Jordens Beskyttere - Bag fjendens Linjer (Pause)

Hvad ville du sige til, hvis din tvillingesøster døde, og så alligevel ikke? Hvad ville du gøre, hvis hele verden afhang af dig? og at du ikke kunne gøre noget. i hvert fald ikke noget godt? 1. bog (eller hvad du vil kalde det)

4Likes
3Kommentarer
564Visninger
AA

2. Begravelsen

Jeg vågnede en morgen. Solen stod lige ind af vinduerne, og skær mig i øjne. Det var det helt forkerte vejr til den hel forkerte dag. Til så sørgelig en dag, skulle solen ikke skinne. det var forkert. når ens familiemedlem skulle begraves skulle solen ikke skinne. Min tvilling søster var død. og den dag hvor man er i aller dybeste sørg skal solen bare ikke skinne.

jeg lå lidt og kiggede rundt på mit værelse. mit blik faldt over i den tomme seng. hvor min tvillingesøster Riven plage at ligge. nu var den tom. Det kom så pluslig, at man næsten ikke kunne tro det.Hun havde været i  krig. i den krig som havde fundet sted i årevis og som endnu ikke havde fundet en "vinder". vis det stod til mig skulle den stoppes. men det var kun en fra en af de særlige familier der kunne. Det var ikke min opgave. i hvert fald ikke endnu. Men det ville sikkert blive mig der skulle tage over for min søster. Der var kun en der kunne være det i en familie. og det ville helt sikkert blive mig.Hvorfor skulle min familie også absolut være imod jordens beskyttere?

De havde ikke fundet Rivens lig. Men det stod fast at hun var gået bort.Efter begravelsen. gik vi alle langsomt hjem. Der var ingen snak kun snøftene og hulken. Vis mine forældre havde valgt at være på hold med jordens beskyttere ville dette aldrig været sket. Riven ville stå ved siden af mig. Vi ville pjatte og chatte til hinanden. men i stedet var hun et helt andet sted. Bagved kunne jeg høre nogen snakke. "Hvem skal nu kæmpe i stedet for Riven?" Det var en lys og skrøbelig stemme, der talte. ”Nok hendes søster tror du ikke?". Det var mr. og miss. Vilhemsen. "Jo men det er så snydt for Poppy. Jeg mener hele hendes familie er gået bort i den krig." Det var miss Vilhemsen. ”Og hva` så en mere skader vel ikke?" I det han sagde det røg det ud af mig. ”Åh nej en mere skader vel ikke? hva`. Jeg er træt af at høre på jer!i tror alle sammen vi har en chance for at vinde over jordens beskyttere! Men kan i se det der sker lige foran næsen på jer? Familier efter familier går til grunde på grund af jer! På grund af at i har sat jer i hovedet at i kan vinde over dem!" Jeg gjorde en bevægelse hen mød minde gravstenen. hvor der stod navne på alle dem der var døde indtil nu. "Kan i se den sten? Det er den minde sten i har sat for at mindes dem der er døde. Men i kommer til at sætte mange flere! den ene er ikke nok! for krigen er ikke slut!" Der var blevet helt stille i gaden nu. og folk var begyndt at kigge på os. "Ved i hvad? Jeg er træt af at få fortalt af jer, at vi kan vinde over dem!" Jeg vendte mig og satte i fyld galop hen over gaden. og fortsatte ud af byen. Bag ved mig kunne jeg høre deres ligegyldige prøvelser på at få mig til at standse. Jeg kunne høre nogle var løb efter mig, men det var lige meget. Jeg var den hurtigste af dem alle sammen. Og jeg var glad for at jeg fik det sagt. Alt det jeg havde gået og tænkt på de sidste mange år.

Selv om fugle pippede og det var en dejlig morgen. føltes det alt sammen meget forkert. alt det ,ed at jeg var stykket af. Faktisk vidste jeg ikke om man kunne kalde det at stikke af. For så skulle jeg jo havde gjort det uden de vidste det. jeg havde gjort det mens hele familien var der. Så måske ville de se helt anderledes på det.  Der var dug på græsset. og en duft af frost i luften. jeg var endeligt ikke  løbet langt væk. jeg var henne ved den nærmeste nabo by. vis de ville kunne de gå 2 km og hente mig hjem. men efter hånden, som timerne var gået, havde jeg forlænget opgivet håbet (eller hvad du vil kalde det. når du virkelig hader din familie rigtig meget, og at de vil sende dig i den sikre død). Jeg havde opgivet håbet om at de holdt nok af mig til at hente mig, eller i det mindste forsikre mig om at der ikke ville ske noget.

  Mine Øjne sveg af størkne tåre der ikke ville komme helt ud. men samtidig heller ikke ville blive inde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...