The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende. Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1757Visninger
AA

13. Welcome to Magixe

To hænder blev lagt på min skuldre og førte mig afsted, alt imens ordene fra vores samtale tidligere kørte rundt i hovedet på mig.

 

"Okay til det sidste spørgsmål igen så. Hvor er jeg?"

"Men barn dog," sukkede Jolene trist og rystede stille på sit aldrende hoved.

"Pleas Jolene. Jeg er virkelig nødt til at vide det her, for jeg tror ærligt talt ikke engang jeg tør gætte på hvor langt væk jeg må være fra min familie, mine venner, ja, altså mit liv."

"Du-"

"I Den Sekundære Verden," skød Fergus hurtigt ind med sin dybe, drævende stemme. Hvor jeg dog hadede den mand, og dog, for en stund takkede jeg de højere magter for at nogen havde svaret mig. Og så var der jo lige det ...

"Jeg... hvor?" ... At jeg ikke anede hvad eller hvor helvede det var henne.

"Den Sekundære Verden. Jeg vil ikke tro at det ville ligge indenfor din forstand, men alt hvad du behøver at vide er at der findes mere end den verden hvor du kommer fra, hvilket du ud fra ordet burde have gættet dig til." 

Jeg nikkede. Sådan havde jeg egentlig forestillet mig det, selv fra starten af. 

"Du kunne vel sige at Den Sekundære Verden er en nogenlunde kopi af Jorden, bare med den forskel at folket her er anderledes, hvilket du jo ved nu." Han nikkede i retning af Emely.

"Men hvorfor lige Den Sekundære Verden?" Spurgte jeg tøvende.

"Netop fordi i mennesker ændrede navnet fra Den Primære Verden, til Jorden."

"Husk nu lige på at hvis det ikke havde været for Anima-slægten, havde navnet, Den Sekundære Verden sikkert også skiftet inden længe," tilføjede Emely spidst.

"Anima-slægten?"

"En af De Overordnes fem slægter min barn. Genus Anima, eller Sjælslægten som den nu oftest bliver kaldt. Ak ja, hvor må det være hårdt for den stakkels mand." Jolene var tavs i et øjeblik, indtil hun kom i tanke om hvor ny jeg var med den her viden, så hun fortsatte. "Du vil garanteret ikke rigtig forstå det alligevel mit barn. David Anima. Den sidste mand indenfor Sjælslægten."

Og så gjorde det ondt i brystkassen. Virkelig, virkelig ondt. Skygger snoede sig ud fra mit synsfelt og ind til mine pupiller; klamrede sig til mig som slimede orme.

David...

Langsomt kørte ord forbi min hjerne, og jeg følte en dyb forbindelse til dem... men hvorfor? Billeder susede forbi min nethinde, i takt med ordenes skræmmende gentagelser.

Anima ... Slægten ... David Anima ...

Mit hovedet begyndte at gøre ondt som i bare helvede, idet et billede langsomt zoomede ind på hvad jeg troede var et uskyldigt ikon. Men nej, det var en person, det var... Nej! Gå væk! Pleas, pleas, pleas, gå væk med dig! Tænkte jeg skræmt, men om det ikke bare gjorde det værre. Det zoomede ind igen. 

Et flænset familiebillede... Halvt brandt... Et ansigt...

 

Jeg huskede dengang hvor jeg havde stået op af sengen til lyden af min mor der havde siddet ved klaveret i stuen, og grædende smadret sine hænder ned i tangenterne; skabte en mørk aroma ved at sende hendes smerte ned i dem, en for en. Jeg havde gået hen om bag hende og knuget hendes arme hårdt ind til hendes krop, mens jeg havde bedt hende om at stoppe. Hun havde taget mig op på mit skød, og sammen havde vi set vores bedste familiebillede blive revet i stykker for derefter brændt. Og jeg var kun ti år dengang. Men fra den dag af havde han været ude af vores liv, om han havde ønsket det eller ej. Dave... Min far...

Billedet kom tilbage til min nethinde. En mand... Dave... Min far...

Jolene havde ret. Jeg kunne simpelthen ikke kapere det sidste stykke til ende, idet jeg faldt om.

 

Og så var jeg igen ved bevidsthed da jeg blev ført ind på badeværelset. Sorgen efter mit gamle liv, med alt det jeg burde have værdsat noget mere, var så tung at det fik hovedet til at hænge ned, hele vejen ind til det badeværelse hvor skummet flød op til randen af badekarret med en velduftende sæbe. Jeg huskede svagt at jeg blev klædt af, lagt ned i badekarret og tilset til bagefter, selvfølgelig uden nogen så meget som så i nærheden af min halskæde; den havde på en måde gjort sig selv usynlig for vedkommende.

Men jeg kunne ikke fokusere; Jeg huskede svagt noget med at Jolene og Fergus havde haft et skænderi, og at det var Emely der tilså mig. Men de blev enige til sidst. Jeg skulle føres til ...

 

 

Jeg vågnede op, badet i mit eget fugtige sved, og med tankerne i et virvar af spørgsmål og kommentarer. Jeg slog dynen til side, klar til at springe op og blev kort overrasket over min hurtighed, da det så slog mig ... Jeg satte mig ned på sengen med et bump igen ... Jeg var jo ikke normal længere. Jeg havde et monster i mig, om det var kvart eller ej gjorde ingen forskel. Og jeg var langt væk hjemme fra. Jeg sukkede rystende ud ad munden, og huskede nu endelig fuldt ud. Jeg var blevet ført til en skole for troldmænd og hekse - bedre kendt som veneficus og venefica - med Emely som min værelsekammerat. Fergus havde snakket med skoledirektøren og sat personen ind i sagen, inden vi ankom midt om natten hvor ingen, til deres eget held, fik set mig blive dumpet ind på værelset. Og så faldt jeg ellers i søvn...

Der blev lagt en hånd på min ene skulder. Det var Emely. Hun stod og stirrede chokeret på mig et kort øjeblik, og rettede sig så op i glade folder igen. "Undskyld, jeg har helt glemt at du er... anderledes... på en god måde! Er du okay?" Hun stoppede op imellem sætningerne for at få dem til at hænge sammen.  

Jep, det var her jeg var havnet; i den verden hvor både godt og ondt støder sammen. Hvor der findes magiske evner, ariolo-folk, troldmænd og hekse. En nogenlunde kopi af Jorden, som Fergus havde kaldt det. Jeg lagde mærke til jeg havde sovet i det samme bedstemorklædte tøj som jeg havde lånt af Jolene efter badet, og sukkede; prøvede at få ro på mig selv.

"Det er i orden Emely," sagde jeg lavt, balancerede mine hæle mod sengekanten og foldede armene om mine knæ. "Jeg ... jeg er vel nok stadig bare lidt forvirret. Jeg vil bare gerne hjem," tilføjede jeg hviskende, så stille at jeg næsten var sikker på at hun ikke havde hørt mig, idet hun satte sig ved siden af mig på sengen. Og så: "Undskyld Annabell." Jeg rettede mig op, og så hende prøve at holde på sin maske; den smilende lille pige, men den krakelerede helt.

"Det var min skyld, jeg var alt for uforsigtig og hvis jeg bare havde været en tand klogere, ville jeg havde opdaget faren tidligere, og du ville ikke være blevet... bidt." Jeg bed mig i læben af skam. Selvfølgelig ville hun jo tro at det var hendes skyld hvis jeg begyndte at buse ud med mine bekymringer og triste tanker. Men jeg kunne jo ikke fortælle hende at det havde været min halskæde der havde beordret min krop til at handle; til at støde ind i faren uden nogen form for selvkontrol. Javist var hun venlig på sin egen vi er venner-måden, men om ikke hun var det ved alle? Jeg ville så gerne betro mig til nogen, ikke mindst hende, men jeg turde ikke tage nogen chancer lige foreløbig. Istedet skubbede jeg alt det negative tilbage til halskæden; prøvede at give den så meget bebrejdelse som overhovedet muligt.

Jeg kom frem med det mest friske smil jeg kunne præstere og sagde: "Selvfølgelig var det ikke din skyld. Jeg har det bare selv med at opsøge faren, du ved," sagde jeg en anelse grinende og gokkede blidt en knytnæve mod min tinding. Jeg kunne se hende lette en anelse op igen og ud af det blå slog hun armene om mig, så vi begge lige var ved at vælte ned fra sengen. Vi grinede kort ad hinanden. 

"Det minder mig om!" Hun skød op som en rakket og begyndte at fare rundt mens hun hurtigt redte sin seng.  "Skolen begynder om en times tid igen! Vi er nødt til at skynde os!" Jeg spærrede øjnene op i ren rædsel. Rædsel og bekymring. Jeg rejste mig op. "Emely det kan du da ikke mene, vel? Jeg kender intet til magi, trolddoms kræft eller hvad man nu kalder det, jeg mener det er jo umuligt! Desuden bliver de vel alle bange for at se... sådan en som mig. Selv lærerne." Hun nikkede for sig selv, som havde hun set den tale komme. Hun vendte sig om og gik hen til min seng for at rede den. Jeg kiggede målløst over på hendes røde sengetæppe og de magelige hjerteformede puder der lå i bestemte vinkler på sengen, og så, at hun havde redt den på under ti sekunder. Og med det mente jeg ikke bare redt den som enhver anden, men så fint og stramt at man skulle tro hun havde lavet det til ære for et hotels kærestepar-rum.

"Det bliver ikke så slemt," sagde hun opmuntrende, mens hun hev ud i kanten på mit nye, mørkeblå sengetæppe med et hav af matchende puder som tilbehør. "Der er mange venlige mennesker. Desuden skal du ikke give nogle papirer til lærene om at du er en ny elev her, for det er de allerede blevet informeret om. Sådan er det altid. Og så det med magien." Hun vendte sig om mod mig i det hun var blevet færdig og fortsatte: "Det får vi ikke noget af før vi går på tredje årgang. Ihvertfald ikke den slags magi du tænker på. Ikke alles kroppe er udviklet nok til at vi kan... trylle så meget i kamp eller forsvar, du ved." Jeg nikkede, selvom jeg ikke rigtig kunne forholde mig til det endnu, men det gav vel på en måde meget god mening. "Hvordan foregår det så i hvert årgang?" Spurgte jeg, og bad til at hun ikke ville stoppe sin spændende fortælling nu. Hun smilede overrasket, som havde hun ikke forventet den reaktion fra min side af. "Jo, altså på første årgang har vi alle de normale fag, plus hekse- og trolddomkunst som det bliver kaldt. Men bare rolig, i første og andet årgang har man det på grund-niveau, hvilket vil sige at vi enten læser eller skriver om det, du ved, ligesom engelsk." Hun sukkede hårdt ud idet hendes ansigt røbede at der ville komme nogle dårlige nyheder nu.

"Og hvis du tror idræt var hårdt på din gamle skole, ja så skal du ihvertfald ikke glæde dig. Lærene mener ikke vi vil kunne klare os på egen hånd når vi går ud ad skolen, eftersom man ikke lære noget ud af en masse boldspil og sportsgrene. Nej i stedet står den på ren overlevelse kan jeg godt fortælle dig, hvilket vil sige en del løb, forsvars- og kampteknik, fægtning, og en masse styrketræning - hentet direkte fra militæret."

Jeg havde normalt ikke særlig meget imod idræt, men efter at have hørt Emelys korte foredrag omkring hendes helvede, så jeg ikke ligefrem lysten til at have det fag som på min gamle skole. Hun fortsatte. "Det samme sker der i anden årgang, men når det kommer til tredje, ja så har man bare at bestå eller også tage hele det hårde år om igen. Jeg kan godt love dig for at det er den hårdeste årgang, for her satser lærerne alt ind, og med det mener jeg at der ikke vil være normale fag tilbage. Det kommer til at handle om magi, formularer, ritualer, forbandelser, forsvar, kamp - og så er der jo idræt som man ikke for lov til at undslippe." Jeg fløjtede lavt af overraskelse. "Siger du alt der her for at opmuntre mig, eller til at føle mig endnu mere uvelkommen i fagene?" Spurgte jeg, og spidsede munden for ikke at smile. Hun så virkelig chokeret ud i et øjeblik, og jeg vidste at hun slet ikke havde tænkt den tanke igennem før nu. Og så grinte jeg. For første gang i hele dette nye forløb grinte jeg rigtigt. Jeg kunne ikke gøre for det; glæden begyndte pludselig bare at boble op i mig. Og snart lo hun med. "Vi skal nok få en rigtig sjov tid sammen," sagde Emely stensikkert, og jeg nikkede mig enig.

 

Og hvad med tiden angik, så blev vi så stressede idet vi ikke havde meget af den igen til at klargøre os. Jeg kiggede rundt i rummet for at gøre mig et første indtryk af det, mens Emely var igang med at kyle en masse tøj frem. de to senge var stillet ved hver deres ende, med cirka to meters afstand fra hinanden hvor et langt natbord herskede i mellem dem. En komode der var tre gange større end min egen, stod op ad en mur for enden af værelset, med et spejl der kunne bruges til selv et helt pigetoilet ude på gangen. Jeg så at den halvåbne dør på højre side af komoden viste ind til et flisebelagt gulv, som jeg hurtigt konstaterede var ind til badeværelset, hvilket ville sige at den anden dør på venstre hånd måtte være døren ud til gangen. Naturligvis var ting som hylder højt oppe ved fodenden af sengene, vinduer ved hovedenden, en lædersofa og et bord også inkluderet i værelset.

"Her er de!" Hujede hun og kastede et sæt pænt foldet tøj hen i mod mig. Lettere klodset kom jeg ud af Jolenes kjole, og trak istedet i min nye skoleuniform. Den viste sig at være et par hvide knæ-sokker med en matchende hvid skjorte, henover den sorte nederdel med A-former, der stoppede lidt over knæene. Udover det trak jeg skyndsomt i en rød blazer, som jeg fra spejlet så, var broderet med et stort M i sort blokbogstav på venstre brystlomme.

"Nuttet," kommenterede Emely kækt idet hun vendte sig væk fra spejlet. "I lige måde," gengav jeg og nikkede mod hendes egen påklædning. Det var da altid noget at vi gik klædt rundt i samme skoleuniformer. "Hvad står M'et for?" Tilføjede jeg nysgerrigt. "Magixe. Det er hvad skolen hedder."

 

                                             

 

Jeg stod og lagde det sidste mascara på vipperne idet hun stod ved døren og skyndte sig på mig. "Jeg er på vej," sagde jeg idet jeg lagde den fra mig. Jeg tog hurtigt min nøgle, til værelset - nummer 127 for at være helt præcis - og  mit nye skema og lagde dem i min lomme; jeg havde ikke rigtig fået mig en taske endnu. Og til sidst tog jeg mine sorte Vans på.

Vi løb ned i køkkenet hvor resten af pigerne vimsede rundt og lavede morgenmad eller var på vej ud ad døren allerede nu. Køkkenet var elegant; brune køkkenborde med sorte marmorplader, et enormt køleskab med tilbehørende fryser til, runde, polerede træborde med matchende stole og flere skabe end jeg kunne tælle var pænt indrettet. Alt sammen rent og uden det mindste hjørne med snavs eller krumme på bordene. På et langt bord i midten var alt ligefra morgenmadsprodukter til toast og boller, med tilbehørende pålæg, marmelader, frugt, og hvad hjertet nu ellers kunne begære, sat frem. Jeg var ikke i humør til at spise; istedet tog jeg mig et æble og skulle lige til at tage en bid, idet jeg kom i tanke om hvad jeg egentlig var igen. Skal jeg nu også til at leve af blod? Ville jeg så skulle sidde og lade som om jeg tyggede på mad i kantinen mens de andre så forbi min dårlige monolog? Tøvende satte jeg æblet for tænderne og bed. Det smagte som det nu skulle; en stærk sødme og med en anelse bitterhed til sidst. Idet jeg sank, bemærkede jeg en lille kant af syre, og om det var på grund af den skarpe saft fra æblet eller min nyvundne smagsløg, ja det vidste jeg ikke.

"Kan du..?" Emely sad overfor mig ved et bord i hjørnet af køkkenet, med en skål Nesquik i favnen og kiggede interesseret på mig som var jeg et hemmeligt eksperiment. Jeg trak kort på skuldrene. 

"Åbenbart-" 

"Det er utroligt! Du er virkelig noget specielt, Annabell, det ved du godt, ikke?"

"Jeg ville ønske du kunne holde op med at udtale mit navn på den måde. Bell er fint ta- Vent, kan selv halve vampyrer ikke spise som mennesker? Altså mad?"

"Det tror jeg ikke. Der er ihvertfald ikke nogen der har set det," hviskede hun, og først da kom jeg i tanke om at ingen veneficus eller venefica nogensinde havde overlevet et bid fra en vampyr før.

 

Samtalen stilnede mens vi spiste, indtil vi fandt ud af hvor lidt tid der var at løbe på igen. "Vi skal have den første time sammen. Den står på matematik," sagde Emely og smækkede døren ind til pigernes afdeling bag os, før jeg overhovedet kunne nå at finde mit skema frem for selv at se efter. Vi hastede ud i gangen; løb forbi mylderet, uden hverken at se os til højre eller venstre, hvilket resulterede i at jeg kom til at støde hårdt ind i en person, så vi nærmest væltede om på gulvet.  

"Det må du undskylde jeg så dig slet ikke," sagde jeg og rejste mig op. Jeg rakte hånden ned, blot for at se at personen var en pige og at de to andre bag hende lige havde hjulpet hende op uden så meget som at sige et ord. Pigen havde langt, lyst hår hængende ned ad ryggen. Hendes grønne øjne lyste af irritation så hendes velplukkede bryn rynkedes en anelse. Og selvom hendes påklædning var ligesom min, havde jeg følelsen af at lige et gadebarn i sammenligning med hende; den stod så godt til hende, så perfekt og uden den mindste fejl på kroppen. Eller ansigtet; hendes læber var malet ind i en skinnende gloss og med fyldige vipper. 

Pigerne bag hende lignede til gengæld nogle desperate typer. For det første var de begge krølhårede - en virkelig dårlig kopi skulle jeg hilse og sige - den ene med flere lag af gloss end jeg kunne tælle, mens den anden derimod gnaskede på sit stykke tyggegummi som gjaldt det livet. Desuden var pigen til højre brunette, mens den anden til gengæld havde en gulerodsfarve af en rødtop at være, hvilket fik hendes krøller til at ligne hængende gulerodskrald om ansigtet.

"Pas bedre på tøs, ellers går det næste uheld måske ud over dig selv," vrængede Gulerod, et tamt forsøg på at virke smart, og fandt istedet sin gloss frem. Hvor mange lag skulle hun dog for pokker bruge? Emely kom forpustet ved min side. "Hun har fået min undskyldning, så mere bør hun ikke forvente. Desuden," sagde jeg henvendt til Gulerod, og tog Emely ved armen.

"Har vi travlt, så i må have os undskyldt for-"

"Godmorgen Emely. Ved du hvad, jeg tror det ville være en god ide at sætte din skødehund i snor for nu, ellers vrimler den sikkert rundt og vælter uskyldige mennesker på sin vej. Igen," Afbrød blondinen min sætning, og kiggede først rigtigt på mig, idet hun hurtigt tilføjede sit "igen". Hendes besætning bag hende lo. Jeg så Emely komme sig over sammenstødet med dem og tog endelig initiativet til at tale.

"Godmorgen Ashley. Mimi og Amber." Hun nikkede kort til dem alle tre.

"Det minder mig om at hvis du gad at spare os andre fra dine køters gøen hver evige eneste dag, er jeg sikker på at jeg kan klare mosten med min veninde her. Lad os gå Bell."  Vi gik. Jeg bemærkede et hvis antal blikke blive rettet imod os og hørte de tre piger fnyse, idet vi var på vej væk fra dem. Se det skulle da nok blive en god dag. Forhåbentlig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...