Goddag til min dag

Hvad ville du gøre, hvis du ikke kendte til din familie?
Hvad ville du gøre, hvis du ikke kendte til dine venner?
Hvad ville du gøre, hvis du ikke kendte til din fortid?

Det er sådan Elena har det...
Hun har en sygdom
-Demens
Hun tænker tit på, hvem der kunne være hendes familie.
-Om den mand der går på gaden med den sorte jakke, måske er hendes far?
-Eller pigen med det lange lyse hår og to indkøbsposer i hånden, måske er hendes søster?
En dag sker der noget der ændre hendes liv.
-En melodi.
-Erindringer.

8Likes
3Kommentarer
1034Visninger
AA

6. slutningen

Jeg stopper med at spille da jeg kan høre det banker på døren. En mand og en dame træder ind af døren. Jeg kan sagtens genkende dem.

”hej mor, hej far” et stort smil glider over deres læber. Og det var bare fordi jeg kan huske dem.

”hej Elena” siger min mor hvor far så derefter siger.

”hvordan går det skat”

Jeg sagde at det gik godt.vi fik snakket, hygget og grint en masse. 

”Elena?”

”ja hvad er der mor” hun spurgte om jeg stadig spillede klaver, og jeg fik hurtigt svaret ja.

”må vi ikke høre et nummer” uden et svar tilbage, satte jeg mig ned på min taburet ved siden af klaveret, som jeg havde gjort så mange gange før. Jeg spillede melodien med alle erindringerne forfra. Jeg fik alle mine erindringer genfortalt.

undskyld far, men jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan huske noget”

flere uger gik og mine forældre blev mere og mere bekymrede, da jeg begyndte at huske mindre og mindre. Jeg kom til en masse undersøgelser på hospitalet, og en dag da jeg sad ved klaveret og mine forældre kom jeg fra vores resultat fra den sidste undersøgelse skete det jeg mindst ventede, og det jeg mest frygtede.

”skat vi har noget vi skal fortælle dig”

Jeg kunne tydeligt se på deres ansigter at der var noget galt..

”du har demens”

Jeg stopper med at spille, og kigger på min mor og far.

”kan du huske hvem du lærte melodien af Elena”
”ja af dig far”

Flere timer gik mens vi alle sad og snakkede om de gode minde vi havde haft, hvor jeg somme tider tydeligt kunne huske dem, men andre hvor der stod et kæmpe spørgsmåls tegn i panden på mig. Efter lang tid blev de nød til at gå.

Jeg kigger lidt rundt mens jeg smiler for mig selv. Jeg sætter mig op i vindues kammen foran det åbne vindue og finder mit papir og blyant frem, og skriver løs. Jeg ser på papiret, hvor min barndom var skrevet ned og det for mig til at tænke på, om jeg nogen sinde rigtig bliver koreret… 

Pludselig tager vinden fat i mit papir og det og det flyver væk.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...