That's too bad (1D) *afsluttet*

Melissa har hele sit liv levet som rebel. Hun hader at få besked på, hvad hun skal gøre. Og er der en ting, hun fordrager, er det sukker sød popmusik. Harry Styles lever det søde liv som medlem af det verdensberømte band One Direction. Men bandets manager er bange for dårlig omtale på grund af alle Harrys "pigevenner". Så da Melissa tilfældigt støder ind i Harry, og de bliver fanget af adskillige fotografer, og dømt til at være kærester, må de begge indfinde sig i at tilbringe nogle måneder sammen. Men på kun nogle få måneder kan meget ske. Der bliver skænderier, tårer og måske kærlighed. Grænsen mellem had og kærlighed er ikke langt fra hinanden.

23Likes
21Kommentarer
2231Visninger
AA

3. One Direction

Melissa's synsvinkel

Okay, jeg havde vist det hele. Jeg gennemgik min kufferts indhold i hovedet. Så meget skulle jeg jo heller ikke bruge til nogle få dage. Jeg gik over til vinduet, da jeg hørte en bil.

En fancy bil, hvis mærke jeg ikke kendte, trillede ned ad vejen. Jo, det var dem. Jeg lukkede kufferten, lynede den og gik nedenunder. Jeg åbnede døren, og der stod de allesammen. Hele One Direction.

"Vi ville bare lige sige hej", sagde Louis med et kæmpe smil. "Jamen hej", sagde jeg overrasket. Han trak mig ind til sig i et kram, og det tog et øjeblik, inden jeg gengældte det. Han rykkede væk, og Liam gav mig også et kram. "Hyggeligt at møde dig", sagde han, inden han trak sig lidt væk. "Hej", sagde Zayn og gav mig hånden. Niall kom hen til mig og gav mig endnu et kram. "Hej", sagde han og gav mig et stort smil. Så manglede der bare én. Harry. "Hej", sagde han og smilede. "Hej", sagde jeg og prøvede at gengælde smilet.

"Vi skal nok få det sjovt", sagde Zayn henvendt til mig. "Ja, og så kan du også holde Harry lidt i snor", sagde Louis og grinede. "Meget kort snor", fortsatte Liam. "Okay, så er det tid til at komme af sted." Michael stod i døren. Han kiggede lidt utålmodigt på sit ur. "Skal jeg tage din kuffert?" spurgte Niall hjælpsomt om. "Jo... Det må du vel gerne", sagde jeg lidt usikkert. "Jeg kører nu", råbte jeg ud mod køkkenet. Min mor skyndte jeg ud fra køkkenet.

Efter at hun havde hilst på drengene, og jeg havde fået sagt farvel, var vi klar til at tage af sted. Nadia var der heldigvis ikke, hun havde et skoleprojekt, hun blev nødt til at deltage i, ellers var vi ikke kommet af sted.

***

Jeg stirrede. Selvfølgelig havde de deres eget fly, de kunne jo ikke bare flyve med et almindeligt rutefly. Men alligevel.

Da jeg kom indenfor, stirrede jeg endnu mere. Wow! Sikke en luksus. Lædersæder med fladskærmstv'er, små sofagrupper, mini bar, ja, jeg kunne blive ved. Lidt usikkert satte jeg mig i et af sæderne. Hold op hvor var det blødt. Måske var den her tur, alligevel ikke så slem.

Drengene skulle spille til en velgørenhedskoncert i Spanien. I den sammenhæng havde Michael fået arrangeret et pressemøde. Det gjaldt jo om at puste til ilden, som han sagde. Og som den søde og støttende kæreste, jeg efter sigende var, skulle jeg selvfølgelig med.

Louis og Zayn satte sig i en af sofagrupperne og spillede kort. Liam og Niall spillede et eller andet videospil, og Harry sad og læste i et blad for sig selv.

Nå, hvis han kunne være usocial, kunne jeg vel også. Jeg fandt min iPhone frem med tilsvarende høretelefoner og satte Fall Out Boy's I Don't Care på.

***

Det var utroligt så udmattet, man kunne blive af at rejse, selvom man ikke lavede noget. Stønnende slap jeg min kuffert, som faldt med et brag, og smed mig på sengen. Åh, den var blød. Døren smækkede, og jeg hev mig op på albuen. Det var underligt.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg Harry om. "Det ser ud som om, vi skal dele værelse", sagde han træt. Hvad? "Jamen, der er jo kun én seng", sagde jeg forvirret. Han kiggede irriteret på mig. "Louis og Zayn sover på samme værelse, og Nial og Liam deler værelse." Han smed også hans taske og smed sig så på sengen. Havde superstjerner virkelig ikke råd til endnu et hotelværelse? Michael! Det her var helt sikkert hans ide. "Jeg går i bad", sagde jeg irriteret. "Jaja", sagde Harry uinteresseret.

Da jeg kom ud fra badeværelset, lå han stadig på sengen. Jeg havde ellers håbet på, at han var smuttet. "Ved du, hvad vi skal i aften?" spurgte jeg ham om. Intet svar. "Harry, ved du, om vi skal noget i aften?" Det her begyndte at irritere mig.

Han sad bare og gloede på hans iPhone. "Harry!" råbte jeg. "Hvad?" sagde han irriteret. "Hvorfor svarer du ikke?" sagde jeg surt. Han hev nogle høretelefoner ud af ørerne. "Hvad er det, der er så vigtigt?" spurgte han irriteret. "Jeg spurgte bare hvad vi skulle lave i aften." "Hvor skulle jeg vide det fra?" sagde han irriteret og tog hørertelefonerne i ørerne igen. "Helt ærligt Harry!" sagde jeg surt.

Da han ikke reagerede, rev jeg høretelefonerne ud af hans ører. "Hvad skulle det til for?" råbte han. "Jeg spurgte dig om noget", råbte jeg. "Og jeg svarede", råbte han igen. "Hvordan kunne du vide, at jeg ikke ville sige noget mere?" spurgte jeg råbende om. "Det er jo ikke fordi, det du siger, er særligt interessant", sagde han hånligt. "Som om du er spændende at høre på!" Nu var jeg for alvor sur.

"Se mig jeg er så perfekt! Jeg er så lækker, at jeg selv kan vælge og vrage mellem pigerne!" Et øjeblik så jeg et såret glimt i hans øjne, men det forsvandt så hurtigt, at jeg ikke kunne bestemme, om det var noget, jeg havde bildt mig ind. "Hvad med dig?" sagde han koldt. "Du hader hele verden! Måske skulle du få det tatoveret på din pande!"

Harry's synsvinkel

Hun så et øjeblik overrasket på mig, inden hendes øjne igen blev kolde. Hvorfor troede hun, at hun var så meget bedre end mig? Hun kendte mig ikke engang! "Alle har ret til en chance!" sagde jeg koldt. "Du har allerede dømt mig til at være en idiot. Hvorfor tog du overhovedet med?" Jeg kiggede på hende.

Det spørgsmål havde hun ikke forventet. "Hvorfor spurgte du mig om at tage med?" spurgte hun udfordrende. "Fordi jeg ikke havde noget valg!" råbte jeg. "Michael arbejder vel for jer, eller kan I ikke finde ud af at styre jeres egne ansatte?"

Hun kiggede hånligt på mig. Hun havde en irriterende evne, til at få mig til at føle mig dum. Jeg gad ikke høre på hende mere og styrede i stedet mod døren. Jeg kunne høre hendes hånlige stemme, da jeg smækkede den. "Gå du bare!"

Da jeg kom ned i lobbyen, stødte jeg lige ind i Louis. "Ro på," sagde han for sjovt. Jeg kiggede irriteret på ham, og han kiggede uforstående på mig. "Hvem har tisset på din sukkermad?"

"Jeg kan ikke holde hende ud!" halvt råbte halvt klagede jeg. "Hun er uudholdelig, og vi har ikke engang været sammen i en time." Louis kiggede på sin iPhone. "Faktisk har i været sammen i fem timer, hvis du tæller flyveturen med." Jeg sukkede bare irriteret.

"Hun kan da ikke være så forfærdelig", startede Louis. "Jeg mener hun så da meget sød ud", sagde han så, da han så mit ansigtsudtryk. "Jeg har brug for noget luft", sagde jeg og gik mod udgangen. Af alle piger i hele verden, så var det lige præcis hende, jeg skulle bruge weekenden med. 

Melissa's synsvinkel

Han var så... Argh! Hvorfor troede han, at han var så meget bedre end mig? Hvad så hvis han var kendt? Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Og hvad var det for noget pis, med at jeg hadede hele verden? Det bankede pludseligt på døren. "Hvad nu?" råbte jeg irriteret. Louis kom ind med hænderne over hovedet. "Jeg kommer i fred", sagde han, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

"Jeg mødte Harry", sagde han og satte sig ved siden af mig på sengen. "Han var rimelig ude af den." Jeg ventede på selve spørgsmålet, men han forblev stille. Jeg kiggede over på ham, og han så forventende på mig.

"Han driver mig vanvittig", sagde jeg og opdagede, at jeg havde råbt det sidste. "Jeg vil ikke ind i midten af det her", sagde han og rejste sig. "Men bare prøv om I ikke kan undgå at dræbe hinanden, så har vi alle sammen en bedre weekend. Det er jo trods alt kun to dage." Han stilede mod døren. "Hvor skal du hen?" spurgte jeg undrende. "Skifte tøj", sagde han. "Har Harry ikke fortalt det?" Jeg rystede på hovedet. "Vi skal til en filmpræmiere. Det gælder jo om at puste til ilden." Han smilede og gik ud af døren.

Hey, vent! Hvor skulle han hen? Jeg havde jo intet at tage på. Jeg væltede alt indholdet af min kuffert ud på sengen. Ingenting. Michael havde ikke fortalt mig, at vi skulle til en premiere. Jeans? Nej, man kunne ikke tage jeans på til en premiere.

Lige som jeg var ved at gå i panik, kom Michael ind ad døren. "Jeg regner med, at Harry har fortalt dig, at vi skal til en filmpremiere i aften", sagde han. Og inden, at jeg kunne nå at svare, fortsatte han: "Så for ikke at du skal gå på den røde løber i jeans, har jeg fået fat i en kjole til dig." Han satte æsken, han havde i armene på sengen ved siden af min kufferts indhold. "Tak", sagde jeg og åbnede æsken.

Wow! Jeg tog kjolen op af æsken og studerede den. "Den er fantastisk", sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile. "Vi mødes i lobbyen klokken syv." Han kiggede på sit ur. "Så du må hellere begynde at klæde om." Jeg kiggede på væguret. Klokken var seks. Så lang tid skulle jeg heller ikke bruge, men det var nok meget godt at være på den sikre side. 

***

Jeg kiggede på uret. Klokken var 2 minutter i syv, og Harry var ikke kommet endnu. Gad vide om han vidste, at vi skulle noget? Måske havde han klædt om inde på en af de andres værelser? Nå, det var vel hans eget problem. Jeg gik ud af døren, lukkede den og gik hen ad gangen mod elevatoren. Vi var på 9. etage, så jeg skulle et godt stykke ned. Trappen ville nok ikke være så smart med denne her kjole på. Elevatoren dingede og dørene åbnede. Jeg trådte ind og trykkede på nul.

Efter et par minutter åbnede dørene sig igen, og jeg trådte ud af elevatoren. Da jeg kom rundt om hjørnet, kunne jeg se dem. De stod henne ved døren. Da jeg kom lidt tættere på, vendte de sig alle om. De kiggede alle beundrende på mig, og jeg kunne mærke rødmen stige op i kinderne på mig. Jeg kiggede over på Harry, som så tryllebundet ud.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...