The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende. Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1752Visninger
AA

11. The Choice; a new future

Jeg blev væltet omkuld af mørket og faldt ned i et sort hul. Jeg hørte skrig, og lysende væsner trådte foran mig og dansede en form for helvedes dans. Masker og grimasser trådte helt op i mit ansigt, og skræmte mig fra vid og sans, men jeg kunne ikke lukke mine øjne uden at se det samme. Jeg kunne ikke fjerne blikket. Men intet var værre end denne følelse. End denne smerte. En smerte så ulidelig begyndte lige så snart jeg faldt ned i hullet, og ville ikke stoppe.

Det startede ud med usynlige knive der blev stukket overalt på min krop. Selv spidsen af dem fik mig til at skrige, og alt luft blev taget ud af mine lunger, så jeg kastede blod op. Jeg vidste ikke hvor langt tid der var gået, men efter min egen mening føltes det som et helt århundrede, før de usynlige knive blev erstattet ud med en udholdende brand der startede indefra hjertet af, og gik ud i hele kroppen. Jeg følte det som om den brændte mig helt op; hver en knogle, lemme og dråbe blod var væk. Da smerten kom op til huden, begyndte det at syde for alvor, og kødfulde bobler på mine arme og ben sprang og blev til en blodig masse.

Jeg skreg. Jeg vred mig. Men intet var til stede. Intet var der at gribe fat i. Var jeg mon død? Endt i helvede? Tiden gik langsomt. Alt for langsomt. Jeg skulle lige til at give op og lade branden slikke mig helt op, da jeg hørte nogen kalde på mig. En kvinde. Jeg kunne mærke noget dejligt koldt mod halsen, og jeg rakte modvilligt ud efter det. Det var min halskæde. Jeg aede den kort med tommelfingeren, og med det samme kom der en kvinde til syne for mig. Hun havde en overdådig kjole på, som gik længere ned end til hendes fødder. De glitrende stropper ved hver skulder passede perfekt til de perler som var bundet eller muligvis bare flettet ind i hendes hår; de flammerøde lokker lå nede i pragtfulde bølger som endte nede ved hendes liv. Hendes øjne udstrålede så mange farver; grønne som et nyt spirende blad, blå som det kønneste hav, hvide som det reneste snefnug, rødt som det mest modne bær, og så noget andet jeg ikke helt kunne sætte navn på. De skiftede hele tiden farve alt efter hvilken bevægelse hun gjorde sig. Hendes smil lyste hele dette mørke mareridt op i en drøm. Hun bar på en skønhed så unik,en anelse gammeldags, og alligevel fantastisk at det gjorde ondt i øjnene. Hun rakte ud efter min kind.

"Min kære Annabell. Jeg er Caissa, vogter og gudinde over alle elementer og enheder indenfor sort som for hvidt." Hendes stemme var fyldt med søde toner, og berøringen skyllede en del af smerterne væk. "Fordi du bærer på Øjet, og er slægtskommende arving, er du dermed datteren af ånden. Husk på at din gave altid er dig til hjælp hvis du blot koncentrerer dig om den." Hun var ved at flimre, men jeg nåede lige at høre hende hviske 'lad din gave være dig til hjælp. Koncentrer dig', et par gange og så blev alt mørkt igen. Istedet for at stille de tonsvis af ubesvarede spørgsmål ud til mørket, lukkede jeg mine øjne, og lod min hånd søge ud mod halskæden. Langsomt hørtes der stemmer rundt omkring. De hviskede det samme. Nej. Det var en messe. En smuk og melodiøs messe. Jeg koncentrerede mig om deres stemmer; bad dem om at frigøre mig fra dette helvede og istedet blive ét med dem. Langt om længe viste sig en glitrende portal sig for mig, og jeg løb den villigt i møde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...