The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1803Visninger
AA

12. Meet the obstacles

 

"Tror i hun klarer den?" Hviskede en trist pigestemme ved min venstre side. Jeg havde hørt stemmen før, men jeg genkendte ikke personen, troede jeg da. Mon det var en fra skolen? Vent! Hvor var jeg egentlig? Hvad var der lige sket?

"Hun burde komme til sig selv inden længe," svarede en rolig kvindestemme på min anden side. En langsom svimlende fornemmelse irriterede mit baghovedet så det næsten ikke var til at koncentrere sig om... Ja hvad skulle jeg egentlig koncentrere mig om? Hvor havde portalen ført mig hen? Okay slap af, start ud med omgivelserne. Jeg lå på noget der føltes som en træbænk mod ryggen. Et lagen var trukket op om mig og jeg kunne mærke en gigantisk pude løfte min nakke i vejret. Stadig det samme behagelige tøj på som før, bare mere... vådt?

"Derek havde næsten slået hende ihjel - men hun reddede mit liv!" Blev der hurtigt tilføjet af den klangfulde pigestemme. Jeg kunne høre en fod trippe ved fodenden af sengen. "Og nu vi taler om det, så vil have en god forklaring på hvad det var du foretog dig derude på egen hånd, Mrs. Favilla," sagde en mørk mandestemme. Han lød tydeligvis vred. Okay nok med skuespillet. Lad os så finde ud af hvem de mennesker er - og hvor jeg er, tænkte jeg. Jeg slog mine øjne op og de tre personer rundt om min seng gispede.

Jeg satte mig op i sengen og betragtede dem kort tur for tur. En aldrende kvinde med et let gråligt skær i håret og marmorfarvede øjne stod ved min venstre side, en mand med et ansigt af stål, grønligfarvede øjne og brunt skinnende hår ved fodenden af sengen, og så pigen... som jeg havde set sammen med Ham. Jeg krympede mig en anelse under den uventede smerte ved tindingerne og masserede dem blidt med to fingerspidser. Først nu bemærkede jeg at omgivelserne ikke var hvad der kunne kaldes et normalt hospitals rum; mærkelige formede krukker på størrelse med en dagbog stod på hylderne tæt ved en gigantisk pejs, rummet var knap nok stort til at de tre personer kunne flade sig ud på gulvet, luften var fyldt med fnuller, og lugten af gamle, støvede møbler overdøvede selv stanken af kloakvand fra mit tøj. Og så lagde jeg mærke til at de stirrede. Bare stirrede. Det gjorde de alle tre. De stirrede på mig. Lignede jeg måske et misfoster? Jeg kiggede ned af min krop. Min hud var blevet en anelse blegere - ikke at jeg frøs længere - og mit tøj møgbeskidt, men ellers var der vel ikke noget i vejen med mig. Og igen; hvor var jeg egentlig havnet? Hvad var der blevet af Ham? Og hvorfor var jeg i selskab med fremmede? Før jeg kunne nå at spørge en af dem, rømmede manden sig kort og vendte sig om mod kvinden. Jeg lagde mærke til at hun var klædt i en slidt grøn-brun kjole med et forklæde rundt om livet og mindede mig frygtelig meget om en tjenestekvinde tilbage i 1600-tallet. Hun nikkede en enkelt gang i retning af ham og forsvandt ud af det lille værelse jeg var endt på. 

"Hvor er jeg?" Spurgte jeg så endelig. Pigen og den stålklingende mand kiggede kort på hinanden, og min begyndende frygt blev øjeblikkeligt til irritation idet han nægtede at svare mig. Jeg blev overrasket over at se pigen dele min irritation idet hun sukkede anstrengt ad ham.

"Du kunne da i det mindste prøve at forklare hende det. Det er jo ikke fordi hun forsvinder skrigende bort som en skræmt tudse. Desuden skylder du hend-"

"Skylder jeg hende det? For hvad? For at have været en uopmærksom vagt og lade dig gå? Jeg troede jeg kunne regne med dig, Mrs. Favilla! Min tiltro til dig er ved at bistre," afbrød han hende med en stemme der sagde at diskussionen blev taget op igen senere.

Hun spændte armene over kors og fnyste; lignede en lille countrysanger med sine hullede cowboy bukser, en rød top og en kort cowboy jakke til. Hendes lyse krøller dansede idet hun vendte sig om mod mig med et let smil. "Hvad hedder du Miss.?" Jeg gispede i smerte idet jeg ville vende mig om mod hende, eftersom de få smerter på kroppen blev strukket lidt ud. "Annabell. Annabell Morgan." Det så ud som om de begge fik indprentet sig mit navn, for de nikkede straks kort efter.  "Og hvor meget kan du huske Mrs. Morgan?" Det var manden der havde spurgt og jeg blev overrasket over at se ham blive mildere. Bare lige nok til at han istedet lignede en streng lærer. Billeder omkring min dag kom tilbage i små stød og jeg måtte anstrenge mig for at fokusere idet smerten bredte sig ud over min forslåede krop. Jeg besluttede mig for at forholde mig til en kort sandhed af mine begivenheder.

"Det var efter skole hvor jeg kørte ud for at shoppe og var på ved hjem igen idet jeg hørte hende skrige." Jeg signalerede hen mod pigen. Hun vente sig væk fra hans hårde blik, selvom jeg var sikker på hun stadig kunne føle det som stikkende nåle i nakken.

"Jeg var bare ude og-". Hun tøvede længe. "Og handle vigtige ting ind," sagde hun til sidst og havde det åbenbart ikke godt med at situationen blev drejet hen mod hende. Jeg talte videre og satte mig dermed under rampelyset igen. "Jeg løb mod lyden, og endte ved en gyde." Jeg vendte mig om mod hende. "Jeg kunne se han ville gøre dig fortræd så jeg skubbede dig væk..." Jeg tøvede ved næste sætning. Jeg kunne jo ikke fortælle dem at det var min halskæde der havde fået mig til det. Heller ikke at Han havde boret sine tænder ind i min hals, og da slet ikke det gyldne lys der strømmede ud fra pigen til slut. Så jeg tav og det føltes som om rummet blev fyldt med en trykkende stemning. De blev ved med at kigge på mig med øjne der var parat til at signalere du-må-være-skør blikket, eller var det bare min fantasi? Jeg ved hvad jeg så, selvom jeg helst vil glemme det.... men hvis jeg nu prøvede, hvad så? Ville jeg ende på en sindssygt hospital? Muligvis, men jeg kunne da bare slå det hen ved at sige at det nok bare var min hovedpine. Jeg måtte åbenbart have tøvet længe, for nu satte pigen sig sukkende i sengen med front mod mig og et bedrøvet smil. Jeg lagde mærke til at hun havde nogle kønne øjne; brune med et rødligt skær over dem, som fik mig til at tænkte på en slukket pejs med få gløder i. Manden kom om bag hende med et vagtsomt blik, og fik mig skræmmende nok bare til at stirre direkte ind i det. Hun vendte sig om mod ham med et ryk, så hendes lyse krøller dansede og jeg håbede at jeg så syner, idet jeg så et glimt af flammer efterfulgt af en blidt strejf af varme mod mit ansigt.

"Kunne du i det mindste lade være med at gøre hende mere skræmt end hun i forevejen er?" Sagde hun en anelse surt. Jeg var chokeret. Vi kendte ikke hinanden og alligevel forsvarede hun mig overfor manden som var vi gamle hjerte veninder. Han brummede et eller andet uforstående, men fulgte hendes eksempel og rykkede tættere på fodenden af sengen. Hvilket mindede mig om- "Jeg fik aldrig svaret på mit spørgsmål." Eller jeres navne. Jeg så dem udveksle nogle blikke der hele tiden vendte sig frem og tilbage mellem misbilligelse, usikkerhed og stædighed.

"Fergus, tilbagehold dine vrede heste og gå hen og hent det lille bord. Du skræmmer pigebarnet. Emely min søde, hjælp mig lige med bakken, gider du? Og lad os så tage det her fra en ende af - med manere om jeg må be." Vi vendte os alle overrasket om mod døren hvor den aldrende kvinde stod og balancerede med en stor bakke fyldt til randen med både småkager, sandwicher, te og andre mærkværdig ingredienser. Hun afleverede den til Emely, hentede en gammel gyngestol og satte den tæt ved det bord der var blevet stillet ved fodenden af sengen af manden, Fergus. "Se det var bedre," sagde kvinden med påtaget lethed. Hun klappede kort i hænderne som var hun en voksen der ville have de små unger til at tie, og jeg så undrende til mens Fergus og Emely  reagerede ved at hente nogle stole og sætte sig til rette ved bordet. Kvinden tog de mærkelige ingredienser fra bakken og kom hen mod mig med et moderligt smil. Nu da hun var tættere på kunne jeg se hun var et sted mellem halvtreds til tres år, med blide marmorfarvede øjne, nogle rynker hist og her og halvt sprukne læber. Hun lignede alt i alt en blid bedstemor der elskede at bage småkager til sine børnebørn. Jeg rejste mig op for at gå hende i møde men hun viftede mig ned for at sidde igen. Hun gav min hånd et klem idet hun sagde: "Jeg er ked af at have måtte lade dig blive med de to klovnhoveder. Men bare rolig, vi skal nok få gjort en rede på dine forvirrede spørgsmål - alt til sin tid min ven." Jeg nikkede og blev selv overrasket over hvor lettet jeg blev ved kvindens ord. "Lad os starte ud med formaliteterne, skal vi? Mit navn er Jolene Corbett, den unge mand derover er Fergus Mont og det yndige pigebarn der er Emely Favilla. Og hvis jeg må, mit barn, så vil jeg gerne se til dine sår." Hun rettede sig op, som var hun lige kommet i tanke om noget. "Fergus vil du gøre mig den tjeneste at varme vandet op ude på badeværelset? Når ja og så ville det være rart hvis du gad hælde de ting der står på sedlen ved håndvasken i badet tak." Jeg hørte Fergus' stol skrabe mod cementgulvet, og kom overraskende nok ud med en lettet lyd idet han var gået. "Emely hjælp mig her engang," sagde Jolene. Straks efter stod Emely ved siden af hende og modtog en kniv. Jeg blev øjeblikkeligt skræmt ved tanken om at de ville gøre mig ondt, og var på nippet til at springe op og fare ud ad døren. Emely lagde en beroligende hånd på min skulder. "Vi vil bare tjekke dig for skader, så det ville være en god idé hvis du tog trøjen af." Tøvende hev jeg i sømmen på min trøje. Det gav god mening at sende Fergus ud så at ikke skulle se på, men hvad skulle alle de ingredienser til for? Jeg kiggede hen på dem og så hvordan Jolene var begyndt på at lave en grødmasse af noget der lignede våde blade, lyst pulver og noget der så ud til at være en brun væske. Desuden, virkede det forkert at lade nogen se på min halskæde. "Du kan også bare ligge dig på maven og hive trøjen op til skuldrene hvis du heller vil det?" Jeg nikkede lettet og lagde mig ned på briksen igen. Så snart trøjen var hevet op hørte jeg dem begge gispe grådigt efter vejret som var de ved at dø af et hedeslag.

"Så... det er altså sandt? Hans spyt helbreder hende nu også? Men hun er jo stadigvæk menneskelig, så hvordan kan det lade sig gøre?! Ikke engang dem med overnaturligt blod i årene burde kunne overleve et bid!" Hvinede Emely forskrækket til Jolene, men før hun kunne nå at svare var jeg sprunget op på briksen og vendt mig om mod dem med en overraskende hurtighed, der fik mig i overbalance i et kort øjeblik. Noget er helt galt her, tænkte jeg panisk. Billederne omkring episoden med Emely og Ham holdt ikke om med at vise sig på min nethinde, synet af ingredienserne havde fået min puls i vejret og så var der stedet... det her gav ingen mening. "Annabell..." Jolene rakte tøvende ud efter mig. Jeg rystede vildt på hovedet. Der er noget her der ikke stemmer, blev en stemme ved med at sige, og jeg var for en gangs skyld enig med den. "Nej! Svar hellere på mine spørgsmål!" Råbte jeg forpint ned mod dem. Jeg kiggede rundt i rummet, og mærkede irriterende nok min halskæde blande sig ved at tynge sig ned mod gulvet. Hvorfor, tænkte jeg, er du begyndt at stå i vejen for tingene i mit liv? Jeg rakte kort op mod den henover trøjen og spilede øjnene op idet den svarede med en følelse der krævede min tillid. Bliv, hviskede den kærligt, bliv. Ordene rummede kort inden i mig med følelser jeg var lidt langsom om at forstå som mine egne. Og det var alt hvad der skulle til for at få mig på rette køl igen. Men kunne jeg stole på Emely og Jolene - og især Fergus? Jeg tog en dyb indånding og kiggede ned på dem begge to igen, bange for at de måtte have hørt stemmen - eller idet mindste lagt mærke til min halskæde. "Hvor befinder jeg mig helt præcist? Hvem var ham den anden ude ved gyden?" Sagde jeg og fortrød straks at have fortalt dem om min viden. Det var ikke meningen det skulle ud, men nu var jeg jo begyndt og jeg ville have sandheden at vide. "Og hvem er i egentlig?" Jeg nikkede hen mod grødmassen og de resterende pulver og urter og noget jeg ikke rigtig kunne sætte fingeren på.

Jeg aner ikke hvorfor jeg lod mig trækkes ned af Emely's blide hænder på mine knæ. Måske fordi hendes varme udstråling mindede mig en anelse om Adeline? "Emely, hent Fergus. Vi har ingen grund til at skjule det, og hvis vi var startet ud med at forklare hende det hele, ville hun ikke have været så skræmt som nu," sagde Jolene bestemt. Hun trak sin gyngestol overfor mig og jeg sank lettet sammen på briksen igen. Der var ved at blive taget hånd om sagerne igen. Emely behøvede ikke så meget som at gå, for straks efter kom Fergus ind, som havde han hele tiden stået bag døren og lyttet med. Og så rumlede min mave højlydt. Jeg lagde flovt armene omkring den og hviskede mentale forbandelser for mig selv, mens jeg mærkede Emely ryste af latter idet hun fik sat sig ved siden af mig på briksen igen.

"Jamen dog, jeg burde skamme mig sådan. Selvfølgelig er du sulten - hvad tænkte jeg dog på!" Jamrede Jolene sig skyldigt og gjorde mine til at rejse sig. "Nej, nej det er slet ikke nødvendigt ma'am!" Sagde jeg med mors prædiken om god høflighed i hovedet. "Vissse vasse, min egen! Og kald mig nu bare Jolene," sagde hun idet hun rejste sig op, og med lidt støtte fra Fergus fik rykket bordet med både mad og te så tæt på briksen, at den nærmest ramlede helt ind i mine knæ. Jeg rakte over og snuppede en tunsandwich. "Og for at svare på dine spørgsmål..." Hun satte sig tøvende tilbage i gyngestolen.

"Vi er ariolo - ja det er meget svært at skulle til at forklare min ven, men du kunne vel som i din verden se os som magikere, selvom der er en meget stor forskel. Ariolo er et overordnet ord indenfor magia  - magi - om man så må sige. Som veneficus eller venefica - troldmand eller heks - med ariolo blod i årene er vi i stand til mere end blot sindsforvirre mennesker med små tryllekunster."

"Hun mener at man gennem ariolo blod sjældent er født med en evne, selvfølgelig alt efter hvilket slægt man er opvokset i," sagde Emely, og lagde forsigtigt en hånd på min skulder, som var hun bange for at jeg ville fare sammen i et udbrud. "Hvis du nu tog mig som et eksempel, ja så stammer jeg fra genus Ignis, Ildslægten - kaldt det hvad du vil. Tja, det er ikke noget specielt, je-"

"Ikke noget specielt? Du må da være tosset, pigebarn!" Sagde Jolene og virkede ekstrem påtaget. "Du blev udvalgt til at bære på Flammen som en efterkommer af De Overordne, og så siger du at det ikke er noget specielt?" Hun rystede trist på hovedet.

Efterkommende slægt? De Overordne? Ildslægten? Hvorfor gav de ord mig en fornemmelse af at jeg allerede kendte dem, når det nu var første gang i mit liv at jeg havde hørt de ord blive brugt som noget særligt? Vent, ville det sige...? Jeg lagde mærke til at de var holdt op med at diskutere, så jeg kastede mine spørgsmål ind nu hvor jeg havde chancen. "Så altså, der findes veneficus, venefica og nogle specielle udvalgte. De Overordne giver lidt sig selv, men hvad er de helt præcist?" Spurgte jeg, og kunne selv høre min udtalelse lød helt forkert.

"Hvor du dog stiller mange spørgsmål," lød det irriteret fra Fergus. Han rettede sig pludselig helt op, og så: "Godt, nu skal jeg forklare det, kort og konkret. Som en veneficus eller venefica er man, som Emely, sjældent blevet givet forstilte kræfter. De bliver forholdsvist få gange kaldt for udvalgte af den grund af at de er kommende arving i en særlig slægt, hvilket vil sige at de efter sigende før eller siden vil blive til en lærling og derefter tage over som et medlem af De Overordne, hvis den tid nu engang skulle komme sig så vidt. De Overordne er så til gengæld endnu mere sjældne, eftersom de besidder mindst hundrede gange større og usædvanlig fremragende kræfter end de udvalgte. Du kunne vel tænke på dem som de fem herskende, konger, ministre eller hvad der nu er lettest at forstå for et menneske." Jeg gumlede tankefuldt på min sandwich. Det gav nu meget mening, men: "Hvorfor kun fem medlemmer?". Hvis hans blik havde været irriteret for, så anede jeg ikke hvad det var nu. Jeg vendte omgående blikket mod Jolene igen. "Vand, ild, jord, vind og sjæl. Et for hvert element min ven," svarede hun. Jeg glippede overrasket med øjnene. Så Emely... "Du hører altså til under ilden, ikke?" Sagde jeg henvendt til Emely, og vendte mig derfor hurtigt om mod hende. Hun trak ligegyldigt på skuldrene som var det det rene barnemad med de kræfter hun besad.

"Men i har stadigvæk ikke svaret mig på hvorfor jeg er her, hvem fyren ude ved gyden var, og, ja hvor jeg egentlig befinder mig henne nu?" Egentlig var spørgsmålet mest til for at give mig tid til at tænke - eller komme ud med et udbrud. Jeg mener, hvilken pige ville ikke flippe ud efter at have hørt noget så latterligt som hekse, troldmænd, magiske evner, kræfter eller hvad det nu var? At der så meget som findes det? Samtidigt havde ordene på en måde slået klik i hovedet på mig, igen, som kendte jeg allerede til dets eksistens inderst inde. Undervejs som vi havde gået igennem mine spørgsmål havde jeg lagt mærke til at selv min halskæde havde ramlet ind i mit bryst, nærmet sig ind mod min sjæl. Hvor latterligt var alt det her ikke lige?

Jeg kom øjeblikkeligt til mig selv idet jeg hørte Jolene svare: "Vi kan desværre ikke rigtig svare dig på det første spørgsmål. Alt hvad vi ved er at du uden videre er nødt til at blive her indtil vi kan få dig sikkert ind til et besøg hos De Overordne, mit barn." Hun tøvede, prøvede sikkert at vælge sine ord med omhu. Og så: "Det ser nemlig ud til at dit møde ved gyden har vækket noget... særligt i dig, noget som ikke burde kunne ske eftersom du jo blot er et menneske." Hendes ansigt skiftede fra at være tankefuldt, til det tilbageværende bedstemor-smil. Jeg sank den sidste bid af min sandwich i mig. Igen var uventede følelser hoppet rundt inden i mig, ved tanken om ikke at skulle se min familie i noget tid - eller forhåbentlig blot i noget tid. "Var fyren ude ved gyden en..." Atter tøvede jeg med at tale. "Det lyder alt for åndsvagt, ikke? At der nu også findes vampyrer?" Sagde Emely forstående, og fuldendte min sætning. Jeg nikkede. "Men det gør der. Fyren derude ved gyden, Derek, er vamp-"

"Emely!" Afbrød Fergus hende vredt. "Hvor langt har du tænkt dig at skulle til at forklare for et menneske? Deres fantasi rækker jo helt ud til tandfeer og trolde". Min langsomme irritation til ham var ved at vokse. Hvad bildte den idiot sig ind? Tandfeer og trolde? Jeg var på nippet til at give ham en spydig kommentar, men jeg holdt inde. Jeg var her lige nu af egen fri vilje fordi jeg ville have sandheden at vide, ikke for at diskutere omkring hjerner med dem. Emely bed sig kort i læben af noget der sikkert mindede om min egen irritation og fortalte istedet videre; ignorerede ham helt.

"Han er vampyr som du jo sikkert har regnet ud. Sandheden er at du er nødt til at blive her på grund af det bid han gav dig. For når først et menneske får spyttet ind i sit system og udvekslet blod er man færdig begge veje: Enten er man død, eller også forbliver man levende død, altså som en af dem. Det samme gælder også for sådan nogle som os. Uheldigvis for de suget vores kræfter med, som de så ender med at blive stærkere på. Og oven i det så findes der både varulve, formskiftere og dæmoner som bruger den samme metode." Død. Jeg kunne mærke det endelige pigeflip - jeg så gerne villehave ud af verdenen - gemme sig bag min tunge; parat til at frigøre sig og lave et kor af eder, forbandelser, og tårer. Jeg lagde mærke til det hårde skær over Emelys øjne idet hun ikke ville fortsætte. Som havde hun en krig kørende i kroppen. Sørgede allerede over mig. Jeg havde ikke rigtig lyst til at høre om de dårlige nyheder der sikkert ville komme, men det måtte jeg da finde ud af på en eller anden måde. 

"Vil du ikke godt fortsætte Jolene? Jeg vil - nej har brug for, jeg har virkelig brug for at vide det," bad jeg, klar på at høre det værste. Hun holdt op med at vippe i sin gyngestol; det tænksomme udtryk fik hendes rande til at virke en anelse for mørke siden sidst. Til sidst rettede hun sig op i stolen, som sad hun ved hoffet og kiggede på mig med mørke øjne, som jeg var ret sikker på skulle være en sidste advarsel. Jeg nikkede; accepterede hvad der end måtte komme, eller det troede jeg, indtil hun fuldente sin tale.

"Det der bekymrer os er din forvandlingsproces, mit barn. For ser du, eftersom du fik en del spyt ind i dit system så skulle du teknisk set være mere end halvdød, men det viser sig at du istedet kun er... Ja hvad skal man dog kalde det-"

"Kvart død. Du er mere levende end død," afbrød Fergus hårdt ind. Jeg var ligeglad med om det skulle have været en trøst for mig, for jeg var jo teknisk set stadig død - ihvertfald lidt. Men om det ikke var nok til ikke at kunne føle sig hel igen. Jeg manglede min mor, hendes skulder og lår som mine bedste trøste puder - og Adeline. Hendes glade smil, og hyppige tilstedeværelse i huset fortalte mig hvor sund og rask hun var. Selv Alex. Alt det manglede jeg lige nu. Billeder af min mor viser sig på min nethinde, som var hun her i rummet. Og ud af det blå høre jeg hende endda sige: "Gem dine salte tårer til teenage-undervisningen i aften, lille skat. Lov mig det." Det var vores hemmelig kodesprog får at jeg altid havde hende som min egen Nanny - babysitter. Den kærligste af slagsen. Hun havde altid ret. Jeg trak vejret dybt ind, lukkede de smertelige informationer ude til ud på et tidspunkt hvor jeg engang kunne være alene, og koncentrerede mig istedet om det andet, mere tankevækkende.

Som Vampyrer, varulve, formskiftere og dæmoner. Den del skulle jeg sørme da også lige kapere. "Findes der andre onde... skabninger?" Spurgte jeg. De rystede på hovedet, lidt for hurtigt til at jeg kunne nå at se tegn på løgn. Jeg sad stille et øjeblik og fordøjede alt det nye stof jeg havde fået lært på kort tid. Desuden anede de ikke hvor meget jeg egentlig selv vidste og kendte til. De anede intet til de korte uventede møder med mørket, intet til min halskæde og da slet ikke til den uventede passager jeg mødte på vejen til skoleballet med Alex, nemlig Derek. Jeg havde dog ikke tænkt mig at fortælle dem det, måske når jeg har vænnet mig til det alt sammen, men ikke før det. Jeg overså næsten at de havde glemt at svare på et spørgsmål endnu.

 

"Okay til det sidste spørgsmål igen så. Hvor er jeg?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...