De 4 Elementers Amulet - Luftstenen

En episk fortælling om had, kærlighed, venskab og mod. Et gammelt relikvie forsvinder. Thalins skæbne ligger i dine hænder. Luftstenen er første bind i en planlagt bogserie på fire bøger. Bøgerne har været mere end 10 år undervejs. Lad eventyret begynde...

163Likes
124Kommentarer
6475Visninger
AA

2. Rhan Mas

Aya slog øjnene op. Hun lå i sengen på sit værelse. Væggene var af træ og gennem vinduet ved siden af det gamle spejl, kunne hun se ud på brændeskuret og vejen der lå bagved. 
     En mand i farverigt tøj passerede forbi. Han havde en underlig hat på og nynnede for sig selv. 
     Der blev holdt Rhan Mas i Karwa. Den største festival på året. Aya havde aldrig fået lov til at komme med, men håbede at hun fik lov i år, nu hun var blevet tretten. 
     Lugten af speltgrød kom fra køkkenet og afslørede at James var vågen. Han kom nok og vækkede hende om lidt. Så måtte hun overbevise ham om at hun var blevet gammel nok til at tage med.  
     Aya rørte ved sit hår. Det lange, brune hår føltes uglet og hun besluttede sig for at rede det så snart hun var stået op. Man skulle være fin til Rhan Mas.
     Aya trak dynen tættere omkring sig og en vogn læsset til randen med frugt rullede forbi.
     Festivallen skulle være noget ganske særligt. Alle folk snakkede om den. Der var gøglere som jonglerede med skarpe sværd, tryllekunstnere der fik en til at forsvinde og en stor markedsplads hvor man kunne få alt hvad man drømte om. I år ville hun med.
     Døren gik op og James trådte ind. 
     ”Godmorgen. Morgenmaden er ved at være klar.” Sengen gyngede da han satte sig på kanten. 
     ”Far, jeg vil med til Rhan Mas i år.” Det fløj ud af Aya og hendes læber rystede. James kiggede væk et øjeblik, og tog armen hen over hende. 
     ”Det forstår jeg godt. Men du må forstå at du ikke er gammel nok.”
     ”Jeg er blevet tretten.”
     ”Og derfor er du ikke gammel nok.”
     ”Men alle de andre børn kommer med fra de er helt små. Hvorfor må jeg så ikke?”
     ”Du er ikke som de andre børn, Aya. Vi hygger os herhjemme.”
     Aya var træt af at sidde derhjemme og kun nøjes med at høre om alle de spændende ting de andre oplevede.
     ”Jeg tager af sted, om du vil det eller ej.”
     James sukkede.
     ”Det gør du nok. Men først synes jeg vi skal spise morgenmad. Kom.” Han smilte, rakte hånden ud og hun lod sig hive op. Hendes hår hang i en klump. 
     ”Jeg skal lige rede hår, så kommer jeg.” Aya gik over til spejlet og i spejlbilledet så hun James stå bag hende. Han var en god far. Måske bekymrede han sig bare for meget en gang imellem. 
     James kiggede ned og gik over til døren.
     ”Du har også en ordentlig gang morgenhår. Men skynd dig. Grøden bliver kold,” sagde han og lukkede døren bag sig.
     James havde kun lige nået at lukke døren da Aya skyndte sig at åbne vinduet. Hun fandt den lyseblå kjole med sølvstjerner på, som hun havde fået i fødselsdagsgave, og pakkede den ind i sit lagen. Så smed hun kjolen og lagenet ud af vinduet og lukkede efter sig igen. Hun skulle nok blive fin til Rhan Mas.

James øste grøden op i små træskåle og satte dem på bordet. Aya kom ud fra værelset. Hendes lange hår faldt bølgende ned over skuldrene og hendes brune øjne strålede. Hun var sådan en køn pige.
     James trak den ene stol ud fra bordet.
     ”Så er der mad.” 
     De satte sig begge to og begyndte at spise. Der var stille og det var som om noget underligt var i luften mellem dem. Aya trak sig en smule sammen. James tyggede af munden.
     ”Fryser du?” spurgte han og skævede over til ildstedet hvor der ikke var tændt op. Aya rystede på hovedet.
     ”Jeg kan godt gå ud og hente brænde.”
     ”Nej, det er helt i orden far. Jeg gør det når vi har spist.” Der blev stille igen. 
     "Er der noget i vejen?” sagde James.
     ”Jeg har det fint. Hvad skal vi lave i dag?”
     ”Du er bare så stille?”
     ”Jeg har det fint.” Aya spiste den sidste skefuld grød. James rejste sig og begyndte at tage af bordet. 
     ”Tænkte at vi måske kunne spille et slag tichu.”
     Aya virkede så fjern. Der måtte være noget galt. Hun plejede ellers altid at være snaksaglig om morgenen.
     ”Det lyder hyggeligt. Men så vil jeg også begynde. Jeg løber lige ud efter brænde så kan vi tage et spil.” Aya rejste sig og løb udenfor.
     James vidste godt at hun ikke var et lille barn og at han var nødt til at fortælle hende sandheden snart. Han vaskede skålene af og stillede dem på plads.
     Han fik en mærkelig følelse når hun kaldte ham far. En følelse af at være blevet taget i en løgn. Det var som om hun et eller andet sted godt vidste hvordan det hele hang sammen. 
     Aya var ikke som de andre børn. Hun havde et ansvar og han havde ansvaret for at der ikke skete hende noget.
     James tænkte på Tillie og blev pludselig urolig. Det burde kun tage et øjeblik at hente brænde. 
     Hvor blev Aya af?
     Hun havde godt nok sagt at hun ville tage til Rhan Mas, men han troede ikke hun mente det alvorligt. Hun havde sagt det før uden at gøre alvor af det. Hun var ikke gammel nok. Der var alt for mange fremmede mennesker. Hun var ikke klar.
     James besluttede sig for at gå ud og kigge efter i brændeskuret. Bare for en sikkerheds skyld.
     Brændeskuret var tomt bortset fra et lagen og Ayas nattøj der lå krøllet sammen på en brændestabel.
     James tog nattøjet op, gik ud af skuret og så ned af vejen. Der var intet spor af Aya. 

***

Markedspladsen summede af liv. Lyden af lystig musik bredte sig fra det ene hjørne, hvor en lille gruppe musikanter havde taget opstilling. I midten af pladsen var der et stort hvidt telt. Foran indgangen til teltet stod en mand iført sort silkejakke og høj hat. Han holdt en bog i hånden og vendte sig en gang i mellem om for at kigge ind i teltet. 
     Rundt om teltet var der opstillet boder i alle afskygninger og gøglere smilte venligt til en når man gik forbid, i håb om at man kastede dem en mønt. 
     Aya stoppede op ved en lille bod hvorfra en gammel mand med stok solgte smykker. Hun fandt, efter noget tid, et par gyldne øreringe formet som to svaner. De skinnede og hun følte sig draget mod dem.
     Aya kiggede på manden og skulle lige til at spørge hvor meget de kostede da hun kom i tanke om, at hun ingen penge havde. Hun vendte sig bort i ærgrelse. Hendes mave rumlede. Hvordan skulle hun få mad uden penge?
     Hun så sig omkring og stirrede pludselig ind i et par grønne øjne, der lurede frem fra hjørnet af boden. Øjnene mødte hendes og forsvandt så pludseligt igen. 
     Aya gik over for at se efter bag boden, men der var ingen. 
     Hun hørte lyden af hævede stemmer bag sig og glemte for en stund de stirrende grønne øjne. 
     Fire mænd havde taget opstilling foran indgangen til teltet og diskuterede nu højlydt med manden med hatten. Aya var for langt væk til at kunne høre præcis hvad der var grund til deres ophidselse. 
     Hun blev nysgerrig og gik tættere på. Det var manden med hatten hun først hørte tydeligt.
     ”Du er udemærket klar over hvorfor Rhanen har udelukket dig fra tuneringen, Bram. Dit optrin sidste år var ikke ligefrem sportsligt.” Den største af de fire mænd der stod omkring manden med hatten måtte være Bram. Han havde en dyb stemme.
     ”Jeg er ligeglad med hvad Rhanen mener. Du lukker mig ind i det telt nu.”
     ”Jeg beklager men regler er regler,” sagde manden med hatten med næsen i sky. Han fortsatte med at snakke men Aya kunne ikke høre hvad han sagde.
     Hun sneg sig tættere på for bedre at kunne høre hvad der blev sagt. I samme øjeblik vendte Bram sig om og fik øje på hende. 
     ”Ser man det. En tøs.” De fire mænd lo i kor. Manden med hatten sendte dem et skarpt blik og de blev stille.
     ”Lad hende være. Hvad vil du her?” Han så spørgende på Aya. Et øjeblik vidste hun ikke hvad hun skulle svare men pludselig fik hun en idé.
     ”Jeg er kommet for at melde mig til tishu tuneringen,” sagde hun og rettede ryggen. Mændende lo igen og manden med hatten fik nervøse trækningen ved øjenlågene og begyndte at bladre hastigt i sin bog. 
     ”Det her er højst ureglementeret. Jeg tror aldrig vi har haft så ung en deltager, men jeg kan ikke finde noget her der skulle forhindre dig i at stille op, hvis du altså har de hundrede Qink i tilmeldingsgebyr.” Han lukkede bogen og smilte til Aya.
     Tilmeldingsgebyr? Hun havde ikke tænkt over at det måske kostede noget at stille op. Hun sukkede og trak på skuldrene. Ud af øjenkroen så hun Bram rode rundt i sin lomme.
     ”Selvfølgelig har hun de hundrede Qink,” sagde han og rakte  en lædderpose frem mod manden med hatten. Den klirrede da han tog i mod den. De nervøse trækningen ved hans øjenlåg havde nu bredt sig til hele ansigtet og var langsomt begyndt at sprede sig til hans arme og ben. Han tjekkede indholdet af posen.
     ”Jeg ved snart ikke.” Han kiggede skiftevis på Bram og Aya, og kom posen i lommen.
     ”Der er vel intet jeg kan gøre. Jeg skriver dig ind. Hvad er dit navn?”
     ”Aya.”
     ”Vent her.” 
     Aya nåede lige at se hatten forsvinde ind i teltet før hun mærkede en hånd på hendes skulder. Hun blev vredet omkring. Bram havde taget fat i hende og bøjede sig fremover så hans ansigt var helt tæt på hendes. Han lugtede af sprut og hun holdt vejret da han hviske til hende.
     ”Hvis du vinder deler vi gevinsten. Du får ti procent og jeg halvfems.” Aya kunne mærke hans skæg krasse mod sin kind. Hun skælvede.
     ”Og hvis jeg ikke vinder?” 
     Manden med hatten kom igen til syne fra teltet og Aya rev sig løs. Hun hørte Brams svar bag hende da hun gik ind i teltet. 
     "Så skal du ikke regne med at se din far igen.”

***

Aya så sig omkring. Teltet virkede meget større her inde fra. En stor menneskemængde stod samlet i midten af teltet og råbte højlydt, deres ansigter vendt mod en høj træscene i den fjerneste del af teltet.
     “Rhan, Rhan, Rhan,” råbte menneskemængden i kor, deres knytnæver hævet over hovedet.
     På scenen stod en tronstol beklædt med guldbroderet stof og bag tronstolen hang et tungt, rødt tæppe, der bevægede sig svagt. 
     Frem fra tæppet trådte en mand hvis lige Aya ikke før havde set. Han var muskuløs og havde en stolt statur. Menneskemængden jublede. 
     Manden med hatten vendte sig mod Aya.
     ”Rhanen vil tale med dig.” Han tog hendes hånd og sammen gik de hen mod den store scene.
     Aya syntes ikke at der så ud til at være gjort klar til at afholde Tichu tunering i teltet. Der var ingen borde og stole nogle steder.
     ”Hvor skal vi spille?”
     Manden med hatten smilte skævt, hævede øjenbrynene og pegede så ind midt i menneskemængden, hvor Aya kunne se en rund arena. 
     ”Dér.” 
     Aya gøs. Den eneste form for Tichu hun havde spillet var en simpel bordudgave med hendes far. De nåede hurtigt frem til foden af scenen hvor en trappe førte op. Råbene fra menneskemængden tog til i styrke og de hujede og piftede nu så vildt at Aya skulle til at holde sig for ørene da Rhanen rakte hånden ud. 
     Han tog Ayas hånd og hjalp hende det sidste stykke op på scenen. Aya vidste at Rhanen var det politiske overhoved i Karwa. Han var byens leder. Hun nejede for ham. Han tog hende over til tronstolen, hvor han satte sig og signalerede at hun skulle stille sig ved hans side.
     I samme sekund han satte sig, forstummede råbene nedenfor scenen og Aya så alle de forventningsfulde blikke rette sig mod dem. Først da alle var stille talte Rhanen med myndig stemme.
     ”Velkommen til den årlige Tichu tunering. Som de fleste af jer nok har bemærket er Bram her ikke i år. Efter hans opførsel under finalen sidste år har jeg besluttet at udelukke ham for deltagelse. Så kampen om første pladsen er i år helt åben.”
     Et jubelbrøl steg op fra forsamlingen.
     ”I tilfælde af at der er nye deltagere vil jeg ridse reglerne op kort. Bring krystallerne ind.”
     To små buttede mænd tumlede ind i arenaen, bærende på fire mørke træskrin. De placerede det ene i midten af arenaen og de tre andre spredt tilfældigt rundt.
     ”Som bekendt er der en krystal i tre af de fire skrin. Det sidste af skrinene er tomt. Hvilket der er tomt og hvilke der indeholder en krystal vides ikke. To deltagere lukkes ind i arenaen i præcis et minut. Den deltager som efter det ene minut har flest af de tre krystaller vinder spillet. Husk at det ikke er tilladt at bære våben i arenaen. Ud over dette er alt tilladt.”
     Rhanen hævede sin højre hånd.
     ”Lad tuneringen begynde.”   
     De første deltager indtog hurtigt arenaen og Aya så måbende til mens de gjorde alt for at få fat i de afgørende krystaller.
     ”Er han ikke fantastisk.” Rhanens øjne lyste og han fulgte optaget med i kampen der udspillede sig under ham. En kæmpe mand med muskler så store at Aya først tvivlede på om han overhoved kunne bevægede sig var i færd med at tæve en ældre deltager synder og sammen.
     ”Hvem er det?” sagde Aya.
     ”Det er Gruk, sidste års vinder. Han vandt da Bram blev diskvalificeret i finalen.”
     En tand landede på scenen foran Aya og den ældre mand lagde sig på knæ i arenaen. Gruk tævede fortsat løs på ham.
     ”Hvorfor blev Bram egentlig diskvalificeret?”
     Rhanen ventede et øjeblik med at svare for at følge kampens afgørelse. Gruk hævede triumferende sine knytnæver og viste de tre krystaller frem, idet lyden fra en gongong signalerede at der var gået et minut. Tilskuerne brød ud i vilde tilråb og en kastede en sejrskrans ind i arenaen.
     ”Han slog næsten Gruk ihjel”, sagde Rhanen omsider.
     ”Bram havde taget sin hammer med selv om våben er strengt forbudt. Jeg havde ikke noget andet valg end at udelukke ham.”
     Aya tænkte på hvordan Brams hammer ville svinge over hende hvis hun ikke vandt tuneringen. Men hun havde ingen fantasi til at forestille sig at hun kunne slå en kæmpe som Gruk.
     ”Hvornår skal jeg spille?”
     Rhanen lo.
     ”Du skal selvfølgelig ikke spille. Du er jo alt for ung. Nyd blot den gode plads du har fået for dine penge.”
     Det var anden gang i dag Aya havde fået at vide at hun ikke var gammel nok. Inderst inde følte hun sig ikke længere som et barn. På den ene side følte hun at hun var gammel nok til at tage ansvar for sit eget liv og selv bestemme hvad hun måtte. På den anden side havde hun ikke meget at have skulle sagt hvis Rhanen nægtede hende at spille.
     Kampene fortsatte og blev mere og mere brutale som tuneringen skred frem. Deltagerne var tydeligt klar over at æren og de tusinde Qink, der var udlovet i førstepræmie kom nærmere. Aya frygtede turneringens afslutning og hvad Bram ville gøre ved hende når han fandt ud af at hun ikke engang havde deltaget.
     Finalen stod mellem en spinkel, kutteklædt skikkelse og Gruk. Den kutteklædte skikkelse forsøgte at overliste Gruk flere gange, men Gruk havde tydeligvis fulgt med i den anden deltagers tidligere kampe og lod sig ikke narre. Det var en kamp der var en finale værdig men som dog endte med det forudsigelige resultat – Gruk som vinder og den anden deltager slået til plukfisk.
     ”Vi har en vinder.” Rhanen havde rejst sig op og klappede nu i takt med mængden under sig. Gruk bukkede og gjorde signal til at han ville sige noget. Øjeblikkeligt blev forsamlingen stille.
     ”Mange tak. Tak skal i have. Men jeg føler mig endnu ikke som en værdig vinder.” Han gryntede lidt og sendte en snotklat ned i den hårde sandjord.
     ”Jeg hører rygter om at der er endnu en deltager. Som er blevet nægtet kamp. Er det korrekt?” Han vendte sig mod Rhanen og menneskemængden begyndte nu at huje utilfreds.
     ”Det er korrekt at en ung pige har ønsket at deltage. Det har jeg naturligvis nægtet.”
     Gruk himlede med øjnene.
     ”Hvis hun ønsker at deltage så skal hun da have lov til det. Jeg er jo ingen værdig vinder før jeg har slået alle som er tilmeldt. Bring pigen herned.”
     Rhanen hævede armene.
     ”Pigen bliver her og skal ikke kæmpe.”
     Aya løb frem mod scenekanten. Så først på Rhanen og derefter på Gruk. Tænkte på Brams hammer og på hans udelukkelse fra tichu tuneringen. Skulle hun vælge mellem to onder, så blev det Gruk.
     ”Jeg er gammel nok til selv at bestemme og jeg tager kampen op. Vinder jeg kampen, vinder jeg tuneringen. Taber jeg, så er du den sande vinder, Gruk.”
     Gruk lo gryntende for sig selv.
     ”Det er en aftale.” Så kiggede han over på Rhanen der med et suk så ned på alle de menneskedele der lå spredt ud over scenen. Tilskuerne holdt vejret.
     ”Nuvel. Hvis hun selv ønsker at kæmpe så ser jeg intet jeg kan gøre. Gør klar til endnu en finalekamp.”
     En blanding af latter og forundringsfulde stemmer fyldte teltet. Aya gik over til trappen. Rhanen så på hende med store øjne da hun passerede hans stol. Han hviskede til hende.
     ”Jeg fralægger mig ethvert ansvar.”
     Aya vendte ham ryggen og gik ned af trappen.     

Fortsættes...

Du må meget gerne lige skrive en kommentar hvis du kan lide historien. Det betyder meget for mig og gør at jeg kan blive ved med at skrive videre. :
Meld dig som like/favorit/fan nu, så får du automatisk at vide når der er nye opdateringer :)     

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...