Besættelsens paraply

Før han nåede at tænke, kom uvejret tilbage, værre end nogensinde før. Himlen faldt ned over ham, dækkede ham med sin mørke dyne.
En tornado opstod et ukendt sted, og slyngede sten, kulde, og mørke på ham.

Han prøvede at gemme sig, lod en besættelse overtage hans skæbne.

3Likes
4Kommentarer
341Visninger
AA

1. Besættelsens paraply

De første mange kilometer fulgtes de ad. De gik langsomt, de havde tid nok. Indimellem stod de helt stille og nød udsigten.

De gik hånd i hånd, forbi de glitrende søer, og de smukke blomster med tusinde farver. De malede hinandens verdner fulde af syngende træer, og blomstrende sommerfugle.

 

Indimellem blev det uvejr. Det skræmte hende. Han passede på hende, og reddede hende fra stormene og regnen. Sammen dansede de under paraplyer af glæde.

De så på hinanden, og gennem hinandens øjne så de livet. De så fremad, de ville se hvor stien førte hen, og altid så de solskin og blå himmel. Tilbage så de aldrig.

Hvis de havde gjort det, ville de måske have set uvejret, der langsomt og mørkt trængte ind på dem.

Ned så de heller aldrig. Derfor så de ikke den sten, der ondskabsfuldt var placeret midt på stien, før han pludselig lå på jorden.

Han mærkede tomheden i sin hånd, der hvor hendes altid havde været, men nu havde sluppet taget. Kulden ramte ham, og da han kiggede op, så han de sorte skyer, der nu var over dem.

Regnen gjorde ham våd.

 

Hun strakte armen ned mod ham, sagde de skulle videre. Væk fra uvejret, hun var bange. Han tog hendes hånd igen, og de løb. Men han havde slået sig i faldet, og han kunne ikke følge med hendes hastige tempo. Hun var utålmodig, og prøvede at få ham til at løbe hurtigere.

Men deres greb i hinanden blev svagere og svagere, efterhånden som afstanden mellem dem blev større. Til sidst holdt hans lillefinger som det eneste et krampagtigt tag i hendes. Hans sidste forsøg, på at holde hende fast blev brudt, da han endnu en gang snublede. Han rejste sig, men hun var fortsat ud af stien, turde ikke stoppe. Han råbte efter hende, men hun var allerede langt væk. En kold og dyster tåge listede sig ind på ham, og snart kunne han ingenting se.

 

Da tågen langt om længe forlod ham igen, var stien foran ham delt i to. De to veje lå tæt i starten, men spredte sig længere og længere fra hinanden. Uden at vide hvilken vej hun havde taget, valgte han den ene.

Længe gik han, stien var smal nu. Der var kun lige nok plads til, at han kunne gå der. Regnen var holdt op, men den efterlod verden som et hav af grå nuancer. Han gik så hurtigt han kunne, holdt øje med både sin egen og den anden sti.

 

Da han en dag fik øje på hende, forsvandt alle skyerne med ét fra himlen. Det var, som om blomsterne straks sprang ud, og alle fuglene sang. Alt skulle nok løse sig nu, han var sikker. Indtil han så, at hendes hånd – den hånd, hvis fingre passede perfekt i hans egne - var optaget.

Den hånd, der var skabt til at ligge i hans, den hånd der malede hans himmel blå, tilhørte ikke længere ham.

 

Før han nåede at tænke, kom uvejret tilbage, værre end nogensinde før. Himlen faldt ned over ham, dækkede ham med sin mørke dyne.

En tornado opstod et ukendt sted, og slyngede sten, kulde, og mørke på ham.

Han prøvede at gemme sig under sin paraply af glæde, men den havde mistet sin virkning. I stedet havde han nu en af mørke, en besættelsens paraply, som han lod overtage sin skæbne.

Den gav en besættelse af minder om solen, duften og blomsterne. Han så ind i sig selv, desperat samlede han de rester, hun havde efterladt derinde.

Besættelsen udskiftede den før så smukke sti, med en grusvej af grove sten, som gik mere til siden end fremad. Tanken om, at skulle gå til enden af denne sti uden hende, fik det grå omkring ham til at kamuflere sig i endnu dybere nuancer, begravede ham dybere i de melankolske skyer.

Han var besat af vrede. Hvordan kunne hun glemme ham, når han så afgjort havde brug for hende? Hvorfor løb han ikke hurtigere, hvorfor holdte han ikke bedre fast i hendes hånd? Besættelsen ville aldrig lade ham tilgive sig selv. Den ville sørge for, at verden for evigt skulle være grå uden hende, at han altid ville mangle hendes blomstrende indre og smukke ydre.

At uvejret aldrig skulle ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...