lette vejtrækning beroliger mig. Jeg falder i søvn uden nogle maridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...