The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1765Visninger
AA

9. An abnormal day

Selvom det var for tidligt til at stå op, kunne jeg ikke sove længere. Det vidste jeg bare. Jeg gik ud på badeværelset og tog et dejligt langt bad under bruseren. De varme dråber trillede drillende ned ad min skulder, og trøstede mig med ord der lød så rigtige og lovende at helt glemte at jeg var bange.  Jeg trådte ud og børstede mine mørke kruser, mens de triste spørgsmål nu var begyndt at overmande mig. Hvordan skulle jeg kunne se Alex i øjnene igen efter episoden ved parken? Weekenden var ovre og jeg fik undgået ham med kun nød og næppe i de første to dage på skolen, ved at gemme mig i pedelens skab og på pigetoilettet. Hvor lang tid ville der mon gå indtil tvillingerne også begyndte at stille spørgsmål? Eller er de - forhåbentlig - alt for optaget af deres kærester til at lægge mærke til at jeg mangler? Jeg kiggede på mit spejlbillede og besluttede mig for kun at lægge lidt mascara på vipperne.

 

                                                                       

                                                                         * * *

 

 

Jeg befandt mig i historietimen i halvt sovende, og halvt vågentilstand. Hr. Hawer snakkede uafbrudt om alt og intet som selvfølgelig var til at dø over. Bogstavelig talt. Jeg kiggede op på uret. To minutter tilbage. Jeg vendte mig om mod forsamlingen som så lige så døde ud som jeg. Undtagen drengen i det let flossede tøj der sad lydigt på forreste række og fik skriblet hvert et ord ned, som var de svar på eksamenen. Selv lyden af den flue der kredsede rundt om hans bord. Jeg lukkede kort mine øjne og en bog blev smækket ned på mit bord - få centimeter fra mit ansigt. Jeg veg hvinende tilbage i stolen og var lige ved at falde ned. Foran mig stod selveste Hr. Hawer med sit vrede blik der kunne få selv en elefant til at sidde ned som en hund, rettet mod mig. Han skulle lige til at åbne munden da klokken ringede og eleverne styrtede ud af klassen uden at tage notits til hverken den retlinjet besked på tavlen eller Hr. Hawer selv. Han lukkede munden sammen igen og gik irriteret hen mod sit bord. Jeg pakkede lettet mine ting sammen og løb ud af klassen.

 

Jeg stod ude i gangen og fumlede med låsen til mit skab. Klik. Jeg åbnede det og tog de få ting jeg ville få brug for til mine lektier. Jeg scannede indersiden af skabet efter noter, da mine øjne låste sig fast til et billede. Et billede af min far og jeg fra da jeg var syv år. Det var ham der havde foreslået mig en mappe til mine tegninger. Men han forsvandt nogle dage før min tiårs fødselsdag og kom aldrig tilbage. Død på sin hemmelige ekspedition som ingen overhovedet anede til. Selv ikke min mor. Den tunge følelse af savn og det korte stik at smerte vakte kort op i mig. Jeg smækkede skabet i og løb ud mod udgangen. Jeg ville nu egentligt have ringet til min mor om at få et lift hjem eftersom jeg næsten boede i udkanten af byen, men jeg vidste at hun nu sad med kontorarbejde til halsen så hvorfor ikke tage bussen? Jeg satte forbavset en hånd for maven, idet den protesterede. Jeg sukkede og sendte hurtigt en besked til min mor om at jeg var ude og shoppe, hvilket ikke var helt løgn for det ville jeg faktisk også. Jeg kørte med bybussen ud til storcentret og proppede maven op med kyllingesandwich og en appelsinjuice. Selvom en shoppetur normalt ville have beskæftiget mig en del hjalp det ikke idag. Fordi det ikke var en normal dag. Fordi jeg ikke rigtig kunne opføre mig normalt idag. Fordi jeg netop ikke følte mig normal idag. Jeg satte mig opgivende ned på en bænk tæt ved busstoppestedet og ventede. Og så hørte jeg det. Et skrig. Et skrig der enten tryglede om et længere liv, eller også et der søgte efter hjælp fra de nærmeste - hvis der var nogen. Min hjerne fik kroppen til at spændes i en protest. Der var intet af mig der ville blande sig hvad andgik pigens liv, men det var heller ikke mig der havde kontrol over min krop, idet jeg styrtede efter lyden.

Den var min øje-formet halskæde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...