The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1801Visninger
AA

15. Cafeteria

Nervøsiteten var på højkant, og jeg kunne mærke mine håndflader blive fugtige. Mit hjerte bankede derudaf som var det en væddeløbshest i fuld galop. Da vi - Emely, Chad og jeg - standsede op ved kantinedøren, var jeg næsten sikker på jeg skulle besvime.

På den anden side af døren hørtes der larmende unge mennesker, og hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro de alle smaskede på en og samme tid. Så er det nu. Jeg tog en dyb indånding og gik efter dem gennem døren.

Og jeg var målløs. Kantinen lignede langt fra hvad man overhovedet ville kalde for en kantine; ensartede, runde og udsøgte borde var placeret i noget der skulle se tilfældigt ud, mens deres tilbehørende stole stod og enten vendte i vejret med deres ben, mens de ventede på en ejermand, eller havde passagerer med numserne placerede på deres fine lille pude så man ikke skulle få ondt af at sidde på træ. Et kæmpestort bord herskede i midten af kantinen, fyldt op med alt hvad hjertet kunne begære, mens eleverne gik rundt om det som var det katten om den varme grød.

Blik efter blik vendte sig rigtig nok i vores retning, og blev der i et par sekunder i enten nysgerrighed eller dømmende. Ingen vendte sig om for kedsomhedens skyld, nu hvor de havde deres mad at slå sig til. Dog var der nogle enkelte der var stoppet og stirrede nu henne fra køen af. Men hvad der fangede mit blik, var bordet henne ved hjørnet som Emely havde introduceret som vores. Vi drejede hurtigt hen mod køen, og jeg lod mit blik kort strejfe henover de andre elever, hvor de fleste af dem havde genoptaget deres opmærksomhed mod maden mens de endnu snakkede.

"Ja det var måske ikke lige det du havde regnet med af en magisk skole at være, vel?" Sagde Emely, som var hun min helt egen vært. Jeg rystede op hovedet, stadig betaget af synet af maden ved buffeten, og stillede mig bag Chad med en tallerken parat i hænderne. Som prikken over i'et, begyndte min mave at rumle og jeg følte mig mere tilpas end nogensinde før. For jeg ville jo nødig føle mig endnu mindre menneskelig end jeg allerede gjorde i forevejen.

"Var det ikke lige et tegn om at du er sulten? I så fald, bare tag for dig!" Sagde Emely lettere henrykt. Jeg smilede og fyldte lidt på for hvert skridt jeg tog, indtil jeg konkluderede at nu havde jeg fået nok og gik derfor videre, med Chad og Emely ved min side.

Selv på lang afstand kunne jeg høre mandskabet ved bordet snakke højlydt om hvad jeg gættede på var lektierne, og ænsede os knap nok da vi satte os ned. Drengen der sad overfor mig vendte tilbage til det han sikkert hele tiden havde prøvet på at gøre, samtidig med at han havde snakket med pigen; sidde med hovedet nede i en bog og skrible på livet løs med sin blyant - eller det der var tilbage af den. Jeg fik dog kort skimmet at han havde et par briller på, sandfarvet hår, lidt alfestrittende ører og hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg vædde med at han også havde fregner.

Pigen stoppede brat sin egen samtale med drengen for at nikke til mig. Hendes hvide hud, de mandel brune øjne og det mørke, korte hår med striber i både grøn og pink, stod sig egentlig godt til hendes lette ansigtsform med de tydelige kindben. Havde hun nu derimod fjernet sine lag af sort make up, som gav hende et lidt mørkere udtryk, ville hendes attitude ikke have skreget hård pige, længere.

"Det her er Harper Aqua og Zed Powell, det par der kan diskutere til langt ude på natten om et så simpelt emne som..." introducerede Emely de to ved bordet for mig, og ledte nu efter et bestemt ord hun kunne sætte på dem.

"Som katte! Kan du huske den gang de drev os andre til vanvid om katte-gade-snakken? Wow jeg var ærligtalt ved at dø af kedsomhed kan jeg godt fortælle dig!" Kom Chad ind og grinede lavt da han så begge ansigter blive vendt mod sig af ren interesse. Og til alt held fik jeg hurtigt øje på de sidste detaljer på drengen, Zed: fregner, høje kindben og en lige næse.

"Når ja!" Smilede Emely, og blinkede taknemmeligt til Chad. "Harper, Zed, mød min nye værelsekammerat og veninde, Bell Morgan." Vi nåede knap nok at hilse på hinanden før Chad afbrød os.

"Når ja! Hey Harper! Giv mig så de penge!" Han lavede hit-med-pengene gestus til hende. Hun lavede store øjne af overraskelse. "Det gjorde du bare ikke! Hvordan så det ud? Blev du fanget?"

"Gjorde hvad?" Spurgte Emely, idet hun rakte ud efter to pærer fra Chads madbakke. Hun rakte mig det ene og jeg tog glædelig imod det. Den søde saft var så overvældende at jeg lige var ved at spilde nogle dråber ud af min mund. Jeg lavede store øjne af forbløffelse. Hvordan kunne præcis denne pærer smage så fantastisk? "Det siges åbenbart at den her skole får de bedste råvare," hviskede Emely mig i øret, som havde hun lige læst mine tanker, og rakte mig en serviet.

Chad og Harper skændtes stadig, indtil det punkt hvor selv Zed var ved at sprænges af irritation. "Hallo, hvad handler det her væddemål nu om?" Sagde han lettere fustreret. Harper sukkede dramtisk; afsluttede sin samtalen med Chad for at kunne svare Zed. "Jeg blev så irriteret på Mrs. Devil i sidste uge da hun blev ved med at stikke til mig, så jeg fik Chad til at love mig at han ville lave et nummer på hende senest i dag, hvor han til gengæld ville vinde nogle kontanter af mig. Men hey! Hvordan kan jeg vide at du rent faktisk har gjort det?" Sagde hun med et blik fyldt med stædighed. Mente hun det med papirerne?

Som svar smilede Chad. "Vent til om 3 ... 2 ... 1 ..." Han lavede en gestus hen mod døren, hvor Mrs. Devil straks efter styrtede ind i kantinen. Hendes smarte, skrædersyet uniform - som jeg før glemte at nævne var i en blålig farve - var nu endt med at være hvid lige fra hovedbunden af og til knæene, hvor både grå og hvide fjer stak ud fra hver eneste centimeter af hendes klistrede krop. Under malingemasken stirrede Mrs. Devil ud over hele kantinen med et rasende blik, klar på at skulle give den skyldige den hårdeste straf nogensinde, alt imens eleverne begyndte at skrald grine.

Hele vores bord faldt sammen af grin, og selv jeg kunne ikke lade være, for hun lignede seriøst en der havde været ude for at fodre nogle duer, der bare havde skidt på hende som tak. Selv de fleste blev kvalt i deres egen mad mens de sprang af grin ad Mrs. Devil.

"Okay,okay, du vinder! Her er de," sagde Harper, lettere rystende af grin og rakte Chad nogle kontanter. "Jeg må indrømme, at du virkelig har overgået dig selv gamle dreng."

Jeg holdt inde igen. For først da begyndte jeg at undre mig. For hvordan kunne han dog have gjort det, når han hele tiden havde været ved min side?

Og nu hvor min latter endelig var lettet, da bemærkede jeg det; en let kryben hen ad den øverste del af rygsøjlen, omkring nakken, som tegn på at jeg blev stirret på. Og selvom det burde have været fysisk umuligt at se personens øjenfarve flere meter væk, siddende på et bord og omringet af drenge, så jeg dem alligevel. Grønne, med lysebrune stænk. Som når et blad er på vej til at visne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...