The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1801Visninger
AA

4. Preparation for The Prom

"Anna vi kører nu. Skal vi hente noget til dig på hjemvejen?" Spurgte mor, der var på vej ud af døren med Adeline ventende i bilen. De skulle ud på vores årlige indkøbs-shoppingtur hvor både Adeline og jeg fik chancen for at bruge mors penge på mindst fem ting - dyre eller ej. Bare uden mig denne gang, eftersom tvillingerne ville være her hele dagen til at få mig til at ligne... Vent de fik aldrig sagt hvad de gøre ved mig! Det bliver ren totur det her, sagde en indre stemme"Nej tak, tvillingerne kommer med alt hvad jeg har brug for om en times tid," gabte jeg. Det var fredag og kun få elever og lærere var blevet på skolen for at pynte op til aftenens skolebal. Jeg sad i køkkenet og slugte de bløde cornflakes i mig. "Okay, så ses vi senere min skat." Hurtigt drak jeg mælken med de resterende cornflakes direkte fra skålen. "Jep. Hej," svarede jeg til den lukkede dør. Nå da. Jeg stillede min skål i vasken og smuttede op til mit værelse for at tage mig en dejligt langt bad, inden tortur instrumenterne ville stå indenfor mit hus.

 

 

Varmen fra strålerne ramte mig på ryggen og føltes som en omgang mild massage, der fik min krop til at svaje en anelse. Jeg tvang mine ben til at bære min halvt hængende overkrop, selvom de var blevet helt lyserøde af det nærmest kogende vand. Jeg skyllede hurtigt resten af sæbeskummet i mit hår ud, før jeg slukkede for vandet og vred det. Bare så det ikke er længe om at tørre, en vane faktisk. Jeg tog et håndklæde og tørrede min krop og strammede det så rundt om håret i noget der lignede en hanekam. Jeg gik ind på værelset og tog et hvidt sæt undertøj og min bomulds bløde kåbe på. Så snart jeg fik strammet båndet på kåben rundt om livet på mig, ringede det på døren. Lige på sekundet. Jeg småløb ud til døren for at lukke pigerne ind. Og med pigerne mener jeg stadig Stella og Alissa, bedre kendt som tvillingerne i min verden.

Uden så meget som at vente på mig, bragede de ind i huset og satte sig i stuen. "Skynd dig nu! Der er kun seks timer tilbage!" Sikke et gensyn. De lagde deres fire fyldte poser med både totur instrumenter og kjoler på sofabordet, og begyndte at pakke ud. "Hallo, klokken er kun.." Jeg skævede til uret. "Kvart over tolv." De stirrede på mig, som om jeg ikke var rigtig klog. "Ja nemlig! Kun seks timer til juleskoleballet starter, og drengene kommer en halv time før fordi du lig'som skulle bo udenfor storbyen, hvilket vil sige at vi har nøjagtig.." Stella stirrede på uret, som var det tiden den værste forbandelse hun længe havde set. Jeg stivnede midt i et skridt hen mod bordet og inden jeg kunne nå at få et ord indført, sagde Alissa: "Nøjagtig tre timer og femogfyrre minutter, når vi jo lig'som også skal have noget at spise, ikke?" 

"Kommer drengene og henter os? Seriøst? Eller er det kun jeres drenge der henter jer?"Jeg måtte havde set håbløs forvirret ud, siden de begge vendte det hvide ud af øjnene. Men jeg havde jo aldrig rigtig været til skolebal siden fjerde klasse - med forældre - og der blev jeg kørt til skolen af mor. De lagde pænt deres plasticpakkede kjoler og andet tilbehør på liggestolen i hjørnet, inden de vendte sig om og sikkert først nu lagde mærke til at jeg var i badekåbe. "Du mener vel ikke at du ikke kan huske dit sidste bal, vel?" Spurgte Stella med dramatisk udspilede øjne. Jeg trak på skuldrene. "Jeg var ni år, og der var forældre med." Alissa blinkede, som var havde den tanke først slået hende ind, efter at være blevet sagt. "Når ja, det er jo også rigtigt. Men ja bare så du ved det, så kommer alle tre drenge og henter os, i hver deres bil." Hun sagde det med en læreres langsomhed, som var jeg en elev der skulle lære at gentage det rigtigt, om og om igen. Jeg rullede med øjnene. "Okay fint, den er røget ind i knolden nu. Kan vi så komme igang? "

 

 

Klokken var blevet  lidt over fem, altså var der lidt under en halv time til drengene ville hente os. Vi havde bestilt pizza udefra mens vi havde 'blødgjort' vores ben, fået ansigtmaske på og ordnet vores negle fra top til tå. Toturingen var først lige begyndt. Den bestod af at nå de tre sidste poster; ordne hår, ligge makeup og tage kjole på, på maks ti minutter ved hver post. Jeg måtte vel give pigerne ret i at vi ikke havde meget tid til det her, eftersom vi helt glemte tiden mens vi lå med ansigtmasker på og derefter ordnede negle. Typisk pigeting. Men vi nåede det da.

Alissa var iklædt i en rosenrød kjole, med en tyk strop ved venstre skulder. Små sorte palietter, gik hele vejen fra stroppen, og bølgende ned til taljen i et mærkeligt grene-på-et-træ mønster. Kjolen stoppede et par centimeter over knæene, så de silkebløde ben var blottede. På fødderne havde hun taget et par sorte glitter stilleter på, som fik hende til at se et par centimeter højere ud. Hun havde som det sidste taget sine albuelange handsker på i skiftevis sorte og røde farver.

Stella var klædt næsten ligesom Alissa, men hendes kjole var istedet violet og med stroppen på højre skulder. Desuden havde hun lavet en lille fif på sig selv ved at klippe fingrene af hendes skiftevis sorte og violette handsker, så hendes sortlakerede negle kunne ses. Begge havde lavet Hollywood-krøller, som de kaldte dem, og lagt makeup på der bestod af en del mascara, eyeliner, rouge, og flere hundrede lag af lipgloss oven i hinanden. Klamt.

Da jeg kiggede mig selv i spejlet var jeg... Ja lad os bare sige at det tætteste vi kom på var målløs. Mit mørke hår var glattet og lå pænt ned af ryggen. Makeuppen bestod af en anelse rouge, mascara og eyeliner, som fik mine blå øjne til at ligne store krystallysekroner, og et enkelt lag af min ynglings jordbær lipgloss. I en fart fik jeg taget mine fine handsker og de sølvglitrende stiletter på, da jeg hørte døren blive åbnet. Dog fandt jeg ud af at jeg havde glemt at binde det sølvglitrende bånd rundt om mit liv,  da mor allerede var trådt ind i stuen.

"Neeej! Hvor ser i vel nok yndige ud!" Hvinede hun, og lignede en der var på randen af at græde til sin datters bryllup. "Jeg mangler bare mit bånd," sagde jeg med hentydningen af om nogen ville binde det. "Nu skal jeg." Mor gik om bag mig og bandt det om til noget der mindede om de store sløjfer man havde på rundt om livet på de gigantiske festkjoler i attenhundredetallet. "Den er perfekt! Hvor har du den evne fra?" Spurgte jeg, og drejede rundt så jeg bedre kunne se den i spejlet. "I ligner jo prinsesser," sagde Adeline genert, da hun forsigtigt kom hen til os fra entréen. Jeg kyssede hende på hovedet. "Den eneste prinsesse jeg har set i dette hus, Adeline, er dig." Hendes læber fløj op i et smil, på samme tid som blitzen skar mig i øjnene. "Kan jeg så få et ordentligt smil frem." Vi vendte os om og så mor med et kamera i hænderne, og som på kommando stillede vi os alle tættere sammen om Adeline og smilede de falske jeg er bare totalt glad-smil. Blitzen irriterede mig noget så grusomt, selvom det kun var kortvarigt.

Tre bot med forskellige horn fik mig til at hvine forskrækket og jeg så tvillingerne styrte hen mod vinduet for at kigge ud. Tre biler stod udenfor og ventede. "Vi smutter nu. Hyg jer!" Jeg vinkede mens jeg løb med pigerne hen for at tage min jakke på. Der blev banket og før jeg vidste af det var tvillingerne ved døren. Udenfor stod de tre drenge med store smil klasket i fjæset. Så snart vi alle tre var ude ved døren, blev der sendt elevator blikke fra drengene. "Nej hvor ser i dog nydelige ud, de damer," sagde de i noget der lød som et opdigtet rim. Tvillingerne hvinede for meget til at svare, så istedet sagde jeg: "Tak skal i have mine herrer. Det er sandelige nogle gode manere i har i aften." Straks blev drengenes orkanlatter udløst, og om det var mindet fra smerterne i drømmen eller en ny begyndende vane der fik mig til at krympe mig en anelse, vidste jeg ikke.

Tvillingernes ynglings fodboldfyre, og dates for en aften, hed Ben og Thomas. Personligt kendte jeg dem slet ikke - muligvis fordi de gik et trin højere oppe. De havde begge deres hår sat op i rodede pigge, og var klædt i fine jakkesæt med butterfly. Deres kropsbygning hælnede lidt til muskuløse, men dog heller ikke mere end til man kunne sige det, selvom jeg nok ville mene at Ben var lidt mere end Thomas. Hans øjne var grågrønne, mens Thomas' derimod var mahognibrune. De var ikke i familie med hinanden, men bedste venner. Mere vidste jeg faktisk ikke om dem. Som gentlemen rakte hver deres dates armen frem og førte dem hen til bilerne, mens Alex og jeg derimod opførte os som vi plejede og holdt hånd i hånd. Det var for tåbeligt at skulle være en anden for en enkelt aften.

Jeg tog mig til at beundre Alex i smug, mens vi gik hen mod hans gamle Ford Truck, som jeg altid gik rundt og kaldte Gamle Petunia. Hans fine brune hår var også oppe i rodede pigge, men istedet for at stritte til vejrs, var de bøjet til den ene side der gav ham lidt af det gamle emo-look jeg savnede. Han var påklædt i et fint strøget jakkesæt med en butterfly, og en blå rose ved sin brystlomme, der matchede min kjole. "Ser jeg virkelig så grim ud?" Han opdagede min stirren. "Nej snarere det modsatte." Straks skiftede hans udtryk fra såret, til smigrende. Stakkels fyr. Han ville tro at Jorden var flad hvis jeg fortalte ham det, så meget han lyttede til mig. Ikke at hans påklædning ikke var pæn.

Han åbnede døren i min side hvilket fik mig til at smile endnu mere. "Sikke dog nogle manere som du har i aften, Alex. Det troede jeg slet ikke du havde i dig." Han lo kort, inden han lukkede døren i og gik over på den modsatte side, hvor han satte sig ind. "Hvor du dog smigrer mig, Bell." Jeg sendte ham et forvirret udtryk, som han irriterende nok undgik at se i øjnene. "Siden hvornår er du begyndt at bruge navnet, Bell?" Spurgte jeg undrende. "Siden i aften." Han sendte mig et kækt smil, inden han kørte efter de andre.

Hvad er der i vejen med navnet Ann...?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...