For altid besat

Engang var her pænt og rart. Varmt, men ikke så man brændte sig. Rent, men ikke så man var bange for at træde forkert. Det var ikke svært at komme herind, den store dør stod altid åben.

0Likes
1Kommentarer
348Visninger
AA

1. For altid besat

Engang var her pænt og rart. Varmt, men ikke så man brændte sig. Rent, men ikke så man var bange for at træde forkert.

Det var ikke svært at komme herind, den store dør stod altid åben.

 

Op ad væggen stod et stort chatol. Nøglen var aldrig blevet fundet, og ingen vidste hvad der lå deri. Møblerne var bløde og lyserøde, men heller ingen havde nogensinde siddet i dem.

En dag trådte han herind. Lige pludselig, og uden varsel, befandt han sig helt inde i midten, det allervarmeste sted. Det var som om han passede hertil, som nøglen til en ellers ubrydelig lås.

Han satte sig i de bløde møbler. Han rørte ved chatollet, og det sprang op, som om det kun havde ventet på ham. I det fandt han ting, som ingen andre vidste noget om.

 

Han malede væggene fulde af blomstrende fugle og flagrende blomster. Han sørgede for at ilden altid brændte i ovnen, at duften af glæde og varme altid fyldte luften. Han låste døren for problemerne og sorgen, og han tilførte noget, som altid havde manglet.

Han boede her i længere tid, end nogen anden havde gjort det. Han tog solen og stjernerne med, og snart befandt hele universet sig herinde. Her var fyldt til randen, men kun gode ting slap ind.

 

En dag kom en lille revne i døren. Noget nyt, en anden duft, sivede ind. Han skyndte sig at lappe revnen. Men selvom man limer en smadret tallerken, vil der altid være mærker i overfladen.

Arret var ikke pænt, det passede ikke ind. Han stillede en stor sten foran, så man ikke kunne se det. Den dækkede ikke kun arret, men hele døren, og spærrede for de gode ting, der skulle ind.

Der kom flere sprækker, den ene dybere end den anden. Hver gang dækkede han dem med en ny sten. Der var efterhånden så mange sten, at gulvet ikke længere kunne bære vægten, og derfor slog revner selv. Han havde så travlt med at skjule sprækkerne, at han helt glemte at fylde brænde i ovnen. Ilden døde langsomt ud. Det eneste der nu brændte, var den ild, der langsomt åd de farverige billeder af blomster og fugle på væggene. Det blev koldere og koldere, og det var ikke rart at bo her længere.

 

Døren kunne ikke åbnes, da han ville ud. Han havde selv låst den. Nøglen havde han mistet, i sin evige kamp for at skjule sprækkerne.

En af revnerne var stor nok til, at han kunne kravle ud af den. Med ham fulgte solen, stjernerne og duftene. Han efterlod kun kulde, sten og tomhed.

Han var væk, men sprækkerne var brede og dybe som aldrig før. Alligevel var de ikke til at se, for stenene var også vokset.

 

En dag kom han for at hente sine sten. Han havde brug for dem et nyt sted, nye revner skulle skjules. Men da han trådte ind af døren, opstod en kæmpe cyklon af mørke og vrede. Den slog ned fra oven som et lyn, blæste alting rundt, ramte ham med kulde og sten. Han var ikke længere velkom-men. Selv efter han forsvandt, fortsatte uvejret i en uendelig rasen. Han havde besat stedet, og nu da han var væk, var det besat af manglen på ham.

Stenene var væk, og sprækkerne var tydelige. De var det eneste man lagde mærke til, når man kom ind, men alligevel var der ingen, der lappede dem, eller i det mindste dækkede dem. Heller ingen tændte op i ovnen.

 

Der er gået lang tid nu. Stormen er faldet til ro, og har efterladt en bar tomhed. I en hvid urne ligger kærligheden begravet, side om side med tilliden, glæden og varmen. Her er ikke længere pænt og rart, men koldt og mørkt. Revnerne er lappet, men arrene vil for altid være synlige.

 

Døren står fortsat åben. Men ingen tør gå herind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...