The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende. Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1755Visninger
AA

8. The New Guy

Jeg gned mine øjne i stor overraskelse idet jeg satte mig op. Jeg sad alene ude i en farverig eng der med sine fortryllende farver, lignede noget som ikke engang Da Vinci ville kunne male, eller en tegner bare ville kunne skitsere en anelse af. Duften af de tusinde forskellige blomster, der lå spredt rundt overalt gjorde mig næsten ør i kroppen af beruselse. Jeg lagde mig tilbage i det bløde græs og spekulerede over hvordan jeg mon var havnet hertil, mens jeg kiggede op i en himmel hvor solen var på vej ned i en solnedgang med sine skønne farver belagt henover skyerne, der havde antaget lette rosa og violette farver. Tænk hvis man fik de mest fantastiske drømme af at knuse drengehjerter. Så skulle du jo bare såre Alex lidt endnu, hørte jeg en slesk stemme sige bagerst i hovedet. Jeg satte mig op i ét ryk. Nej jeg ville aldrig såre flere.  Det var ikke mig. Jeg rystede vildt på hovedet, og stemmen forsvandt så pludseligt som den var kommet.

Jeg rejste mig op, og en mærkbar glæde varmede op i mig idet jeg hinkede rundt i engen. Jeg snuppede forskellige blomster hist og her idet jeg styrede hen mod den stille stående sø, og endnu et gisp slap ud af mine let bævrende læber idet jeg kiggede ned på søens blanke overflade. Den viste mig. Min nuttede hvide kjole med stropper som gik helt ned til knæene, der med det cremefarvede bånd rundt om livet, blafrede i takt med den blide vind. Ud over de to fletninger der lagde sig som en krans rundt om mit baghoved - med enkelte gerberablomster sat i - lå resten i store, mørke bølger ned ad ryggen. Og så var der mit ansigt. Det ansigt som kun var blevet dækket af rouge, der fik mine kinder til at se mere livlige ud. Kun rouge. En naturlig pige. Jeg smilede til spejlbilledet og gik hen og satte mig på bænken der kun lå fire meter fra søens kant. Jeg lænede hovedet tilbage og blev ved med at kigge mig begejstret op på himlens nuancer, mens jeg tænkte på min blok. Jeg sukkede lavt og ville inderligt ønske jeg kunne tegne stedet op den.

Jeg var ikke sikker på tiden længere, men idet jeg vågnede op fra min korte lur, var hele engen blevet forvandlet til ren uhygge. Blomsterne havde lukket deres kronblade sammen om sig og lænet sig ned mod jorden i dødliggende stillinger. Træerne og buskene ligeledes, og søen var nu blevet til en sort plamage på jorden. Ikke så meget som en enkel stjerne viste sig på himlen. Alt sammen dødt og skræmmende. Jeg fandt først ud af at jeg havde lagt mig ned på bænken, idet jeg mærkede kulden vikle sig om mig. Hvordan kan det være at jeg faldt i søvn i en drøm? Jeg mener, skulle jeg da ikke have været stået op i virkeligheden så? Jeg rystede undrende på hovedet og slog armene beskyttende om min frysende krop. Jeg spejdede efter noget jeg kunne tænde et bål op med i den dunkle mørke. Der! Mellem to buske i udkanten af engen lå et meget lille skur med  en gammel hængelås. Faktisk så lille at jeg muligvis kun lige ville kunne være derinde. Troede jeg. Jeg spjættede idet jeg hørte den sørgelige ugletuden og satte straks i løb mod skuret. Heldigvis var træet rådnet godt igennem og jeg sparkede døren ind i fire spark. Hurtigt smuttede jeg ind, tog en bylt bræder med ud og satte det et par meter væk fra bænken. Processen gentog sig om og om igen, indtil jeg var sikker på at have nok til et helt ligbål. Jeg stod og stirrede ned på det opbygget bål og ønskede at det snart ville tænde op. Indtil jeg så huskede på at jeg selv måtte tænde det op. Jeg løb tilbage til skuret mens jeg bad de højere magter om at have lagt en pakke tændstikker derinde. Deroppe! På en hylde helt oppe i hjørnet kunne jeg skimme en lille æske i form af en tændstikpakke. "Kom. Nu. Her-ned. Din. dumme. Æske!" Sagde jeg frustreret imellem alle mine forsøg på at nå derop. Uden så meget som at have hørt den mindste lyd bag mig, blev to hænder langt om mit liv og løftede mig op mod hylden så let som ingenting. Chokket ramte mig som et kanonslag, mens berøringerne sendte et jag af både frygt og fryd ind i mig og gjorde min hjerne helt omtåget. Hvad i al- 

Jeg gispede idet taget om mig blev lidt strammere. Jeg kiggede ned på min kjole og så at den var ved at glide op af. Centimeter for centimeter ben blev blottet. Forvirret prøvede jeg at vriste mig ud af personens greb men opdagede at det var nytteløst. Jeg var nødt til at hente æsken først. Med den ene hånd hev jeg ned i kjolen, mens jeg med den anden rakte op mod æsken, alt imens personen sikkert gloede på mine underhylere. Men uanset hvor ydmygende det var, kom angsten stadigvæk i forekøbet. Jeg mener, hvem var personen egentlig, sådan at snige sig ind på nogen for at hjælpe? Hvordan i al verden er han også havnet her - i min drøm! Jeg gik vel ud fra at det var en dreng, eftersom jeg ikke rigtig ville kunne se en pige med kolossale muskler i armene bærer mig op. Langsomt blev jeg stillet ned på gulvet, stadig med ryggen til ham. Jeg glattede min kjole ud og kunne stadig mærke hændernes mærker mod mit liv, selvom de ikke længere lå om mig. Kolde hænder der sikkert tilhørte en mand. Idet jeg ville vende mig om for at se den vedkommende, stivnede jeg. Eller nej ikke jeg, ikke min vilje, men min krop. Som blev jeg tvunget til det af... Ham. Jeg kunne knap nok bevæge nakken. En gysende kulde lagde sig om mig, som når insekter lader sig spadsere op ad min krop på en varm sommerdag. Jeg kunne mærke hans blik langsomt glide henover min krop, hvilket forfærdeligt nok både sendte positive og negative følelser ind i mig. Var det ham der gjorde dette mod mig? De højere magter? Eller var det bare mig selv der havde bedt om hjælp? Jeg kunne høre gulvet knage under hans fødder idet han kom tættere på. Helt tæt på, til hans læber strejfede mit øre. Kulden fra hans krop sved mig på huden, og jeg bed tænderne hårdt sammen for ikke at gispe, og dermed lade ham tro at jeg nød hans ophold så tæt på mig. 

"Vi ses snart igen." Jeg burde have været skræmt - eller ikke så lidt forbavset - idet jeg hørte hans let dybe stemme. Men det var jeg ikke. Ihvertfald ikke før han tilføjede: "Annabell." Så forsvandt han. Mørket omringede mig hurtigt fra alle sider, som var det sorte piske der slangede sig ud efter mig og jeg blev suget ned i et sort hul. Et endeløst hul. Ikke det mindste sprække lys viste sig for mig og et skingrende skrig i det fjerne blev højere og højere. Jeg kunne ikke skrige med. Det gjorde ondt overalt. Virkelig ondt. Så ondt at-

 

 

Jeg satte mig hurtigt op i sengen og kunne mærke sveden pible ned ad panden på mig. Håret klistrede sig til mine kinder og hals, og hjertet slog på fuld drøn - som havde jeg lige løbet en marathon. Bagerst ved min bevidsthed kunne jeg stadig se det hele for mig, mens skriget stadig kørte lidt i bagrunden. Jeg tog mig til hovedet og lænede mig mod senge gærdet, mens tankerne rasede rundt i en stor masse. Min øje-halskæde føltes dejlig kold mod min svedige hud og jeg lukkede taknemmeligt hånden om den. 

Og så fornemmede jeg det. Jeg mærkede ravnens tilstedeværelse udenfor vinduet før jeg så den. Den sad ude ved træet og stirrede med øjne der viste sig at være rødlige. Jeg gispede forskrækket. Den stirrede direkte på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...