The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1819Visninger
AA

10. Goodbye to the Earth

En lyshåret pige lå halvt op ad muren og holdt om sin ene arm i smerte. Hun prøvede håbløst på at strække sine fingre ud som var det hendes form for modstand, men de gav sig ikke en tomme, og hun skar endnu en bitter grimasse ved smerten. Overfor hende stod en fyr og kiggede med afsky ned på hende som var hun en rotte. Hans hår hælnede til noget der mindede om mørket; en afslappet frisure der så ud til at have kostet en formue. De havde begge siden til mig, men så slet ikke ud til at være bevidste om min eksistens. Som var jeg blot et usynlig tilskuer.

De stirrede på hinanden, og jeg så fyren smile ned til hende med hån i blikket. Han rykkede tættere på i små smidige bevægelser. Og så så jeg det der sendte det største jag af angst ind i mig. Hans lighed med... nogen. Han mindede mig om en. En der sendte de værste stikke af frygt ind i mig, og uhyggeligt nok også lysnede min verden op i en... drøm. Jeg tog hånden op til hovedet og prøvede febrilsk at huske. Jeg gispede idet et billede kørte gennem min nethinde. Skarpe tænder. Adrenalinen skød op i mig igen og jeg vidste at han ville skade hende hvis jeg ikke gjorde noget. Pigen havde sat sig lidt mere op og så nu på ham med rædslen malet i sit ansigtet. Min øje-halskæde gav op på sin mentale trækken i mig, og jeg så forpint hen mod pigen, mens den sleske stemme i mit hovedet sagde at det snart var overstået. At jeg ikke ville have noget at frygte. Hvilket ville sige at han ikke bare ville skade hende, men slå hende ihjel uden så meget som at tøve. Nej. Det måtte ikke ske. Ikke igen. Hurtigere end jeg selv kunne nå at registrere, opgav jeg at lytte til kroppens mentale ordre om at flygte, og styrtede istedet en død der normalt burde skræmme livet af mig, i møde. Men det gjorde den ikke. Det skete bare alt for hurtigt - så hurtigt at mine sanser ikke kunne følge med.

Jeg nærmest fløj hen og gav pigen et ordentligt skub; overtog hendes kvælende plads op ad muren, og noget der mindede om skarpe nåle blev stukket ind i halsen på mig. Som om det havde undgået fyrens opmærksomhed da han gav sig til at angribe sit offer. To kølige hænder pressede mig op ad muren, som var jeg et vridende bytte der prøvede at slippe væk med livet i behold. Jeg mærkede nålenes væske helt ind i kødet, og jeg skreg. Det føltes som en glødende ild, der smerteligt nok kun spredte sig til enkelte steder i kroppen. Og så kom fornuften mig endelig til undsætning. Det var tænder. De klæbrede sig til min hals, og en stønnen så svag at jeg knap nok selv kunne høre den viste sig at komme fra ham. Han stivnede. Og så trak han sig lynhurtigt væk igen, som var hans fornuft først nu klar over at noget var galt. 

"Morsus! Morsus! Morsus!" Gentog en pigestemme med en tone der syrede af vrede. Så snart ordene var sagt, blev grebet om mig løsnet og jeg så ham springe en hel meter væk fra mig i noget der mindede om smerte. Mine ben var for svage til at kunne bære mig og jeg sank sammen på jorden som en kludedukke. Jeg hørte nogen gispe - om det var mig eller pigen anede jeg ikke, kun at jeg nu var fæstnet til hans blik der var rettet direkte mod mig. Han stod halvt bukkende med en hånd for maven, hvor noget der mindede om blod nærmest skyllede ud fra såret - ikke at han tog notits af det. Han stirrede rædselslagent på mig med de mørke øjne jeg så længe gerne havde haft lyst til at stirre ind i; det ane glimt af rødt om hans irisser med fyldige og tiltrækkende hemmeligheder gemt i sig. Han så for en kort stund ud til at ville krybe hen og sige undskyld til mig; fortælle mig hvor ondt det gjorde på ham. Men hvorfor skulle han det? Smerten føltes alt for godt til at være noget man ville give slip på - uanset om han så tryglede efter det.

"Dit bæst!" Råbte pigen, der langsomt trådte ind ad mit synsfelt og jeg så hende stirre rasende på ham så hendes øjne nærmest stod i brand. Fra det øjeblik gik tingene så hurtigt at selv hørrelsen ikke kunne følge med. En hurtig serie af bevægelser stod ud fra dem begge to, og enkelte gange så jeg nogle mærkelige lysglimt komme fra pigen. Hjælpeløs og svag måtte jeg ligge på jorden mens min bevidsthed svandt ind lidt efter lidt. Hvordan var jeg mon egentlig havnet i den her situation? Hvad ville min mor og Adeline ikke tænke hvis jeg ikke snart kom hjem? Og hvad var klokken egentlig? 

Jeg rettede blikket tilbage på pigen, i tids nok til at se afslutning på deres kamp inden jeg muligvis døde af blodtab. Hun kneb øjnene hårdt i i koncentration og strakte sine fingre ud mod ham, som var det hendes form for våben. Idet hun råbte: "EVANESCO!" stod et glimt af noget der lignede flammer ud fra hende og så... blev alting mørkt. Som var jeg tilbage til det mørke hul jeg var kommet ud fra. Og først nu kom erkendelsen.

Det var ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...