The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1840Visninger
AA

7. The Real Side of Alex

 

Døren blev nærmest sparket op, og Adeline kom løbende ind på mit værelse som et fly, med armene ud til siderne i et grin. Så koncentreret med min blyant som jeg nu var, kom jeg til at tegne en lang streg hen over min tegning som egentlig skulle have forestillet sig at være en stor buket røde roser, men lignede nu en bunke stilke med torne over en bølgende streg - som krokodiller over vandoverfladen. Fedt, tænkte jeg sarkastisk, Krokodiller.

Lige siden jeg var helt lille, havde jeg elsket at tegne. Og da jeg til sidst ikke vidste hvad jeg skulle gøre af de mange tilbageværende tegninger, bestemte jeg mig som  niårig at købe den tykkeste mappe jeg kunne finde i centeret, hvor jeg lagde alle mine tegninger fra da jeg var ni år og indtil nu i dem. Jeg var oppe på otte tykke mapper nu. Et for hvert år.

"Adeline, har jeg ikke fortalt dig at du skal banke på først? Nu ødelagde du ligesom min tegning," sagde jeg gnavent og viste hende min tegning. Hun kiggede undskyldende på mig og kom forsigtigt hen og satte sig ved siden af mig på sengen. Jeg rev siden med den ødelagte tegning af min blok og krøllede den sammen til en papirkugle. Adeline så nysgerrigt til mens jeg sigtede efter min papirkurv og kylede den afsted. Jeg brummede da jeg indså at jeg havde ramt ved siden af. Adeline fniste højt og skyndte sig at dække over det med en hosten. Sekundet efter måtte hun holde sig for munden så hun ikke kom til at grine, men opgav det dog hurtigt da hendes skulder nærmest rystede af latter. "Er det virkelig så morsomt?" Jeg prøvede på at virke sur, men kom til at lave en grimasse som åbenbart var sjov, for nu grinte hun. Og jeg mente ikke den lille fine fe-stemme latter, men sin det-er-alt-for-latterligt-til-at-bruge-min-fine-latter, der lød som en flok hyæner til et smukt orkester for at sige det ligeud. Jeg sprang på hende med mine tænder blottet i en knurren og startede ud med at kilde hende forsigtigt. Hun hvinede hysterisk, og prøvede på at skubbe mig væk med sine spinkle arme, men hun vidste godt at det var nytteløst eftersom jeg havde prøvet det her tonsvis af gange. Jeg holdt dog til sidst op, så hun kunne få vejret igen.

Jeg vendte mig mod mit natbrod, hvor jeg hørte min mobil vibrerede. Da jeg ingen mine gjorde til at række ud efter den - af ren dovenskab - sendte Adeline mig en forvirret blik, som hurtigt blev erstattet med sit lumske smil. Og før jeg kunne nå at reagere havde hun hugget min mobil, og var i fuld fart løbet ud af mit værelse og videre ned mod stuen. "Adeline, kom tilbage med min mobil!" Råbte jeg og styrtede klodset efter hende, selvom hun havde et forspring på tre meter. Inde i stuen var hun i fuld gang med at snakke med hvem det så nu enten var der ringede, men klappede kort i da hun så mig. Hun sprang rundt i hele huset, som en påskehare på sin tjans med at dele påskeæg ud. I dette tilfælde havde hun så travlt med at fnise ned i mobilen. "Bare vent til jeg for fingrene i dig din lille...!" Råbte jeg efter hende, selvom vi begge udmærket godt vidste det var tomme trusler. Inden jeg kunne nå at fange hende ved mors kontor, var hun drejet skarpt til venstre mod køkkenet og hoppet op på bordet med et kort farvel til personen. Idet jeg halvløb derind, vendte hun sig mod mig og smilede sit artige smil, som var turen gennem huset bare en tanke. "Alex ringede," sang hun glædestrålende, og rakte mig mobilen inden hun hinkede op til sit værelse. Jeg rullede med øjnene ad hende, og gik ud i stuen. Selv hun troede ikke på at Alex og jeg bare var venner. Jeg satte mig halv forpustet i sofaen og ringede Alex op igen.

 

"Jaa, Adeline?" Spurgte han muntert.

"Gæt igen."

"Ann! Sig mig hvad skete der?"

"Adeline blev drilleglad og skulle så absolut tage min mobil da du ringede."

 

Jeg kunne høre nogen grine i bagrunden. "Hvem var det - Nej vent, du har fået kæreste på, ikke? Alex din lille gut, du kunne måske ikke holde det hemmeligt længere, hva'?" Spurgte jeg, æderspændt på at høre om det var sandt. Gad vide hvorfor. Mere fnisen, og denne gang fra både drenge og piger, og jeg blev helt flov idet jeg genkendte lyden af tvillingernes skingre hvin. 

"Jo som du sikkert har hørt er jeg ikke alene. Men nej jeg er skam stadig single," svarede han fornøjet. "Alissa, Stella, Ben, Thomas, og jeg er på picnic i parken nu, og så tænkte vi på om du ville med?". I baggrunden blev tvillingernes hvinen tættere på idet de tilføjede: "På dates!". Jeg kunne ikke lade være med at smile. I to fatter det simpelthen bare ikke. "Klart, jeg er på vej." Jeg lagde på og skævede op mod uret på væggen. 15:29, hvilket ville sige at mor var på vej hjem nu.

Jeg brasede ind på Adelines værelse med et brøl. Hævn, tænkte jeg og godtede mig lidt. Hun kiggede forskrækket op fra sin barbiedukke der var ved at blive klædt på. "Adeline jeg smutter nu, for mor kommer lige om to-" Døren neden under blev åbnet, og jeg rettede mig selv i sidste øjeblik ved at sige: "Nu." Jeg løb ned ad trapperne og skyndte mig ud i entréen. Jeg kiggede ud ad vinduet og så at der var godt vejr idag. Hvor heldigt, i betragtning af at vi stadig var i oktobermåneden hvor der var ved at blive lidt køligt. Jeg stod foran det store spejl ved entréen, og lavede en hurtigt fletning ud ad mit halvt uglede, mørke hår. Jeg tog jakke og sko på og styrtede til sidst ud i køkkenet hvor min mor stod og fumlede med indkøbsposerne.

"Mor jeg tager ud på picnic - med Alex," sagde jeg, og så min mor var ved at protestere hvis ikke jeg lige havde klemt Alex med ind i sætningen. Ellers havde vi skulle lege Kirstengiftekniv, eftersom hun så Alex som andet end bare en ven for mig - akkurat som resten af verdenen. Om det stadig var på grund af fars død eller en ny begyndende vane for mødre med unge i high school, så var hun blevet ret overbeskyttende. Hun smilede lettet. "Ha' det sjovt min skat." Jeg snuppede et æble fra frugtkurven, kyssede hende på kinden og forsvandt ud af hoveddøren.

 

 

 

                                                                       * * *

 

 

 

"Annabell! Herover!" Jeg kiggede mig fortvivlet rundt i parken, indtil jeg så dem vinke fra en plads under et stort egetræ. Med et lettet suk gik jeg hen til dem og satte mig ned mellem Thomas og Alex. "Vil du have noget at spise?" Spurgte Ben høfligt og var allerede igang med at rode i kurven. Så i har allerede spist? "Nej tak, jeg spiste et æble på vej hertil, men lidt vand ville ikke skade." Han rakte mig en flaske vand og jeg drak let fra den. "Godt så, nu hvor Annabell er her kan vi begynde," Sagde Alex med et af sine suspekte smil. Jeg rynkede uforstående brynene. "Vi skal lege: Joke-or-Consequence," forklarede han. Vent, var jeg kun blevet ringet op på grund af en leg?  "Hvad er det der Joke... Something?" Spurgte jeg forvirret. "Joke or Consequence er en leg, hvor man i makkerpar skal fortælle sjove vittigheder til de andre. Hvis nogen griner, må makkerparret bestemme en konsekvens til personen og hans eller hendes makkerpar, som de skal udføre," Forklarede Thomas. Jeg nikkede anerkendende. "Interessant. Fint jeg er på."

 

 

                                                                        * * *

 

 

 

Timer var gået, og vi lå nu alle flade af grin på dugene. "Jeg tager gerne imod endnu en konsekvens, så længe den ikke er hård. Desuden er det ved at blive sent så jeg tager nok hjem snart," sagde jeg grinende, da jeg fik sat mig op igen. Vores latter dæmpedes endelig. "Ja du har nok ret. Desuden er der ikke flere mennesker at lave lidt sjov med," kom det kækt fra Alex. Jeg fnes da jeg tænkte tilbage på alle hans sjove vittigheder, skuespil og dans, som han havde vist foran to ældre fyre, der havde siddet og stirret på os fra en bænk et stykke længere væk. "Nu hvor jeg tænker over det, så har temperaturen også lagt sig lige lovligt til at være ude på picnic at i ved det," konstaterede Stella, der rystede svagt. Thomas pakkede hende halvt ind under sin jakke, og jeg kunne se hvordan det åbenbart glædede dem begge. "Nemlig tvilling. Hvad med at pakke sammen nu?" Istemte Alissa. 

Som var det på kommando blev tingene pakket, og vi gik i samlet flok mod udgangen af parken. Ved porten overraskede Alex mig ved pænt at sige nej til et lift hjem, selvom han boede et godt stykke væk, og kom hen imod mig. Jeg steg af min cykel. "Hvorfor sagde du nej til et lift?" Spurgte jeg undrende. Han trak let på skuldrene. Det var det eneste svar jeg måtte få. Så vi gik begge til fods. Din store tumpe, Alex. Altid så flink over for mig, men hvorfor dog? Jeg rullede med øjnene ad ham, og gav et forskrækket hvin da han tog mig ved min frie hånd. Jeg anede ikke hvorfor, men lige nu føltes det bare... mærkeligt? Var det dét ord jeg ledte efter? Hans utrolige grønne øjne. Så vidunderlige. Så langt væk i et blik jeg irriterende nok havde set så tit, men aldrig har kunnet tyde. Tristhed måske?

"Er der noget i vejen?" Burde det ikke være mig der spurgte dig om det? Jeg rystede smilende på hovedet. Han granskede mit ansigt nøje i et par sekunder, inden vi atter gik videre. Det var en stilhed over os. En behagelig stilhed. Måske lidt for behagelig..? Jeg mener Alex er jo ikke typen der nyder stilheden, med mindre han venter på vedkommendes svar på et eller andet spørgsmål, eller er han? "Annabell?" Vi stoppede og jeg så ham kigge ned på hans fødder. Jeg rynkede brynene. "Hvad nu Alex? Har du fået kolde fødder?". Vent nu lige lidt. Han havde ryggen til mig under en samtale? Ignorerede mine blikke? Og hans tone i ordene... Var de ikke alvorlige? 

"Alex?" Jeg satte min cykel ned på støttebenet og standsede op foran ham, mens jeg lagde armene om hinanden i en spørgende gestus. Han knyttede sine knoer til de blev helt hvide, og lod sine fustrerede blikke glide henover gaden - eller ihvertfald alle andre stedet hen end på mig! Alle andre steder hen end på mig? Mig! Hans bedsteven! Hvad skal det nu betyde? Svaret kom mig omgående. Han holder på en hemmelighed

"Hey! Gider du ikke godt lade være med at holde ting for dig selv en gang imellem? Spyt så ud! Noget nager dig jo, ikke?" Jeg lagde hænderne på hans skuldre og rystede ham en anelse. "Det er dig." Jeg så ham bide sig nervøst i læben. Mig? " Har jeg gjort noget galt?" Spurgte jeg med bange anelser. Jeg skulle lige til at fjerne mine hænder, idet han endelig vendte fokus mod mig, og-

Lunefulde læber lagde sig over mine, og jeg kunne mærke mine alarmklokker ringe på fuld kraft. Hvad sker der?! Hvad sker det?! Tænkte jeg panisk Jeg prøvede at trække mig væk, men hans arme borede sig ind i min talje som fiskekroge. Jeg blev helt stiv i kroppen. Da jeg bed ham i læben, trak han sig endelig væk, og jeg så...  det blik igen. Det jeg ellers havde så svært ved at tyde før, virkede som barnemad nu. Det var fyldt m-

Nej! Lad det være en drøm. Et mareridt. En tanke. En spøg. Bare alt andet end virkelighed. Men nej, blikket var fyldt med kærlighed, og kun til mig. Jeg var chokeret. Eller nej. Jeg var lammet til stedet af angst. Hvad i al...?  

"Bell, det er dig." Hans stemme var blevet til en dyb, hæs mumlen, og jeg så ham bøje sit hoved lidt ned i øjenhøjde med mig. Jeg rystede ivrigt på hovedet, og min krop blev fyldt med så mange frastødende følelser, at det nærmest gjorde ondt i svælget. "Annabell." Hans øjne veg sig ikke fra mine, og for hvert sekund jeg så ind i hans, blev jeg bare fyldt med mere og mere rædsel. Tvillingerne, mor, Adeline - alle havde haft ret i det. Han holder af mig på en helt anden måde end jeg havde troet. Hans følelser. De øjne. Hans kærlige blikke i skolen. På stranden. Hver gang vi er sammen.

Tanke efter tanke slog ned i hovedet på mig, og puslespillet blev endelig samlet. "Bell, det er dig jeg elsker," hviskede han så sagte, med sin mund tæt ved mit øre, og min verden eksploderede for at sige det mildt. Kroppen blev til et stivt bræt, mit hoved fyldt med spørgsmål, mit hjerte udkørt efter sin heftige banken i panik, mit svælg i kvalme, og min nakke i en pirrende smerte. "Nej, Alex. Nej." Jeg rystede ivrigt på hovedet. Jeg kunne ikke. Det var forkert det her. Jeg ville aldrig kunne gengælde hans følelser. Det vidste jeg bare.

Jeg trak mig væk fra ham i små ryk ad gangen, stadig med øjnene vidtåbne i rædsel. Han var fremmed for mig nu. Jeg kendte ham ikke længere. Havde jeg mon egentlig kendt den rigtige Alex fra da vi gik i underskolen? Den Alex der tog mig under sine vinger efter mobningen af min nye, korte frisure mor havde klippet i tredje klasse? Den Alex jeg legede actionfigur med istedet for barbiedukker? Alex jeg sendte tegninger til under timen? Alex jeg lavede lektier med? Som jeg sms'ede mest med? Fjollede med? Var mig selv med? Den Alex der hjalp mig med at se far fra en ny side af? Alex jeg tilbragte næsten hele mit liv med?  Havde noget af det egentlig været samen med den rigtige Alex? 

Jeg vendte mig hurtigt om og løb, med et ekko af Alex kalden på mig. Gad ikke vende mig om. Jeg løb bare. Løb til mit hjerte segnede. Til det pumpede så meget at det gjorde ondt. Jeg ville hjem. Jeg skulle hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...