De 4 Elementers Amulet - Luftstenen

En episk fortælling om had, kærlighed, venskab og mod. Et gammelt relikvie forsvinder. Thalins skæbne ligger i dine hænder. Luftstenen er første bind i en planlagt bogserie på fire bøger. Bøgerne har været mere end 10 år undervejs. Lad eventyret begynde...

163Likes
124Kommentarer
6477Visninger
AA

1. Prolog

Det mørke tårn kastede en ubevægelig skygge over vulkankrateret.
     Øverst oppe i tårnet stod en skikkelse iført en lang, mørk kappe og spejdede ud af tårnvinduet.
     Hvor blev han af? Han skulle have været her for en time siden. Varg fokuserede på den lille bjergsti der skar sig tværs over krateret. Der var ingen at se. Var han blevet snydt? Pronton havde indgående lovet ham at komme. Varg tog en dyb indånding og vendte sig om. Pronton ville komme til at fortryde det hvis han brød sit løfte.
     Tårnværelset var cirkelformet med reoler langs væggen, kun afbrudt af en stor egetræsdør. Gamle, slidte bøger fyldte hylderne og en så ud til at vække Vargs interesse.
     Han gik derhen, tog den støvede bog ned og slog op på den side han havde set på så mange gange før. Bogen åbnede næsten af sig selv på den dobbeltsidede illustration.
     Vargs benede hånd gled ned over siden og hans øjne strålede. Snart ville den være hans. Pronton ville ikke svigte ham. Varg kærtegnede siden en sidste gang og lukkede bogen i så støvet fløj ud til siderne. En gemen tyv. Han vidste hvad konsekvensen var hvis han brød sit løfte. Ved spidsen af Vargs pegefinger samlede en rød kugle af lys sig. Pronton vidste at han ikke skulle prøve på noget. 
     Vargs tanker blev afbrudt og den lille kugle forsvandt. Hvad var det for en lyd han havde hørt? En svag ændring i vinden. Hurtigt var han tilbage ved vinduet og spejdede intenst ud over det øde landskab. Ganske rigtigt, en lille prik kunne anes i den fjerneste del af krateret. Det måtte være Pronton. Varg vente sig om mod døren.
     "Makantu." Vargs stemme var mørk og rolig. Små, lette skridt hørtes på tårntrappen uden for og døren gik op.
     Ind trådte en ung mand med mellemlangt, krøllet, lyst hår og en atletisk kropsbygning. Han var tom i blikket da han bøjede sig forover.    
     "Ja, herre." 
     "Pronton er på vej. Jeg vil at du tager godt imod ham."
     "Som herren befaler." Den mørke kappe blafrede da Varg vente sig om igen og kiggede ud af vinduet. Makantu stod ubevægelig.
     "Var det alt, herre?"
     "Ja, Makantu, du kan gå." Makantu drejede om og åbnede den store trædør. Vargs blik var naglet til den lille skikkelse udenfor som nu var nået halvvejs over vulkankrateret. Der var ikke længere tvivl om at det var Pronton.
     "Nej, vent." Makantu stoppede op i døråbningen.
     "Jeg vil at du gør Kraka klar."
     "Men herre, hun er jo først netop vendt hjem. Hun kan umuligt..."
     "Hun kan hvad jeg vil." Udenfor lå Pronton på knæ og roede i jorden.
     "Gør Kraka klar og tag vel imod Pronton. Det var alt."
     "Hvordan vil..."
     "Det var alt, Makantu." Varg løftede højre hånd, Makantu bøjede hovedet, bakkede en anelse og lukkede så den store dør efter sig.
     Først da lyden af Makantus fodtrin var forsvundet vendte Varg sig om. Han tog endnu en gang den gamle bog ned fra reolen. Den store tegning lyste ud af det støvede pergament. Tegningen forestillede en amulet som bestod af en rund, sort skive inddelt i fire dråbeformede fordybninger. Til skiven var fæstnet en spinkel kæde af sølv.
     Vargs hånd rystede. Han kunne mærke at den var nær. Det måtte være lykkedes for Pronton at få fingre i den. 
     Varg lukkede langsomt bogen og kiggede en sidste gang ud af det store vindue. Når først han fik fingre i amuletten ville intet kunne stoppe ham. 
     Han var klar til at modtage Pronton.

***

 Manden knugede bylten ind til sit bryst for at beskytte den mod den bidende kulde. Sneen føg om ørene på ham og den kolde vind gik gennem hans klæder.
     James havde en mission og han havde ikke i sinde at svigte. Thalins skæbne afhang af at han nåede sikkert frem til Karwa.
     I det fjerne forsvandt solen ned bag horisonten og mørket sænkede sig over det snedækkede landskab. Som en dyne kvalte det solens sidste stråler.
     Den lille bylt rørte på sig.
     James kiggede ned og trak klædet til side. En lille baby kiggede op på ham, med store brune øjne og røde kinder. Barnet smilte skævt i forventning om at det ville blive gengældt, men James kiggede væk.
     Hvordan skulle han kunne opfostre et barn? Han som aldrig havde haft et. Han tænkte på Tillie. Det var ikke fordi de ikke ville have børn. De havde forsøgt, uden held. Han kiggede ned på barnet igen.
     ”Det skal nok gå.” Hans stemme blev overdøvet af den ruskende vind.
     ”Vi skal nok nå frem.”
     Den nådesløse kulde skar i knoglerne og James viklede forsigtigt klædet tilbage om barnet.
     Var han i virkeligheden sikker på, at de ville nå frem i tide? Solen var gået ned. Det ville ikke vare længe før portvagten lukkede den store byport i for natten og stormen lod ikke til at stilne af, tværtimod. James lukkede øjnene.
     Han mærkede lugten af yambasteg. Tillie vidste at det var hans livret så hun lavede det altid til ham når han kom hjem fra rådsmøde i Otika. Det var to uger siden han var taget af sted. To uger siden han sidst havde mærket varmen fra det lille træhus i Karwa, den varme seng og varmen fra Tillie.
     Var det hele noget han bildte sig ind?
     Barnet begyndte at græde og James åbnede igen øjnene. Han vuggede det blidt og så endnu en gang på det lille ansigt. Kinderne var blevet blå og læberne rystede. Der ville ikke gå længe før det var for sent.
     James tog sig sammen. Der var stadig alt at kæmpe for.
     Med langsomme skridt sled han sig frem. Han vidste ikke hvorhen han gik, for han havde mistet enhver fornemmelse for retning i det voldsomme vejr.
     Heldigvis gik der kun kort tid før bymuren dukkede frem i det fjerne, som en tåget silhuet i mørket. Karwa.
     Han kunne lugte yambastegen igen og mærkede hvordan Tillie holdt ham ind til sit bryst.
     Byen var deres redning.
     James satte tempoet op, med kræfter han ikke havde. Kræfter indgydt af det fornyede håb. Vinden peb og sneen knirkede under hans tunge skridt.
     Han var kun små hundrede meter fra bymuren da han hørte lyden fra den store klokke, båret frem af den isnende vind. Langsomme, spøgelsesagtige slag der varslede at byporten blev lukket i for natten. De ville ikke længere kunne søge ly.
     Han ville sætte farten yderligere op, men det var som om hans ben ikke kunne gå længere. De stoppede ham og som han stod dér, frosset fast og omringet af den vilde snestorm, med det lange, pjuskede hår blæsende til alle sider, forstod han at han var dømt til at fejle.
     Lugten af yambasteg forsvandt og det var nu kun kulden som knugede sig til hans bryst.
     Fortvivlet faldt James på knæ. Uden byens ly for stormen ville de være fortabte.  Håbet blev revet fra ham og kræfterne svandt lige så hurtigt som de var kommet. Hans arme kunne ikke længere bære bylten som faldt ud af hans hænder og den høje mand drættede om i sneen.
    ”Hjælp,” hans svage råb blev kvalt af vinden og synet flakkede.
     Alt var et virvar af mørke og lys.
     Hvor var barnet? Sne så langt øjet rakte.
     Han måtte finde barnet.
     Med en kraftanstrengelse fik James løftet sin overkrop. Han drejede forvirret hovedet, ledte efter det mindste tegn på liv, men kræfterne rakte ikke.
     Idet hans overkrop udmattet sank tilbage i sneen fik han øje på bylten. Den lå i en snedrive ikke langt borte.
     Der var stadig håb for at barnet var uskadt.
     Med langsomme, seje tag krøb han over mod det. Det græd ikke længere. Han trak bylten ind til sig.
     ”Aya”, hviskede han med tungt åndedrag. Hun var dødstille.
     En tåre løb over hans kind da han knugede pigen ind til sig.
     Så kom mørket.

***

Da døren til tårnværelset åbnede trådte en lav mand ind, iført en snavset, grøn frakke. Pronton var ganske vist lav, men hvad han manglede i højden havde naturen kompenseret rigeligt for i bredden.
     Han hev efter vejret og Varg ventede roligt til han havde fået pusten igen. 
     ”Du kommer for sent, Pronton.”
     ”Jeg beklager forsinkelsen…men der opstod visse…komplikationer.”
     ”Har du amuletten?” Varg vendte sig om, så han havde front mod Pronton der roede febrilsk i inderlommen på sin frakke. Et øjeblik efter frembragte han en lille, rød æske som han holdt frem for sig.
     ”Selvfølgelig har jeg amuletten. Den mest efterspurgte tyv i Thalin fejler aldrig.”
     Varg rakte ud efter æsken og forsøgte at få den op, men det var som om den blev mere og mere uvillig mod at åbne, des hårdere han forsøgte. Han kiggede stift på Pronton.
     ”Åbn den.”
     ”Først min betaling.” Pronton havde svært ved at skjule sit smørrede grin.
     ”Din betaling? Du skal nok få din betaling så snart jeg har set amuletten.” 
     ”Jamen, selvfølgelig. Der er bare et problem. Jeg ved ikke hvordan man åbner æsken.”
     ”Løgner!” Varg tog et skridt hen mod Pronton der begyndte at svede. Han sank en klump.
     ”Jeg sværger, jeg ved det virkelig ikke. Æsken lå i glasmontren i det inderste rådskammer, præcis som de sagde. Jeg har skaffet den til dig som vi aftalte og jeg forlanger at få min betaling. Du forstår ikke hvad jeg måtte gå igennem for...”
     ”Hvorfor skulle jeg stole på en gemen tyv? Du ved hvordan man åbner den æske og hvis du ikke vil fortælle mig det frivilligt.” Varg strakte højre pegefinger ud og den lille lysende kugle kom til syne ved dens spids.
     ”Så bliver det med tvang.” Prontons læber gled fra hinanden og hans pupiller voksede.
     ”Jeg forsikrer dig, jeg…”
     ”Som du vil.” Varg rettede sin finger direkte mod sveddråben på Prontons pande og den lille kugle fløj hastigt mod ham. Der lød et højt brag da Pronton tog et skridt baglæns, snublede og faldt bagover på gulvet.
     Varg stod bøjet over ham da lyskuglen trængte gennem den kraftige mands pande. Pronton rullede vildt med øjnene og hans krop rystede.
     Krampen varede nogle sekunder, så faldt han til ro og øjnene fyldtes af en mælkehvid tåge. Besværgelsen ville forhindre ham i at skjule hvad han vidste.
     ”Fortæl mig. Hvordan åbner man amulettens æske?”
     Pronton talte med langsom, nærmest hypnotisk stemme.
     ”Det går som planlagt. Jeg har æsken under min frakke og er på vej ud af det inderste kammer i rådsbygningen, men der er en som holder øje med mig. Jeg bliver set.
     ”Hvad med æsken, Pronton? Sig mig hvordan den åbnes.”
      ”Alarmen lyder. De ved at amuletten er stjålet. Der er ingen steder jeg kan skjule mig. Jeg løber gennem de mørke gange, rædselsslagen for at blive opdaget. Der kommer nogen. Jeg bliver nødt til at gemme mig. Der er et tomt skab. Jeg lukker skabsdøren og kigger ud gennem en lille sprække.”
     Pronton var dygtig til at afværge besværgelsen. Han var stærk. Men Varg havde ikke i sinde at give op. Han vidste at Pronton ville bukke under før eller siden og fortælle ham, hvordan æsken skulle åbnes. 
     ”Der kommer to mænd. Jeg kan kun se ansigtet på den ene. Det er Rådsmand Wanchu. De to mænd taler sammen. Wanchu siger at den nyfødte bærer skal bringes i sikkerhed. Han beder den anden mand om at føre bæreren til Karwa med det samme. Han siger det er vigtigt at…at...” Pronton stoppede sin talestrøm og musklerne i hans ansigt slappede af.
     ”Godt, Pronton. Giv efter. Fortæl mig hvordan æsken åbnes.”
     Hastige fodtrin hørtes på tårntrappen. Vargs finger dirrede og han lukkede øjnene for at fastholde fortryllelsen.
     ”Jeg…jeg…Der er en skjult åbningsmekanisme. Fire knapper, skjult i æskens sider. Trykkes de ikke i den rigtige rækkefølge ødelægges indholdet. Du skal først…”
     Døren til tårnværelset blev slået op. Det var Makantu som stod i døråbningen. Han kiggede skiftevis på Varg, der stod med lukkede øjne, og Pronton som lå forstenet på gulvet.
    ”Jeg hørte spektakel.”
     Varg åbnede øjnene og Pronton bevægede sig svagt. Fortryllelsen var brudt.
     ”Makantu, dit fjols! Bliv hvor du er.” Varg tog fat i kraven på Prontons frakke og løftede ham op fra gulvet.
     ”Du er god, Pronton. Din træning har gjort dit sind modstandsdygtigt. Men der er visse ting man ikke kan træne sig til. Åbn den!” Han stak æsken helt op i ansigtet på Pronton, der stirrede omtåget på ham og talte med grødet stemme.
     ”Selvom du får fingre i amuletten er den værdiløs uden bæreren. Det ved du. Selvfølgelig er amuletten ikke i den æske.”
     ”Det er umuligt. Jeg kan mærke den. Den er her.”
     ”Jeg kan garantere dig for at den ikke er i æsken, for jeg har selv taget den ud.” Pronton berørte æsken hurtigt fire gange, hvorefter den sprang op og afslørede et tomt indre. Så smilte han skævt.
     ”Hvis du vil gøre dig nogle forhåbninger om at få amuletten, bliver du nok nødt til at sætte mig pænt ned igen, Varg.”
     ”Der tager du fejl.” Varg smed Pronton på gulvet.
     ”For jeg ved godt hvor du har gemt den.”
     Pronton kravlede over mod døren. Hvis Varg vidste hvor amuletten lå gemt, havde han ikke længere noget at forhandle med. Han måtte se at komme væk.
     ”Jeg ville jo ikke…” Pronton så op på Varg, som signalerede til Makantu at han skulle lukke døren.
     ”Jeg ved præcis hvad du ville.”
     Varg rettede sin finger mod Pronton, men denne gang kom der ingen kugle af lys og huden i Vargs ansigt mørknede. Prontons øjne mødte Vargs i rædsel.
     ”Jeg beder dig. Vis nåde.”
     ”Min verden kender ikke til nåde.”
     Så sugede Varg livslyset ud af Pronton.

     Et øjeblik henlå tårnværelset i stilhed. Makantu stod foran døren og Varg trak vejret tungt, mens hans hudfarve langsomt vendte tilbage. Han var den første til at bryde tavsheden.
     ”Pronton havde ret. Amuletten er værdiløs uden bæreren. Hvis den nyfødte er på vej i sikkerhed til Karwa må vi ændre planer. Makantu, jeg vil at du flyver af sted og får fat i barnet inden det når Karwa. Der er stadig en mulighed for at det ikke er nået frem.”
     ”Hvad med Pronton?”
     ”Ham skaffer jeg mig af med. Du kan tage Kraka.”
     ”Men herre, hun er jo din?”
     ”Hun er den hurtigste. Hvis barnet første når Karwa har vi ikke en chance. Det er måske allerede for sent. Jeg bliver her og leder efter amuletten. ”
     ”Jeg flyver med det samme.” Varg så indtrængende på Makantu.
     ”Bring mig barnet i live.”
     ”Hvad med manden Pronton talte om? Jeg hørte det på vej op af trappen.” Varg så ud til at have glemt alt om manden der skulle følge barnet. Han overvejede sit svar et øjeblik.
     ”Dræb ham.” 

***

Den gule kornmark strakte sig så langt øjet rakte. James stod midt på marken og kunne overskue alt det bølgende korn.
     ”Drik det her.”
     En blid stemme i det fjerne befalede ham at drikke op.
     Der var to andre i kornet et stykke fra ham. En mand og en kvinde. De holdt om hinanden og faldt i hed omfavnelse ned mellem kornet. Kvindens brune hår flettede sig med mandens inden de forvandt ud af syne.
     James mærkede den salige væske skylle gennem ham.
     En varme spredte sig i hans krop, som varmen fra den stegende sol over marken. Han lod hånden glide gennem det frodige korn og følte det kilde let mod sin håndflade.
     ”James, vågn op.”
     Stemmen ruskede i ham og med et var det som om varmen forsvandt og blev overtaget af en smertefuld kulde.
     Han slog øjnene op. Sneen føg omkring ham og bøjet over ham stod en kvinde. Hans syn var uklart og hans læber forfrosne, men han fik alligevel fremstammet nogle få ord.
     ”Bring Aya i sikkerhed. Der må ikke ske hende noget.”
      Så forsvandt han igen.

     Tillie satte proppen tilbage i flasken og kiggede desperat ned på hendes mand som kæmpede mod kulden. Hvis ikke en ordentlig tår hedesaft fik varmen tilbage i ham, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre.
     Tillie havde forsøgt at overtale portvagten til at lukke hende ud, men han havde nægtet på grund af stormen. Hun havde taget sagen i egen hånd og brugt den gamle flugttunnel fra kapellet. Fornemmelsen af at hendes mand var i fare havde været rigtig.
     Hvem var det han havde med? Et lille barn lå på hans bryst. Barnets læber var helt blåviolette af kulde og kinderne havde mistet al farve. Hvis hun ikke gjorde noget hurtigt ville det være for sent.
    Tillie så sig omkring og fik øje på indgangen til flugttunnelen et stykke borte. Faklerne i tunnelen lyste ud i mørket. Hun traf en beslutning og greb fat under den store mands armhuler. Det ville tage tid og selvom hun lagde alle kræfter i, tvivlede hun på at det ville være nok. Alligevel begyndte hun, langsomt, at slæbe James og barnet gennem det snedækkede landskab, over mod tunnelen.

     Vingerne på den store fortidsøgle bevægede sig i langsomme, seje tag. Makantu skød en fart som var langt over den hastighed han kunne opnå ved transport på landjorden og Kraka var behagelig at sidde på. Hun flyttede sig kun ganske svagt i luften, så det var intet problem at blive på hendes ryg.
       Lyset fra de mange byer under dem gled hastigt forbi, men det varede ikke længe før der blev øde.
     Vinden tog til i styrke og Makantu fløj ind i snestormen. Han tog ekstra godt fat i Krakas tøjler og bøjede sig forover. Den sorte hjelm skjulte og beskyttede hans ansigt mod sneen, men en snestorm var ikke hvad han havde brug for. Det gjorde hans udsyn mindre og han var nødt til at tvinge Kraka til at flyve lavere.
     Makantu borede hælene ind i siden på det store dyr og pressede sin krop ned over hende. Kraka fløj ned i en højde hvor den snedækkede jord var synlig og Makantu rettede hende op.
     De var nået til udkanten af Karwa. Gennem den fygende sne kunne Makantu se et svagt lys et stykke uden for byen. Der var noget, eller nogen, som bevægede sig over mod det. Det kunne være manden og barnet. Kraka dykkede.

     Tillie var næsten nået hen til tunnelåbningen da hun hørte de tunge vingeslag. Hun kiggede op og så et frygtindgydende væsen med kæmpe vinger og en rytter iført mørk rustning på dyrets ryg. Den store øgle landede mellem hende og tunnelen og blokerede hendes vej. Rytteren råbte ud i natten.
     ”Giv mig barnet.” Tillie kiggede ned på barnet der lå på James bryst. Han bevægede sig ikke, men hun huskede hans ord. Bring Aya i sikkerhed. Tillie råbte tilbage.
     ”Hvad ret har du til barnet?” Den sorte rytter var stille et øjeblik, som om han tvivlede på sit svar.
     ”Giv mig barnet frivilligt eller jeg tager det med magt.” Han svingede benet over det store dyr og hoppede ned på den kolde jord. Frem fra sin dragt fremdrog han en kortbladet kniv.
     Tillie stirrede vantro på den sortklædte rytter, og kniven i hans hånd, da han langsomt gik hen mod hende. Han var højere end hende og da han var en armslængde fra hende svingede han kniven. Øglen løftede hovedet og åbnede munden. Dens skingre skrig skar sig gennem natten, som knivbladet gennem luften. Tillie undveg ved at springe tilbage.
     ”Hvem er du? Forstår du ikke at de er døende. De har brug for hjælp.”
     Den mørke arm svingede kniven igen og denne gang ramte den direkte ind i kvindens hofte. Hun skreg og faldt om i sneen. Rytteren stod oprejst over hende og løftede benet for at træde i hendes sår.
      I samme øjeblik ramte noget hårdt hans hoved bagfra.
     Rytteren besvimede og øglen lettede fra jorden da den mærkede sin rytters smerte.
     Vejen til tunnelen var fri.
     James var ikke langsom til at kaste stenen fra sig og med Aya i den ene arm tog han fat i Tillie med den anden og slæbte hende blødende ind i tunnelen.
     Karwa var en af de få rådsbeskyttede byer. Rytteren ville ikke vove sig derind.
     Tillie kiggede op på James og faklerne oplyste hendes ansigt. Hun lå tung i hans arm da hun talte.
     ”Hedesaften virkede?”
     ”Hvordan vidste du at vi var ude i stormen?”
     ”Jeg kunne mærke at du var i fare og havde brug for mig.”
     James pressede sin hånd ind mod hendes sår for at stoppe blødningen, men Tillie havde mistet for meget blod. Aya holdt vejret.
     ”Jeg har lavet yambasteg til dig. Den står på bordet derhjemme.” Tillie så kærligt på sin mand, skælvede og lukkede øjnene.
     ”Jeg elsker dig.” James lagde Aya forsigtigt fra sig på jorden og omfavnede sin kone.
      Tiden stod i en stund stille og deres omfavnelse mejslede sig fast i erindringen. Den ubetingede kærlighed mellem mand og kvinde, i baggrunden tunnelmundingen ud mod mørket, og i åbningen et omrids af den sorte rytter på fortidskæmpen.
     Idet tiden igen tog fart, fløj dyret og rytteren bort, Tillie blev slap og James udløste et smertefuldt skrig da hun åndede ud.
     Mange siger at børn ikke kan huske hvad de oplever som små.
     Men Aya glemte aldrig den nat.

***

Varg lå på stien midt i krateret og gravede i småstenene. Det var det samme sted som Pronton havde ligget på knæ. Amuletten måtte være her et sted. Han var sikker på at Pronton havde gravet den ned.
     Det var flere timer siden Makantu fløj af sted, så det kunne ikke vare længe før han vendte tilbage.
     Varg havde knap nok tænkt tanken til ende før Kraka og Makantu kom til syne over vulkankraterets top. Varg kneb øjnene sammen for at se om barnet var med, men der var ingenting at se.
     Makantu landede og Varg lyttede utålmodigt til hans beretning mens han forsat gravede i jorden.
     ”Der var intet jeg kunne gøre, herre. Den døende fik pludselig nyt liv og førte pigen i sikkerhed.”
     ”Jeg forstår, at jeg selv skal tage mig af det en anden gang.” Varg overvejede hvordan han skulle straffe Makantu da hans hånd stødte på noget.
     En spinkel kæde af sølv lå mellem de mørke sten.
     Han gravede den lille sølvkæde fri og hans hånd holdt rystende den sorte amulet op. Han stirrede på den.
     ”Endelig.”
     ”Men herre, uden bæreren.” Makantu tog sin hjelm af og Varg vendte sig om mod ham.
     ”Vi venter. Bæreren kan ikke blive i Karwa for evigt. Hun vil længes efter livet på den anden side af bymuren og en dag forlade Karwa.” Varg tog kæden over hovedet og amuletten dansede på hans bryst.
     ”Når den dag kommer, slår vi til.” Varg tænkte sig om et øjeblik og kiggede så på Makantu.
     ”Indtil da har jeg en ganske særlig opgave til dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...