That's too bad (1D) *afsluttet*

Melissa har hele sit liv levet som rebel. Hun hader at få besked på, hvad hun skal gøre. Og er der en ting, hun fordrager, er det sukker sød popmusik.
Harry Styles lever det søde liv som medlem af det verdensberømte band One Direction. Men bandets manager er bange for dårlig omtale på grund af alle Harrys "pigevenner". Så da Melissa tilfældigt støder ind i Harry, og de bliver fanget af adskillige fotografer, og dømt til at være kærester, må de begge indfinde sig i at tilbringe nogle måneder sammen. Men på kun nogle få måneder kan meget ske. Der bliver skænderier, tårer og måske kærlighed. Grænsen mellem had og kærlighed er ikke langt fra hinanden.

23Likes
21Kommentarer
2337Visninger
AA

8. Synonymer

Harry's synsvinkel

Jeg kunne ikke få hende ud af hovedet. Jeg kiggede op fra mine hænder og mødte Liams blik. Hvorfor kiggede han sådan på mig? "Halo jorden kalder Harry?" Sagde han grinende. "Hvad?" Spurgte jeg overrasket. "Der er vist en, der er faldet hårdt, hva?" Spurgte Zayn drillende. Jeg himlede bare med øjnene men kunne ikke lade være med at smile for mig selv.

"Shhh", sagde Niall pludselig, og vi andre brød ud i et grin, der indhøstede os et kortvarigt ondt blik fra Niall. "Du har set den her film så mange gange", begyndte Zayn. "Du kan jo alle replikkerne i hovedet." Niall sukkede. "Hvad så?" Brokkede han sig. "Der er ikke noget ved at se en film, hvis ikke man kan høre, hvad der bliver sagt." Jeg grinede. "Undskyld Niall." Han vendte blikket mod skærmen igen. 

Melissa's synsvinkel

Jeg kom gående ned ad gangen, da Ellie kom farende mod mig. "Hvordan var turen?" Spurgte hun spændt. Jeg sukkede. "Den var fin nok", sagde jeg og trak på skuldrene. "Jeg har brug for mere", tiggede hun. "Turbulent, men udsigten over Madrid var fantastisk", sagde jeg med et drilsk smil. "Jeg mente ikke flyveturen." Ellie daskede for sjov til mig. Beskrivelsen var egentlig meget rammende for selve turen, men det vidste hun jo ikke.

"Hvordan var drengene?" Spurgte hun så, da jeg ikke kom med flere detaljer. "Overraskende normale", sagde jeg anerkende. "Og Harry?" Hun løftede det ene øjenbryn. Hun hev et blad op fra tasken, det var slået op på en artikel om Harry og mig, fra da vi var i biografen.

Jeg klukkede stille for mig selv, hvilket bare fik hende til at hæve øjenbrynet endnu mere. "Filmen var meget rørende og romantisk", citerede hun mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine. "Det unge par så ud til at være meget forelsket, og de er da også et sødt par", læste hun videre.

Jeg himlede med øjnene. "Du ved godt, det bare var skuespil", sagde jeg, selvom jeg selv var ved at komme i tvivl. Hun studerede mig indgående. "Hvorfor er du så ikke holdt op med at smile endnu?" "Ja, ja du skal nok få detaljerne", sagde jeg, da vi trådte ind i vores klasselokale. 

"Jeg syntes den var meget rørende og romantisk", hørte jeg mig selv sige. Jeg kiggede derover, hvor lyden kom fra og fik øje på alle pigerne fra klassen, som sad og stirrede på en bærbar. Det var interviewet, fra da vi var kommet ud af biografen, der optog deres opmærksomhed. Stine, en pige som jeg ellers aldrig snakkede med, vendte sig om og styrtede over til os. "Hvordan er han?" Spurgte hun med julelys i øjnene.

"Han" Jeg stoppede mig selv, da jeg lige skulle til at beskrive ham som flink. Nok ikke den bedste strategi, når jeg skulle spille forelsket. Heldigvis reddede hun mig. "Fantastisk?" Jeg grinede, og de andre piger vendte sig også om mod os.

Et øjeblik senere var jeg omringet af dem, mens de bombederede mig med spørgsmål om de fem drenge. Jeg prøvede så godt, jeg kunne at svare på dem, men jeg skulle passe på ikke at sige for meget, egentlig kendte jeg dem ikke så godt. Jeg tror faktisk, de vidste mere om dem end jeg gjorde. Alle pigerne var Directioners inklusiv Ellie. 

Thank God for hende. Hun kunne heldigvis hjælpe mig med nogle af spørgsmålene, uden at det virkede underligt. De andre troede bare, hun havde fået hele historien. Vi var jo trods alt bedste veninder.  

"Er det rigtigt at Louis er super romantisk?" Spurgte Mille, en anden pige fra min klasse, drømmende. Jeg trak på skuldrene. Egentlig vidste jeg det ikke, Eleanor havde jo ikke været med på turen. "Du var  vel sammen med ham?" Brokkede Mille sig. "Jo", sagde je lidt usikkert. Hvad skulle jeg sige? 

"Tror du, hun bruger sin tid på at studere om Louis er en romantiker eller ej, når hun er på ferie med sin kæreste?" Ellie stod med et løftet øjenbryn, og jeg smilede taknemmeligt til hende. Mille stod og tænkte over lidt det, hvilket alle de andre piger også gjorde, indtil de godtog svaret, og jeg blev bombarderet med nye spørgsmål.

***

Jeg gik ned ad gangen med Ellie ved min side, mens jeg prøvede så godt, jeg kunne at smile til alle dem, der stirrede på os. One Directions nye cd blev spillet overdøvende højt alle steder, men det generede mig ikke grænseløst, som det havde gjort før. 

Trods den høje musik, kunne jeg alligevel høre hviskende stemmer. "Tror du det er rigtigt?" "Selvfølgelig er det det, så du hende ikke på tv?" De 2 piger kiggede begge bedømmende på mig, inden jeg gik forbi dem.

"Hvad ser han i hende?" Pigen ved siden af trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke, det er i hvert fald ikke hendes udseende." Hun smækkede skabet i. "Eller hendes personlighed", fortsatte den første. "Hun er altid så mut." "Måske skulle hun gå til en psykolog." De klappede begge i, da de fik øje på mig. Og jeg skulle anstrenge mig meget for ikke at komme til at smile. Jeg gav dem et koldt blik, men da vi var gået forbi dem, revnede mit ansigt i et stort grin.

Harry's synsvinkel

Jeg sad og trommede nervøst på bordet. "Ring nu bare til hende", sagde Liam utålmodigt og rakte mig min mobil, som lå på bordet foran mig, og som jeg havde stirret på den sidste halve time. Jeg tog tøvende imod den. Han havde jo ret. Jeg kunne ikke sidde her for evigt.

Jeg tastede hendes nummer ind og ventede på, at hun skulle tage den. "Det er Melissa", sagde hun i den anden ende. "Hey Melissa", sagde jeg lidt usikkert. "Hej Harry", sagde hun glad, og jeg slappede af. "Jeg tænkte på, om du havde lyst til at hænge ud?" "Klart", sagde hun. "Jeg har fri om en time", sagde hun. "Hjemme ved mig?" Det sidste hviskede hun. "Klart", sagde jeg, med et smil limet til mit ansigt. 

"Se, det var jo ikke så slemt." Jeg himlede af Liams kommentar, inden jeg smed en pude efter ham. Grinende gik han ud af stuen.

Melissa's synsvinkel

Jeg gik væk fra flokken af piger, der stod omkring mig, da jeg skulle aftale, hvor vi skulle mødes. Jeg havde, dum som jeg var, sagt Harrys navn højlydt, så de alle havde spidset ørerne. Hvis de fandt ud af, at vi skulle mødes hjemme ved mig, ville de bare følge efter mig. Afstanden hjalp ikke spor, da de selvfølgelig fulgte efter mig. "Hjemme ved mig?" Spurgte jeg hviskende om og bad til, at de ikke havde hørt det.

"Klart", sagde han. "Okay, så ses vi", sagde jeg og klappede telefonen i. Skuespillet var ved at gå i stykker, men spørgsmålet var, om det var godt? Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var ved at blive skiftet ud med noget ægte?

"Hvad så?" Ellie kom hen til mig. "Hjem til mig efter skole", sagde jeg på en måde, så folk ville opfatte det som et spørgsmål til hende. "Okay", sagde hun med et indforstået smil. Hun vidste godt, hvad jeg mente. Jeg sukkede lettet. Nu troede de andre heldigvis også, at vi skulle være sammen. Så der var nok en god chance for, at de ikke ville følge efter mig. 

***

Jeg rettede lidt nervøst på puderne i stuen. Var alt som det skulle være? Hvad har du gang i Melissa! Kan det ikke være ligemeget? Jeg kiggede over mod hoveddøren gennem stuens dør. Min lillesøster stod parat ved den.

"Kommer han ikke snart?" Spurgte hun, mens hun tastede noget ind på hendes telefon, sikkert en tweet. Jeg skyndte mig derover og tog telefonen fra hende, mens hun var optaget af at kigge gennem brevsprækken.

"OMG, er så spændt! @Harry_Styles kommer på besøg", læste jeg op, med et hævet øjenbryn."Slet det!" "Jamen!" Protesterede hun. "Vil du gerne have at hele skolen kommer?" Spurgte jeg hende. Når hun nu ikke ville høre efter, måtte der tages andre metoder i brug. Hun trak bare på skuldrene.

Fattede hun slet ikke pointen? Privatliv! Jeg havde brug for privatliv! "Så skal han jo bruge tid på sine fans i stedet for dig", sagde jeg og skar det derved ud i pap. Hun kiggede overrasket på mig, inden hun hev telefonen ud af min hånd. "Se", sagde hun et øjeblik efter. "Slettet."

Jeg smilede for mig selv. Hvis jeg fik noget at sige, skulle hun ikke hænge ud med os. Men jeg kunne nok ikke få hende til at opgive drømmen om at møde ham.

"Han kommer!" Råbte hun pludseligt og gav mig et chok. Jeg kiggede hurtigt ud af vinduet og fik øje på Harry, som kom afslappet slentrende hen ad vores havesti. Han kiggede op, og jeg skyndte mig at dukke om bag gardinet. Desværre var jeg ikke hurtig nok, for jeg kunne se ham smile for sig selv, da jeg igen kiggede ud af vinduet.

Han nåede aldrig døren. Ligeså snart jeg kunne høre fodtrin ude foran døren, rev min lillesøster døren op. "Harry!" Sagde hun glad, inden hun kiggede over på mig og tog sig sammen. "Jeg er Melissa's lillesøster" "Nadia, ikke?" Afbrød Harry hende smilende og gav hende hånden. Jeg kunne se hendes øjne funkle over, at han vidste, hvem hun var, mens hun tog hans hånd.

Harry kiggede lidt genert over mod mig. Jeg himlede med øjnene, da min lillesøsters forsøg, på at bevare kontrollen, et øjeblik efter gik op i røg, og hun begyndte at skrige ukontrollabelt. Jeg kunne se at Harry anstrengte sig til det yderste for at holde masken, men da jeg begyndte at grine, gav han også op.

Nadia kiggede overrasket på os, inden det gik op for hende, hvad vi grinede af. Hun kiggede et øjeblik fornærmet på os, inden jeg fik et koldt blik, og hun smilede til Harry. Blikket fik mig til at standse et øjeblik, men Harrys grin fik mig til at starte igen.

Jeg fattede egentlig ikke helt, hvorfor jeg grinede. Jeg burde være irriteret over hendes barnlige og skabagtige opførelse. Harry prøvede at ryste hende af sig, men det hjalp ikke rigtig.

Efter en evighed var hun endelig kommet så meget til sig selv, at vi kunne gå op af trappen. Vi gik videre hen ad gangen og ind på mit værelse, som rodede ad helvede til. Og nu tænker I sikkert: "Hvorfor gik hun så meget op i sofapuderne, når hendes værelse ligner et bombet lokum?" Det er meget enkelt, de stakkels sofapuder var tilfældige ofre for min nervøsitet. Desuden skal ingen, ikke engang mig, rydde op på mit værelse. Det er, som det er.

Jeg kiggede over på Harry, som overrasket spærrede øjnene op et øjeblik, inden han smilende prøvede at undgå at træde på noget, da han fortsatte ind i værelset.

Harry's synsvinkel

Wow! Jeg kiggede overrasket på gulvet, altså det man kunne se af det, inden jeg vendte blikket mod hende igen. Hun smilede bare til mig nærmest stolt, og jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv. Det mindede mig om mit værelse, inden jeg kom med i One Direction. 

Jeg gik forsigtig ind i værelset bange for at ramme noget. Det gik godt den første meter, inden min fod stødte på noget, og jeg var lige ved at falde. "Pas på", sagde hun grinende, da jeg væltede ned i hendes seng, for ikke at falde ned på gulvet.

Jeg satte mig hurtigt op og kiggede rundt. Det var et værre rod. Sengen var det eneste sted man kunne sidde. Skrivebordet var overdænget med papir, blyanter og pensler. Gulvet flød af cd'er, tøj og andre ting. I vindueskarmen stod endnu flere pensler.

Mit blik standsede ved et af de utallige billeder, der stod lænet op ad væggen. "Maler du?" Spurgte jeg overrasket. Hun slog mig ikke som den følsomme type. Hun nikkede og kiggede ned, et øjeblik efter kiggede hun op igen med et lidt genert smil.

Jeg gik hen til det billede, der havde fanget min opmærksomhed for lidt siden. "Wow", sagde jeg benovet. "Det er smukt." Jeg vendte mig mod hende med maleriet i hånden. Det forestillede en danser, der blev opslugt af mørket. "Håbløshed", sagde jeg stille, inden jeg stillede det tilbage. Hun kiggede overrasket på mig.

"Det var lige det, jeg prøvede at fange", sagde hun. Jeg studerede nogle af de andre malerier og fandt et gennemgående tema. "Hvorfor er alle dine billeder så mørke?" Spurgte jeg. Hun trak på skuldrene. "Min far skred fra os, da jeg var 12", sagde hun og satte sig på sengen. Jeg fulgte hendes eksempel og satte mig ved siden af hende. 

"Det er jeg ked af at høre", begyndte jeg. Hun løftede hånden og rystede på hovedet. "Det er længe siden." Hun sad usikkert et øjeblik, inden hun fortsatte. "Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at male. De mørke farver har bare altid tiltrukket mig. Jeg ville ønske, der var en eller anden spændende historie bag, men det er der ikke."

Jeg var sikker på, at de mørke farver kom fra farens svigt, men jeg kunne mærke på hende, at hun helst ikke ville snakke om det, så jeg holdt min mund. 

"Er det det du vil?" "Hvad?" Spurgte hun overrasket. "Være kunstner?" "Det ved jeg ikke", svarede hun efter et øjebliks betænkning. "Jeg ved bare, at jeg kan lide det. Jeg tænker ikke på andet en det jeg maler, når jeg maler. Det er ligesom at være inde i en anden verden" Det var præcis sådan, jeg havde det med musikken. Smilende trak jeg hende ind til mig. Måske var vi alligevel ikke så forskellige? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...