The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1818Visninger
AA

5. The Shadow of a Guy

Alex kørte med vilje halvtreds km/t, så vi sakkede længere og længere bagud. Ben og Thomas' biler der for et øjeblik siden var seks meter foran os, var nu en lille bitte prik forude. Den søde musik og det bløde sæde tog det meste af min nervøse anspændthed. Bare ikke nok. Alex havde sikkert opdaget det, for han lagde skødeløst sin arm rundt om mit sæde og begyndte at nynne stille; prøvede på at berolige mig. 

"Er du anspændt?" Spurgte han lidt efter.

Jeg hævede mine øjenbryn. "Hvorfor skulle jeg dog være det?". Og nu hvor han nævnte det blev jeg bare endnu mere anspændt. Jeg mener, det er jo et skolebal for pokker. Hvor meget kunne der mon have forandret sig på et par år?

Desværre kendte han mig jo også for godt til at være sandt, så istedet tvang han mig til at se sig ind i øjnene ved hjælp af tommel- og pegefinger. Det blik, det er så fyldt med... Hvad? Jeg anede det ikke. Han ventede på svar. "Pas på din kørsel," Sagde jeg mut. Han rynkede brynene i et Det var ikke lige det jeg havde forventet-udtryk, men fortsatte dog sin kørsel i tavshed. Dog var tavshed i Alex nærhed lig med ren totur, hvor der ingen stemning var, eller ville blive før man svarede ham, og derfor ingen anden samtale der kunne erstatte den forrige. I hele tre minutter vred jeg mig i sædet af ubehag, som havde Petunia lavet det om til et mudderhul. En tot hår var gledet ned og kildede mig på halsen, og jeg overvejede om jeg skulle fjerne den, men det ville jo bare vise mine robotlige bevægelser af irritation over det hele. Jeg sukkede opgivende efter cirka syv minutter. "Okay, ja måske en smule. Men hvis du nogensinde inviterer mig op til en dans, for du med frøken knytnæve her at bestille." Jeg lod ham kort inspicere min højre knyttede hånd. Jeg kunne se det morede ham, hvilket kun gjorde min irritation endnu større og jeg valgte istedet at kigge ud ad ruden.

Vi var midt i oktober, hvilket var derfor himlen allerede var blevet til en slags kulsort masse, som kun blev oplyst af fuldmånen og de mange stjerner. Perfekt kæresteaften til at sidde i liggestolen ude i haven med en kop varm kakao og beundre mørkets glimtende prikker som bar på flere hemmeligeder end hele klodens befolkning nogensinde ville kunne have til sammen. Selvom tanken om at Alex' bil var den eneste på vejen burde pirre mig, var jeg for en kort stund alligevel taknemmelig for at det ikke forstyrrerede mig i at kigge ud i natten. Kun for en stund.

Jeg kunne se Alex' blik hvile på mig fra ruden, og jeg vendte langsomt hovedet om mod ham så jeg kunne se de grønne øjne der nærmest strålede ved skæret fra månen. Med ét føltes atmosfæren som en dårlig omgang advarsel, og jeg kunne mærke min øje-halskæde var blevet for tung en bylt for min nakke at den nærmest blev hevet med ned. Min sjettesans var vækket til live, og denne gang med stor kraft på. Og med det mente jeg noget slemt. Panisk kiggede jeg væk fra Alex' øjne, og ud ad vinduet igen; holdt øje med den usynlige fare derude.

"Okay jeg klarer den ikke længere. Kør hurtigt mod juleskoleballet så vi kan få det overstrået," sagde jeg, og prøvede på at dæmpe min rystende stemme. Han rynkede undrende brynene. "Ann, hvorfor haster det? Det jo bare et skolebal?" Min nakke gjorde ondt som bare fanden, og smagen af en bitter citronskrald satte sig i munden som en kvalmende besked om at faren nærmede sig. "Jeg ved det ikke, jeg føler mig bare..." Jeg tøvede. Ville han tro mig hvis jeg sagde det? 

"Bare hvad?". 

Jeg rystede på hovedet. "Det lyder måske skørt. Men min sjettesans advarer mig imod n-noget..." Jeg prøvede at ryste den begyndende frygt af mig og masserede min nakke i blide runde cirkler. Det kunne ikke passe. "Glem det, det nok bare min anspændtheden der er ved at tage livet af mig." Jeg rystede smilende på hovedet, selvom det nu krævede en helvedes kræfter at bevæge nakken; øje-halskeden havde lagt sig om min nakke som var det en gigantisk, tung koklokke jeg bar på nu. 

Han så chokeret på mig, og jeg kunne se hans krop gyse. "Ann du ved godt jeg ikke køber den. Kan du huske sidst du havde følt at der ville ske noget slemt?" Jeg spærrede overrasket øjnene op. "Jeg vidste slet ikke at du... jeg mener at tro på sådan noget fis?". Jeg rystede på hovedet.

"Jeg er sikker p-"

"Men hvad nu hvis det er rigtigt?" Afbrød han mig.

Og mere skulle der ikke til at udløse et af de mest grusomme minder i mit liv. 


 


 

Jeg spejdede ud over stranden i søgen efter en lille plads for to. "Kan du se en god plads deroppe fra, eller står du der kun for udsigtens skyld?" Spurgte jeg, og skævede op til Alex, der var i færd med at spejde fra kølerhjelmen af en Truck på højde med en halv gadelygte. Ejermanden ville nok ikke blive så glad for at se de klumpevis af sand fra Alex' sandaler på sin kølerhjelm. "Jeg har fundet en! Og den ser ud til at være ledig." Jeg sukkede lettet, og hankede op i min strandtaske som var på størrelse med en mini-kuffert. "Så lad os komme afsted." Han hoppede selvsikkert ned fra køleren som var det ren barnemad, tog parasollen op fra jorden og førte an. Det var sommerferie, og at tage til stranden med Alex hvert år var efterhånden blevet en vane. Vi foldede det store tæppe ud på sandet, med parasollen som vores beskytter. Straks efter kastede Alex sig med et dramatisk suk ned på tæppet, med både arme og ben spredt ud til siderne, og lignede en der skulle til at lave en sne-engel.  Han var iklædt kakifarvet short med hvide palmeblade på og en blå T-shirt med hvidt print på ryggen der sagde: "Get the hell out of here before the world explodes!" hvilket var en jeg aldrig helt selv kunne lade være med at smile af, da jeg fandt den så ironisk morsom. Både hans kinder og pande var blevet en anelse svedige af den lange vandren hertil. Jeg skruede stille låget af på en lille vandflaske og kylede det i hovedet på ham. Måden han satte sig vrælende op og kiggede irriteret på mig på var lige til at dø over - som var han en gammel mand der tog sig en lur i stolen ude foran døren, for istedet at finde nogle rollinger der skød en bold lige i hovedet af ham. Jeg kunne stadigvæk ikke lade være med at le idet jeg sagde: "Hvad? Jeg prøvede bare på at hjælpe. Der var en bi over dit hoved. Desuden trængte dit svedige ansigt til lidt vand." Han tørrede mumlende hånden hen over ansigtet. Jeg satte læberne op til flasken og tog en slurk. "Jeg troede nu ellers godt piger kunne li' svedige drenge." Desværre havde jeg den irriterende vane med at blive kvalt hvis jeg hørte noget sjovt eller latterligt mens jeg drak. Så nu sad jeg på knæ med kroppen foroverbøjet og hånden begravet ned i tæppet i et hosteanfald, mens vandet fossede ud ad både næse og mund. Jeg kunne høre Alex le højt ad mig. "Ikke..." Jeg hostede. "Ikke alle piger..." Og igen. "...At du ved det. Og især ikke i ansigtet." Jeg bankede mig selv på brystet og rømmede mig et par gange før jeg atter kunne tale igen. Og så skete det. Den lille del  af min hjerne der råbte om et varsel var nu vågnet, og gjorde min øje-halskæde så tung at den sendte bølgevis af smerter i min nakke. Uanset hvor meget jeg rettede på den, havde jeg det som om mit hoved var en stor vandmelon der balancerede på en gaffel. Jeg kunne se Alex forlange min opmærksomhed, men både mine øre og øjne var rettet mod det eneste punkt min sjettesans ville lade mig. Mod det stillestående skib langt ude på havet, som man kun lige ville kunne se som en legetøjs-båd på størrelse med en håndflade ude i vandet. Jeg tvang mig selv til at sige: "Skibet," mens jeg pegede ud mod det. Og så. pludselig, var jeg ikke længere i min krop på stranden, men istedet på dækket af skibet, som havde jeg lige teleportere mig selv derhen.

Uden så meget som at skænke mig selv en tanke, scannede jeg hele sceneriet. To syv årige drenge listede ud af styrehuset, hvor en tyk mand med en kasket for øjnene som så ud til at være deres far, halv lå i en kontorstol og sov. Han snorkede. Drengene gik ud på dækket for at lege, selvom de vidste at det var glat. De skøjtede helt ude til gelænderet på højre side, hvor fiskenettet ventede på at blive hevet op igen.

Og der begyndte det.

En haj svømmede ind i skibet for at spise den store fangst af fisk, og dermed væltede dem begge. Jeg skreg, men der kom intet ud over mine læber. De lo begge af overraskelse og rykkede tættere på for at kigge. 

"NEJ LAD VÆRE! STOP! DET ER FOR FARLIGT!".

Men uanset hvor højt jeg råbte kunne de ikke høre mig, for jeg var her jo ikke rigtigt, var jeg? Istedet for at gå ind til deres far igen som et hvert andet fornuftigt barn burde havde gjort, rykkede de helt ude på kanten med kun en enkelt hånd på gelænderet og lænede sig ud over den. De ventede på at der skulle ske noget. Og det gjorde der. Dét at en spand fuld af tyktflydende sæbevand væltede, og badede hele dækket ind til noget farligere end glat-is, ville for alle andre virke så ufattelig tilfældigt. Men ikke her. Jeg løb op til manden og skrålede ham op i ansigt om at se til sine børn, at han skulle tage sig sammen, men ligeledes hjalp det.

Og så var det forbi før jeg vidste af det. Hajen bumpede ind i skibet med så stor kraft, at selv manden faldt af sin stol, men forsent. Jeg ville ikke se det, men jeg kunne ikke rykke mig ud af flækken. Hurtigere end jeg kunne nå at reagere og for langsomt til at kunne slå blikket væk, gled drengene skrigende op over gelænderet og ned i vandet. Ligesom når du klikker på play-knappen midt under en sang og musikken så bliver spillet højere end du havde regnet med, vendte alle mine sanser tilbage til min krop på fuld kraft, og det første jeg gjorde var at skrige. Ansigt efter ansigt vendte sig om mig, men jeg to ingen notits af det. Istedet rettede jeg blikket ud mod skibet og satte hænderne for munden i rædsel. Faren var først nu nået hen til gelænderet og jeg kunne kun høre hans råb som et lille ekko af mit eget skrig. Smerten og den bitre smag af citronskrald i munden forsvandt med ét, og jeg vidste at det nu var ovre. 

"Nej. D-Det kan ikke være rigtigt det her. Alex?" Jeg vendte mig om mod ham, og så ham stirre med forfærdede øjne på sceneriet der for længst var overstået. En dame der havde siddet et par meter fra os, gik halvt skrigende, halvt i trance helt ude til vandet, med tårerne ned ad kinderne og sine arme hårdt om sig, som ville hun knuses til ukendelighed hvis hun gav efter for sin vægt. Hun var måske deres mor. Åh gud. 

"Alex," hviskede jeg. Han vendte sig om mod mig med et blik der tydeligt sagde: Hvad er du for et misforster? Jeg krympede mig under det og følte mig mere skyldig end nogensinde før. "Hvordan vidste du det?" Spurgte han. Tårene trillede ned ad mine kinder. Jeg havde det som om det var min skyld at hajen så meget som havde været i nærheden af dem. Jeg kunne have stoppet det, det ved jeg at jeg kunne. "Jeg ved det ikke." Men hvad stoppede mig så? Svaret kom sig sneglende: Fordi jeg var bange for at vide hvem jeg så i virkeligheden var. "Jeg ved det ikke," gentog jeg.


 

"Du husker jo hvad der skete sidste gang på stranden med de to drenge. Det ene øjeblik leger de på dækket af skibet langt ude på havet med den skide uopmærksomme mand, og i det næste øjeblik falder de begge ned i fiskenettet og bliver... kvalt," siger han tøvende. Jeg nikkede svagt mens jeg tvang mindet ud af hovedet. Det passede at de døde, men de blev ikke kvalt. De ble- NEJ! Jeg vil ikke tænke på det. Skyldfølelsen tyngede mig ned endnu. 

"Men det her  være falsk alar-"

Mere fik jeg ikke indført før noget stort sprang foran vores bil og fik mig til at stirre i rædsel på kølerhjelmen. Det var en fyr. Det var jeg sikker på. Idet han så mig ind i øjnene, følte jeg kort vores kroppe blive forbundet i en ikke-fysisk berøring. Det føltes som var det en hånd der aede henover min kind; sugede alt det negative der havde været før, ud ad mig. Mit hjerte ønskede ham omgående tættere på, selvom han umuligt kunne trænge igennem ruden. Fra min vinkel kunne jeg endda se hans øjne blive lyst op af månen. Som var de blevet en del af dem. Og det kulsort skinnende hår- 

"SHIT!". Alex bremsede hårdt op men fyren var allerede væk. "Shit!" Gentog han lidt lavere. Han skyndte sig at træde hårdt på speederen og vi nærmest fløj væk i noget der mindede om tivoli-rutschebaner. Firs km/t. Hundrede km/t. Hundrede og sytten. Hundrede og fireogtredive. Helt op på hundrede og femogfyrre km/t. "Alex stop!" råbte jeg panisk. Ligesom på hårde flyveture, holdt jeg nu godt fast i begge armlæg, mens jeg pibede i rædsel. Jeg havde som 'ekstra beskyttelse' lukket mine øjne hårdt i. En klassiker, ville jeg normalt have tænkt, hvis det ikke var fordi jeg rent faktisk befandt i en omgang trafik-kørsel på højt niveau. Mig og den åndssvage sjettesans!

 

                                                                                  * * *
 

Jeg kunne mærke at bilen holdt op med at køre og stod nu bomstille. Arme der fik klikket begge seler op, tog mig ind til et favntag der var så velkendt, at jeg stille lod mine øjne åbne sig. Lune tårer gjorde straks mit syn sløret og jeg lagde begge mine arme rundt om Alex' hals og begravede hovedet ved skulderen i rystende kramper. "Ssh, Ann. Der skete ikke noget. Der skete ikke noget," sagde han beroligende, selvom jeg vidste at han var lige så meget i chok som jeg.

Efter at den sidste rest af panik var ebbet ud og min krop istedet var blevet til en kludedukke, kiggede jeg op fra hans skulder igen. En plamage af sortlignende vand fra eyelineren der var blevet smittet af på han skulder, fik mig omgående hevet tilbage til nutiden igen. "Undskyld," snøftede jeg lavt og hev et par vådservietter op fra min lille taske. Inden jeg så meget som fik vendt mig om mod ham igen, var de blevet taget fra mig og han fik mig istedet tvunget til at se på sig. "Hey, er du okay?" Jeg skævede kort til ham og så hurtigt ned igen i en nikkende bevægelse. Efter selv at have fjernet det værste af min tudepøl - godt han havde sort på - kørte vi atter mod skolen. Jeg satte mig tilbage i sædet, mens jeg med mit mini spejl, eyeliner, og vådservietter, rettede på min makeup. 

"Det var det vidst ikke alligevel. Selvom jeg nu ville ønske det var," sagde jeg prøvende, som var jeg bange for at han var igang med sin tavse toturering, idet ingen af os havde sagt noget i et godt stykke tid. "Hvad for noget?" Spurgte han med brynene i et undrende udtryk. Så du ignorerede mig ikke? Istedet sagde jeg: 

 

"Det var som du sagde. Ingen falsk alarm. Det skete igen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...