That's too bad (1D) *afsluttet*

Melissa har hele sit liv levet som rebel. Hun hader at få besked på, hvad hun skal gøre. Og er der en ting, hun fordrager, er det sukker sød popmusik.
Harry Styles lever det søde liv som medlem af det verdensberømte band One Direction. Men bandets manager er bange for dårlig omtale på grund af alle Harrys "pigevenner". Så da Melissa tilfældigt støder ind i Harry, og de bliver fanget af adskillige fotografer, og dømt til at være kærester, må de begge indfinde sig i at tilbringe nogle måneder sammen. Men på kun nogle få måneder kan meget ske. Der bliver skænderier, tårer og måske kærlighed. Grænsen mellem had og kærlighed er ikke langt fra hinanden.

23Likes
21Kommentarer
2267Visninger
AA

6. Kiss N Tell

Melissa's synvinkel

Jeg stirrede irriteret på tv'et. Hvorfor var det, at Michael altid troede, han havde ret. Der var gået en halv time, og de var stadig ikke færdige med pressemødet. Jeg kunne se, at Niall kedede sig lidt over de uoriginale spørgsmål, og Louis og Zayn kiggede sigende på hinanden. De var enige. Harry var den eneste, der tog det seriøst, selv Liam så ikke særligt interesseret ud.

Det var nok også fordi, alle spørgsmålene var rettet mod Harry. "Hvordan er Melissa?" "Hvordan mødtes I to?" Var det romantisk at se Den Sidste Kærlighed sammen?" Harry kiggede hjælpeløst på alle journalisterne og prøvede det bedste, han havde lært at svare på alle spørgsmålene til journalisternes tilfredstillelse. Det måtte være svært at side og lyve. Jeg hørte ikke rigtig efter hans svar. Jeg var irriteret. Hvorfor skulle jeg sidde og se det på tv, når jeg kunne se det "live"?

"Vil du have,  at journalisterne skal tro, du forhindrer ham i at udleve sin drøm?" Havde Michael brugt som argument.  "At du er en distraktion." Jeg forstod det ikke. Var det ikke meningen, jeg skulle være støttende? Åbenbart ikke så meget.

Jeg sukkede endnu engang irriteret. "Hvad laver Melissa så nu?" Min opmærksomhed rettede sig endnu engang mod Harry, der så hjælpeløst på Louis, som bare trak på skuldrene. Efter et øjeblik svarede han: "På shopping."

Jeg måbede. Hvad bildte han sig ind? Kunne han ikke have fundet på noget mere interessant. Hvor overfladisk måtte de ikke lige syntes, jeg var? "Helt ærligt Harry", mumlede jeg irriteret for mig selv.

Efter et sidste spørgsmål rejste de sig endelig. Nu sidder I sikkert og tænker: "Jamen jeg troede ikke hun kunne fordrage dem?" Men siden jeg har lært dem at kende, har de faktisk vist sig at være søde og rare. Desuden er det ret så kedeligt at side alene på et hotelværelse.

Døren åbnede sig. Det var Harry. "Helt ærligt Harry", sagde jeg en smule irriteret. Han kiggede overrasket på mig. "Hvad?" "Shopping helt ærligt?" Han skulle lige bruge et øjeblik på at finde ud af, hvad jeg snakkede om. Da det gik for langsomt, forsatte jeg: "Pressemødet." "Nårh", sagde han endelig. "Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle svare", han smilede undskyldende.

Da jeg stadig skulede irriteret til ham, fortsatte han: "Jeg troede alle piger kunne lide at shoppe." Han trak på skuldrene. "Kunne du ikke have fundet på noget mere interessant som museum, eller..." Jeg sukkede. "...kirker?" Jeg slog hjælpeløst ud med armene, og Harry trak på smilebåndet inden han begyndte at grine. "Jeg vidste ikke, du var så kulturel." Jeg skulede endnu engang til ham, inden han smed sig afslappet på sengen.

***

Jeg sukkede lettet, da Louis, Zayn, Niall og Harry kom ned fra scenen. Så var første del af koncerten overstået. Det kunne godt være, de var rare, flinke og alt det der, men det ændrede altså ikke ved, at jeg hadede den type musik. Alligevel havde jeg ikke turdet at tage høretelefoner på, det ville være FOR mærkeligt.

De smilede glade til mig. Louis og Niall pjattede, imens Liam så opgivende på dem, inden de forsvandt. Hvor skulle de hen? Jeg fulgte efter dem væk fra bagsiden af scenen, ned ad en gang og ind i et andet lokale.

Okay, det her var vildt. Der var en kæmpe buffet, som Niall allerede studerede. Zayn og Louis smed sig grinende i lædersofaerne. Liam satte sig ved siden af dem med blikket rettet mod sin mobil.

Det var først der, det gik op for mig, hvor specielt, det egentlig var at være backstage med det største navn i musikkens verden lige for tiden. Hvor mange der ikke engang turde drømme om det, og så klagede jeg over musikken. Var musikken ikke pointen med at tage til koncert? Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv.

"Hvad er det, der er så sjovt?" spurgte Harry med et nysgerigt smil. "Ikke noget", sagde jeg. "Jeg kom bare til at tænke på noget." Han lod det ligge og gik hen til sofaen, hvor alle de andre allerede sad.

Jeg kiggede på dem, mens de alvorligt diskuterede om Toy Story var bedre end Wall-E. "Jeg stemmer for Toy Story", sagde Zayn og rakte hånden i vejret. "Wall-E er bedre", sagde Niall, mens han kiggede vantro på Zayn.

Her var det jeg brød ud i et grin. Det var simpelthen for morsomt. Samtalen stoppede, og alle 5 kiggede overrasket på mig. "Hvad er det, der er så sjovt?" spurgte Liam undrende. Kunne de virkelig ikke se det? Jeg skulle lige til at svare men blev afbrudt af en, der åbnede døren. "Fem minutter drenge", sagde hun og lukkede den igen.

De rejste sig alle op af sofaen. "Showtime", sagde Liam med et grin, og Louis begyndte at danse. Gad vide om deres fans vidste, at de var så mærkelige? Sikkert ikke. Jeg trak på smilebåndet og fulgte endnu en gang efter dem.

***

Jeg måtte indrømme det, jeg var ret stolt af mig selv. Jeg havde klaret en hel One Direction koncert. Se, der var noget, jeg kunne skrive på mit CV. God til at holde unødvendig støj ude. Jeg smilede for mig selv, da drengene endnu en gang kom ned fra scenen.

"Var det så godt?" spurgte Louis med et ironisk smil, da han så mig. "Jeg takkede bare gud for at det var ovre", sagde jeg med et kækt smil. Louis grinede og Harry kom over til os. "Ej, seriøst, havd syntes du?" Louis kiggede nysgerrigt på mig. Jeg trak bare på skuldrene, jeg ville helst ikke fornærme dem. "Vi vil gerne høre en der ikke er fan's mening", sagde Harry opfordrende. Jeg trak endnu engang på skuldrene, som gav mig et løftet øjenbryn fra Louis. "Fint", sagde jeg sukkende. "Men så er I selv ude om det." De nikkede begge to. Hvordan skulle jeg forklare det?

"I var gode", sagde jeg og tøvede. "Men?" Sagde Harry afventende. "Jeg er ikke så vild med jeres musik", sagde jeg og kiggede hurtigt ned. "Hvad?" Spurgte Louis chokeret. Harry grinede bare. "Er musikken ikke meningen med at gå til en koncert?" Jeg kiggede bare på ham, og før jeg kunne nå at svare, blev vi afbrudt af et overdøvende skrig.

"OMG!" råbte en pige på min alder. "DET ER HARRY STYLES!" En scenemedarbejder trak bare på skuldrene. "De havde vist vundet en eller anden konkurrence", sagde han en smule undskyldende. Harry nikkede forstående. Jeg kiggede over på Louis, som så en smule fornærmet ud.

Den ene af pigerne, hende der havde skreget som en sindssyg, styrtede over til Harry. Den anden nærmede sig forsigtigt mig og Louis. "Må jeg få din autograf?" spurgte hun stille om. Louis nikkede og signerede hendes CD og T-shirt og smilede igen.

Han havde åbenbart fået den normale. "Jeg er vild med jeres musik", sagde hun så, og Louis kunne ikke lade være med at kigge grinende på mig. "Se der er en, der ved, hvad hun snakker om." Jeg himlede bare med øjnene og kiggede over på Harry og den sindssyge fan, da hun pludselig var blevet stille.

Jeg blinkede overrasket, for jeg var sikker på, det var noget jeg bildte mig ind. Det måtte det være. Men så kiggede jeg over på Louis, der så endnu mere forbavset ud.

Hvad fanden? Harry stod og kyssede med hende. Seriøst? Hvad bildte han sig ind? Her havde jeg fløjet hele vejen til Madrid, for at redde hans rygte, og så gør han det samme som altid. Jeg vendte mig rundt med tårer i øjnene og gik. 

Harry's synsvinkel        

Hvad var der med hende? Jeg himlede med øjnene, da hun begyndte at råbe op om, hvor meget hun elskede mig. Kunne hun ikke se, jeg stod lige her? Jeg kiggede over på Louis og Melissa, der stod og snakkede med den anden fan. Hun virkede en del mere normal. Hvorfor fik jeg altid de sindsyge?

Da jeg vendte mig mod hende igen, lænede hun sig ind over mig og kyssede mig. Hun tog mig på fersk gerning. Hvad var det lige, der skete? Jeg var så chokeret, at der gik noget, der virkede som en evighed, inden min hjerne slog til igen.

Jeg skubbede hende hurtigt væk fra mig. Hun kiggede såret på mig, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle sige. Jeg gad ikke mere af hendes konstante råben, så i stedet for at begynde at skælde hende ud, sagde jeg bare: "Det skulle, du ikke have gjort," og vendte om på hælen. Da jeg gik, begyndte hun at græde og råbe endnu engang op om, at jeg var hendes store kærlighed. Sindssyge kælling.

Louis kom hen til mig fem minutter senere. "Hvad havde du lige gang i Harry?" spurgte han overrasket med et løftet øjenbryn. Jeg rystede chokeret på hovedet. "Pigen er sindssyg, hun overraskede mig totalt." Han nikkede forstående og satte sig ned ved siden af mig i den bløde sofa.

"Ved du hvor Melissa er?" Spurgte jeg Niall om cirka en time efter. Han rystede på hovedet. "Jeg har ikke set hende, siden hun ventede på os bagved scenen." Jeg rynkede betænksomt panden. Det var faktisk også lang tid siden, jeg havde set hende. "Hun kan vel være taget tilbage til hotellet?" Foreslog han så, da han så mit tænksomme ansigts udtryk. "Ja måske."

***

Jeg kom tilbage til hotellet. Michael havde også foreslået, at hun var her, men han vidste det selvfølgelig ikke. Jeg undrede mig over, at hun bare var forsvundet på den måde, mens jeg gik ind i elevatoren. Der var en gammel dame, som kiggede underligt på mit hår. Jeg smilede for mig selv. Jeg kunne nærmest høre hende tænke: Har han ikke en kam?

Hun stod af allerede på 1. etage, og jeg fortsatte op. Da jeg nåede 9. sal trådte jeg ud på gangen. Der var helt stille. Jeg kiggede på uret på min mobil, klokken var over 12, ikke underligt folk sov.

Da jeg kiggede ned ad gangen, fik jeg øje på nogle tasker, der stod lænet om ad muren. "Det var da et mærkeligt tidspunkt at rejse på", mumlede jeg for mig selv. Da jeg kom nærmere, begyndte det at gå op for mig, at taskerne stod udenfor vores værelse. Hvad? Der var vel ikke sket en overbooking? Jeg rynkede overrasket øjenbrynene, da jeg stod udenfor vores dør og så, at det var mine tasker. Hvad skete der lige her?

Det var sikkert bare en fejl. Jeg ville åbne døren, men den var selvfølgelig låst, noget jeg havde glemt i min overraskelse. Jeg rodede i mine lommer for at finde nøglen, men indså til min ærgrelse at den lå på bordet ved siden af sengen på den anden side af døren. Pokkers.

Jeg bankede irriteret på døren. Bare hun nu var der. Hvad tænkte jeg på, selvfølgelig var hun det. Hvor skulle hun ellers være? "Melissa?" Råbte jeg. "Melissa, jeg har låst mig ude. Vil du ikke lukke mig ind?" Intet svar.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...