The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende. Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1753Visninger
AA

2. Generation of School Invitation

Jeg lå på en luftmadras i en flod fyldt med kakao, som førte mig længere væk fra det dejlige chokoladekage-hus. Huset var omringet med små buske der var lavet af grønt candyfloss, træer af slik-snørebånd og fine små blomster rundt omkring af de sødeste små slikkepinde, med grønne slik papir formet blade på deres stilke. Mit blik røg hen på husets dørhåndtag hvor der var blevet taget en stor bid. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved mindet om hvordan jeg mon havde set ud mens jeg åd det stykke af håndtaget. Ja jeg mente det da jeg tænkte åd og ikke spiste. Man kunne jo ikke altid forvente at jeg skulle spise pænt, vel? Og især ikke i en drøm som jeg nu befandt mig i, da der jo ingen var til at holde øje med mine manere. Jeg lagde mig tungt ned i den bløde luftmadras, mens jeg ventede på at den ville føre mig til et andet sted hen. Enkelte minutter gik og jeg fornemmede en form for vibration i luften, hvor derefter en skylle af lyde ramlede ind i mine øre. Det var en blanding af en kedel der var ved at koge over og et eller andet form for skrig - som i en scene i Harry Potter filmene hvor Harry fik mareridt om Voldemort - eller ihvertfald tæt på. Jeg holdt mig for ørene, i håb om at lyden ville forsvinde, men nej. Istedet blev lyden til larm, og larm til kaos, mens jeg prøvede på at overdøve den med mine fustrerede råb. Langsomt fjernede mine hænder sig fra ørene i magnetiske bevægelser, som blev de tvunget til det af en marionetfører med usynlige snore. Ved selv den mindste lille bevægelse jeg prøvede at sætte armene til, og modstå trangen til at lyde føreren, føltes som at knække en gren på et stakkels uskyldigt træ. Centimeter for centimeter blev mellemrummet mellem håndfladerne og ørene større, og den smertelige blanding af lyde som negle der kradser mod tavlen, falske akkorder der bliver spillet på en violin og tænder der skærer højlydt mod hinanden, fik mig til at skrige forpint. Til sidst kunne jeg ikke klare lyden længere, og jeg fik så ondt i hovedet at jeg...

 

Lyden af vækkeuret fik mig til at fare sammen i et lille skrig, mens jeg halvt faldende ud af sengen, halvt siddende, sprang ud og kylede det mod væggen, med pulsen i en overraskende høj fart. Vækkeuret splintredes i store stykker på gulvet, med et sidste "Bi-bi-bi-bip," inden det slukkede helt. Af en eller anden grund var selv min vejrtrækning halvt ude af drift, og jeg bukkede mig ned over knæene, mens jeg nærmest sugede luften ind til mig. Ur nummer fem var nu tilintetgjort. Langsomt fik jeg styr på mig selv, og jeg rakte armen ind og ud fra kroppen i en prøvende bevægelse. Jep, kroppen var igen under min egen kontrol. Jeg stod langsomt op og glemte at jeg ville få brug for vækkeuret til resten af skoleåret. Pokkers. Jeg sukkede højlydt.

Jeg rakte hen over natbordet, hvor jeg istedet fik fat i min mobil og kiggede på displayet. 06:46. Jeg gik hen og hev et sæt undertøj frem i sort som jeg lagde på sengen, og daffede derefter ud på badeværelset for at tage mig et bad. Et langt, trøstende bad.

 

Varmen fra vandets tykke stråler fik mig til at sukke af nydelse, og den sidste rest af anspændthed forsvandt.  Langsomt dukkede enkelte billeder fra drømmen op, og jeg undrede mig over lyden. Nok var det mit ur der havde vækket mig, men alligevel. Der havde været noget ved det. Jeg havde følt mig styret. Tortureret. Desuden kunne lyde i en drøm jo ikke gøre en fysisk ondt, vel? Jeg blev under vandet til mine fingre var blevet til rynkede rosiner og gik så ind på værelset igen med et håndklæde pakket om mig.

 

 

 

                                                                * * *

 

 

 

"Annabell Morgan! Bliv nu færdig, ellers kører vi altså uden dig!" Blev der råbt af mor nede fra hoveddøren. "Nu skal jeg være der! Bare to minutter mere!" Råbte jeg tilbage og vente mig om mod spejlet igen.

"Vi venter ude i bilen!". Hoveddøren smækkede i med en hårdt bump. Jeg skyndte mig at tjekke min taske for hver ting, for derefter at humpe ud af væreslet.  Ved entréen fik jeg fat i et par blå Converse som jeg skyndsomt fik fødderne i og stoppede kort ved spejlet for at se om jeg manglede noget. Nix. Bare den samme kedelige pige, på en højde der sagde 165 cm, med uskyldige dybblå øjne der mindede om krystalklart vand, indrammet i lange mørke øjenvipper og finbuede bryn. Læbernes samme bøjning i et smil til mennesker der sagde: "Godmorgen," havde mistet en lille del af sin glans. Kun håret kunne tæmmes til at se nydeligt ud, men ikke tøjet. Det kedelige tøj fra udsalgspriser jeg ellers selv synes godt om. Det tøj der skjulte min elskværdig halskæde fra nysgerrige blikke.

Jeg havde fundet den blandt mine fars ejendele, efter han forsvandt fra jordens overflade på en eller anden ekspedition, selvom han underligt nok aldrig plejede at tage den af. Jeg tog den blidt op ad den lille V-udskæring på min trøje, og holdt den op i min håndflade. Vedhænget var formet som et perfekt øje, der gik i et med mine øjne. Som mine fars. Den var på størrelse med en halv tommelfinger med formen i sølv, men øjet i blåt. Jeg huskede på at jeg skulle i skole og satte sukkende i halv løb mod bilen.

 

 

 

                                                               * * *

 

 

Jeg nåede knap nok at åbne låsen op til mit skab, før tvillingerne, Stella og Alissa, løb skrigende hen imod mig. Hvis de begge havde haft den samme tøjstil - hvilket de så ikke havde - ville folk der selv nu havde svært ved at kende forskel på dem få seriøse problemer med dem at gøre, men eftersom jeg var eksperten, kiggede jeg dem altid i øjnene. Stella havde lyse chokoladebrune øjne, hvor derimod Alissas kun var en anelse mørkere med sine brune stænk. Men selvfølgelig var det nemt at se forskel på dem, da de jo ikke havde samme tøjsmag. Alissa var lidt prinsesse i det, mens Stella bare var for piget. De havde begge lyst hår, og misundelsesværdige smilehuller.

"Anna! Du gætter aldrig hvad der lige er sket for os!" Skreg de i hovedet af mig. Det plejer normalt ikke at irritere mig, men lige nu havde jeg det som mine øre ville sprænges endnu engang, og jeg var på randen af at holde mig for ørene. De ville have mig til at gætte. Mit ene bryn fløj op i en bedrevidende attitude. "Nå, så det tror i ikke?" Jeg lod mit blik granske deres ansigter, der strålede af højlys glæde, selvom jeg allerede kendte svaret fra vores telefonsamtale igår om hvor vidt deres 'elskere' ville invitere dem ud eller ej. "Så lad mig gætte. De der fodboldfyre i har stirret på så utallige gange og skrålet til når der har været kamp, har endelig inviteret jer ud?" Svarede jeg, med et medfølende smil.  

"Ja de har nemlig!" Hvinede Alissa, en anelse skingrende. Snart dansede de begge deres lille sejrdans. Da jeg vendte mig om mod skabet for at bytte rundt på nogle bøger, begyndte de at hviske lavmælt sammen, hvilket undrede mig en anelse. Kun en anelse.

"Jeg tror hellere vi må smutte nu, tvilling. Det ser ud til at Alex har noget på hjerte - og kun for Annabell!" Sang Stella, med det samme lumske smil på læberne hver gang der blev talt om Alex. "Du har søreme ret, tvilling! Vi ses til time Annabell!" Stemte Alissa i, og blinkede med sit ene øje i retning af mig inden de gik. "Bliver i ved, ender det med at bringe uheld!" Råbte jeg efter dem, hvilket fik dem til at fnise højlydt.

Hvis i ville vide det, så var Alex en fantastisk fyr. Bare ikke på den måde. Han var høj, havde mørkebrunt hår der for nylig var sat op i rodede pigge. Hans naturlige grønne øjne, og den veltrænede krop kunne få de fleste piger til at smelte - ikke at jeg vidste hvorfor når det kom til øjnene. Selvom hans ydre udstrålede en anelse hårdhed, var han faktisk det modsatte. Han sagde pænt nej til at date piger han ikke kendte for godt. Han var venlig overfor de nye elever, som var han deres vejleder. Og så fik han endda gode karakterer. Ligeudsagt var han: charmerende, venlig og en intelligent person. Og så min bedste ven. Selvom tvillingerne altid drillede os med at vi havde noget kørende, hvilket vi bestemt ikke havde, ignorerede vi det bare.

 

"Ann? Hey er du okay?" Han stod foran mig med sine bryn rynkede i bekymring og vinkede med den ene hånd foran mit ansigt. Jeg blinkede et par gange. "Ja undskyld. Jeg tænkte bare. Hva' så?". Han trak hånden til sig i overraskelse. "Jeg spurgte dig om du skulle med til Juleskoleballet imorgen aften." Meningen med at holde et Juleskolebal to måneder før December, var så eleverne kunne - med lærerenes ord: "skelne imellem de to ting, og ikke ligne trætte zombier til ballet". (aftenen lige efter eksamens lange prøver). Ja de skulle bare vide hvor meget en pige egentlig tænker på prøverne, end på ballet - eller de fornuftige ihvertfald. "Jeg ved det ikke rigtigt. Det jo ikke helt mig ved du nok. Så den står på kvalitets tid med familien. Hvad med dig da?". Han lavede store himmelvendte øjne, som havde han tryglet de højere magter efter noget andet der aldrig kom, hvilket bare fik mig til at smile. "Tænk at du hellere vil det end at komme til skoleballet." Hans øjne skiftede straks til et bedende blik. "Tag nu med til ballet, Anna. For min skyld?" Åh nej. Han var igang med at lave sit 'tigge trick', som jeg havde vane for at kalde det.

Han flettede sine fingre ind i mine i et bestemt greb, hvor han derefter gravede ned i en af sine lommer med den anden og fandt sin mobil frem. Gud nej. Ikke det, Alex! Sidst han gjorde det gik vi i underskolen, hvor han for første gang ville invitere mig ud til et skolebal.

 

 

Vi stod og snakkede om hundegalskab ved vores skabe mens flokkevis af elever gik rundt på gangen, indtil han pludselig spurgte: "Anna, vil du tage med mig til ballet?" Emnet overraskede mig meget, eftersom han vidste jeg ikke var bal-typen. Sidst vi havde haft denne diskussion endte han med at sige at han ville få mig til at skifte mening næste år. Det havde ikke skræmt mig førhen, men nu hvor jeg stod her og så et blik jeg ikke rigtig kendte til i Alex grønne øjne, pirrede tanken mig med stor kraft. 

"Alex, du ved godt jeg ikke er interesseret i sådan noget," svarede jeg en anelse muggent. Min morgen havde været skrækkelig. Det hemmelige blik slukkedes og istedet tændtes et bestemt blik, der fik hans ansigt til at ligne en vis, gammel mand, hvilket i Alex' verden var det samme som at se en gorilla på cykel, eftersom han altid lignede en lille sur hvalp, med sit hår faldende som et gardin over det ene øje. Han tog min hånd, og flettede vores fingre sammen til en bestemt knude. Jeg kiggede mig chokeret rundt og så blik efter blik lande fra vores sammenflettede fingre til mine lavt blussende kinder. Alex lagde mærke til opmærksomheden og et lille grin oplyste hans ansigt op i et charmerene smil. Han sænkede sin frie hånd ned i buskelommen og hev sin mobil op. "Alex hvad pokker laver du? Hvis du virkelig ville have opmærksomheden, kunne du så ikke lade være med at bruge mig som din åndssvage lokkedue?" Hviskede jeg vredt til ham, mens mine kinder nu var som farven på et granatæble. Han kiggede op fra sin mobil, tidsnok til at se mit ansigt og smilede muntert. "Jeg skal da have dig med til det bal, så jeg scroller efter musik. Jeg sagde jo hvad der ville ske næste gang jeg ville invitere dig. Opmærksomheden er fordi jeg netop ved at du ikke bryder dig om den," svarede han som om det var den mest naturlige ting i verden. "Alex, vil du ikke nok lade være? Please?" Jeg sendte ham et bønfaldende blik. Straks efter vibrerede vores lille del af gangen med kærlighedsmusik, og mine kinder blev på lig med modne jordbær, idet Alex gik ned i knæ med et strålende smil vendt mod mig - og kun mig. Flere piger fnisede hysterisk, og jeg kunne høre flere mobiler tage billeder af os. "Ikke medmindre du, min skønne Annabell, vil gøre mig den lille tjeneste og tage med mig til årets juleskolebal," svarede han med det største smil jeg havde set længe, men hans øjne bad mig. De tiggede og tryglede om denne ene ting, som var det at give en ekstra godbid til sin hund for ingenting. 

Rundt omkring os blev der piftet og mange af dem begyndte at råbe: "Sig nu ja! Sig nu ja!". Jeg kunne ikke tage det. Blikkene, lydene, opmærksomheden og Alex' tryglen. Jeg ville ikke. Jeg kunne mærke noget indeni i mig blive tungt. Kunne det være ydmygelsen?  

"Alex vil du ikke nok lade være?" Mine kinder brændte som bare fanden mod mine kinder, og jeg kunne mærke mine øjne prikke. Nej! Jeg ville bestemt ikke græde. "Hvis du ikke siger ja, så må jeg nok hellere gå til drastiske metoder," sagde han så højt at alle kunne høre det, hvilket satte igang i en bølge af opbakning og kommentarer. Og jeg vidste hvad han ville. Synge. Han ville synge! Gud nej! "Nok! Det er nok Alex! Ville du ikke nok stoppe?" Spurgte jeg højt henover musikken. Mine øjne sved og jeg blinkede hårdt for ikke at græde. Det her var virkelig ydmygende. Han rystede trist på hovedet, som havde han håbet på et ja. Jeg kunne mærke min krop ryste af angst. Jeg kan ikke være her længere. Inden han kunne nå at åbne munden for at synge, tog jeg til i styrke og hev min hånd til mig. Og som havde Alex vidst hvad jeg ville gøre, rejste han sig hurtigt op. Bare ikke hurtig nok. Jeg skubbede ham hårdt ind i skabene på forbifarten og styrede ind på pige-toilettet længst væk fra dem. Dem alle sammen.

 

 

Alex havde været knust, men vi tilgav hinanden hurtigt. Han var normalt ligeglad med hvad folk tænkte om ham, hver gang han gjorde noget der tiltrak opmærksomhed. Så nej, han var aldrig let at komme af med. Jeg var så godt igang med mindet, at jeg nærmest glemte hvor jeg var. Jeg indså at han allerede var igang at lede efter den samme kærligheds sang på sin mobil som sidst. Jeg sendte ham et bedende blik, men han gav mig nådestøde ved at ignorerede det. Som sidste gang tiltrak vi os opmærksomhed. Dog var der flere mennesker denne gang end sidst, eftersom vi gik i High school.

"Alex, stop det mens legen er god, gider du? Ellers bliver du vare knust igen," sagde jeg advarende, men mine kinder var allerede højrøde. Han smilede. "Bare rolig, jeg er ikke den samme knægt som sidst. Desuden siges det at anden gang er lettere end første." Han gik ned i knæ. Publikum piftede. Åh nej. Hvordan kommer jeg væk herfra? Tænk, Annabell, tænk! Men jeg kunne ikke. Mine øre var rettet mod publikum, min krop naglet til jorden og  min hjerne i baglås. Kom nu! 

Idet han skulle til at åbne munden op for at synge, smækkede jeg håndfladen mod hans mund så det gav et højlydt smæld. Folk enten gispede eller var tav af chok. Enten troede de at jeg ville lamme ham en, eller også kaste mig om hans hals og sige ja. Men jeg gjorde hverden det ene eller det andet. Jeg gjorde intet. Jeg fortrød næsten min handling, og stilheden syntes at være mere kvælende end larmen. Jeg stod bare der; halvt bøjet ned over ham, og så ind i hans afventende blik og smilet der strålede af selvtilfredshed, som vidste han hvad jeg allerede ville svare. Hvad ville jeg mon egentlig vælge? Tiden sneglede sig afsted. Afvis, afvis, af-

"Okay, okay, jeg skal nok tage med til det åndsvage skolebal med dig, bare du ikke synger," busede det desperat ud af mig inden jeg kunne nå at stoppe det. Hele flokken piftede og hujede som var vi til bryllup. Og så ringede klokken, heldigvis. Gruppe efter gruppe forsvandt, men jeg var bange for at han ville synge hvis jeg fjernede min hånd. Han slukkede for musikken, og prøvede at fjerne min hånd men jeg gav mig ikke. Han synger bare. Klokken stoppede sin ringen, og han prøvede endnu engang. "Lover du så at du ikke synger?" Spurgte jeg irriteret. Han tav et øjeblik før han så nikkede. Jeg ventede åbenbart et par sekunder for længe, for han slikkede min håndflade. "Ad Alex! Din skid!" Jeg fjernede omgående min hånd. "Jeg ville nu ellers gerne se dig være på randen af at græde igen," sagde han, og kunne irriterende nok ikke kvæle grinet i sig. Jeg sendte ham et dræberblik. "Hvor er du bare barnlig, Alex." Vi skyndte os begge til time. Desværre blev det store rygte i næste frikvarter så, at alle troede Alex og jeg havde en hemmelig affære. Pokker tage rygtespredere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...