The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1863Visninger
AA

14. First day of school

Matematiktimen havde langt fra været slem. Faktisk havde det gået så fint med at skulle løse ligninger, at den aldrende lære, Mr. Corg, roste mig op til flere gange på klassen. Til min fortrydelse var de færreste af eleverne begyndt at se mig som en fjende istedet for kammerat, hvilket irriterende nok trak mig ned under feltet: den nye pige tror hun er sej.

Det havde vist sig at Emely og jeg havde samme fag om onsdagen, med undtagelse af i dag hvor Emely uheldigvis var blevet indkaldt til et top vigtigt møde hos rektoren, hvilket vi var blevet enige om sikkert handlede om hendes færden på Jorden, hvor vi begge handlede forkert. Underligt nok ville rektoren ikke snakke med mig før jeg var begyndt at vende mig til omstændighederne i forbindelse med min nye tilværelse. 

Den næste time bestod af "Magia", hvilket betød at jeg skulle lærer om et fag der aldrig havde eksisteret i mit liv før nu, nemlig magi. Om end jeg nok var skræmt fra vid og sans, så skulle jeg forfærdeligt nok også overleve en hel time i frygt og med et tomhændet ønske om viden inden for faget.

Desværre var Emely faktisk nødt til at gå et kvarter før matematiktimen sluttede, hvilket efterlod mig tilbage som et hjælpeløst og forvirret barn midt i en vrimlen af mennesker. Jeg trak vejret dybt ind, og begav mig til at følge vejen på kortet, som var blevet mig givet under matematiktimen, mens jeg spejdede efter lokale 135. Men allerede efter godt fire minutter hvor gangen var blevet mennesketom, blev jeg så oprevet og flov at tårerne næsten blændede mit syn, hvilket resulterede i at jeg stødte ind en krumbøjet ryg, så vedkommendes hoved ramlede ind i et af de lave skabe på gangen, og gav et vræl af forskrækkelse fra sig. Klar på samme behandling som jeg fik i morges af Ashley, Mimi og Amber da jeg typisk nok skulle vise mig at være så dum, satte jeg ansigtet op i krigeriske folder, dog stadig med hovedet sænket så mine tårer ikke ville kunne ses. Personen, som viste sig at være pænt tiltrækkende, vendte sig om mod mig med en gnidende hånd for panden, og var sikkert allerede klar med vrede spørgsmål og kommentarer.

"hvad fand-"

"Så er det nok!" afbrød jeg ham. "Jeg undskylder på det kraftigste, men for at være helt ærlig-"

"Hey-"

"Så har jeg ikke overskud til at blive bombarderet med flere beskyldninger omkring god opførsel eller min klodsethed." 

"Sto-"

"Så jeg er ked af at jeg gik ind i dig og kan vi så springe videre til at lade som om det aldrig var sket?"

En hånd på skulderen satte endelig en stopper for min talestrøm og jeg hørte en overraskende blid latter fylde gangen op med en mere mild stemning end min egen. Jeg kiggede endelig op og så fyren smile ned til mig. Han var høj, omkring 180 cm, med brede skuldre og en mørkebrun, pjusket manke om sit kønne ansigt. Dog var der det bemærkelsesværdige ved hans øjne; det var ikke helt til at skelne i mellem farverne, men kunne sagten minde meget om en slags tåge i grå og blå toner. Klædt i løse, sorte bukser, hvid skjorte med ærmerne op til albuerne, og et M indgraveret på brystlommen og en rød blazer hængende over skulderen lignede han bestemt en der var til audition for hovedrollen som prinsen.

Irriterende nok faldt det mig først nu ind at huske på mine tårer, og jeg blinkede hårdt for ikke at lade dem trille ned ad mine kinder, selvom jeg var hundrede procent sikker på at han allerede havde set dem i øjenkrogene.

"Er der noget i vejen?" Spurgte han. Hans ansigt rynkedes og han så ud til at være lidt i tvivl om at skulle kramme mig eller bare stå der og glo dumt. Jeg rystede smilende på hovedet, kunne virkelig godt lide at se ham bekymre sig om en han lige havde mødt. Og da lagde jeg endelig mærke til at klokken ringede ind til time. Jeg stivnede; prøvede at få ro på mig selv inden jeg så min sidste redning, fra at finde rummet, gå fra mig. 

"Jeg er okay. Farede bare lidt vild, det er det hele. Jeg hedder Bell," introducerede jeg mig selv, og rakte hånden frem. Hans bekymrede udtryk mildnedes med det samme. "Chad," sagde han kort for hovedet og rystede min hånd. Et chok gik i gennem mig og mindede på en måde forfærdeligt meget om Emely, i det jeg fik hende skubbet ud af  fra vampyrens greb så hun var uden for hans vidde; da havde jeg en følelse af varme omkring mig, som flydende olie. Chad gav mig dog ingen følelse af varme eller olie. Istedet fik berøring mig til at føle mig lettere og hurtigere; gav mig fornemmelsen af at have en lun snurretop i maven. 

Før jeg kunne nå at spørge om hjælp til at finde lokalet, havde han allerede snuppet og skimmet mit skema igennem og smilede. 

"Magia med Mrs. Devil, perfekt, lige hvor jeg skal hen." Han tog mig om håndledet og førte mig raskt afsted inden vi kunne nå at komme endnu flere minutter forsent.

"Mrs. Devil? Jeg tror du tager fejl, for hun hedder..." Jeg smuttede skemaet ind i den hånd der ikke allerede havde hans fingre viklet om mit håndled for selv at se efter, men han afbrød mig.

"Det kalder vi hende kun bag ryggen på hende. Vent med at se mit seneste nummer på hende om ikke mindre end en time, du vil elske det," sagde han kækt. Jeg skulle lige til at spørge hvad han fablede om, men han kom mig i forekøbet.

"Fik jeg egentlig sagt at du vil komme til at synes godt om denne her skole?"

Jeg rystede på hovedet.

"I så fald byder jeg dig velkommen."

 

 

På vejen til klasseværelset havde han sagt at han havde forsinket Mrs. Devlin, som hun jo i virkeligheden hed, ved at "rode" lidt i hendes papirer, som hun efter sigende  ville have uddelt på klassen, men hun ikke havde en jordisk chance for at finde igen.

Unge piger og drenge sad klumpevis rundt omkring ved bordene i deres skoleuniformer og nærmest råbte sig vej til at få chancen for at snakke. I dét vi trådte ind i klassen blev der stille. Og så brød helvede løs. Flere af eleverne rejste sig gladestrålende og gik hen for at klappe Chad på skulderen med små komplimenter omkring lærerens forsinkelse. De blev nærmest draget af ham som børn blev draget af slik. Jeg besluttede mig derfor at benytte mig chancen til at finde mig en plads bagerst i rækken. Ikke at Chad ville lade mig slippe så let. Han kom hen til mit bord så snart resten havde givet ham en kompliment eller to. Han lænede sig hen over mit bord, plantede sine albuer ned i bordpladen og så ud til at ville sige noget. Han smilede. 

"Er du klar på at se noget sjovt?" Spurgte han kækt, og lignede nu en dreng der glædede sig vildt til juleaften. Inden jeg så meget som kunne have nået at nikke, skridtede en vred dame ind i klassen, og selv herfra hvor jeg sad kunne jeg se hendes øjne lyne af raseri, hvilket slet ikke passede til hendes hjerteformede ansigt og kroppens milde kurver. Hendes kropsnære uniform sad som var den skrædersyet til hende, hvilket den muligvis også var. Øjnene mindede mig om klamt stadset mos, og håret var sat så stramt tilbage i en knold, at man skulle tro hendes øjne kunne falde ud ad hovedet på hende hvert øjeblik det skulle være.

Alle skyndte sig tilbage til deres pladser, med undtagelse af Chad, der i stedet fællede det nærmeste bord og rykkede det tættere på mit, alt imens hans øjne strålede af ren og skær luskeri. Hun stoppede op ved katederet skrev noget på tavlen, lænede sig op ad det og nidstirrede ham i hele ti sekunder før hun genoptog sin undervisning.

"Godt så, hvem kan så forklare mig hvad forskellen på begreberne ordmagi, talmagi, og berøringsmagi er?" Hendes stemme steg i styrke i det hun lod blikket flakke rundt i mellem eleverne, klar på at hugge til det svageste bytte i rummet med et frydefuldt smil om læberne.

"Ingen? Hvor skuffende. Hvad med dig, Mr. Ventus? Ingen bud?" Hendes stemme havde en skingrende klang. Jeg forstod nu at hun havde valgt Chad som sit offer, eftersom nogle blikke vendte sig i hans retning. Hun håbede på at han ville svare forkert, eller sige noget dumt som: "det ved jeg ikke," og jeg forstod endelig hvorfor hun trængte til at få genopfrisket sit navn til Mrs. Devil.

Han kiggede op, smilende, og på ingen måder bange for en skideballe eller to. "Ordmagi bruges i form af rim eller kraftige ordre, Talmagi ved koncentreret og høj stemme og berøringsmagi ved fysisk kontakt eller en enkelt fingerbevægelse - eller skulle man nu være kraftfuld nok, ville man muligvis også kunne gøre det ved blot at tænke på det."

Hun bed sig, irriteret over sit kløgtige bytte og vendte istedet øjnene mod mig, interesseret i en kvindelig modstander.

"Og hvem har vi så her?"

Jeg mødte hendes blik uden at blinke. Jeg kendte engang den samme form for lære som jeg nu befandt mig i selskab med; en der bare ventede på at kunne få sig noget at køre deres vrede ned over.

"Bell Morgan, ma'am."

Hun hævede sit velplukkede øjenbryn en tand lidt for højt til at lade det virke som en spørgende gestus, og jeg klappede i. Blik efter blik efter blik blev vendt mod mig; ejede af enten dømmende, nysgerrige eller kedsommelige hoveder. Samme som i matematiktimen. Noget sagde mig at dagen stadig har langt til ende.

 

 

 

Klokken ringede, og før hun kunne nå at udsende flere spørgsmål eller ligefrem ordre, rejste vi os alle med besked på lektier til næste gang, hængende over vores hoveder som sorte skyer.

Så snart jeg var ude af døren med Chad i hælene, mødte jeg Emely stå og spejde efter mig. Da hun så mig smilede og vinkede hun os hen til sig. 

"Så du har allerede mødt Chad? Super! Kom så, jeg er hundesulten!" Hun tog mig om håndledet for at trække mig rundt. Ved min side gik Chad, og lignede en der kunne finde på at grine når som helst det skulle være, mens han hele tiden kiggede sig bagud.

"Når ja! Jeg glemte helt at fortælle dig, at dine bøger først kommer her sidst på dagen. Men det skal du slet ikke tænke på nu. Du skal møde et par venner ud over Chad der," sagde hun og nikkede mod Chad der smilede gavtyvagtigt tilbage, dog med en lille kant af ømhed over for hende.

Jeg hev blidt hånden ud af hendes greb. "Jeg tror ikke det er en god idé," sagde jeg langsomt, og prøvede at tænke på den første og bedste undskyldning jeg kunne finde på. Kunne en vampyr blive syg? Det mindede mig om, lagde Chad aldrig mærke til at jeg var bare den mindste smule anderledes?

"Glem det Bell, du kommer med os gør du," Sagde Chad blidt men bestemt. Jeg sukkede opgivende og lod dem føre mig videre til kantinen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...