McLove - One Direction

Cameron er 18 år. Smuk, ung og frisk. Som de fleste andre er hun bange for noget. men hun er ikke bange for fugle eller døden eller for vand. Hun er bange for at være alene. Hun kan ikke være alene mere end fem minutter, så flipper hun ud. Men vil en sommer hos hendes mors venindes søn, hjælpe hende på vej. Eller vil alting være ligesom før, hvor hun skal være to om alting?

17Likes
18Kommentarer
2050Visninger
AA

1. Kapitel 1

Mit navn er Cameron, tro det eller lad være. Min mor og far troede jeg ville blive en dreng. De havde allerede skrevet dåbbrevet. Men, ud kom jeg, en velskabt pige, sådan da. Jeg har det lille problem at jeg ikke kan være alene, det er ikke fordi jeg ikke vil, men jeg kan bare ikke. Det er en slags forbi. Hvis jeg er alene mere end fem minutter, så flipper jeg totalt ud og begynder at græde og skrige og råbe.

Da jeg var lille mente folk at det nok bare var fordi jeg var enebarn, men man fandt ud af at, det var fordi jeg ikke kunne være alene. Alle mine maridt handler ikke om at jeg bliver ædt af et bussemands-monster, eller at jeg falder og falder. De handler om at jeg sidder i et rum, med en masse ting, bare ingen mennesker. Jeg vågner altid op grædende, og svedende. Ret irriterende!

Min lillesøster og jeg sover på samme værelse, da jeg ikke kan være alene. Hun har ikke noget i mod det, jeg er hendes store idol, næst efter One Direction! De er simpelthen hendes et og alt. Typisk små piger at falde for sådan nogle. Overfladisk er hvad de er. Forkælede drenge, de er!

"Yay! One Direction er kommet hjem fra deres Europa turne!" skriger min lillesøster Clair, se hun fik et pigenavn!

"Nå," grynter jeg og kigger igen på min Ipad. Jeg skal skrive en historie opgave til i morgen og jeg har kun skrevet en side! Det skal sige at den mindst skal være på fem sider, jeg har virklig travlt!

"Vær' dog lidt positiv!" siger hun fornærmet og kaster sig på min seng. Vi sover jo på samme værelse men vi har fået byget en skillevæg, så jeg hele tiden har en at være sammen med, men så jeg også har noget privat liv. 

"Vær' selv positiv!" siger jeg og taster videre på skærmen. 

"Det er jeg da også!" siger hun og kigger på mig. Hendes øjne borer sig ind i nakken på mig. "One Direction er positivt!" Jeg vender øjne.

"Det eneste positive ved dem er deres blodtype!" siger jeg og rejser mig for at gå ned og lave en smoothie til mig selv. 

"Mooor!" råber hun og styrter nedenunder efterfulgt af mig. Vi løber ned af trappen gennem mellemgangen, ind gennem den finde stue, videre gennem dagligstuen, forbi toilettet og ud i køkkenet. Min far ligger avisen fra sig og min mor ser op fra hendes bog. På bordet står en skål med småkager.

"Uh, småkager!" siger jeg og tager en bid inden min mor kan nå at stoppe mig. 

"Hvad, nu?" spørger min mor, nok for tyvende gang på en uge. Min søster og jeg har bare ikke været gode venner i denne her uge. Hun elsker One Direction, jeg bryder mig ikke om dem. Jeg kunne havde sagt at jeg hader dem, men jeg er faktisk en meget høflig teenager, tro mig eller lad være. Min mor og far har været heldige. 

"Hun siger at det eneste ved One Direction der er positivt er deres blodtype!" siger hun og længer hånden ud for at signalerer til mig. 

"Jeg er bare træt af at hun evig og altid skal snakke om dem!" siger jeg for at forsvarer mig selv. 

"Cam, din søster bruger rigtig meget tid sammen med dig, for at du ikke skal være alene! Du burde sætte mere pris på det hun gør for dig!" Siger min mor roligt og rækker Clair en småkage. 

"Mor, tro mig! Det gør jeg også, rigtig meget! Men, jeg kunne godt bare trænge til at hun ikke hele tiden snakker om dem, det er faktisk pænt irriterende at høre på! Selvom ham med det krøllede hår er ret lækker, men det er en anden sag!" 

"Snuske. Jeg ved det er svært, men du bliver altså nød til at tænke på din lillesøster også! Hun gør som sagt så meget for dig, så hun må da i det mindste have lov til at snakke om sine idoler. Og nu skal i ikke afbryder mig før jeg er færdig!" siger han og vender en håndflade mod os. "Det er selvfølgelig ikke din skyld, at du ikke kan være alene. Det er ingens skyld, men behandl hinanden ordenligt, snak pænt! Tænk på hinanden!" Jeg har aldrig hørt min far sige så meget! Min far er en mand af får ord og han siger sjældent så meget på en gang!

"Ja!" siger Clair og jeg i kor. 

"Men Clair, prøv at snakke mindre om dem, for din søsters skyld!" indskyder min mor kærligt og sender os det moderlige blik. 

"Ja, ja!" siger Clair og sætter sig på stolen. Jeg sætter mig også og kigger ud i luften.

"Nå, hvad skal vi skal vi have til aftensmad?" spørger min mor og kigger på os.

"Burger!" siger vi alle i kor og min mor sukker. 

"Selvfølgelig, hvorfor spurgte jeg?" siger hun og rejser sig. Hun finder en blok frem og en kuglepen, sætter sig på stolen og begynder at skrive. 

"Hvem tager med ud og handler?" spørger hun og holder sig for ørene

"Ikke mig!!" råber Clair og jeg i munden på hinanden.

"Mor! Jeg var med i sidste uge!" beklager Clair sig. Min mor kigger på mig med et kærligt blik.

"Jeg beklager, sveske!" siger hun og rejser sig. Jeg sender Clair dræberblikket. Jeg går ud og tager mine vans på og så min jakke. Jeg kigger ned af mine ben, de farvestrålende gamacher ståler virkelig igennem! (Link i kommentaren til hendes tøj:-)) 

"Vi kører!" råber min mor og vi går ud i bilen. et tyndt lag sne ligger hen over plænen og fortorvet er skrabet for sne. Det er den første december i dag.

Min mor og jeg går ind og tager en vogn og begynder at gå rundt og finde de forskelligeting. Min mor sender mig over for at finde noget salat og nogle grøntsager. Nu tænker du sikker; Jamen, du kunne jo ikke være alene! Nej. Men her i supermarkedet er her mennesker hele tiden, så jeg er aldrig alene! Smart, ikke? En skulder støder mod min.

"Orh, undskyld!" siger en dyb stemme med britisk accent. Det er en dreng. 18 til 19 år, vel? Krøllet brunt hår, solbriller, rødlige kinder, høj, muskuløs. Vent, solbriller, om vinteren? Hmm. 

"Gør ikke noget," siger jeg og smiler. Jeg vender mig om og går videre. Jeg finder alle de ting jeg skulle bruge og går tilbage til min mor. På vejen ser jeg drengen igen. Han virkede sød. 

"Fandt du det?" spørger min mor. Jeg kigger flabet på hende.

"Nej mor, jeg slæber bare rundt på nogle poser uden grund! Ja, jeg fandt det!" siger jeg og ligger frugterne og grøntsagerne op i kurven. Min mor ryster bare på hovedet og vi går mod kassen.

"Vi er hjemme!" råber min mor og smider skoene og går ud i køkkenet med jakke på. 

"Hej mor!" råber Clair fra mit, hendes, vores værelse. Jeg hjælper min mor med at pakke ud og skære salat og tomaten ud i skiver, samt agurken og løgene. Clair finder ristede løg og min far steger bøfferne på panden.

20 minutter efter sidder vi og spiser. Jeg elsker altid vores aftenmåltider, de er så hyggelige. 

"Skal i hjælpe mig med at pynte op i morgen?" spørger min mor.

"Jaa!" siger Clair. Af alle årstider og helligdage elsker hun julen rigtig meget. Blandt andet på grund af at en af dem i One Direction har fødselsdag lille juleaften. Den 24. december, hyggeligt! I Danmark er det vist allerede juleaften den 24.

"Super!" siger min mor og aftensmaden går med at spise, fortælle jokes, fortælle om vores dag og min fars evig spørgerunde om vi alle har lavet lektier til i morgen.

Om aftenen da jeg skal i seng ligger min søster og jeg og snakker på tværs af skillevæggen. Jeg har sagt godnat til min mor og min far og vil egentligt bare sove. Jeg falder hurtigt i søvn og for første gang i lang tid, har jeg ikke maridt, for jeg er sammen me drenge fra supermarkedet.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...