That's too bad (1D) *afsluttet*

Melissa har hele sit liv levet som rebel. Hun hader at få besked på, hvad hun skal gøre. Og er der en ting, hun fordrager, er det sukker sød popmusik.
Harry Styles lever det søde liv som medlem af det verdensberømte band One Direction. Men bandets manager er bange for dårlig omtale på grund af alle Harrys "pigevenner". Så da Melissa tilfældigt støder ind i Harry, og de bliver fanget af adskillige fotografer, og dømt til at være kærester, må de begge indfinde sig i at tilbringe nogle måneder sammen. Men på kun nogle få måneder kan meget ske. Der bliver skænderier, tårer og måske kærlighed. Grænsen mellem had og kærlighed er ikke langt fra hinanden.

23Likes
21Kommentarer
2264Visninger
AA

5. Godmorgen sovetryne

Melissa's synsvinkel

Jeg lukkede øjnene og lod mig et øjeblik rive med af øjeblikket. Men så slog min hjerne til igen. Jeg kunne ikke være en pige, i hans uendelige række af piger, jeg ville ikke. Jeg trak mig hurtigt ud af kysset og kiggede ned.

Da jeg kiggede op igen, betragtede han mig med et overrasket udtryk. "Jeg troede..." begyndte han. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Det gør ikke noget", sagde jeg bare og kiggede ned igen, da jeg kunne se, han skulle til at sige noget mere. Stilheden brød ud, og ingen sagde noget. Jeg kiggede ud af vinduet og så månen på himmelen. Han rejste sig uden rigtigt at vide, hvad han skulle gøre og stod lidt forvirret.

"Godnat", sagde jeg hurtigt, da jeg ikke kunne holde stilheden ud længere, og vendte mig på siden med ansigtet væk fra ham. Jeg trak vejret dybt og sukkede indvendig. Hvordan kunne jeg være så dum?

***

Da jeg vågnede, opdagede jeg, at der var lyst i værelset. Jeg havde åbenbart glemt at trække gardinerne for. Jeg vendte mig om på den anden side, som jeg altid gør og fik et mindre chok.

Der lå en ved siden af mig. Hvad lavede han i min seng. Det tog et øjeblik, før det gik op for mig, at jeg jo ikke var hjemme men i Spanien, og at det var Harry Styles, der lå ved siden af mig.

Så kom aftenens begivenheder tilbage. Det havde ikke bare været en drøm. Jeg blev ved med at spille kysset for mit indre blik, men det forblev mig en gåde, hvorfor jeg ikke havde stoppet ham. Hvorfor havde jeg ikke stoppet ham? Jeg kunne jo ikke lide ham. Jeg hadede ham. Eller gjorde jeg? Havde jeg i virkeligheden nogensinde gjort det? Jeg sukkede.

Jeg havde brudt det løfte, jeg havde givet mig selv, inden jeg tog af sted. Jeg ville ikke indblandes i hans liv, i hvert fald ikke følelsesmæssigt. Man kunne jo sige, at jeg allerede var indblandet, ved at skulle lege hans kæreste. Men jeg skulle have stoppet det der. Jeg sukkede. Jeg blev alligevel liggende og kiggede på ham, mens han sov. Hans krøllede hår lå om hans hoved, og jeg kunne høre hans rolige dybe vejrtrækning.

Nej, nu kunne det være nok. Demonstrativt stod jeg ud af sengen. Jeg havde bare ladet mig føre med af stemningen, af skuespillet. Jeg valgte at gå i bad med håbet om, at det varme vand ville skylle den her følelse af mig. 

Den ville ikke gå væk! Det varme vand skyllede ned over mig ovenfra. Hvorfor tog det ikke følelsen med ned i afløbet?

Da jeg var kommet ud af bruseren og havde fået et håndklæde om mig, så jeg mig selv i spejlet. Det var den samme pige som igår, der kiggede tilbage på mig. Men jeg kunne ikke kende hende. Hvorfor var jeg begyndt at tvivle på noget, som jeg før havde været så sikker på?

Jeg gik ud af badeværelset for at finde mit tøj, og opdagede at Harry kiggede lidt usikkert på mig. "Er vi..." "Ja," afbrød jeg ham og nikkede. Han så lettet ud.

"Er du færdig med badeværelset?" spurgte han efter et øjeblik. "Ja", sagde jeg igen. Han rejste sig og gik derud, hvor han låste døren. Det var først nu, det gik op for mig, at jeg faktisk kun havde et håndklæde på. Jeg skyndte mig at tage noget tøj på, og gik ud på gangen mod trappen. Jeg var sulten.

Harry's synsvinkel

Jeg låste badeværelsesdøren op efter et varmt bad og ventede at se hende sidde på sengen. Hun var der ikke. Hun var nok gået ned for at få noget morgenmad. Jeg tog min mobil op af lommen. Klokken var allerede over ti. Jeg skyndte mig ud på gangen. Jeg gik over mod Liam og Nialls værelse og bankede på.

Ingen svar. De måtte også være nede og spise morgenmad. Det var det samme resultat, jeg fik ved Louis og Zayns værelse. Måske var jeg ikke så sent på den alligevel. Men hvor var det lige elevatoren var? Jeg stod og tænkte lidt, inden det gik op for mig, at jeg jo bare skulle følge gangen. Hvad var der med mig idag? Mine tanker vandrede uvilkårligt mod i aftes. Jeg så hende endnu engang for mig. Så ind i hendes øjne. Hendes læber. Men der knækkede filmen også, og jeg vågnede.

Hun kunne jo ikke lide mig. Jeg sukkede opgivende. Jeg trådte ind i den tomme elevator, og trykkede på knappen til lobbyen. Jeg kiggede op og fik øje på mig selv i elevatorens spejl. Igen så jeg hende for mig. Elevatoren åbnede, og jeg forventede, at en ville træde ind i den. Efter et øjeblik kiggede jeg utålmodigt over mod døren og opdagede, at jeg allerede var i lobbyen. Jeg kunne høre hendes grin inde fra restauranten og smilede.

Inde i restauranten sad Melissa, Louis og... Og ingen? Jeg havde forventet at finde dem allesammen her. De havde ikke fået øje på mig. I stedet for at gå hen til deres bord, stoppede jeg op. De sad lænet over bordet med deres tomme tallerkner og snakkede. Melissa kunne ikke lade være med at grine, og Louis smilede selv og lænede sig tilbage i stolen. Hendes lange mørke hår var sat op i en rodet knold, og hun havde en sweetshirt med et par mørke jeans på. Hun smilede igen over noget, Louis havde sagt. Og det gik op for mig, at jeg ønskede, hun ville smile sådan til mig. Jeg tænkte et øjeblik over, om jeg skulle gå tilbage til værelset, men jeg var for sulten.

"Hej sovetryne", sagde Louis og kiggede op på mig, da jeg stod ved siden af bordet. "Bare træk en stol til." Han rykkede for at signalere, at jeg sagtens kunne være der.

"Hvor er de andre?" spurgte jeg, da jeg havde sat mig ned. Louis trak på skuldrene. "Jeg tror, de ville ud og se byen." "Eller prøve på det", sagde Melissa. "Hvad mener du?" spurgte jeg lidt overrasket. "Jeg mødte Niall på gangen, da jeg var på vej herned. Han virkede meget glad for at have formiddagen til at se Madrid. Men hvis jeg kender jeres fans ret, er skrigende teenagepiger det eneste, han får at se."

Louis blinkede overrasket. "Jeg troede ikke du hang ud med Directioners." "Tro mig", sagde hun med et opgivende tonefald. "Alle pigerne fra min klasse er vilde med jer. Det er til at få hovedpine af deres hvinen, og de ser kun jeres videoer og interviews." Hun smilede, men det nåede ikke helt op til øjnene. Det havde virkelig irriteret hende.

"Hvordan klarer du det?" Hun vendte sig mod Louis, og jeg kunne ikke andet end føle mig en smule snydt. "Det gælder om at have nogle gode ørepropper", sagde han med et frisk smil. Hun grinede. "Harry fortalte mig, at det hjælper, at I er sammen om det." Hun havde altså alligevel hørt efter. Jeg smilede for mig selv. Louis nikkede alvorligt.

"Nå jeg må hellere se, om jeg kan finde de andre. Au revoir!" Han rejste sig og gik mod udgangen. "Vi er altså i Spanien", råbte hun efter ham. "Her snakker man spansk." Han vendte sig om og tænkte, indtil han mimede, at han ikke kunne en dyt spansk.

"Despedida", sagde jeg. Hun fjernede sit blik fra Louis, og kiggede imponeret på mig. "Der er vist nogen, der har hørt efter i timerne", sagde hun opfordrende til Louis. Han trak på skuldrene og gik ud af lokalet.

"Hvad står programmet så på idag?" spurgte hun."Har du været i Madrid før?" spurgte jeg hende om i stedet for at svare. Hun rystede på hovedet. "Jeg har ikke rigtig været nogen steder." "Der har har du dit program", sagde jeg og rejste mig. "Du skal se Madrid." "Skal du ikke have noget at spise først?" spurgte hun om. Nårh jo, det havde jeg jo helt glemt. "Bagefter", lovede jeg og satte mig ned igen.

Melissa's synsvinkel

"No way", sagde jeg og rystede stædigt på hovedet. Harry prøvede ligeså stædigt at få mig til at give det en chance. Han sad allerede på den og rakte mig en hjelm tilsvarende til den, han havde på.

Hvor havde han overhovedet fået fat i den motorcykel henne. "Ved du overhovedet, hvordan man kører på sådan en?" spurgte jeg ham om. "Jeg kan køre cykel og jeg kan køre bil. Hvor svært kan det være?" Da han så mit forfærdede ansigtsudtryk, tilføjede han: "Jeg har også taget et knallertskørekort, da jeg var 16." Det var nok ment beroligende, men det hjalp ikke spor. "Kom nu, man kan ikke se Madrid fra en bil. Ellers skal vi gå. På den her måde kan vi nå meget mere."

"Okay", sagde jeg så efter endnu et øjebliks betænkning. Hvad var det jeg sagde ja til? "Men hvis vi dør, holder jeg dig ansvarlig." Han grinede. "Du glemte den detalje, at du er død." Jeg sukkede. "Så holder jeg dig ansvarlig, hvor vi så end kommer hen." Jeg tog hjelmen, og han smilede. Så startede han motoren, og jeg satte mig op bagved ham og holdt godt fast i ham. "Velkommen til Harry's private guidetur", sagde han og smilte, inden vi kørte afsted. Jeg koncentrede mig bare om ikke at falde af.

***

Okay. Han havde på en måde ret. Men læg lige mærke til "på en måde". Det var noget helt andet, at se byen bag på en motorcykel. Ikke fordi jeg havde set Madrid i bil, men jeg havde altid syntes, det at køre i bil var kedeligt. Så jeg går ud fra, det er det samme uanset, hvor man end er.

Han må have kunnet fornemme, at jeg blev mere og mere begejstret for byen. For pludselig vente han sig om. "Øjnene på vejen", sagde jeg lidt stramt. Og han vendte sig om, med et smil spillende om hans læber. Hvorfor var det, at han smilede så meget? Jeg skulle lige til at spørge ham, men så ringede hans mobil.

"Kan du nå den?" spurgte han. Jeg kiggede på han bukser. "Nej." "Er du sikker?" fortsatte han. "Den er i min venstre jakkelomme." Okay, det havde jeg så ikke lige tænkt på. Hurtigt fiskede jeg den op af hans lomme med den ene hånd, mens jeg klamrede mig til ham med den anden for ikke at falde af.

"Det er Michael", sagde jeg. "Vi bliver nødt til at svare", sagde han lettere irriteret. "Han ringer kun, når det er vigtigt." "Harry Styles's telefon", sagde jeg for sjovt. "Hvad kan jeg hjælpe dem med?" "Hvor er I?" spurgte en lettere desperat og meget irriteret Michael. "I Madrid, hvor ellers?" sagde jeg og forstod ikke hans panik. "Sig til Harry, at han skal skynde sig hen til hotellet. Pressemødet starter om et kvarter!" Han lagde på, og jeg kiggede på mobilens ur. Var klokken allerede så mange? Tiden gik åbenbart hurtigt i Madrid. "Vi skal skynde os tilbage til hotellet, klokken er allerede kvart i 2." "Shit!" hørte jeg Harry sige, inden han lavede en u-vending, og kørte tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...