Only Time Will Tell - One Direction (+13)

Engang havde den 19 årige Willow McIve en hverdag fuld af venner, fyre og kærlige forældre. Men alt dette bliver ændret brat, da den daværende 17 årige Willow bliver voldtaget af en jaloux eks-kæreste. Hun for voldsomme humørsvingninger, den ene dag er hun næsten lalleglad, men så den næste dag er hun deprimeret, og sidder bare på værelset og kigger ud af vinduet. Et halvt år efter bestemmer hendes "forældre" sig for at Willow skal vide at hun er adopteret. Men de vil ikke sige hvem der er hendes biologiske forældre. Willow flygter over til den eneste person hun stoler på, nemlig hendes bedste ven Javier. Han trøster hende, og sammen flytter de til London. Willow prøver på at starte på et nyt liv, og her møder hun Cat og de bliver gode venner. En dag da hun opræder på den café hun arbejder på, opdager at det verdenskendte boyband One Direction imellem alle de normale gæster. Samme dag finder hun ud af at Cat og Javier har meldt hende til X-factor. Hvad mon der sker med X-factor & 1D??

28Likes
35Kommentarer
2972Visninger
AA

2. Sing a Song

 

Navnet er Willow, Willow Madonna McIve. Skørt mellemnavn, right? Ved ikke lige hvad de gamle tænkte på. Mærkeligt efternavn også, jeg ved det, men det er åbenbart heller ikke mit rigtige navn. For jeg er adopteret.  Og det er så her hvor jeg fortæller en vildt sørgelig historie, men tro mig, min historie kan, og er, meget sørgeligere.

 

Flashback

"Willow! Kom lige ned i køkkenet, vi skal snakke med dig!" Råbte min mor, Sophie.
Jeg rejste mig op fra min sofa, slukkede Tv’et, og gik ned i køkkenet. 
"Hvad så." Spurgte jeg og grinede, men jeg mistede hurtigt smilet, da jeg så mine forældres ansigter. Ansigter som så alt for seriøse ud. 
"Sæt dig ned, Willow." Sagde min far Peter. Jeg satte mig ned, så jeg sad overfor dem.

"Vi vil gerne fortælle dig noget vigtigt." Begyndte min far. 
"Og nu da du er 17, synes vi det var det rette tidspunkt." Jeg tav, mens jeg sad og stirrede nervøst på dem.

"Willow, du er adopteret." Sagde min far. Jeg rejste mig hurtigt op, og væltede stolen jeg sad på. 
"Hvad!" Råbte jeg rystet. "Hvorfor har i ikke sagt det før!" 
"Fordi vi ikke ville såre dig." Siger min ikke-far, jeg kan tydeligt høre på hans stemme at han skal beherske sig, for ikke at råbe.
"Hvem er mine biologiske forældre?" Spurgte jeg snerrende.
"Det kan vi ikke sige til dig, Willow. De har børn og vil nok ikke have at der lige pludselig kommer en og forstyrre deres liv." Siger hendes ikke-mor roligt.
"Fordi jeg er en vildt stor byrde eller hvad?"
"Nej Willow. Det er fordi du sommetider kan være svær at styre, den ene dag er du vildt glad, men så den næste dag, er det eneste du gør, er at ligge og stirre ud af vinduet! Og dine drukture, for guds skyld." Udbrød hendes ikke-far. Jeg gispede højt. Han burde have medfølelse med mig! Det var ikke min skyld at den idiot..
"Han fucking voldtog mig! Havde du regnet med at jeg ville lade som om intet skete! For det gjorde der! Og jeg kan se det på min krop hver dag! Jeg fatter ikke at du på noget tidspunkt kaldte dig for min far! Bare lad vær med at kontakte mig!"
Jeg ventede ikke på deres svar, da jeg stormede ud i gangen, tog mine converse på, og skyndte mig ud af døren. Jeg smækkede døren hårdt i, og løb.

Flashback slut

Jeg har en dyb tristhed over at de ikke vil fortælle hvem mine biologiske forældre er. Og at min far reagerede sådan som han gjorde. Ja, mit humør er som den vildeste rutsjebane. Men det burde da for fanden være forståeligt efter hvad jeg havde været igennem. Voldtaget som 17 årige, hvilken joke. Men heldigvis kan jeg altid begrave min sorg og vrede i musikken. Hvis det ikke var for musikken, havde jeg begået selvmord for længst. Nu tænker du sikkert at jeg bare har en vildt kold facade, men min facade er næsten altid en glad og drillesyg facade. Udover når jeg får tilbagefald.
Nok med de triste tanker Willow, du skal på arbejde. 
Ja jeg ved det, jeg snakker med mig selv, men sådan er jeg bare.

Fuck, den ER jo krøllet. Jeg holder min højtaljede neon gule nederdel op, men så krøllet er den heller ikke... 
Ej, det går, jeg tager den på. 
Nu skal jeg bare have min sorte top, med blonde ærmer, på. Den er i det mindste ikke krøllet. 

 

 


Den gule nederdel, og den sorte top, er mit arbejdstøj. Jeg arbejder nemlig på en vild funk café, der sjovt nok hedder "Funk". Caféen er vildt sejt, og der er en daglig optræden med en eller anden kunstner. 
Det gode er klart, at vores arbejdstøj, er vildt sej. Vi skal nemlig bare have noget neon-farvet på.
Fuck, jeg skal skynde mig, klokken er 18:45, og jeg skal møde klokken 19. 
Ud på badeværelset. 
Hvordan skal mit hår sidde? Det er brunt, og har en masse krøller. Og så går det mig til livet, jeg elsker længden. 
Det har virkelig også taget lang tid for at få den længe. Mine såkaldte veninder, det vil sige dem der tror de er venner med mig, men som jeg ikke vil være venner med fordi de er skide falske, samlinger altid mit hår med Harry Styles. Altså ham fra One Direction, men det nok kun fordi at de piger åbenbart ikke kan tænke på andet end de fem drenge.
Whatever, i dag lader jeg det bare hænge.
Lidt, eller meget, mascara på vipperne. Også noget eyeliner
Det skal lige siges at jeg bruger vildt meget eyeliner, så mine grønne øjne bliver fremhævet.

Gud hvor jeg savner Javier! Javier er min bedste ven. Han har været her fra begyndelsen, og han ved ALT. Lige fra voldtægten til mine adoptivforældre. Men lige nu er han i New York til et eller andet mode noget, da han er model. Og gud hvor har jeg travlt!
Ud i gangen.
Yes, mine sorte pumps står lige der. 
Jeg ved egentligt ikke hvorfor de ikke burde det, men whatever.
På med skoene, og så bare ud af døren. 
Jeg løber ned af trapperne, og går hen til min vildt nice knallert. Den er sort, med orange flammer.
Ikke noget piget, men jeg er nu heller ikke så piget omkring sådan nogle ting. Jeg elsker fart, så når jeg køre, så er håndtaget i bund. Hvis det overhovedet hedder et håndtag når det er en knallert, men som sagt whatever.

Yes, jeg nåede det lige, jeg er ved caféen, og den er 2 minutter i. 
"Hej Cat!" Råber jeg til min kollega og eneste gode veninde, der står ved maskinerne. 
"Du nåede det lige, Will." Råber hun bare tilbage. 
Hun kalder mig for Will, og jeg kalder hende Cat. Hun hedder rigtigt Catherina. Hun hader sit navn, så når jeg er sur på hende, kalder jeg hende, hendes fulde navn. Haha, ondskabsfulde mig. Jeg er en total crimerider.
"Hvem er det der optræder i dag?" Spøger jeg Cat. 
Hun bevæger sig hen til skemaet, og kigger på det. "Det skal Ellie Goulding, hun er nemlig i London i denne uge."
Jeg nikker til hende, og kigger op, da jeg hører, den dims der sidder ved døren, bimle. 
Altså du ved sådan en ting, med de der metal nogle i, og så hænger der også tit delfinfigurer eller muslinger i dem. Den her er der bare noder i neon farver der hænger i den. Hvis du ikke ved hvad det er jeg snakker om, er det bare synd, for jeg ved ikke hvad den hedder. Ind af døren kommer bare nogle random folk. Jeg kan høre telefonen ringe, og at Cat tager den. Der går noget tid, før Cat kommer over til mig. Hendes ansigt ser helt trist ud. 
"Ellie er syg, så hun kan ikke komme." 
What! For helvede altså. 
"Men vi kan jo ikke skuffe gæsterne." Siger jeg til hende, for det kan vi jo ikke. 
Lige pludselig, ændrer Cat´s ansigt udtryk, og hun smiler et stort mistænkeligt smil. 
"Jeg ved det! Du kan synge, du synger jo som en engel." 
What, nej.
So much not. Det gør jeg bare ikke. 
"Aldrig Cat."
"Men du sagde selv at vi ikke kan skuffe gæsterne. Desuden ved jeg at du kan spille One Directions One Thing og More Than This på guitar og klaver."

Det sådan set rigtigt at jeg kan det, men det kun fordi jeg synes de sange er vildt gode. For jeg er ikke Directioner, men jeg er heller ikke Directionater.
"Fint, okay! Jeg gør det! Men så vil jeg også have fri bagefter." Det mit krav. Helt seriøst. For så kan jeg jo flygte med det samme jeg er færdig. 
"Deal, du er på nu." 
Okay, træk været ud og ind Willow, dybt ind og så ud. Jeg går op på den lille scene. I caféen sidder der en 20-30 mennesker, da "Funk" er okay eftertragtet. Jeg går hen og tænder mikrofonen, og kigger ned på publikum. 
"Jeg er ked af at meddele at Ellie er syg. Men jeg kan også medbringe jer en nyhed om at Ed Sharan optræder i morgen." 
Det bare så fedt at vi har fået Ed til at synge! 
"I dag, vil jeg spille og synge to numre. Den første spiller jeg på guitar, og det er One Thing med One Direction!" 
Jeg tager guitaren som står i et guitarstativ. Jeg stemmer guitaren og går igang.

I've tried playing it cool 
Girl when I'm looking at you 
I can never be brave 
Cause you make my heart race 

Shot me out of the sky 
You're my Kryptonite 
You keep making me weak 
Yeah, frozen and can't breathe 

Some things gotta give now 
Cause I'm dying just to make you see 
That I need you here with me now 
Cause you've got that one thing 

So get out, get out, get out of my head 
And fall into my arms instead 
I don't, I don't, don't know what it is 
But I need that one thing 
And you've got that one thing 
So get out get out get out of my mind 
And come on come into my life 
I don't I don't don't know what it is 
But I need that one thing 
And you've got that one thing 

Now I'm climbing the walls 
But you don't notice at all 
That I'm going out of my mind 
All day and all night 

Some things gotta give now 
Cause I'm dying just to know your name 
And I need you here with me now 
Cause you've got that one thing 

So get out, get out, get out of my head 
And fall into my arms instead 
I don't, I don't, don't know what it is 
But I need that one thing 
And you've got that one thing 

Yeah! you've got that one thing 

Get out, get out, get out of my head 
And fall into my arms instead 

So get out, get out, get out of my head 
And fall into my arms instead 
I don't, I don't, don't know what it is 
But I need that one thing 
And you've got that one thing

Jeg er færdig med sangen, og der lyder en masse klapsalver. Jeg går over og sætter mig ved klaveret. 
"Og nu vil jeg spille og synge More Than This, også med One Direction." 
Jeg kører hænderne hen over klaveret, inden jeg går i gang.

I'm broken 
Do you hear me 
I'm blinded 
Cause you are everything I see 
I'm dancing, alone 
I'm praying 
That your heart will just turn around 

And as I walk up to your door 
My eye turns to face the floor 
Cause I can't look you in the eyes and say 

When he open his arms 
And holds you close tonight 
It just won't feel right 
Cause I can love you more than this, yeah 
When he lays you down, I might just die inside 
It just don't feel right 
Cause I can love you more than this 
Can love you more than this 

If I'm louder 
Would you see me? 
Would you lay down in my arms and rescue me? 
Cause we are, the same 
You saved me, but when you leave it's gone again 
And then I see you on the street 
In his arms, I get weak 
My body feels I'm on my knees 
Praying 

When he open his arms 
And holds you close tonight 
It just won't feel right 
Cause I can love you more than this, yeah 
When he lays you down, I might just die inside 
It just don't feel right 
Cause I can love you more than this 

Yeah 
I've never had the words to say 
But now I'm asking you to stay 
For a little while inside my arms 
And as you close your eyes tonight 
I pray that you will see the light 
That's shining from the stars above 

When he open his arms 
And holds you close tonight 
It just won't feel right 
Cause I can't love you more than this 
Cause I can't love you more than this 

When he lays you down, I might just die inside 
It just don't feel right 
Cause I can't love you more than this, yeah 

When he open his arms 
And holds you close tonight 
It just won't feel right 
Cause I can't love you more than this 

When he lays you down, I might just die inside 
It just don't feel right 
Cause I can't love you more than this

Jeg hører igen klapsalver, og smiler stort.
"Håber i nød mit lille show, vi ses." 
Siger jeg til publikum, og kigger op. Hvilket jeg fortryder, for inde blandt publikum, sidder selveste One Direction, og jeg har fucking lige sunget deres sange! Hvorfor sker sådan noget altid for mig? Og hvad laver et verdens berømt boyband, i en lille café som Funk?
Jeg skynder mig ned af scenen, og ud i køkkenet. Jeg skal bare væk fra One Direction, for prøv og tænk på hvis de synes jeg synger af lort til! Jeg går hen om bagdøren. 
"Jeg skrider nu, ses Cat." Råber jeg til Cat, men hun løber hen til mig. 
"Vent, jeg har noget meget vigtigt at fortælle dig!" 
Hun gisper efter vejret, og fortsætter så. 
"Jeg har meldt dig til X-factor!"

"Hvad!" Udbryder jeg chokeret. For det har hun bare ikke gjort, det må være en joke.

______________________________________________________________

A/N:

Sorry at kapitlet ikke er så langt :D
Ville være fedt hvis i gad og LIKE eller lige smide en kommentar:-) Eller sætte den på jeres favoritlister :D

Peace Serena Z.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...