Goddag til min dag

Hvad ville du gøre, hvis du ikke kendte til din familie? Hvad ville du gøre, hvis du ikke kendte til dine venner? Hvad ville du gøre, hvis du ikke kendte til din fortid? Det er sådan Elena har det... Hun har en sygdom -Demens Hun tænker tit på, hvem der kunne være hendes familie. -Om den mand der går på gaden med den sorte jakke, måske er hendes far? -Eller pigen med det lange lyse hår og to indkøbsposer i hånden, måske er hendes søster? En dag sker der noget der ændre hendes liv. -En melodi. -Erindringer.

8Likes
3Kommentarer
1004Visninger
AA

5. starten

Pludselig gik det hele op for mig. For det første var det derfor at han vidste, at det var min livret. Det var sikkert også derfor, at han blev så ked af det. Fordi jeg ikke kunne genkende ham.

Noget andet jeg også kommer i tanke om er at alle de gange jeg har spillet den ukendte melodi får jeg en erindring. Gad vide om det har noget sammenhæng, eller måske er det hele bare tilfældigt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tror på. Jeg begyndte at få hoved pine. Så jeg ligger blyanten og papiret væk. Og kigger ud af vinduet. Der er virkelig mørkt nu. Det eneste der lyser gaden op var lygterne fra bilerne, cyklerne og gadelysene. Jeg begynder også at være træt, så jeg valgte at tage min natkjole på, og bagefter gå i seng.

Jeg slår øjnene op og stirrer ud i mørket. En drøm hænger stadig fast i min nethinde, en drøm omkring en lykkelig familie en sommerdag i skoven. Min familie. Fuglene sang, græsstråene vippede og solen bagte. Det hele var skønt. Men jeg ved, det aldrig bliver sådan, for jeg kender ikke min familie; selv hvis de står foran mig, vil mine forældre og eventuelle søskende være ukendte. Fordi jeg har demens, en sygdom, hvor man glemmer alt. Ironisk nok har jeg ikke glemt, at jeg har sygdommen.

Jeg kan se på lyset fra mit vindue, at det er tidligt om morgen. Der er ikke så meget liv på gaden endnu, men det kommer sikkert senere. Jeg beslutter mig for at stå op, da jeg ikke føler, at jeg kan sove videre.

Med min fine hvide natkjole på, rejste jeg mig op, gik hen til klaveret og satte mig ned og begyndte at spille. Endnu en gang dansede mine fingrer hen over tangenterne og mine tanker med.

Jeg sad sammen med min far og spillede en melodi, en melodi jeg synes jeg har spillet før. Det går op for mig at det jo er den melodi jeg spiller nu.

Jeg kunne se på mig selv, at jeg var blevet ældre end den sidste erindring jeg fik. Mit lyse, ja næsten hvide hår var sat op i en høj hestehale, og det blev holdt op med en lille fin lyserød sløjfe.

”hvor er du blevet god Elena”

”tak far”

”skal vi spille i morgen samme tid igen” jeg så på mit ur at klokken var lidt i syv, så jegkunne huske hvad tid jeg skulle spille med min far i morgen.

”ja det vil jeg rigtig gerne”

Jeg stoppede pludselig med at spille. Jeg tænkte det hele igennem. Så det var altså den første melodi jeg lærte at spille af min far, som jeg begynder at huske, og får erindringer fra. Jeg ønsker virkelig at jeg en dag kommer til at huske titlen på sangen så jeg kan skrive den ned og få noderne til den.

Som sædvandelig sætter jeg mig op i vindueskammen for at gå i gang med at skrive men erindring ned.

Jeg fik lige akkurat skrevet det hele ned, da det pludselig banker på døren.

”kom ind”

En dame kom ind af døren, jeg er sikker på at jeg havde set hende før.  . Hun har lang lyst hår som mig. Store blå øjne. Hun ligner mig lidt. Nu husker jeg hende fra min erindring. Hun er min mor.

”hej mor”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...