The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1864Visninger
AA

16. The darkness wakes

Derek's synsvinkel:

Jeg sprang fra gren til gren gennem den mørkbelagte og kølige skov, mens en tyk lugt af svovl fulgte mig. Med månens lys som vejledning kunne jeg endelig skimte mødestedet med de andre udstødt; stående udenfor hulen med små fakler i hænderne. Lugten af gran, fugtigt jord, og ferskvand fyldte mine næsebor, mens jeg nåede tættere og tættere på dem. Og af en eller anden grund fandt jeg mig i at tænke på Pigen; lod tankerne kredse rundt om hende. Noget begærligt ved hende rørte på sig bagerst i mit bryst. Annabell, tænkte jeg. Og som på kommando, var en langsom glubskhed begyndt at røre på sig et sted i mit bryst. Hendes blod havde været så tilfredsstillende ... så udsøgt ... så helt og igennem uimodståeligt. Straks efter dukkede et uønsket billede af hendes tomme tilstand efter biddet, op til min nethinde og jeg hamrede uvilkårligt næven ind i det nærmeste træ.

Jeg havde ingen intentioner om så meget som at gå efter hende, og alligevel havnede hun midt inde i løvens bur. Jeg løb; prøvede på at lukke af for hende. Hun var ikke en vigtighed lige nu. Jeg landede lige foran Rikki, en brutal og behåret varulv, og blottede kort mine tænder til hilsen.

Jeg vendte mig om mod forsamlingen af både varulve, vampyrer, og formskiftere, og talte kort med øjnene for at sikre mig om alle var her. "Hvor er Connor?" Råbte jeg, irriteret over at han altid var længe om at komme til møderne.

"Lige her." Han sprang ud fra en buskads fire meter længere væk, og børstede kort sine blodplettede hænder i sine hullede cowboybukser. "Køteren ville ikke lade mig være i fred, sammen med sin ynkelige hær af jægere i en radius af syvogtyve kilometer nordpå," brokkede han sig, og stillede sig sammen med resten af forsamlingen.

Et irriteret brummen undslap mig, og jeg tog faklen fra en nyankommet mørk, korthåret formskifter med marmorfarvede øjne, hvis navn jeg ikke nænnede at huske, og førte an. Flere fakler blev tændt jo længere vi kom ind til grottens mørke centrum. Luften var kold og stank langt væk af lukomsrester, og kloakvand. Nogle meter væk fra den store gryde, som lå i centrum af grotten, var der placeret offer stole i en stor cirkel rundt om, hvor kun få af dem stadig havde bundne skeletter sidende i sig.

Jeg trådte helt hen til gryden med Lucinda, heksen der var flygtet fra den Sekundære Verden, uden at have gennemgået fjernelsen af sine kræfter, og senere var blevet givet evig ungdom af vores Hersker, Lonako, på betingelse af evig troskab og tjeneste for ingen andre end ham. 

Resten af forsamlingen bevægede sig tættere på i langsomme bevægelser, for så endelig stå tavse i en stor cirkel, og omringede dermed Lucinda og jeg med gryden i mellem os. Jeg nikkede til hende, et tegn på at begynde ritualet. Hun tog en dyb indånding, inden hun begyndte at mumle uforstående ord, og satte dermed gang i varmen under gryden. Mens hun mumlede videre blev den tomme gryde langsomt fyld op med en lilla, slimet væske på magisk vis. 

"Omparnius," blev der mumlet af den forstenede forsamling, der endnu omringede os i en cirkel; tilbød deres kraft i forbindelse med alt det onde.

Da der blev mumlet for tredje gang, begyndte væsken at boble, og jeg strakte min arm henover gryden. Lucinda skar et snit i min underarm ved at påkalde sin offer-kniv, og da 3 dråber mørkt blod var havnet i gryden, tog jeg armen til mig igen. 

Farven skiftede hurtigt fra at være lilla, til blå og så til sidst en tyk orange lignende masse, som magma der flød inde i en vulkan. Udenfor kunne man høre det brøle; et tegn på at uvejret nu var slået til. Hurtigt trak vi os alle tilbage, og knælede i forventning om endnu et mislykkedes forsøg på at fremkalde vores Hersker. Men idet den orange masse begyndte at stige til vejrs som i et vulkanudbrud, skete det. Ned svævede det uhyre som vores Hersker var blevet dømt til at forblive af de fem medlemmer fra Rådet, efter at have trodset dem ved at prøve på at ødelægge deres dyrebare træ, ned fra det enorme hul i toppen af grotten og landede elegant ned på jorden.

Hans enorme sorte vinger, der gik ét med natten, blev foldet fint om på hans bare ryg. Hans muskuløse arme, og flade mave var afklædte og hans olivenfarvede hud var allerede badet ind i regnen fra uvejret. Et par gammeldags, slidte knæbukser dækkede hans nederste del, mens fødderne stod bare hen. Hans ravnesorte hår svævede nydeligt tilbage til hans skuldre og ville dermed have givet os udsyn til hans rødlige øjne, som mindede om størknet blod, hvis vi havde rejst os op fra vores stillinger.

Som på kommando, gik vi dybere ned i knæ, smadrede vores ene knyttede hånd ned i jorden og bukkede hovedet dybt; alt sammen tegn på underkastelse, underdanighed og lydighed. Han var endelig vågnet op fra hans søvn, hvilket ville sige at noget stort var på vej. Jeg kunne mærke hans blik glide henover hele forsamlingen, og følte det som blev jeg stukket af is splinter, da hans blik landede på mig.

"Velkommen til, mine kære børn. I Undrer jer sikkert over hvorfor jeg allerede er vågnet op fra min stund." Hans mørke, melodiøse stemme blev kastet mellem væggene i et ekko. Udkanten af mit synsfelt viste mig at Skyggerne var begyndt at materialisere sig fra de mørkeste kroge. Langsomt bevægede de mørke, tågede skyer sig hen mod vores Hersker for at hilse på; gled sig kælent op ad hans arme, ben og bryst. Skyggerne, kaldte vi dem, dels fordi de var hans skygge-tjener; udstødt der havde givet sjæl for at være ved hans side til evig tid.

Tiden ville snart være inde til en krig mellem den Sekundære og Tertiær Verden. Nu var vores Hersker Lonako vågnet, og af grunde han endnu ikke ville fortælle os.

 

 

 

Annabell's Synsvinkel:

Jeg sad på min seng og tegnede på den blok jeg havde fået af Emely, mens tankerne rasede afsted. Hun var i øjeblikket i bad, og jeg måtte overraskende nok give hende ret i at hendes venner virkede mere eller mindre gode nok. Især efter at have været i selskab med dem da vi fik set Mrs. Devil, som oven i købet var en af de værste lærer på skolen, i malingemaske og fjer. Et smil gled henover mit ansigt ved mindet om hendes vanvittige udtryk.

Jeg sprang op af sengen som en galning, og helt klart med hjertet oppe i halsen af skræk, idet jeg hørte en vibrerende lyd på mit natbord. Min mobil. Jeg sukkede sørgmodigt, og tog den til mig og væltede igen ned på sengen. Jeg havde det tit med at overdrive, men jeg var stadig ikke vant til at blive forskrækket - både de nye reflekser og instinkter tog ligesom bare over.

Alex, oplyste skærmen mig om. Klumpen af sorg blev udvidet i mit bryst, men jeg gjorde ingen mine til at tage den. Jeg skulle ikke. Måtte ikke. Alle på min kontaktliste, plus en del jeg ikke kendte til, blev ved med at ringe, også selvom jeg ikke havde taget den en eneste gang. Sjovt nok ville politiet ikke kunne finde mig alligevel, eftersom de ikke kendte adgangen til den Sekundære Verden - eller at den overhovedet eksisterede - og hvis de overhovedet nåede så langt, ville rektoren sikkert smide dem ud på røv og albuer, havde Emely sagt.

Når man taler om solen. Min hørelse fangede Emely i at komme farende ud fra badeværelset, iført nattøj og et håndklæde om hovedet, inden hun overhovedet havde nået at røre ved dørhåndtaget. Hendes øjne lyste svagt, som gløder fra et slukket bål, og armen var udstrakt med fingrene strittende ud, som var hun klar til at kaste en besværgelse på den første der rørte sig i rummet. Jeg kunne endda meget stærkt høre hendes hjerterytme der var blevet hurtigere end normalt, og at pulsen var steget i styrke. Et sted bagerst i brystet følte jeg et svagt tryk. Vampyr instinkt, tænkte jeg, forfærdet over tanken om at jeg før eller senere måske ville får brug for blod. Forhåbentlig aldrig. "Emely vil du ikke nok slappe af med det der," Spurgte jeg, lettere bange for at hun ville kunne finde på at kaste sig over luften med sine besværgelser, af ren og skær anspændthed. Hun sank langsomt ned på sin seng i en sukkende bevægelse. "Hovsa." Hun smilede og øjnene kølnedes ned til de blev til de samme rød-brune øjne som før.

"Hvordan er det egentlig?" Spurgte jeg nysgerrigt. Hun rynkede kort med brynene. "Hvad for noget?" Jeg lagde hovedet på skrå og betragtede hende kort. Rytmen var faldet igen. Det var da hurtigt. "Det at du på forhånd er udvalgt til at bære og styre nogle af de vildeste kræfter. Hvordan må din tilværelse da ikke være i forhold til de andre elever her på skolen?" Hun bed sig tankefuldt i underlæben og nikkede sigende.

"Du tror måske også at jeg får særbehandling på grund af min evne?"

Inden jeg kunne nå at komme med indvendinger, trak hun ud i sin T-shirts halsudskæring og tog forsigtigt sin halskæde frem. Figuren skulle forestille sig at være tre flammer, der tilsammen udgjorde et lille bål, ikke større end at hun kunne knytte hånden om den. Hun lukkede øjnene og jeg kunne langsomt fornemme en stærk energi pulsere rundt i værelset, alt imens hendes hår også var begyndt at gløde. Jeg gispede forskrækket; mærkede pludselig en ekstra tilstedeværende et sted inde i mit bryst, og noget sagde mig at den smule sorg der nu fulgte med alt sammen kom fra Emely. Halskæden forvandledes, og det var som at se ind i set lille levende bål; de både lyste og bevægede sig som et lille tindrende bål. Det tog mig et øjeblik at forstå at hun lige havde vist mig sit element; ild.

Og så var det hurtigt væk igen.

Energien forsvandt, og tilbage sad kun Emely og kiggede skamfuldt ned mod sin halskæde, som forventede hun på at jeg ville give hende en endefuld - eller ihvertfald råbe ad hende for at have skræmt den nye elev.

"Wauw." Jeg gættede på at det kom fra mig af, for Emely kiggede overrasket op fra sin halskæde. Jeg smilede. "Du er virkelig utrolig - det ved du godt, ik'?" Fortsatte jeg, og blev så alvorlig igen. "Jeg talte ikke om at du fik særbehandling, Emely. Det jeg mente var, om du nu også bliver respekteret højt nok for den du er - og ikke den du skal være?". Hun stirrede på mig; overraskelse udsprang fra hendes kønne ansigt, og jeg lænede mig instinktivt frem for at lægge en hånd på hendes skulder. Hendes ansigt glattedes langsomt ud i et smil, og før jeg vidste af det gik hun på mig med sit kram. Og tænk engang, vi faldt ikke ned af sengen denne gang.

 

 

Om natten kunne jeg næsten ikke falde i søvn; tankerne kredsede hele tiden rundt om min familie, gamle venner, ariolofolk og deres magiske kræfter og de grønne øjne jeg havde set tidligere på dagen.

Og ikke nok med det, så skulle drøm efter drøm da også hele tiden omhandle både smerten og nydelsen som jeg havde oplevet ved bidet ude ved gyden, om de drømme jeg havde haft indtil nu og ikke mindst om vampyren Derek, endnu engang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...