The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1804Visninger
AA

3. Sixth Sense; Sign of Darkness

Eftersom jeg havde sagt ja til den ydmygende invitation om at tage til juleskoleballet med Alex, havde tvillingerne fløjet om mig som fluer, med bunkevis af kjoler fra tre forskellige butikker, og som de mest kritiske dommere afvist dem alle igen.

Jeg var lige ved at miste modet, idet jeg stod inde i prøverummet og ventede på den næste kjole. Hver eneste kjole jeg tog på fra bunken gav mig en følelse af at selv indvoldende vred sig i et nej. Ingen af kjolerne var noget der levede op til mine forventninger, ikke fordi jeg var kræsen, men ingen af dem så godt ud på min figur, hvilket tvillingerne heldigvis var enige i mig i. Da jeg havde prøvet alle kjolerne fra bunken af, samt få andre som de nogle gange kom med, gav jeg op.

Jeg tog mit tøj på og tog mig selv en runde i butikken, i tilfælde af at tvillingerne skulle have glemt noget. Jeg gik hen mod udsalgsafdelingen, og måbede da jeg fandt min kjole. Et syn der ikke burde chokere mig, men jeg var tryllebundet til den, netop fordi den mindede mig om havet. En fuldkommen perfekt havblå, stropløs kjole, der under det sølvglitrende sløjfebånd om livet, havde et ekstra lag i tyl som puffede let ud og mindede mig om sytten-/attenhundredetallets kjoler. Glimmer ved brystet, og på tyl-stoffet ville lave en perfekt refleksion fra lamperne, som var det solens stråler der skinnede ned på havet.

Jeg stod stadig og måbede, som et barn der så ind på bageriets lækkerier fra vinduet udenfor, idet tvillingerne kom hen imod mig. Jeg vendte mig om mod dem. "Hvad synes i om denne her?" Ikke at jeg ville lytte hvis de sagde nej. De kiggede fra mig, til kjolen og så tilbage på mig mens de smilede. "Helt bestemt. Og skynd dig så og tag den på så vi kan komme hjem igen," Sagde Stella, hvor derimod Alissa stadig stod og nikkede anerkendende. Vi fik en medarbejder til at tage kjolen ned af mannequinen, samt nogle blå matchende handsker der gik op til albuerne.

Så snart jeg var trådt ud af prøverummet, holdt tvillingerne op med at tale om deres dates, og granskede mig istedet nøje for detaljer. "Nå? Hvad synes i?" Jeg lavede små yndefulde piruetter. "Perfekt!" Udbrød de i kor. jeg smilede lettet. "Jamen så er det afgjort."

 

 

 

                                                               * * *

 

 

 

"Jeg er hjemme!" Råbte jeg, idet jeg lukkede hoveddøren i. Så snart jeg havde taget min jakke af og hængt den op, styrtede min fem-årige lillesøster, Adeline,  direkte ind i mig og hoppede op i favnen på mig så jeg lige var ved at falde. "Annabell! Annabell vil du ikke nok passe mig i aften?" Spurgte hun, med sin lyse fe-stemme. Jeg kiggede på hende med et spørgende blik, og satte hende ned på gulvet igen så jeg kunne tage mine sko af. "Jeg troede ellers godt du kunne lide Patricia?". Patricia var vores nabo der sjældent kom og passede Adeline, hvis jeg ikke selv var i stand til det. Hun bed sig en anelse skyldbevidst i læben. "Det kan jeg også godt, men jeg vil være vågen til at se Barbie og de tolv Dansende Prinsesser." Hendes stemme havde nu fået sin sårbare klang, som var det hendes stjerneskud der smuldrede mellem fingrene på hende, uden at opfylde hendes ønske.

Hendes spinkle kropsbygning, lille lyse stemme, de nødebrune øjne og brune krøller der dansede for hvert skridt rundt tog fik hende til at ligne en lille fe. Jeg satte mig på hug foran hende, og hejsede hendes hage så vi var i øjenhøjde. "Okay så. Så længe du holder dig til mine ordre," Sagde jeg med en kommanderende stemme, rakte hånden op til hendes hoved og purrede i hendes hår. Hendes læber røg op i et stort smil, som fik hendes misundelsesværdige hvide tænder til at stråle i et perfekt tandpasta-smil. "Top!" Svarede hun begejstret. Jeg lod min pose blive i entréen, og bar istedet Adeline op i mine arme og gik ind i stuen mens hun hvinede fornøjet af grin.

Min mor der stod halvt bøjet ind over sin taske, kiggede op og sendte mig sit moderlige smil, der til stor fordel fra andre mødre kunne få et gråt værelse til at ligne ren julehygge. Lige siden min far døde havde hun måtte arbejde lidt ekstra for den pokkers dyre husleje, med mig som husholderske på mine fridage, hvilket passede mig fint. Spørg mig ikke hvorfor vi ikke bare flyttede i en lejlighed tættere på byen, det var mor der var stædig her, ikke jeg. Hun var stadig nogle centimeter højere end jeg, med store, brune krøller, og nøddebrune øjne. Tilsammen kunne Adeline og mor have lavet en reklame der hed: 'Fra barn til voksen', så meget de lignede hinanden, mens jeg derimod kun havde arvet hendes figur, højde og de finbuede bryn. Resten var arvet gennem min far.

"Nå fandt du så din kjole?" Spurgte mor. Jeg lagde Adeline ned på sofaen, og begyndte at prikke hende i siderne mens hun spruttede af grin. "Jep."  Jeg holdt inde igen, nok til at hun kunne få lov til at trække vejret. "Det var da godt at høre. Vil du være sød at passe Adeline i aften? Jeg skal til møde nu." Jeg kiggede op og så hende tage jakke på. "Selvfølgelig. Intet problem." Hun gik hen og gav os begge et kys, standsede op og kiggede sig fortabt omkring som om hun manglede noget. "Dine papirer," mindede jeg hende om. Hun knipsede med fingrene. "Det var det jeg ledte efter!" Hun vendte sig om mod bordet og tog dem op med et lettet suk, inden hun nærmest fløj ud af døren til sin røde Volvo. Adeline og jeg fulgte trop hen til hoveddøren.  "Hyg jer! Det bliver ikke så sent!" Råbte hun gennem den åbne rude ved førersiden. Dog vidste vi alle tre at det var en løgn, eftersom der altid skulle ske noget ved møderne. "Klart," mumlede jeg. Vi vinkede efter hende, indtil hun var ude af garagen, og skyndte os at lukke døren igen, så vi kunne spare på varmen.

 

Efter at have ladet Adeline se sin barbie film, børstet sine hvide tandpasta tænder og leget vores faste gemmelege, fangelege og pudekampe, var hun endelig blevet udmattet. Hun lå i mit skød med mine arme lagt beskyttende rundt om hende mens jeg nynnede. Da hun faldt helt ind i søvnen bar jeg hende vuggende op i seng.

Jeg var på vej ud ad døren igen, idet hun mumlede. Jeg vente mig om og så at hun var ved at stå ud af sengen. "Hvad er der galt Adeline?" Jeg tog hende op i mine arme igen. Noget mørkt gled forbi vinduet og fik mig instinktivt til at stramme grebet om hende. Min sjettesans, som jeg kaldte for onde advarsler, vågnede og jeg følte min halskæde blive så tung, at den nærmest hev min nakke med ned i smerte. Hvad der så enten var derude, måtte det være noget dårligt. "Den onde konge er efter mig," hulkede hun, mens tårene prikkede hende i øjnene. "Har du allerede fået mareridt?" Jeg lagde mig ved siden af hende i sengen, og vuggede hende blidt, mens jeg overvejede om jeg skulle synge den samme sang far plejede at synge, fra da jeg var barn - eller prøvede på at synge. Jeg ville meget hellere ud og se om der var noget udenfor, men jeg ville ikke gøre hende bange, så jeg ventede til smerten i nakken forsvandt, i håb om at det bare var falsk alarm, men den blev kun lindret en anelse. kunne det bare have været smerter fra pudekampen tidligere? "Ann? Vil du ikke nok synge?" Hviskede Adeline sagte. Hun brugte sjældent Ann, siden hun fyldte fire. Jeg kyssede hende på hovedet. "Hvilken sang?" Hun blev tavs i et par sekunder. Og så: "New Dream is Born." Det var en af mors sange. Selvfølgelig.

 

" Take a look around, and say what you see. Maybe even me?

Turn around again, and imagine what you'll be. Something in a movie? "

 

Min stemme knækkede over midt i andet omkvæd og til mit store held var Adeline ikke vågen til at høre det. Sangen var også blevet en af mine favoritter siden far døde, men aldrig på top-listen. Et billede af mor der lærte far at spille på flygel, viste sig kort i mit hoved og jeg kunne ikke lade være med at smile ved mindet om hvor dårlig han havde været til det. Jeg var knap blevet syv, da jeg havde siddet på flyglet og set til. Jeg holdt Adeline tæt ind til mig, mens jeg meget langsomt gav mig til søvnen, og håbede vi kunne dele en drøm sammen...

En drøm hvor hun kunne være tryg hos mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...