The Secondary World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
16-årige Annabells liv ændres drastisk, fra at være en normal pige i Den Primære Verden, kaldet Jorden, til et monster i Den Sekundære Verden hvor hun enten bliver frygtet, hadet eller ydmyget. Hun bliver fastsat til at være på Magixe Efterskole, hvor hun med hjælp fra sin nye veninde og vejleder, Emely, skal prøve at falde til, blot indtil der bliver lagt hånd om sagerne fra De Overordne. Både venner, fjender, hemmeligheder, løgne og ikke mindst følelser prøver hun ihærdigt at undgå, da hun bliver givet kræfter der hele tiden vokser. Men snart bliver det for meget for hende, og da hun møder De Overordne giver hun både sin vilje og kræfter til kende.
Mon hun vil blive forvist til Den Tertiære Verden hvor det onde ligger og slumrer i vente på hende? Eller vil nogen komme og redde hende inden da?

10Likes
18Kommentarer
1856Visninger
AA

1. Prolog

Stemmerne var på vej mod ham. Varulvene havde sikkert fundet færten af ham. Han måtte skynde sig afsted. Han pakkede hætten tættere om sig idet han vendte sig om for at løbe. Tilbage til Magixe, hvor hans kroning som et af De Overordne ventede. Der hvor hans familie aldrig ville have skyggen af viden om hvor han befandt sig, og dermed være i sikkerhed. Selvom der var blevet en anelse usselt og mørkt i udkanten af Morgan City om natten, med sine uhumoske gader og det indtørret græs, kunne han ikke lade være med at se dette som sit hjem. Fordi hans kone og barn nemlig var her. De sov stadig i deres trygge hjem med drømme som kun de kunne sætte en grænse for. Det dyrebare han måtte beskytte. Han løb til sine lunger nærmest nægtede at sammenarbejde med resten af kroppen, og måtte dermed samtidig presse adrenalinen ud. Noget hvæsede bag ham. Han vendte sig kampklar med sin bue og pil, og rettede dem mod en dæmon der var på vej mod ham med sine krakelerede vinger i form af skarpe knive. Hans skød, og dæmonens skrig gav genlyd gennem hele skoven, idet den blev til en bunke aske for fødderne af ham. Han løb igen. Han var tæt ved portalen, bare...

 

 

"Far? Tror du der findes ligeså onde væsner som gode?" Spurgte hun, idet hun kom ind i køkkenet i sin pyjamas. Hun gned sig søvndrukkent over det ene øje og satte sig ved køkkenbordet, mens hun ventede på svar. Han tøvede et par sekunder, mens han lod som om han læste i avisen. I sandheden var det fordi han var overrasket. Nej, i chok. Mon hun vidste noget? Han kiggede hen på hende mens hun hældte juice op i sit glas. Han rystede strakst tanken af sig. Sikkert bare børnesnak, tænkte han lettere overbevist. Hun var slet ikke i nærheden af at vide noget.

"Onde væsner siger du? Tja, det jo op til dig om du vil tro på det eller ej," svarede han, og så hende tænke lidt over det, mens hendes krystalklare blå øjne lyste op i undren. Så strålede hele hendes ansigt op i et smil, så man kunne se hendes ene fortand manglede i munden. Hun viste bedrøvet sin tand, som havde været gemt i hånden, frem.

"Tandfeen har ikke været her for at tage min tand, så jeg tror at der måske er sket hende noget," sagde hun med en lav, trist stemme.

"Op med humøret min skat. Det kunne jo også bare være fordi hun havde travlt. Du er sikkert heller ikke det eneste barn hun har glemt," sagde Elena idet kun kom ind i køkkenet. Hun purrede op i deres datters lange, mørke hår og fik igen hendes øjne til at stråle af håb. Selv i sit arbejdstøj var hun langt smukkere end en engel i bryllupskjole. Hun kom hen og kyssede ham godmorgen, og hendes hår kilede ham på halsen. De smilede hemmelighedsfuldt til hinanden overfor deres datter, mens han agede hende over maven. De ventede endnu et barn. 

"Gem den under hovedpuden til du kommer hjem igen fra skole, så vil hun være her på ingen tid. Og få så noget tøj på," sagde han idet han bukkede ned for at kysse sin datter på hovedet. Han skulle til at vende sig om for at gå, idet han kunne mærke hende hive forsigtigt ned i hans øjeformede halskæde med fascinationen malet i ansigtet. Langsomt begyndte den at gløde og han trak sig chokeret tilbage. Hun havde vel ikke..? Med et hurtigt smil og et klap på hovedet på dem begge, forsvandt han ud af døren. Hendes kræfter var vækket til live. Og de var sikkert endnu mægtigere end hans.

 

 

Mindet om hendes udsøgte kræfter vækkede uroen i ham. Han gjorde det for hende. Nej. Han gjorde det for dem. Sin familie. En dag ville de måske mødes igen, men indtil da skulle han nå at krones. Han løb forbi de lave træer, mellem to klippesten længere fremme og dér tændtes et lys. Portalen var åben. Det var nu eller aldrig. Han standsede kort op for at se om de stadig fulgte efter. Stilhed. De var væk.

"Farvel min elskede. Farvel Annabell."

Han sprang ind i portalen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...