Goddag til min dag

Hvad ville du gøre, hvis du ikke kendte til din familie?
Hvad ville du gøre, hvis du ikke kendte til dine venner?
Hvad ville du gøre, hvis du ikke kendte til din fortid?

Det er sådan Elena har det...
Hun har en sygdom
-Demens
Hun tænker tit på, hvem der kunne være hendes familie.
-Om den mand der går på gaden med den sorte jakke, måske er hendes far?
-Eller pigen med det lange lyse hår og to indkøbsposer i hånden, måske er hendes søster?
En dag sker der noget der ændre hendes liv.
-En melodi.
-Erindringer.

8Likes
3Kommentarer
1015Visninger
AA

1. goddag til min dag

Efteråret er ved at tage fat. Bladene går fra at være lysegrønne, til forskellige smukke orange nuancer. Nogle træerne står allerede nøgne og vugger fra side til side. Vejret er også ved at blive køligere og nu, og regnen er på vej.

Jeg holder øje med en lille gruppe mennesker, nede på gaden. En familie, ja det er det, det må være. Familien består af en far, en mor, en lille spinkel pige med lang lyst hår, måske en alder af 8 år og så en dreng med lyst har i teenager alderen. De har alle en masse indkøbsposer i hænderne. De ser lykkelige ud.

Jeg har længe kigget ned, på alle dem der går på gaden, og tænkt på om nogle, af dem kunne være fra min familie. Men jeg ved det ikke. Faktisk har jeg overhoved ingen anelse om, hvem der er i min familie.

Nu tænker du nok at det er fordi de er døde, eller jeg aldrig har set, eller de har forladt mig, men nej det er det ikke. Jeg kan ikke huske dem. Jeg har en sygdom, som der er meget sjældent at få nå man kun er 15 år.

Demens. Ja det er det det hedder.

Lige nu bor jeg i en beskyttet bolig, og sidder i et lille rum bestående af fire væge, en seng, en computer, en reol med masser af bøger og et klaver.

Det eneste jeg rent faktisk bruger i dette rum er mit klaver, for det er det jeg elsker. At spille klaver, og selvfølgelig min seng når jeg skal sove.

Det var min far der lærte mig at spille. Altså den gang jeg kunne huske noget. Jeg kan ikke huske hvor lang tid jeg har spillet, men jeg synes selv, at jeg er rigtig god, så jeg må havde kunnet spille i lang tid.

En lille tåre triller ned af min kind og inden længe er det som om verden græder med mig, det får i alt fald alle til at slå deres paraplyer op.

Det banker på døren, jeg kryber sammen. Jeg er ikke i humør til selskab. En dame kommer ind af døren. Hun minder mig om nogen? Men jeg kan ikke huske hvad. Hun har lang lyst hår, spinkel krop og store blå øjne. Hun ligner mig faktisk lidt.

Hun tager sin jakke af, og lægger den på min lille taburet ved klaveret.

”hej Elena”

Hendes stemme er sukkersød og meget lys i det. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare.

”du kender mit navn?”

Det overraskede at det var mine ord der kom ud af min mund, og at det lige var et jeg skulle sige, i stedet for at sige hej med dig. En tåre triller ned af damens kind.

”ja selvfølgelig kender jeg dit navn”

jeg hader virkelig når jeg for besøg, og folk græder foran mig. Jeg føler at det er min skyld de græder, det er det sikkert også, men jeg kan jo ikke gøre for det.

”jeg er din mor”

Nu begynder jeg også at græde. Min mor kommer langsomt hen til mig og sætter sig ved siden af mig.  

Hun fortalte en masse om min barndom. Både hvordan min far og jeg altid sad ved klaveret og spillede en masse melodier, hvordan vi sad hver fredag aften sad og så video film og spiste slik og også, hvordan de tog det da de fik ad vide, at jeg havde Demens.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...